orden. Desuden havde de ingen tegnsætning hvormed de kunne angive parentetiske bemærkninger eller afvigelser fra den kronologiske rækkefølge. Efter at have omtalt Ahazja og hans flugt har nedskriveren af Kongebøgerne simpelt hen fortsat med at bringe de oplysninger han havde om resten af Ahazjas liv, eller hans død, uden at angive om disse fulgte i kronologisk orden med det han yderligere havde at fortælle. Det er derfor New World Translation ikke alene sætter parentes om beretningen om disse begivenheder der indtraf senere, men også oversætter det hebraiske bindeord waw, der indleder det der står i parentesen, med „senere“. Angående dette hebraiske ord, waw, siger forordet til New World Translation of the Hebrew Scriptures, bind I, side 18 i udgaven af 1953:

„Skønt waw (’og’) forekommer meget hyppigt i hebraisk, ser vi ikke bort fra det og lader det ikke forblive uoversat som om det er overflødigt eller besværligt eller gammeldags; vi udtrykker det ved at bruge overgangsled med den betydning som det hebraiske sprog lader os fornemme må være den rette. Hvilken betydning waw skal have afgøres af ordets forbindelse med det verbum det er sat sammen med. Dette lille ord, waw, i det hebraiske sprog kan altså bibringe os mangen en betydningsnuance, og behøver ikke altid at have sin grundbetydning ’og’.“

Det var altså senere at Jehu genoptog forfølgelsen af kong Ahazja ved at sende sine mænd efter ham. Det ser ud til at teksten i Krønikebøgerne beretter begivenhederne som de indtraf, skønt denne beretning ikke nævner det sted hvor Ahazja blev dødeligt såret på Jehus befaling, og heller ikke fortæller om det sted hvor kongen endelig døde, hvilket beretningen i Kongebøgerne gør.

Kombinerer vi de to beretninger får vi et billede af hvad der må være sket: Jehu, der var på vej til Jizre’el, mødte Joram og Ahazja. Jehu skød Joram ned, men Ahazja flygtede. På det tidspunkt forfulgte Jehu ikke Ahazja, men han fortsatte til Jizre’el for at fuldbyrde dommen over Akabs hus. I mellemtiden prøvede den flygtende Ahazja at komme tilbage til Jerusalem; han nåede dog kun til Samaria, hvor han forsøgte at skjule sig. Jehus mænd, der eftersøgte Ahazja, fandt ham i Samaria og fangede ham, hvorpå han blev bragt til Jehu, der befandt sig i nærheden af byen Jibleam, ikke langt fra Jizre’el. Da Jehu så Ahazja, gav han sine mænd ordre til at dræbe ham i hans vogn. De skød ham og sårede ham på vejen mod Gur, i nærheden af Jibleam; men Ahazja så sit snit til at undslippe, og han flygtede til Megiddo, hvor han døde af sine sår.

● Vær så venlig at forklare Salme 78:24, 25. Tilkendegiver disse skriftsteder at engle behøver en eller anden form for næring for at kunne leve? — D. H., De forenede Stater.

Salme 78:24, 25 siger at israelitterne spiste „englebrød“ i ørkenen. Vi læser: „Og manna regne på dem til føde, han gav dem himmelkorn; mennesker spiste englebrød, han sendte dem mad at mætte sig med.“ Meget interessant siges der i The Newberry Study Bible, som er redigeret af Thomas Newberry og udarbejdet på grundlag af King James-oversættelsen, følgende i en marginalnote til udtrykket „mennesker spiste englebrød“: „ish eller Alle spiste mægtiges brød, hebr. lehhem abbirim.“ Læg nu mærke til hvorledes de pågældende vers er gengivet i New World Translation of the Holy Scriptures: „Og han lod til stadighed manna regne ned på dem til føde, og himmelkorn gav han dem. Mennesker spiste selve de mægtiges brød; mættende forsyninger gav han dem.“

Ja, selv om israelitterne kun var mennesker, spiste de „selve de mægtiges brød“, hvilket hentyder til den manna de spiste i ørkenen. Var denne manna da „englebrød“ som Gud gav mennesker at spise? Mannaen faldt jo så at sige fra himmelen, for den blev samlet op fra jorden hvor den var faldet ved den hellige ånds mellemvirken fra himmelen. Men det var på ingen måde mad som englene ernærede sig ved, og ingen skriftsteder viser at englene i himmelen tager føde til sig.

Hvordan skal vi så forstå det når det i forbindelse med mannaen hedder at israelitterne „spiste englebrød“? Ganske enkelt sådan at de levede af mad fra en mægtig åndelig kilde, mad der var blevet tilvejebragt ved Jehovas ånd eller virkekraft. Kort sagt: de spiste mad som Gud selv havde skaffet til veje.

Mindehøjtiden

„Gør dette til ihukommelse af mig,“ sagde Jesus da han indstiftede aftensmåltidet til minde om sin død. I år fejres denne mindehøjtid lørdag den 28. marts efter klokken 18.00. Denne aften samles alle Jehovas vidner, hvad enten de hører til den salvede rest eller til „de andre får“, i deres rigssale for at høre et opmuntrende foredrag der passer til lejligheden. Når foredraget er forbi vil symbolerne, brød og vin, blive bragt rundt efter at der er bedt om Jehovas velsignelse over hvert enkelt symbol. Inden mødets afslutning vil de tilstedeværende blive opmuntret til at tage del i udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige ved Kristus. Alle rettænkende mennesker indbydes og tilskyndes til at overvære mødet. Kender De ikke adressen på den nærmeste at Jehovas vidners rigssale, skriv da til Vagttårnets kontor, Kongevejen 207, Virum.