Vintræet hvis vin glæder Gud og mennesker
„Min Fader er herliggjort ved dette at I fortsat bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ — Joh. 15.8.
1. Hvormed sammenlignede et bemærkelsesværdigt menneske sig selv?
FOR os der lever i dag kan det synes mærkeligt at nogen skulle sammenligne sig med et vintræ. Men det var hvad det mest bemærkelsesværdige menneske der nogen sinde har levet på jorden, gjorde. Den aften han for sidste gang drak vin sammen med elleve af sine trofaste ledsagere, sagde han disse betydningsfulde ord: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren. Jeg er vintræet, I er grenene.“ En af hans ledsagere, Johannes, Zebedæus’ søn, hørte, huskede og nedskrev disse tankevækkende ord til os. — Joh. 15:1, 5.
2, 3. (a) Hvilke planter henvendte de symbolske træer sig forgæves til for at få en konge, ifølge Jotams lignelse? (b) Hvad ville deres endelige valg af konge resultere i?
2 Mange hundrede år tidligere havde Jotam, den eneste overlevende søn af Gideon, en af Israels dommere, fortalt en lignelse hvori han også sammenlignede en mand med et vintræ. Jotams liv var ligeledes i fare. I denne lignelse, der havde form af en afskedssalut, viste han at det ville føre til national ulykke at folket havde valgt en forkert til konge. Han sammenlignede sit eget folk med træer og fortalte billedligt at de der ønskede sig en konge, først havde spurgt et olietræ og så et figentræ, men havde fået afslag fra disse frugtbare træer.
3 Jotam fortsatte: „Så sagde træerne til vinstokken: Kom du og vær vor konge! Men vinstokken svarede dem: Skulle jeg give afkald på min most, som glæder guder og mennesker, for at give mig til at svæve over træerne?“ Efter dette tredje afslag følte de symbolske træer at de var nødt til at gøre en ufrugtbar tornebusk til deres konge. (Dom. 9:3-14) Jotam viste dem at fordi de havde truffet et så dårligt valg af en hersker, ville de ikke komme til at drikke den glædens vin som et frugtbart vintræ kunne have givet dem. — Dom. 9:15-20.
4. Hvad havde Jesus kort forinden brugt vintræets frugt til at skildre, men hvordan brugte han derefter vinen som et symbol på noget mere glædeligt?
4 Jesus Kristus, der blev forkastet som konge over Israels folk, var altså ikke den første der sammenlignede et menneske med et vintræ. Han havde netop indstiftet højtiden til minde om sin snarlige død, hvor han havde brugt vinen i det fælles drikkebæger som et symbol på sit blod, der skulle udgydes den følgende eftermiddag. Men for at vise at vinen også kunne være et symbol på noget mere glædeligt, sagde han så: „Jeg siger jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke dette produkt af vintræet før den dag da jeg drikker det med jer nyt i min Faders rige.“ (Matt. 26:26-29) Ny vin virker særlig oplivende, og den „vin“ der ville blive drukket ny i hans himmelske Faders rige, ville afgjort være en glædens vin.
5. Hvordan fremgår det af Jesu lignelse om vintræet at dette ikke blot var et billede på ham selv?
5 Eftersom det var den jødiske påskeaften, indtog vinen en fremtrædende plads. Ved denne sidste lejlighed hvor Jesus var sammen med sine disciple, blev der drukket mindst fire bægre vin. Derfor var det ganske naturligt at Jesus fortalte en ny lignelse om vintræet. I denne lignelse brugte Jesus imidlertid vintræet i sin helhed som et symbol på noget mere end sig selv. For at gøre dette helt klart for sine trofaste disciple sagde han til dem: „Jeg er vintræet, I er grenene.“ — Joh. 15:5.
6. Betød det at der kun var elleve apostle til stede, at „vintræet“ kun skulle have elleve grene? Hvad viser Jesu ord i Mattæus 21:43?
6 Hermed mente Jesus ikke at dette kristne „vintræ“ kun skulle have elleve grene, svarende til de elleve trofaste apostle som da lå til bords sammen med ham. Det messianske „vintræ“ skulle have mange flere grene, tilstrækkelig mange til at udgøre en helt ny kristen nation. Det var denne nye nation Jesus hentydede til da han sagde til dem der repræsenterede den ikke-troende jødiske nation: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ — Matt. 21:43.
7. Hvilket folk blev i Salme 80:9-16 sammenlignet med et vintræ eller en vinstok, og hvorfor bad salmisten om at Gud ville drage omsorg for dette folk?
