Ja, kongen Kristus vil tilintetgøre alle dem som vender menneskers opmærksomhed bort fra Guds rige, der er menneskehedens eneste håb. Tiden er nu nær da Kristus vil skride ind over for de onde elementer, de synlige såvel som de usynlige, og udrydde dem i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åb. 16:14.

Under hans rige vil retfærdighed blomstre overalt på jorden. Griske, selviske ledere vil være noget der hører fortiden til. Om denne nye verdens konge siges der: „Retfærds stav er din kongestav. Du elskede ret og hadede uret, derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden [Eufrat] til jordens ender.“ Hvilken lykke vil det ikke være at det er én som virkelig elsker retfærdighed der skal være hersker over alle mennesker! Hvilken velsignelse at blive regeret af én der er godkendt af Gud og hvis herredømme Gud vil krone med fremgang og vækst! — Hebr. 1:8, 9; Sl. 72:7, 8; Es. 9:7.

Ved denne retfærdige herskers hjælp vil jorden blive ført frem til en tilstand af paradisisk skønhed, fri for krig og ulykker, ja endog for sygdom og død. Han er den regent der vil lede menneskene til enigt at tilbede og adlyde Jehova Gud, til hans Faders ære og til velsignelse for alle hans undersåtter. — 1 Kor. 15:26; Es. 66:23.

Hvilken garanti har vi for at alle disse ting vil finde sted? Gud, som har lovet alt dette, indestår selv for det. Det er ikke menneskers forfængelige forhåbninger, men Guds hensigter som de er fremholdt i hans ord Bibelen. Jehova Gud, himmelens og jordens Skaber, er almægtig; der er intet der kan få hans hensigter til at vende uopfyldte tilbage til ham. Han har allerede afgjort spørgsmålet om verdensherredømmet. Snart vil alle der ikke underlægger sig Jehovas regerende konge blive tilintetgjort for evigt. Nu er tiden derfor inde til at bevise at vi er hans disciple, ved at vi forbliver adskilte fra denne verden, dens magtbegærlige, politiske systemer og de Gud-vanærende religioner der tilsidesætter Guds ord. Nu er tiden inde til at vi indvier os til Gud og bliver forkyndere af hans rige ved Jesus Kristus. Når vi gør det, vil vi være at finde blandt dem som han bevarer levende gennem denne verdens ende for at gøre dem til sine lykkelige undersåtter i den evige, nye verden.

Fornuftighed fører til fred

 1, 2. (a) Hvilken ændring kan et menneske undergå hvis det gør brug af sin tænkeevne og fornuft? (b) Hvorledes understregedes dette af apostelen Paulus?

JEHOVA Gud har udstyret mennesket med fornuft og evnen til at bruge den. Denne vidunderlige gave sætter mennesket i stand til at tjene Gud fordi det værdsætter Guds egenskaber — hans kærlighed, barmhjertighed og ufortjente godhed, hans almagt, hans ubegrænsede visdom og hans fuldkomne retfærdighed. Under sine betragtninger herover erkender den vise at han selv har et begrænset mål af disse egenskaber og at han bør arbejde på at få et større mål af dem. Han kan således tjene Gud, og ved at elske og behage den Gud han tjener kan han komme til at ligne Gud mere og mere, idet han søger at efterligne ham.

² Apostelen Paulus der nøje søgte at efterligne Kristus, som til fuldkommenhed efterlignede sin Fader Jehova og var hans udtrykte billede, gav os følgende formaning: „Derfor bønfalder jeg jer, brødre, ved Guds medlidenhed om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste med fornuft. Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Rom. 12:1, 2, NW.

