nye Kina kan blive opbygget, så der er tilværelsen barsk og trist, og der bliver holdt nøje kontrol med alt. Nu er jeg kommet til en friere verden hvor folk er smukt og farverigt klædt. Her er der liv, energi, handlefrihed og alle tegn på velstand. Det er som at komme fra en verden til en anden. Jeg er begyndt at tænke: Disse flotte biler — kunne det ikke være rart at have en af dem? Disse smukke hjem — det kunne også være rart at have et sådant — og pæne klæder, et godt fjernsynsapparat, en radio med fin musikgengivelse, og så videre. Jeg har lagt mærke til al denne materielle velstand, og jeg er klar over at disse ting kunne blive en snare.

Det er tydeligt at verdslige menneskers lykke afhænger af alle de materielle ting de ejer. Dersom disse ting pludselig blev taget fra dem, ville deres lykke også være borte, og de kunne simpelt hen ikke leve.

Men vi må naturligvis ikke ligne dem. Det er ikke forkert at have en pæn bil og at nyde livets goder. Dem kan man glæde sig over og de er fuldstændig uskadelige, når blot vi aldrig gør dem til den vigtigste kilde til vor glæde og lykke. Og jeg ved at det vil vi ikke gøre hvis vi sætter de åndelige ting på deres rette plads, det vil sige først.

Mit indtryk efter at jeg er kommet til en anden verden er derfor at der her er velstand, men at vi også må passe på at denne velstand ikke bliver en snublesten der får os til at falde.“

Hjerteligt bifald fra de titusinder der var til stede viste at de værdsatte denne betimelige vejledning og forstod at den var på sin plads. De var også lykkelige over at få de kærlige hilsener som broder Jones bragte dem fra brødrene i Hong Kong, Japan og Honolulu, men hans afsluttende bemærkninger gjorde især indtryk på dem:

„Til sidst vil jeg gerne sige: Jeg er sikker på at hvis de få brødre der endnu findes i Kina vidste at jeg stod her og talte til jer i dag, ville de også gerne sende jer deres kærligste hilsener og gode ønsker.“

Det to timer lange møde sluttede med et langvarigt bifald, og efter en sang og en bøn begyndte mængden at spredes og brødrene begav sig til deres hjem. De havde lært meget, og de vil sammen med tusinder andre bede for deres brødre og søstre som stadig befinder sig i Kommunistkina og som kæmper for at bevare en stærk tro.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad er det for en flod der omtales i Salme 72:8? — V. B., De forenede Stater.

I denne salme, der handler om at freden hersker overalt hvor kong Salomon regerer, finder vi løftet: „Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender.“ — Sl. 72:8.

Vi kan bedre forstå hvilken grænse der hentydes til med udtrykket „floden“ når vi tænker på det løfte Jehova gav Abraham. Abraham havde engang levet „hinsides“ Eufratfloden, og der havde hans fader dyrket andre guder. (Jos. 24:2, 15) Efter at Abraham var kommet til Kana’an lovede Gud imidlertid at hans efterkommere skulle få landet „fra Ægyptens bæk“, syd for Kana’an, „til den store flod, Eufratfloden“. (1 Mos. 15:18) Eufratfloden blev således betragtet som en af det forjættede lands grænser. (Se også 2 Mosebog 23:31 og 5 Mosebog 11:24) I kong Salomons tid beherskede Israel landområderne helt til Eufratfloden. — 2 Krøn. 9:26.

Interessant nok gengiver de jødiske targumer, det vil sige omskrivninger eller fortolkende oversættelser af dele af De hebraiske Skrifter til aramaisk, udtrykket „floden“ i Salme 72:8 med „Eufrat“.

For Israels konger var området fra hav til hav og fra Eufratfloden til jordens ender et stort rige. Den større Salomon, Jesus Kristus, skal herske over hele jorden når denne profetiske salme får sin storslåede opfyldelse.

Mindehøjtiden

I år fejres mindehøjtiden tirsdag den 5. april efter kl. 18.00. Alle Jehovas vidner samles den aften i de lokale menigheder. Efter en tale om begivenhederne omkring Jesu død, som mindes denne aften, bedes en bøn om Jehovas velsignelse over symbolerne, brødet og vinen, som derefter bydes rundt. Enhver som ønsker at gøre Guds vilje og oprigtigt ønsker at tjene ham med forkyndelsen af den gode nyhed om Riget er hjertelig velkommen.