7 At Jesus sammenlignede en nation med et vintræ var ikke noget nyt. Jesu himmelske Fader, Jehova, havde selv anvendt denne plante som et symbol på et folk. For eksempel havde han inspireret salmisten Asaf til, henvendt til Ham, at sige: „Du rykked en vinstok op i Ægypten [på Moses’ tid], drev folkeslag bort [fra det forjættede land] og plantede den; du rydded og skaffed den plads, den slog rod og fyldte landet; bjergene skjultes af dens skygge, . . . Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag omsorg for denne vinstok, for skuddet, din højre planted!“ (Sl. 80:9-16) Fordi Jerusalem var blevet ødelagt i 607 f.v.t. og hedningernes tider, hvor de verdslige nationer skulle beherske hele jorden, var begyndt, blev Israels folk udsat for mange angreb fra de hedenske folkeslags side. Dette var baggrunden for salmistens indtrængende bøn til Gud om at drage omsorg for sit folk.
8. Hvornår plantede Jehova et nyt „vintræ“, og hvordan fremgår det af Esajas 5:3-7 at der var behov for det?
8 Da Jehova Gud salvede Jesus med hellig ånd efter hans dåb i Jordanfloden, blev et nyt „vintræ“ plantet. Det var i høj grad tiltrængt. Hvorfor? Mere end 700 år tidligere havde profeten Esajas forudsagt hvorfor der ville være brug for et sådant nyt „vintræ“. Jehova havde inspireret ham til at sige: „Og nu, Jerusalems borgere, Judas mænd, skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde druer, skønt jeg ventede høst af ædle? Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: nedrive dens hegn, så den ædes op, . . . Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i torn og tidsel; og skyerne giver jeg påbud om ikke at sende den regn. Thi Hærskarers [Jehovas] vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplantning. Han vented på retfærd — se, der kom letfærd, han vented på lov — se, skrig over rov!“ — Es. 5:3-7.
9. Hvilket spørgsmål stillede Jehova på Jeremias’ tid om sit nationale „vintræ“?
9 Forholdene blev ikke bedre i Israel, og omkring 100 år senere kunne Jehova sige til Israel: „For lang tid siden brækkede jeg dit åg [trældommen i Ægypten] i stykker; jeg rev dine bånd [i form af fangenskab] itu. Men du sagde: ’Jeg vil ikke tjene,’ for på hver høj bakke og under hvert frodigt træ lå du henslængt og bedrev utugt. Og jeg, jeg havde plantet dig som en udsøgt rød vin, helt igennem en ægte sæd. Hvordan har du da forvandlet dig over for mig til udartede skud på en fremmed vinstok?“ — Jer. 2:20, 21, NW; Hos. 10:1, 2.
10. Hvilken slags „vintræ“ ville Israel, ifølge Femte Mosebog 32:28-33, blive fordi det ikke tog imod vejledning?
10 Det var netop denne situation Moses havde forudsagt i 1473 f.v.t.: „Thi de er et rådvildt folk, og i dem er der ikke forstand. . . . Thi fra Sodoma stammer deres vinstok og fra Gomorras marker; deres druer er giftige druer, og beske er deres klaser; som dragegift er deres vin, som øglers gruelige edder.“ — 5 Mos. 32:28-33.
Behovet for et nyt „vintræ“
11. Hvordan ville vinavlerne, ifølge Jesu lignelse om vingården, tage imod Messias når vinhøstens tid var inde?
11 Tiden var inde til at høste frugterne af dette symbolske nationale „vintræ“ da Jesus, Guds søn, i år 29 kom som den Salvede eller Messias. Hvilke frugter ville han som Guds repræsentant kunne høste af dette „vintræ“? Den 11. nisan år 33, tre dage før afslutningen på sin offentlige tjeneste, som havde varet tre og et halvt år, fortalte Jesus en lignelse der viste hvordan han ville blive modtaget. Denne lignelse var rettet til de øverste præster og de ældste i templet som et svar på deres indvendinger mod hans virksomhed og lære:
„Hør en anden billedtale: Der var et menneske, en husherre, som plantede en vingård, satte et hegn omkring den, gravede en vinperse i den og rejste et tårn, og han lejede den ud til vinavlere og rejste udenlands. Da frugttiden nærmede sig, sendte han sine trælle hen til vinavlerne for at få sine frugter. Vinavlerne tog imidlertid hans trælle, og én pryglede de, én dræbte de, og én stenede de. Igen sendte han trælle derhen, andre og flere end de første, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, idet han sagde: ’Min søn vil de respektere.’ Da vinavlerne så sønnen, sagde de til hinanden: ’Dette er arvingen; kom, lad os dræbe ham og få hans arv!’ Så tog de ham og kastede ham ud af vingården og dræbte ham. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vinavlere? . . .