 3. Hvordan er et menneske der besidder fornuftens gudlignende egenskab at omgås, og hvorfor er denne egenskab så vigtig?

³ Vi kan lide at omgås en der besidder fornuftens gudlignende egenskab. Et sådant menneske er retfærdigt, rettænkende, omgængeligt og fredsommeligt. Men vigtigere end dette er det at det behager Gud, der altid selv handler fornuftigt. Selv opfordrer han os til at bruge vor fornuft og tænkeevne, idet han gennem apostelen siger: „Derfor bønfalder jeg jer . . .“ I Romerbrevets tolvte kapitel får vi en fyldestgørende beskrivelse af hvad det vil sige at tjene den almægtige Gud med vor fornuft. Vi ser at visdom, ligevægt, forståelse og sund sans kan opnås gennem rigtig og fornuftig tænkning. Den der er fornuftig vil ikke tænke højere om sig selv end nødvendigt, men vil have et sundt sinds ånd. I vers tre siges der (Ro 12:3 NW): „For ved den ufortjente godhed som er givet mig, henstiller jeg til enhver iblandt jer ikke at have højere tanker om sig selv end nødvendigt; men at tænke som man bør for at bevare et sundt sind, hver efter det mål af tro Gud har givet ham.“

 4. (a) Hvilket studium er særdeles vigtigt? Hvorfor? (b) Hvad er det bedste vi kan grunde over? Hvorfor?

⁴ Når vi ræsonnerer, anvender vi principper på kendsgerninger eller problemer for ved hjælp af den deduktive metode at få klarhed over specielle detaljer, eller også sammenligner vi flere kendsgerninger med hinanden og finder ved hjælp af den induktive metode frem til almengyldige principper. Men er det tilstrækkeligt kun at tænke og ræsonnere? Nej. Mange tænkere og filosoffer er i vildrede og kender ikke vejen til fred. Vore tanker må vejledes af Skriften, ikke af menneskelige normer eller filosofiske anskuelser. Vi opfordres til at få Jehovas sind, til at forvisse os om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje. Dette kræver studium af Guds ord. Vi må have åndelig vejledning: „Men et fysisk menneske tager ikke imod det der hører til Guds ånd, thi det er dårskab for ham, og han kan ikke forstå det, fordi det ransages åndeligt.“ (1 Kor. 2:14, NW) Vi må også meditere. Det vil ikke sige at forfalde til dagdrømmeri og fantaseren. Nej, vor meditation må afgjort ledes af Gud. Vore tanker må være grundlagt på Bibelens ord. Selv når vi hviler os og slapper af, kan vi meditere. Som salmisten sagde: „Jeg vil visselig grunde over alt dit værk, og med dine gerninger vil jeg beskæftige mig.“ (Sl. 77:12, NW) Det bedste vi kan grunde over er Guds gerninger. På denne måde kan vi sammenligne vore gerninger med den bibelske norm og anvende Jehovas åndelige ord på åndelige anliggender i vort liv. Når vi så skal træffe en vanskelig beslutning kan vi genkalde os Jehovas ypperlige retskendelser i lignende anliggender og følge dem. Ved at bruge vor tænkeevne på denne måde kan vi være sikre på at vor færd vil ledes af de rette principper.

Studium og meditation af betydning

 5. Giv et eksempel på hvordan man kan meditere over et bibelsk spørgsmål.

⁵ Som et eksempel på meditation kan vi tage apostelens ord i Romerbrevets ellevte kapitel for bedre at forstå hvad den fornuftige gudsdyrkelse som Paulus taler om i Romerne 12:1 er. I kapitel elleve skildrer han den storslåede lejlighed Israel fik til at udfylde alle pladserne i den himmelske rigsorganisation under Kristus. Han viser hvordan og hvorfor de kom til kort, og hvordan Jehova i sin ufortjente godhed og uransagelige visdom foranstaltede en måde hvorpå ikke-jøder fik mulighed for at udfylde de tomme pladser i den himmelske regeringsorganisation. Derefter beder han indtrængende de kristne om ikke blot at tage Guds retfærdighed i fordømmelsen af ulydighed i betragtning, men også at se på hans vidunderlige kærlighed, visdom og magt, som han har vist ved at træffe foranstaltninger for både jøder og hedninger der ønsker at tjene ham. Som en følge af disse betragtninger skulle de fremstille deres legemer, med hele deres evne til at tænke og drage slutninger, som et levende offer. Det er virkelig det eneste fornuftige der er at gøre.

 6. (a) Hvordan gør man brug af sin tænkeevne under forberedelsen til møderne? (b) Giv et eksempel.

