Spørgsmål fra læserne
● Vidste Jesus under sin barndom, at han ville blive Messias, og var han klar over, at han havde eksisteret før som en åndeskabning, Logos? — C. R., Pennsylvanien.
„Jehovas engel viste sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria hjem til dig, for det, som er avlet i hende, er af den hellige ånd. Hun vil føde en søn, og du skal kalde hans navn „Jesus“, for han skal frelse sit folk fra dets synder.“ (Matt. 1:20, 21, NW) Deraf kunne Josef vide, at Jesus var Guds søn og bestemt til at blive midlet til frelse.
Til Maria sagde engelen Gabriel: „Du vil undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal kalde hans navn Jesus. Denne vil blive stor og vil blive kaldt den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans faders, Davids, trone, og han vil blive konge over Jakobs hus for evigt, og der vil ikke blive nogen ende på hans rige. . . . Den hellige ånd vil komme over dig, og den Højestes kraft vil overskygge dig. Af den grund skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds søn.“ (Luk. 1:30-35, NW) Derfor vidste Maria, at Jesus var Guds søn, og at han også skulle blive den lovede Messias, der ville regere over et evigt rige, omend hun, ligesom de øvrige jøder, regnede med, at dette rige ville blive jordisk.
Elisabet, Johannes Døbers moder, vidste, at Jesus skulle blive Herren, og hun hilste under inspiration Maria således: „Hvordan kan det være, at jeg får den begunstigelse, at min Herres moder kommer til mig?“ (Luk. 1:41-43, NW) Zakarias, Johannes Døbers fader, var klar over, at der var tilvejebragt en frelser, og at hans søn Johannes skulle forberede vejen foran ham. (Luk. 1:67-79, NW) På tidspunktet for Jesu fødsel vidste nogle hyrder, at han skulle blive Messias, Herren Kristus, for Jehovas engel sagde til dem: „Der blev i dag født jer en frelser, som er Herren Kristus.“ De offentliggjorde denne kendsgerning. (Luk. 2:8-20, NW) En mand ved navn Simon havde fået et guddommeligt løfte om, at „han skulle ikke se døden, før han havde set Jehovas Kristus“, og da han så det lille barn, Jesus, i templet, erkendte han opfyldelsen af løftet og sagde: „Mine øjne har set dit middel til frelse.“ (Luk. 2:25-32, NW) I templet var også Anna, en profetinde, som anerkendte barnet Jesus som den kommende befrier. — Luk. 2:36-38, NW.
Uden tvivl blev drengen Jesus gjort bekendt med disse betydningsfulde ting, og det er meget muligt, at han havde dette særlige slægtskab og denne specielle pligt over for Jehova i tanke, da han som tolvårig sagde til sine jordiske forældre: „Vidste I ikke, at jeg må være i min Faders hus?“ (Luk. 2:49, NW) Johannes Døber synes også at have været klar over disse ting, sådan som det kom til udtryk, da han tøvede med at nedsænke Jesus i vandet med den begrundelse, at Jesus var højt ophøjet over ham. (Matt. 3:11-15) Der synes altså ikke at være nogen tvivl om, at Jesus under sin barndom vidste, at han skulle være den lovede Messias. Men højst sandsynligt antog han, at hans messiasherredømme skulle være over et jordisk, teokratisk rige. Det var jødernes sædvanlige opfattelse med hensyn til Messias’ regering.
Efterhånden som Jesus nærmede sig trediveårsalderen, og hans kendskab til profetierne forøgedes, har han lidt efter lidt fået forståelse af, at messiasværdigheden var mere end det, men det var sandsynligvis først ved sin nedsænkning og den hellige ånds neddalen over ham, at han forstod, at det var et himmelsk rige, han skulle regere over, og at han havde eksisteret før som Logos. Jesus, som menneske betragtet, forstod ikke disse åndelige ting, men da ånden kom over ham, åbenbarede den dem for ham. „Himlene var lukket op“ for ham, og himmelske ting blev gjort forståelige for ham. (Matt. 3:16, 17, NW) Johannes Døber havde tilsyneladende kendskab til Jesu førmenneskelige tilværelse, eftersom han sagde: „Den, som kommer efter mig, er kommet foran mig, fordi han eksisterede før mig.“ Eftersom Jesus ikke eksisterede før Johannes som menneske, må han her have ment hans førmenneskelige tilværelse. Men der er ikke noget, der tyder på, at Johannes sagde dette før Jesu dåb; han sagde det sandsynligvis bagefter, muligvis omkring det tidspunkt, da han sagde om den salvede Jesus: „Denne må fortsætte med at vokse, men jeg må fortsætte med at forringes“, eftersom der er en parallel mellem tankegangen i begge de to udtalelser. — Joh. 1:15; 3:30, NW.
