Et „træ“ hvis fald chokerer verden
„Ved drønet af dens fald bringer jeg folkene til at bæve, når jeg styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i graven; og nede i underverdenen trøster alle Edens træer sig, de ypperste og bedste på Libanon, alle, som smager vand.“ — Ez. 31:16.
1. Hvorfor kan fældningen at et træ fremkalde en følelse af bedrøvelse hos en?
VI MENNESKER kan udvikle en vis hengivenhed for et træ. En sådan sentimental følelse for et træ fik en digter til at sige: „Det gamle træ, oh, lad det stå, indtil det dør af ælde; . . . det gamle træ, oh, lad det stå, det må I ikke fælde!“ Et stateligt træ, et træ der er vokset til sin fulde, imponerende højde, vækker beundring hos dem der ser det. Træernes skønhed har også fået en digter til at udbryde: „Jeg tror aldrig jeg får et digt at se der er så smukt som et træ. . . . Digte skabes af dårer som mig, men kun Gud kan skabe et træ.“ På grund af den nære tilknytning man kan føle til et sådant træ der er et mesterværk fra Guds hånd, kan det volde bedrøvelse hos én når det fældes.
2. Hvilke spørgsmål er det, i forbindelse med tilbedelse af træer, godt at stille sig selv?
2 Det er ikke usædvanligt at folk rundt omkring i verden tilbeder træer. Det at religiøse mennesker hvert år fejrer den 24. december med et overdådigt pyntet, strålende oplyst, stedsegrønt træ, smager af en sådan tilbedelse. Der findes imidlertid et „træ“ som i tusinder af år har påkaldt sig hele menneskehedens opmærksomhed og beundring. Folks indstilling og handlemåde viser at de tilbeder dette træ, der har en fremtrædende plads i verden. Vantro eller nysgerrighed vil måske få os til at spørge: Hvad er det for et „træ“? Tilbeder jeg det?
3. Hvorfor mener menneskene at dette „træ“ aldrig vil falde?
3 Det er et gammelt „træ“, et „træ“ som nu har stået i mere end 4200 år. Det var derfor muligt at beskrive det og omtale det for mere end 2500 år siden. Skriftlige beretninger fra den tid kan give os en glimrende beskrivelse af dette træ, der er blevet så fast forankret og så dybt rodfæstet i vor jord at menneskene har fået den opfattelse at det aldrig nogen sinde vil falde. Her følger beskrivelsen:
4, 5. Hvad er det der, ifølge Ezekiel 31:3-9, bidrager til at gøre dette „træ“ smukkere end alle andre træer?
4 „Se, du er en libanonceder med smukke grene og skyggefuld krone, høj af vækst, hvis top rager op i skyerne; vand gav den vækst, verdensdybet [vanddybet, NW] højde; sine strømme lod det [vanddybet] flyde rundt om dens sted og sendte sine vandløb til hele dens mark. Derfor blev den større af vækst end hvert træ på marken; mange blev dens kviste og grenene lange af megen væde.
5 Alle himmelens fugle bygged i dens grene, under dens kviste fødte hvert markens dyr, i dens skygge boede al verdens folk [alle de folkerige nationer, NW]. Den blev stor og dejlig med lange grene, den stod jo med roden ved rigeligt vand. Guds haves cedre var ikke dens lige, ingen cypres havde mage til grene, ingen platan havde kviste som den; intet træ i Guds have målte sig med den i skønhed. Jeg gjorde den skøn med dens mange kviste, så alle Edens træer i Guds have misundte den.“ — Ez. 31:3-9.
6. Hvorfor kan mennesker ikke tage æren for at have plantet Libanons cedre?
6 I de seneste år har republikken Libanon ofte været omtalt i verdenspressen, men cedrene på Libanons bjerge har været kendt i årtusinder. (Jævnfør Dommerbogen 9:15.) Det var ikke et menneske der plantede disse store skove af høje cedertræer. De fandtes der allerede førend Gud, i det andet århundrede efter den verdensomspændende vandflod, ved Babelstårnet forvirrede menneskenes sprog så de spredtes i alle retninger fra det gamle Babylon ved Eufratfloden. Himmelens og jordens Skaber tager æren for at have plantet disse cedre. I Salme 80:11 omtales de som „Guds cedre“, og i Salme 104:16 kaldes de „Libanons cedre, som han [Jehova] har plantet“.
7. Hvordan omtalte Gud det sted cedertræet stod, og betyder det at Paradiset var blevet genoprettet på jorden?
7 Når der siges at disse cedre, sammen med cypresser og plataner, var i Eden og i „Guds have“, betyder det ikke at Edens have var blevet genoprettet efter Vandfloden i år 2370 f.v.t. Det der menes er at stedet hvor denne særlige ceder stod, var så smukt og havde så stor lighed med Eden, menneskets første hjem, at det var ligesom „Guds have“. Det hebraiske ord for „have“ (gan) betyder egentlig „et indhegnet eller omgærdet sted“. Vi husker i den forbindelse at den oprindelige „Edens have“ havde en udgang mod øst, hvorigennem det ulydige menneskepar, Adam og Eva, blev drevet ud og hvor Gud satte keruberne „til at vogte vejen til livets træ“. — 1 Mos. 3:24.