⁶ Forberedelsen til de møder hvor Bibelen drøftes, er også forbundet med at tænke og ræsonnere. Lad os for eksempel sige at du er ved at studere den ugentlige lektie til studiet af Vagttårnet i rigssalen. Når du læser spørgsmålene og forbereder svarene, så tænk på hvordan du kan gøre din kommentar opbyggende for dine medkristne. Tænk på de nye der er til stede. Din kommentar bør være tydelig, enkel og letforståelig. Lad de andre få lov til at tænke og ræsonnere ved at du giver din kommentar med dine egne ord i stedet for blot at læse op fra bladet. Som et eksempel på hvordan du kan meditere under dit forstudium kan vi tage paragraf 21 på side 202 i Vagttårnet for 1. maj 1961. Her siges der i hovedtrækkene at et menneske kan arbejde ihærdigt på at gøre karriere i en eller anden verdslig beskæftigelse, men at den mest ophøjede beskæftigelse, det højeste mål, er at opfylde Jehova Guds krav i tjenesten for ham. For at udvide din forståelse og din kommentar til denne paragraf kan du i tankerne forestille dig de studier, ofre og års arbejde samt den beslutsomhed der er forbundet med at gøre karriere i forretningslivet eller den politiske verden. Tænk derefter på den langt højere værdi forkyndergerningen har som livskarriere og på hvor langt mere nødvendigt det er at koncentrere al sin energi, iver og opmærksomhed, ja hele sit liv, om den.

 7. Hvordan vil de tanker du har gjort dig under forberedelsen komme alle til gode ved møderne?

⁷ Hvis du gør dette vil dine tanker, som du giver udtryk for ved menighedens møder, opmuntre andre til at tænke og ræsonnere, og deres forståelse vil øges. Alle tilhørerne, selv de nye, vil blive hjulpet, hvilket er formålet med mødet, som forklaret af Paulus: „Hvis alle taler profetisk, og der kommer en vantro eller udenforstående ind, så bliver der talt til hans samvittighed af alle, han ser sig afsløret af alle, hans hjertes skjulte tanker bliver åbenbare, og så vil han falde på sit ansigt og tilbede Gud og vidne, at Gud virkelig er iblandt jer.“ — 1 Kor. 14:24, 25.

 8, 9. Hvordan vil vor værdsættelse af tjenesten øges og vi blive bedre i stand til at hjælpe dem vi forkynder for, hvis vi ræsonnerer over tjenesten?

⁸ Vi kan forbedre og udvide vor tjeneste ved at ræsonnere over den. Vi kan for eksempel sige til os selv: „Hvorfor er det bedst at udføre arbejdet på den måde?“ Sådan tænker vi ikke for at kritisere, men for at undgå udelukkende at udføre tjenesten af pligtfølelse, rutinemæssigt eller fordi det er en beslutning vi én gang har truffet. Det vil hjælpe os til at øge vor kærlighed. Vi får befaling til at dyrke Gud med vor fornuft, samtidig med at vi overtyder os selv om hvad der er Guds vilje ved at gøre den og øge vor erfaring. Vi opfordres til at gøre vort arbejde af hele vor sjæl: „Den, der uddeler almisse, skal gøre det uden bagtanke; den, som er forstander, skal være det med iver; den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde.“ — Rom. 12:2, 8; Kol. 3:23.

⁹ Hvorfor forbereder vi for eksempel prædikener over flere forskellige emner til at holde for folk i deres hjem? For at tilskynde folk til at tænke, til at ræsonnere, for at få folk til at sætte skriftstederne i forbindelse med det der sker omkring dem og hjælpe dem til at få fat i sandhedens mønster. Apostelen siger: „Hold stadig fast ved det mønster på sunde ord som du hørte af mig med den tro og kærlighed der er i forbindelse med Kristus Jesus.“ (2 Tim. 1:13, NW) Ved hjælp af disse prædikener der holdes over forskellige bibelske emner men som alle peger frem til Riget som menneskenes eneste håb, kan folk med tiden se mønsteret eller tråden i det vi fortæller. De som har et godt hjerte vil begynde at danne sig et fuldstændigt billede af den nye retfærdige verden og sætte deres håb til den.