Det var først efter Jesu salvelse, at han havde nøjagtigt kendskab til sin tidligere eksistens som åndeskabning, og han vidnede om den. I Johannes 8:58 (NW) siger han: „Før Abraham blev til, har jeg været.“ Lige før sin død sagde Jesus: „Fader, herliggør mig hos dig selv med den herlighed, som jeg havde hos dig, før verden var.“ (Joh. 17:5, NW) Derfor havde den åndsavlede Jesus kendskab til sin tidligere eksistens som en åndeskabning, men hans disciple blev ofte forbløffede over sådanne hentydninger; de begreb ikke disse åndelige ting, før deres sind ligeledes var blevet oplyst af den hellige ånd, hvilket skete på pinsedagen. Heraf ser vi, at eftersom det ser ud til, at forståelsen af disse ting kom ved den hellige ånds hjælp, vidste Jesus ikke noget om sin førmenneskelige tilværelse før sin salvelse ved Jordanfloden, skønt han under sin barndom forstod, at han skulle være den lovede Messias.
● Hvorfor udvalgte Jehova Israels første jordiske konge af Benjamins stamme og fremholdt håbet om, at hans kongedømme skulle være grundfæstet til evig tid for ham, når tidligere profetier havde nævnt Juda som den stamme, hvorfra kongerne ville blive udtaget? — R. G., Cuba.
Lea var den første, der blev gift og fik børn med Jakob, men det skyldtes udelukkende, at Jakob var offer for et bedrag. Det var Rakel, han elskede og havde betinget sig, og selv om Jakobs afkom med Lea var ældre, var det derfor Rakels afkom, fødselsretten skulle gå til. (1 Mos. 29:18-28) Sara var Abrahams elskede hustru, og fødselsretten gik derfor til hendes afkom Isak, endskønt Abrahams søn Ismael med Hagar var ældre. Således var det også med Rakels søn Josef. Josef blev imidlertid ikke overhoved for nogen stamme i Israel, men det blev hans sønner Manasse og Efraim. Manasse var den ældste, men ved den guddommelige ledelse faldt den bedre velsignelse på Efraim. Om ham sagde Jehova: „Min førstefødte er Efraim.“ (1 Mos. 48:8-20; Jer. 31:9) Efraims stamme udelukkede sig imidlertid senere på grund af mange forsømmelser fra sin begunstigede stilling, og salmisten siger om Jehovas holdning hertil: „Men han fik lede ved Josefs telt, Efraims stamme udvalgte han ikke, han udvalgte Judas stamme.“ — Sl. 78:9, 67, 68.
Da Josef ved Efraims svigten var sat ud af betragtning, fik Rakels anden søn Benjamin sin chance. Denne lejlighed indtraf, da Saul blev salvet til konge, idet han var benjaminit. I 1 Samuel 13:13 tales der om muligheden af, at Sauls kongedømme kunne have været grundfæstet til evig tid; men vi må huske på, at det hebraiske ord, der her er oversat „evig“, er ordet ohlahm. Som tidligere vist i Vagttaarnet og i bogen Gud maa være sanddru, hentyder dette hebraiske ord til en periode af skjult eller ubestemt tid, som ikke nødvendigvis er evigvarende. Det er sandt, at Jehova Gud forud vidste, at riget ikke skulle forblive i Benjamins slægt, men det var Sauls egen overmodige og troløse handlemåde, der var årsag til, at han mistede kongedømmet for sit hus og sin stamme. At Jehova gjorde brug af sin magt til forud at vide en ting, tvang ikke Saul til at handle på en dadelværdig måde. Det var Saul selv, der handlede i modstrid med Jehova Guds udtrykkelige befalinger, og da han havde kundskab om sine synder, var han fuldt ud ansvarlig for disse overtrædelser.