. . . Har I aldrig læst i Skrifterne: ’Den sten bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten. Fra Jehova er denne kommet, og den er vidunderlig for vore øjne’? Derfor siger jeg til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter. Og den som falder på denne sten vil blive knust. Men enhver som den falder på, ham maler den til støv.“ — Matt. 21:33-44.
12. Hvilken frugt kunne vinavlerne i den forbilledlige vingård ikke fremvise, og hvordan sørgede Gud for at han fik den rette slags frugt?
12 Hvilken frugt burde de israelitiske vinavlere i Jehovas nationale „vingård“ have givet hans søn Jesus Kristus? De burde have vist tro på Sønnen som den sande, lovede Messias og have taget imod ham som en søn af Ham der havde plantet og som ejede Israels „vingård“. Hvis de havde givet Guds søn en sådan frugt, ville det have medført at de var blevet taget med ind i det sande messianske gudsrige. Men eftersom de ikke havde frembragt den frugt der skulle have kendetegnet Guds forbilledlige rige, ville det privilegium at være Guds rige blive taget fra dem som folk betragtet. Derfor måtte der dannes en anden nation af „vinavlere“. Denne nye nation ville frembringe frugter der var Guds rige værdige. Disse „vinavlere“ ville give Gud, vingårdens ejer, de frugter der med rette tilkom ham.
13. (a) Hvad troede de jødiske vinavlere at de kunne opnå ved at tilrane sig Sønnens arv? (b) Hvad sagde Jesus at der ville ske med den kongelige sten som bygningsmændene havde forkastet?
13 Når Gud skal afgøre hvem der er værdige til at få del i hans messianske riges velsignelser, er deres „frugter“ af altafgørende betydning. De jødiske vinavlere mente at de, ved at tilbageholde de rettelig forventede frugter og endog dræbe Jesus, arvingen til Guds rige, kunne tilrane sig hans arv. De mente at de kunne forblive under det forbilledlige gudsriges herredømme, under den mosaiske lovpagt. (Joh. 11:47-53) Men som det fremgår af Jesu lignelse, kunne dette ikke lade sig gøre. (Matt. 21:41) Tænk også på det Jesus sagde om den kongelige sten som de der opførte et bygningsværk til Gud netop havde forkastet dagen før, efter hans sejrrige indtog i Jerusalem. Denne sten ville blive gjort til hovedhjørnestenen i Guds nye kongelige bygning, det himmelske „Guds rige“.
14. Hvorfor fandt Jesus det ikke formålsløst at fortælle lignelsen om vintræet og grenene, kort før han blev pågrebet i Getsemane have?
14 Jesus vidste at „det sande vintræ“ som Jehova Gud havde plantet og nu drog omsorg for, ikke kunne fældes eller ødelægges, selv om de jødiske vinavlere i den forbilledlige vingård ville få lov at dræbe ham på den jødiske påskedag. Derfor fandt han det ikke formålsløst at fortælle sine disciple lignelsen om vintræet og grenene, selv om dette skete lige før han gik ud til Getsemane have, hvor han blev pågrebet.
15. Hvem er, ifølge Johannes 15:1-5, vinavleren der ejer „det sande vintræ“, og hvad gør han ved grenene, alt efter om de bærer frugt eller ikke?
15 „Jeg er det sande vintræ,“ sagde Jesus, „og min Fader er vinavleren. Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer. Forbliv i samhørighed med mig, og jeg vil forblive i samhørighed med jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den forbliver på vintræet, således kan I heller ikke, hvis ikke I forbliver i samhørighed med mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt; skilt fra mig kan I nemlig slet intet gøre.“ — Joh. 15:1-5.
Plantning og vækst
16, 17. (a) Hvornår plantede Jehova „det sande vintræ“, og hvordan gjorde han det? (b) I hvilken forstand er Jesus Kristus større end patriarken Jakob, og hvornår fik „det sande vintræ“ grene?
16 Hvornår plantede den store Vinavler dette frugtbare vintræ? Det var i år 29, da han salvede den nydøbte Jesus med sin hellige ånd. (Es. 61:1, 2) Det var på det tidspunkt Jehova plantede stammen i det messianske rige, det symbolske vintræ. Vi husker i den forbindelse at det forbilledlige Israels rige stammede fra patriarken Jakob, der fik tilnavnet Israel, og at han blev fader til tolv sønner som Israels tolv stammer udgik fra. (Apg. 7:8-14) Jesus Kristus svarer således til Jakob.