10, 11. (a) Hvem skal vi begynde med, når vi ønsker at være fornuftige? (b) Hvilken fare truer os hvis vi ikke udviser fornuft med hensyn til vor personlige tjeneste?

¹⁰ Hvornår og over for hvem skal vi være fornuftige? Fornuftighed bør præge alle vore handlinger. Først og fremmest må vi være fornuftige med os selv i vor tjeneste. Det vil sige at vi må have et sundt sind, at der må være den rette ligevægt mellem alle vore pligter, og at vi ikke i tankerne finder på mange plausible undskyldninger. Vi har fået en tjeneste betroet ved Jehovas ufortjente godhed. Apostelen vejleder os: „Lad os tage vare på tjenesten.“ Han siger også: „Kærligheden skal være oprigtig; afsky det onde, hold jer til det gode.“ Ofrer du mindre opmærksomhed på din tjeneste nu end før i tiden? Har du ladet andre ting kølne din iver? Vi må drage den slutning at hvis vi lader vor kærlighed til det gode kølnes, så er vi holdt op med at afsky det onde. Det er farligt. Vær fornuftig. Foretag de nødvendige ændringer og lad atter tjenesten indtage førstepladsen i dit liv. Jesus var klar over den fare der lå i at tænke i forkerte baner da han i sin tid fortalte hvad der skulle ske med ham og Peter da protesterede ud fra en rent menneskelig synsvinkel: „Da tog Peter ham til side og begyndte at rejse kraftige indsigelser over for ham, idet han sagde: ’Vær god mod dig selv, Herre; du skal bestemt ikke lide denne skæbne.’ Men han vendte ryggen til og sagde til Peter: ’Vig bag mig, Satan! Du er mig en anstødssten, thi du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.’“ (NW) — Rom. 12:7, 9; Matt. 16:22, 23.

¹¹ At være fornuftig indbefatter at man udviser fornuft med hensyn til fornøjelser, med hensyn til hvad man læser og beskæftiger sine tanker med, med hensyn til sin omgangskreds, sit verdslige arbejde, sit hjem og sin familie. Tjenesten er vor heltidsbeskæftigelse, vor karriere. De kristne får følgende befaling: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — 1 Kor. 10:31.

Udvis fornuft over for dem der tilhører den samme tro

12. Hvordan kan vi udvise fornuft når vi giver en instruktion eller en vejledning?

¹² Dernæst må vi være fornuftige over for vore brødre, over for dem der tilhører den samme tro som vi. Hvis vi er fornuftige, vil vi være rolige, venlige, hensynsfulde, ikke selvrådige og ikke ubøjelige. Et Jehovas vidne siger ikke til et andet vidne når det giver en instruktion eller vejledning: „Det er den eneste måde det kan gøres på, og sådan skal det gøres.“ Man følger i stedet apostelens råd: „Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!“ (Rom. 12:10) Vi bør ikke mene at vi har ret til at stille krav til nogen, blot fordi vedkommende har indviet sig til Gud. Tænk på det eksempel apostelen Paulus satte. Med al sin myndighed som apostel kunne han have udstedt en befaling, men da han skrev til menigheden i Korint om nogle af dens svagheder sagde han: „Jeg selv, Paulus, . . . formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed.“ Regelen er derfor: „Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ — 2 Kor. 10:1; Gal. 6:10.

13, 14. Hvilken fejl kan vor fornuft hjælpe os til ikke at begå? Giv et eksempel.

¹³ Vi ønsker at hjælpe hinanden. Det er ikke nogen hjælp at forsøge at passe nogen ind i vore forhold eller forvente at de kan gøre det samme som vi, men ved at ræsonnere med dem kan vi måske hjælpe dem til at få det bedste ud af de muligheder de har. „Thi vi drister os ikke til at regne os med til eller sammenligne os med visse folk, der anbefaler sig selv, men viser deres uforstandighed ved at måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.“ — 2 Kor. 10:12.