Da den begunstigede Rakels afkom havde haft deres mulighed, ville Leas ældste sønner være de næste, der kunne velsignes med kongedømmet. Forud for Juda var der Ruben, Simeon og Levi. Disse tre blev alle sat ud af betragtning på grund af de hændelser, Jakob omtalte, da han velsignede sine sønner. (1 Mos. 49:3-7) Senere hen viste levitterne en bemærkelsesværdig troskab og blev belønnet med at få betroet præsteskabets velsignelser. Det ville hindre enhver af dem i at blive konge. Juda var nu den næste i rækken, og profetien i 1 Mosebog 49:8-12 viser, at han ville få held til at vinde kongedømmet og blive den jordiske stamfader til den konge, der skulle regere evigt, Kristus Jesus. I alt dette havde Jehova naturligvis ingen forpligtelse til at rette sig efter den almindelige skik angående den førstefødte og fødselsrettens forrettigheder. Han kunne lige fra begyndelsen have udvalgt, hvem han ville, uden først efter menneskers fremgangsmåde at have udelukket dem, der var nærmest til kongeværdigheden.
● Er det ret at holde eller deltage i fødselsdagsfester? — F. K., Nevada.
Sådanne fester har deres rod i hedenske religioner og ikke i Bibelen. Nogle bibelkommentatorer mener, at fødselsdagsfester stammer fra „ideen om sjælens udødelighed“. Astrologer og stjernekiggere lagde stor vægt på, at der hvert år bragtes guderne ofre, når stjernerne og planeterne stod i samme stilling, som da et menneske blev født. I den ægyptiske mytologi fejrede man „gudernes fødselsdage“ på bestemte dage, og i den kinesiske mytologi bragte mennesker på deres fødselsdage særlige ofre til Shou Hsing, den høje alders gud. De gamle angelsaksere fejrede månegudens fødselsdag (omtalt i fodnoten til Esajas 65:11 som Meni), ved at de bagte kager, „der kaldtes nur-kager eller fødselsdagskager“; lys er også af hedensk oprindelse. — Se Hislops Two Babylons, siderne 95, 191-196.
Efter at den nye bog What Has Religion Done for Mankind? har fortalt, at den 25. december var Nimrods traditionelle fødselsdag, siger den: „De inspirerede Skrifter angiver ikke datoen for Jesu fødsel, og det betyder ingenting, for hverken Jesus eller Gud, hans Fader, så lidt som de inspirerede apostle, formaner os til at fejre Jesu fødselsdag. De eneste fødselsdagsfester, som omtales i De hellige Skrifter, er hedningers, såsom den ægyptiske Faraos og Herodes Antipas’, som markerede sin fødselsdag ved at lade Johannes Døbers hoved hugge af. (1 Mos. 40:20; Matt. 14:6; Mark. 6:21) Kristi disciple i det første århundrede skyede fødselsdagsfester som værende hedenske, ikke-kristne!“
Der er uden tvivl mange af de ting, som i dag praktiseres af kristne, der også blev praktiseret af hedninger; men når disse skikke har deres rod i falsk tilbedelse, der er i modstrid med Bibelens principper, bliver de anstødelige. Fødselsdagsfester henleder opmærksomheden på skabningen og ophøjer skabningen, idet de tilskriver ham og hans fødsel utilbørlig betydning. Romerne 1:25 advarer mod dem, der „ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen“. Fødselsdagsfester kunne udvikle sig i denne anstødelige retning. Dersom kristne af og til ønsker at komme sammen i opbyggeligt fællesskab og til adspredelse, behøver de ikke at afvente en dag, der er en reminiscens af en hedensk religion. Dersom de ønsker at give en af vennerne en gave, behøver de ikke at afvente årsdagen for hans indtræden i verden, som om det var en så mindeværdig begivenhed. Hvis den nøjagtige dato for Jesu fødsel og dens ihukommelse ikke var så betydningsfuld, hvis er det så?