er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem“. — 1 Kor. 10:13.

Vær forberedt før forfølgelsen kommer

Det er nødvendigt at være forberedt på forfølgelse før den kommer. Det er godt nu at tænke på hvorfor forfølgelse tillades og hvordan vi bør handle, sådan at vi kan være indstillet på den når den kommer.

Vi må dag for dag opbygge vor tro, vort mod og vor uangribelighed. Vi vil holde ud alt efter som vi har tro til. Vor tro vil stå i forhold til vor kærlighed til Gud, og troen vil vokse med den kundskab vi tilegner os. En stærk overbevisning der har sin rod i bibellæsning, studium og samvær med andre kristne er en nødvendighed. Desuden må vi leve i overensstemmelse med sandheden. Den må blive en del af vort liv. Derved vil vi dag for dag blive udsat for små prøver, og det er ved at overvinde dem at vi bliver styrket til at udholde de sværere prøver der kan komme senere. Dersom vi imidlertid holder os tilbage fra at gøre Guds vilje i det daglige liv nu, vil vi ikke være forberedt til at kunne modstå de vanskeligere prøver der senere kommer.

Lær alt hvad du kan om Gud og hans hensigter nu. Lad denne kundskab bundfælde sig dybt i dit hjerte og lede dig i al din færd. Husk at den der kender Gud bedst vil stole mest på ham i prøvens stund.

Vi lever nu i den største trængselstid i menneskets historie, en prøvens og rystelsens tid for Guds folk. Om kort tid vil Satan Djævelen foretage sit sidste, voldsomme angreb mod dem der tjener Jehova. De kristne vil møde denne brutale forfølgelse med fuld tillid og fortrøstning til Gud og stå den sejrende igennem. De vil bevare deres uangribelighed, til Guds ære og til deres egen frelse. „Bi på [Jehova] og bliv på hans vej, så skal han ophøje dig til at arve landet; du skal skue de gudløses undergang.“ (Sl. 37:34) Hvilken storslået opmuntring for dem der bevarer deres uangribelighed under brutal forfølgelse!

Guds langmodighed og Guds tjenere

Hvorfor tillader Gud at det onde varer ved? Hvad kan vi lære af hans langmodighed?

„HVIS Gud er almægtig, hvorfor lader han så det onde fortsætte? Hvorfor griber han ikke ind?“ Dette spørgsmål bliver mere og mere almindeligt efterhånden som ondskaben tager til. Det er imidlertid et spørgsmål som alle kristne bør kende svaret på eftersom det er direkte forbundet med vor tjeneste for Gud.

Ganske som mange i dag ikke forstår grunden til at Gud tillader det onde, var der også mange i fortiden der ikke forstod hvorfor Gud ikke greb ind, og derfor drog forkerte slutninger. „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde,“ skrev den vise kong Salomon. Salomons fader, David, havde også lagt mærke til hvorfor den onde ingen respekt havde for Gud: „Han siger i hjertet: ’Gud glemmer, han skjuler sit åsyn; han ser det aldrig.’“ I Juda riges sidste dage var dette blevet den almindelige indstilling blandt folket, som sagde i hjertet: „[Jehova] gør hverken godt eller ondt.“ Ja, de tolkede det ondes tilstedeværelse som et tegn på at Gud var svag eller at han var ligeglad, og at han overhovedet ikke ville gribe ind. — Præd. 8:11; Sl. 10:11; Zef. 1:12.

Men stik imod hvad folket mente var Gud interesseret, han så virkelig hvad der gik for sig, og han greb også ind. Omkring fyrretyve år efter at profeten Zefanias havde nedskrevet ovenanførte ord eksekverede Gud sin dom ved hjælp af Babylons hær, som han sendte mod sit stivnakkede folk. Men hvorfor ventede Gud så længe med at gøre regnskabet op? Fordi han er langmodig.

Tegn på Guds langmodighed

Langmodighed er en beundringsværdig egenskab, især hos en person der indtager en lederstilling. Den er et tegn på sand kærlighed, tålmodighed og selvbeherskelse. I Ordbog over det danske Sprog defineres „langmodighed“ som evnen til „længe at finde sig i noget ubehageligt, pinefuldt o.l.“, at være langmodig er at være „tålmodigt udholdende, ventende“; især anvendes ordet om Gud og betyder at han „længe bærer over med, finder sig i menneskers syndige, urigtige optræden, længe tilbageholder den fortjente straf eller revselse“.

Vi må i sandhed erkende at Gud har lagt denne egenskab for dagen. Hvor må det have været pinefuldt for Gud at den skærmende kerub i Edens have vendte det første menneskepar bort fra ham! Dog tillod han at oprøret fortsatte og voksede i omfang, selv om han havde magt til at knuse det med det samme. Men til hvilken nytte har denne tålmodige venten fra Guds side været? Hvilket nyttigt formål har den ondskab som historien kan opvise siden oprøret i Edens have tjent? Hvorfor skulle Gud have langmodighed med oprørere?

Guds langmodighed tjener både et betydningsfuldt og nyttigt formål. For det første dette: én gang for alle at gøre det klart at han er den almægtige Gud der gennemfører sine erklærede hensigter på trods af enhver modstand. (2 Mos. 9:16) For det andet: at give Adams og Evas syndige efterkommere en mulighed for at omvende sig og benytte sig af hans frelsesforanstaltninger. Før Vandfloden i Noas dage gav Gud for eksempel et umiskendeligt bevis på sin langmodighed.

På den tid, siges der, så Gud at „menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“. Det skar Gud i hjertet, men alligevel greb Gud ikke utålmodigt ind og udslettede menneskene. Nej, tålmodigt tog han skridt til at tilvejebringe et middel til frelse for alle der angrede. Han gav Noa befaling om at bygge en vældig ark og at forkynde et budskab der advarede om den kommende ødelæggelse. Mere end 2400 år senere skrev Peter at „Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget“. Var det ikke både hensynsfuldt og barmhjertigt af Gud at lægge en sådan langmodighed for dagen? — 1 Mos. 6:5, 6; 1 Pet. 3:20; 2 Pet. 2:5.

Efter Vandfloden viste Gud fortsat langmodighed. „Han [er] barmhjertig, han tilgiver misgerning, lægger ej øde, hans vrede lagde sig gang på gang, han lod ikke sin harme fuldt bryde frem; han kom i hu, de var kød.“ Men Guds folk, Israel, kastede vrag på Guds langmodighed, som salmisten videre siger: „Hvor tit stod de ham ikke imod i ørkenen og voldte ham sorg i det øde land! De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige.“ Dog udholdt Gud den smerte som hans troløse folk forvoldte ham derved, men jo større langmodighed han viste, jo værre blev tilstandene. Det var derfor kun retfærdigt da Gud endelig eksekverede sin dom over folket. — Sl. 78:38-41.

Guds langmodighed i dag

Vi er nu nået frem til tidernes ende. Ondskaben har nået sit højeste. Menneskene lader hånt om Bibelens retfærdige