¹⁴ En kristen kvinde har måske en mand som ikke er gunstigt stemt over for sandheden. Som hustru er hun sig sit ansvar og sin pligt over for sin mand bevidst, og hun føler at hun bør tilbringe nogen tid sammen med sin mand i weekenden når han er hjemme. Hun kan derfor ikke deltage i hus-til-hus arbejdet søndag formiddag, men deltager i tjenesten midt i ugen sammen med gruppen der mødes til det ugentlige bibelstudium i nærheden af hvor hun bor. Ville det ikke være hårdt og urimeligt at bebrejde og kritisere hende fordi hun ikke har lagt sine forhold til rette på samme måde som de øvrige, hvis omstændigheder er helt anderledes?

15. Giv et eksempel på hvordan man venligt ræsonnerer med en broder for at hjælpe ham til at få det bedste ud af sine muligheder.

¹⁵ En menighedstilsynsmand kan imidlertid ræsonnere med et medlem af menigheden for at hjælpe vedkommende til at få det bedste ud af de forhåndenværende muligheder. Tilsynsmanden lægger måske mærke til at en af hans kristne brødre ikke hjælper sin familie sådan som han burde og ikke sætter det rette eksempel for sine børn. Tilsynsmanden kan venligt henvende sig til broderen og for eksempel sige: „Det er en trøst og opmuntring at vide at vi alle er heltidstjenere for Gud, ikke sandt, selv om nogle har et familieansvar der forhindrer dem i at vie al deres tid til forkyndelsen. Som familiefader har du dog det særlige privilegium at kunne bruge noget af din indviede tid på at hjælpe dine børn, som der siges i Efeserne 6:4: ’I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.’ Det kræver en indsats at drage fuld nytte af sine muligheder. Det vidste Paulus, for han sagde til Timoteus: ’Derfor påminder jeg dig om at opflamme den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse.’ (2 Tim. 1:6) Der er tidspunkter da vi må gøre noget for at opflamme os selv, ligesom man får ilden i kaminen til at flamme op når man roder op i den. For at vi kan gøre det på en ordentlig og effektiv måde får vi regelen i Første Korinterbrev 14:40: ’Lad alt ske sømmeligt og med orden!’ Det vil derfor være godt om du tilrettelagde din tid sådan at du kunne ofre dine børn den opmærksomhed der vil betyde livet for dem. Jeg har lagt mærke til at du holder meget af dem. Gud holder også af dem og regner dem for hellige, og når du studerer med dem og tager dem med ud i tjenesten for at forkynde den gode nyhed, kan du derfor være sikker på Guds hjælp og på at du vil opnå et godt resultat, som Paulus sagde: ’Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten.’ (1 Kor. 3:6) Du vil blive velsignet med at se dem vokse op til at blive trofaste tjenere for Gud.“ Efter drøftelsen af disse skriftsteder kan tilsynsmanden tilbyde at hjælpe broderen med at lægge en timeplan og i øvrigt yde ham al den personlige bistand han har brug for.

Den fornuftige sætter det vigtigste først

16. Hvordan koncentrerer man sig om det der er væsentligt når man hjælper og vejleder andre? Illustrer det med et eksempel.

¹⁶ Forkyndelsen er det vigtigste. Vor fornuft byder os at værdsætte dem der udfører forkyndelsen og at sætte pris på deres tro og anstrengelser. Der kræves tro for at kunne deltage i forkyndelsen af den gode nyhed. Hvert eneste vidne for Jehova har et vist mål af tro, uanset om det bruger lidt eller megen tid i forkyndelsen. Bibelen siger at man må „tænke som man bør for at bevare et sundt sind, hver efter det mål af tro Gud har givet ham“. (Rom. 12:3, NW) Hvis en ved sin tro ser resultater af sin forkyndelse, så prøv ikke at få vedkommende til at gøre tingene på en anden måde. Det gælder både den forkynder der nylig er begyndt at gå fra hus til hus, og den der har mange års erfaring. Begge har måske vanskeligt ved hurtigt at finde skriftstederne i Bibelen. Når en anden forkynder arbejder sammen med dem for at undervise dem, skal denne forkynder ikke kritisere dem fordi de ikke bruger hvert skriftsted i den prædiken der i øjeblikket holdes. Det kan være at forkynderen synes at han bedre kan holde en anden prædiken og at han har bedre held med at forklare andre skriftsteder. Man skal ikke gøre nogen mismodige eller tvinge nogen til at bruge en prædiken som de har vanskeligt ved at holde. Fornuften vil i stedet byde den erfarne forkynder at gøre vejledningen til en sådan forkynder opbyggende og opmuntrende. Hjælp forkynderen. Hvis man kan lære forkynderen at bruge andre prædikener er dette naturligvis det bedste. Det vil medføre større fremgang i tjenesten. Man har derved fulgt den bibelske formaning om at ’forvisse sig om det mere væsentlige, for at man må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag’. (Fil. 1:10, NW) Vi har fået at vide at det er vigtigt at forvisse os om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje. Gud anser det for vigtigt at vi holder os adskilt fra verden, bevarer vor uangribelighed og forkynder og lærer den gode nyhed. Hvis vi hjælper hinanden til at gøre dette, vil det gå os godt.