17 Denne større Jakob var vintræets stamme. Han udvalgte tolv apostle, der skulle blive „grene“ på dette åndelige vintræ. (Joh. 15:16; 6:70) Det var derfor han på denne jødiske påskeaften kaldte dem „grene“. På Pinsedagen, 51 dage senere, blev hans tolv trofaste apostle salvet med hellig ånd. Derved blev de sekundære grundsten i den nye nation, det åndelige Israel. Det himmelske ny Jerusalem er bygget på dem. (Åb. 21:14; Ef. 2:20) De øvrige i denne gruppe på omkring 120 disciple var imidlertid også blandt de første der på Pinsedagen fik den hellige ånd og talte i tunger, og derved blev de også „grene“ på det åndelige vintræ, Jesus Kristus.
18. Hvilken mulighed som det kødelige Israel havde ifølge Anden Mosebog 19:6, 7, benyttede det sig ikke af, og hvem anvendte Peter denne udtalelse på?
18 Det var ved denne lejlighed den nye nation, det åndelige Israel, blev til. Som folk betragtet havde det kødelige Israel ikke benyttet sig af den mulighed som Jehova, ved sin mellemmand Moses, havde fremholdt for det, ifølge Anden Mosebog 19:6, 7. Apostelen Peter anvendte derfor disse ord, der havde lydt fra Guds mund, på medlemmerne af den nye nation, det åndelige Israel. Vi finder dem i Peters første inspirerede brev, det andet kapitel, versene 9 og 10, hvor der står: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys. Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk; det var jer der ikke var blevet vist barmhjertighed, men nu er det jer der er blevet vist barmhjertighed.“
19. Hvad skete der med det åndelige Israels nation efter at Esajas 5:5-7 var blevet opfyldt, og hvorfor var Jehovas omsorg for denne nation ikke mindre end den han havde vist det forbilledlige Israels „vingård“?
19 Efter at Jehovas advarende ord i Esajas 5:5-7 var blevet opfyldt på det kødelige Israels symbolske vingård, fortsatte den kristne nation, det åndelige Israel, lykkeligvis med at vokse. Som Vinavleren har Jehova lige så stor omsorg for „grenene“ på „det sande vintræ“, Jesus Kristus, som han havde for den tidligere „vingård“, det kødelige Israel, indtil år 33. Han ønsker at disse frugtbærende „grene“, det vil sige Jesu Kristi disciple, skal forblive „rene“, så der ikke findes vildskud eller dødt træ iblandt dem. Det var derfor Jesus i sin lignelse sagde til sine trofaste apostle: „Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord som jeg har talt til jer.“ — Joh. 15:2, 3.
20. Hvorfor kunne Jesus, i betragtning af beretningen i Johannes 6:67-69, sige at de elleve trofaste apostle var „rene“?
20 Judas Iskariot, den apostel der forrådte Jesus, var ikke til stede da Jesus sagde disse ord. Jesus havde allerede sendt ham bort ved afslutningen af påskemåltidet. (Joh. 13:26-30) De elleve trofaste apostle der var blevet tilbage, havde helhjertet taget imod hans ord eller messianske budskab, og derfor kunne han omtale dem som „rene“. I Kapernaum, i den nordlige del af landet, havde Jesus for eksempel spurgt disse apostle: „Vil I også gå?“ hvortil Simon Peter havde svaret: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ — Joh. 6:67-69.
21. I hvilken forstand var disse apostolske „grene“ rene, og hvilken virkning må de ord Jesus privat havde talt til dem, have haft på dem?
21 Der fandtes altså ingen døde kviste i form af gold vantro blandt disse trofaste apostle. Der fandtes ingen generende vildskud i form af jødedommens ubibelske lære blandt dem. Deres opmærksomhed var helt og holdent rettet mod „Guds Hellige“ og hans sag. De troede at han var „Messias, den levende Guds søn“. (Matt. 16:16) Ved en anden lejlighed havde Peter sagt til ham: „Se! Vi har forladt alt og fulgt dig; hvad bliver der egentlig til os?“ (Matt. 19:27) Set på denne baggrund må Jesu ord, især de ord han privat havde talt til apostlene, have haft en lutrende virkning, der efterlod dem i en åndeligt ren tilstand. Alle de „grene“ der forblev i denne rene tilstand kunne helt og fuldt stille sig til rådighed for det særlige formål Jehovas „sande vintræ“ skulle tjene. Dette ville være til glæde for både Gud og mennesker.