17. Hvad bør vi selv stræbe efter, selv om vi ikke bør stille krav til andre?

¹⁷ På den anden side bør alle fornuftigt rette sig efter de anvisninger der gives for forkyndelsen, så arbejdet kan udføres ensartet af Guds tjenere i hele verden. Måske bliver det nødvendigt at ændre ens forkyndelsesmetode. Man opdager måske at man ikke underviser så effektivt som det kunne ønskes. Måske henleder forkynderen opmærksomheden på sig selv i stedet for på sandheden eller menigheden og undlader at påpege nødvendigheden af at man samles med andre af samme tro. En forkynder må tænke på det eksempel han sætter andre. Hans fornuft vil hjælpe ham til at se at de ting vi får vejledning om at gøre nu, tjener som en forberedelse til det der skal ske i fremtiden og vil være til nytte for os når vi står over for andre forhold og andre pligter.

18. Hvordan reagerer den fornuftige når han gøres opmærksom på en fejl han har begået?

¹⁸ Det er især vigtigt at tænke fornuftigt når der opstår tvivl eller strid om en ting. Man bør optræde sagtmodigt og med fornuft. Måske det er en selv der har begået en fejl. Det vil være fornuftigt og gavnligt for freden og ens eget velbefindende om man er rede til at lytte og ændre indstilling eller handlemåde når man bliver gjort opmærksom på sin fejl. Et ydmygt og sagtmodigt hjerte vil tilskynde en til at være rede til at ræsonnere fremfor at være umedgørlig og påståelig. Hvis man er fornuftig bliver man ikke vred eller mismodig eller bekymrer sig om at man måske „taber ansigt“ når man bliver irettesat. Man giver agt på det bibelske råd: „Jeg [henstiller] til enhver iblandt jer ikke at have højere tanker om sig selv end nødvendigt . . . Hav samme sindelag over for andre som I har over for jer selv; stræb ikke efter de høje ting, men lad jer føre af sted sammen med de ringe. Bliv ikke kloge i jeres egne øjne.“ Vor fornuft byder os at være taknemmelige for at der er nogen der har irettesat os før fejlen var blevet virkelig alvorlig. — Rom. 12:3, 16, NW.

19. Hvad vil den fornuftige have i tanke når han irettesætter andre?

¹⁹ Måske sagen forholder sig omvendt, og det er os der skal irettesætte en anden. Da vil fornuften byde en at give agt på følgende kloge formaning: „’Ikke ud over, hvad der står skrevet,’ at ikke nogen af jer skal blive opblæst over den ene imod den anden. Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?“ (1 Kor. 4:6, 7) Man giver irettesættelsen med kærlighed og sagtmodighed og ’ser til at man ikke selv bliver fristet’. — Gal. 6:1; Tit. 3:2.

Udvis fornuft over for dem der ikke tilhører den samme tro

20. Hvordan kommer vor fornuft os til hjælp så vi bedre kan undervise andre?

²⁰ Er der andre vi må udvise fornuft overfor? Ja. Den bibelske formaning lyder: „Lad jeres fornuftighed blive kendt af alle mennesker.“ (Fil. 4:5, NW) I tjenesten fra hus til hus, på genbesøg og bibelstudier, hvor man underviser andre, er det nødvendigt at ræsonnere med folk med stor tålmodighed og være i stand til at sætte sig i deres sted. Man vil da kunne hjælpe dem fordi man ved hvorfor visse ting er vanskelige at forstå. Man anerkender at de retsindige som man er i færd med at undervise, hører til Herrens hjord, og at de ifølge Jesu beskrivelse er „vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“. Man indser at disse mennesker er blevet vildledt af falsk lære og af mangel på kundskab fra Guds ord. Man viser dem kærlighed og gæstfrihed sammen med empati, det vil sige medmenneskelig forståelse, i overensstemmelse med Paulus’ ord: „Vær ivrige efter at vise gæstfrihed! Vær glade med de glade, og græd med de grædende!“ — Matt. 9:36; Rom. 12:13, 15.

21. Hvad giver en sådan undervisning eleven mulighed for?

²¹ Enhver der gør brug af sin fornuft i sin undervisning, giver andre et grundlag for at få en fornuftig indstilling til Guds ord. Han svarer til Bibelens beskrivelse af en sand ordets tjener: „En Herrens træl behøver ikke at strides, men må være mild mod alle, egnet til at undervise, han må lægge bånd på sig selv når han lider ondt, og må med mildhed undervise dem der ikke er gunstigt stemt, da Gud måske kan lade dem angre, hvilket vil føre til nøjagtig kundskab om sandhed, og de igen må komme til deres fulde fornuft og ud af Djævelens snare, idet de ser at de er blevet fanget levende af ham så de gør hans vilje.“ — 2 Tim. 2:24-26, NW.

22. I hvilken udstrækning bør vi udvise fornuft over for familiemedlemmer som ikke er troende?

²² De største prøver vor fornuft kan blive udsat for er uden tvivl dem vi møder når medlemmer af vor egen familie ikke er troende. I sådanne tilfælde bør man ikke vise mindre kærlighed og forståelse over for dem vi holder af og som er bundet til os ved kødets bånd, ja i nogle henseender kræves der endog større hensyntagen og visselig større forståelse. Man må have tid til at være sammen med dem. Vi har et stort ansvar over for dem. Det vil sige at vi må lægge en fornuftig timeplan og fordele vor tid og vore pligter ligeligt, så vi både tager os af vor families åndelige velfærd og af forkyndelsen for andre.

23. Hvilken indstilling bør den kristne have under modgang og forfølgelse, og hvilket råd vil han følge?

²³ Måske de største velsignelser i vor tjeneste er dem vi oplever når vi udviser fornuft under modgang og forfølgelse eller forkynder i lande hvor myndighederne ikke ser med venlige øjne på vor tjeneste. Hvis forkynderen er fornuftig, vil han forstå hvorfor forfølgelsen kommer. Han vil se positivt og optimistisk på tingene. Han forstår at det er hvad den kristne må forvente. Det er en opfyldelse af profetien. Ofte skyldes forfølgelsen jo at vore modstandere er forkert underrettet. Ved fornuftigt at tænke sagen igennem, forstår man at modstanderne i virkeligheden er vildledt, og man nærer derfor ingen hævntanker imod dem. Man vil huske at det i virkeligheden er Djævelen der gør folk blinde, så de ikke kan se lyset fra den gode nyhed. Den kristnes kamp står derfor ikke mod mennesker, og han kæmper ikke med de samme våben som mennesker: hævngerrighed, råhed og spot, foruden de kødelige våben. (2 Kor. 4:4; 10:4, 5; Ef. 6:11, 12) Den kristne vil tænke dybt over den handlemåde Bibelen tilråder og som beskrives i Romerne 12:14, 17-21: „Velsign dem, som forfølger jer, velsign, og forband ikke! Gengæld ikke nogen ondt med ondt; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer! Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.’ Men ’dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!“

24. Hvordan kan vi overvinde det onde med det gode?

²⁴ Lad ikke det onde du kommer ud for gøre dig stridbar, sur og vrangvillig. Overvind i stedet for det onde med det gode, selv når det måske står i din magt at gengælde ondt med ondt. Profeten Elisa er et eksempel for os i så henseende. En aramaisk hærstyrke var draget ud for at tage ham til fange, men Jehova Gud beskyttede sin profet idet han slog fjenden med midlertidig blindhed. Israels konge ville nu dræbe aramæerne på stedet, men Elisa irettesatte ham og sagde: „Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge folk ned, som du ikke har taget til fange med sværd eller bue? Sæt brød og vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres herre!“ Dette udvirkede mere end hvis de havde gengældt ondt med ondt, for der fortælles videre at „fra den tid af kom der ikke flere aramaiske strejfskarer i Israels land“. — 2 Kong. 6:14-23.

25. Hvad kan vi gøre nu for at blive i stand til at følge Peters råd i Første Peter 3:15, og hvilket håb nærer vi?

²⁵ Det kan hænde at vi — i stedet for at stå over for et retsindigt menneskes venlige og interesserede spørgsmål — ser os stillet over for en brøsig myndighedspersons hvasse spørgsmål. I sådanne tilfælde bør vi huske apostelen Peters vejledning: „[Vær] altid rede med et forsvar over for enhver der afkræver jer en grund for det håb der bor i jer, men I må gøre det med sagtmodighed og dyb respekt.“ (1 Pet. 3:15, NW) Det vil være fornuftigt at forberede sig til at møde sådanne situationer ved at studere Guds ord NU og aktivt deltage i tjenesten i overensstemmelse hermed. Det vil være fornuftigt at udnytte tiden nu, for Bibelen viser at Satan Djævelen om kort tid vil foretage sit endelige angreb på Guds folk. Vor fornuft siger os at vi ikke kan tillade os helt og fuldt at gå op i denne verdens glæder. De kristne har en kamp at kæmpe, og verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang. Vi har håbet om en ny verden der ligger foran os. I betragtning af hvor nær den er, får apostelens ord en betydning som ingen sinde før: „Vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen!“ — Rom. 12:12; 1 Kor. 7:29-31.

26. Hvordan vil den kristnes fornuftighed føre til fred i menigheden?

²⁶ Fornuftighed fører derfor til fred. Ikke alene for en selv, men endnu vigtigere, for hele den kristne menighed. Vore handlinger kommer til at berøre hele menigheden på grund af det nære forhold vi står i til den, som beskrevet i Romerne 12:4, 5: „Thi ligesom vi har mange lemmer på eet legeme, men lemmerne ikke alle har samme hverv, således udgør vi mange eet legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer.“ Fornuftighed hjælper menigheden til at bevare den fuldkomne enhed og fred der beskrives i Første Korinter 1:10: „Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ — 1 Kor. 12:26.

27. På hvilke områder fører fornuftighed til fred?

²⁷ Fornuftighed fører til fred i sindet, fred med Gud, fred med vor næste, fred i vor tjeneste og fred med dem der ikke hører til den kristne tro, så vidt det står til os. Som Bibelen befaler: „Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!“ — Rom. 12:18.

28. Hvem søger de kristne at behage, og hvad vil de opnå derved?

²⁸ Jehova Gud er den hvem de kristne søger at behage. I Ordsprogene 16:7 (NW) fremsættes følgende princip: „Når Jehova har behag i et menneskes veje, lader han endog dets fjender være fredeligt stemt over for det.“ Ved at følge Jehovas vej i overensstemmelse med hvad vor fornuft byder os, vil vi overvinde det onde. Hvad kommer der ud af det, andet end godt? Fornuftighed er en del af visdommen ovenfra. Ledet af Guds ord vil den føre os frem til den lykkelige tilstand som Paulus ønskede de kristne skulle opnå da han sagde til dem: „I øvrigt, brødre, glæd jer, vær fuldt beredte, lad jer formane, vær enige, hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med Eder.“ — 2 Kor. 13:11; Jak. 3:17.

Underviser både lærerinde og skolekammerater

● „En dag blev jeg ringet op af min søns lærerinde,“ fortæller et af Jehovas vidner i Ohio. „Hun bad mig komme hen i skolen så snart jeg kunne, da min otteårige søn ’var ved at forvirre hele skolen’. Da jeg kom derhen var min søn i færd med at fortælle sine klassekammerater at Guds navn er Jehova. Jeg forklarede nu lærerinden hvorfor Gud har et navn, og at det nævnes over 6000 gange i De hebraiske Skrifter. Siden da har lærerinden stillet min søn mange spørgsmål om hans tro.“