8. Hvor siges der, ifølge Ezekiel 28:11-14, at kongen af havnebyen Tyrus i Libanon befandt sig, og hvorfor?
8 Dengang Ezekiels profeti blev skrevet, var Libanons land med de berømte cedre så skønt at Ezekiel blev inspireret til at sige om kongen af Tyrus (en havneby i Libanon): „I Eden, Guds have, var du; . . . Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du.“ (Ez. 28:11-14) Det var derfor helt på sin plads at denne særligt smukke ceder på Libanon i det syvende århundrede før vor tidsregning blev omtalt som var den i Eden, i „Guds have“. Den stod altså på et højst begunstiget sted, med gode vækstbetingelser.
Hvad den skildrer i 1977
9. Hvad må denne smukke ceder på Libanon være et billede på, ifølge det der siges om hvem der bor i dens skygge?
9 Vi der lever i dag er ikke i første række interesseret i hvad der skete for mere end 2500 år siden, men mest i hvad der sker i vor tid og har tilknytning til os og berører os. Er dette smukke træ, denne ceder på Libanon, da et billede på noget i vor tid? Hvordan kan vi afgøre det? Jo, profetien siger ikke alene at himmelens fugle byggede i dens grene og at markens dyr fødte under dens kviste, men også at alle de folkerige nationer boede i dens skygge. Desuden hedder det: „Ved drønet af dens fald bringer jeg [Jehova] folkene til at bæve.“ (Ez. 31:6, 16) Disse ord har en politisk klang. De antyder at denne ranke ceder på Libanon skildrer noget politisk. Og det gør den!
10. Hvem blev denne profeti om cederen på Libanon, i overensstemmelse med dens politiske betydning, rettet til?
10 Den opfyldelse som Ezekiels profeti fik i fortiden, viser også at denne ceder skildrer noget politisk. Hvem blev profetien dengang rettet til? Det forklarer Ezekiel: „I det ellevte år [607 f.v.t.] på den første dag [fem dage før pinsefesten] i den tredje måned [forårsmåneden sivan] kom [Jehovas] ord til mig således: Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens konge, og til hans larmende hob: Ved hvem kan du lignes i storhed? Se, du er en libanonceder [Se! En assyrer, en ceder på Libanon, NW] med smukke grene og skyggefuld krone, høj af vækst, hvis top rager op i skyerne.“ — Ez. 31:1-3.
11. Hvad vises der ved at Farao og hans hob sammenlignes med „en assyrer“?
11 Det var altså ’Farao, Ægyptens konge, og hans hob’ der blev sammenlignet med den usædvanlig høje, langgrenede ceder på et bjerg i Libanon. De sammenlignes også med „en assyrer“. Selve profetien handler dog ikke om en assyrer men om cederen på Libanon og hvad der sker med den. Sammenligningen med „en assyrer“ leder tanken hen på stor militær og politisk styrke. Indtil femogtyve år før Ezekiels profeti blev fremsat, havde det assyriske rige været den tids verdensmagt, og det havde stillet det ægyptiske rige, den tidligere verdensmagt i bibelprofetien, i skyggen. Det havde endog indtaget en del af Ægyptens landområder. Men nu, på profeten Ezekiels tid, var Ægypten den største konkurrent til det babyloniske rige, som var den nye og tredje verdensmagt. Det at Farao og hans hob blev sammenlignet med „en assyrer“, viser altså at selv på det tidspunkt var Ægypten en politisk faktor som Babylon måtte regne med.
12. Hvordan var Ægypten, selv på Ezekiels tid, stadig ligesom denne høje, skyggefulde ceder på Libanon?
12 Så sent som på Ezekiels tid havde det jødiske styre i Jerusalem henvendt sig til Ægypten og bedt om militærhjælp mod det ekspanderende babyloniske rige. (Ez. 17:7-17) Der er ingen tvivl om at Ægypten stadig havde en vis indflydelse på den internationale skueplads. (Jer. 37:5-7) Farao, Ægyptens konge, og hans hob var altså stadig som en høj politisk og militær struktur, en struktur der ragede højere op end Libanons cedre, som kan nå en højde af over tredive meter. Ligesom en libanonceder der strækker sine nederste grene så langt ud at de får den højeste ceder til at se lavstammet ud, sådan udfordrede datidens Ægypten endog Babylon og tilbød de nationer der valgte at slutte forbund med Nilens land, ly og beskyttelse under dets vidtstrakte grene i form af militærhjælp. Ægypten havde stadig „smukke grene“ i de nødstedte nationers øjne, de nationer der foretrak at slutte forbund med Ægypten fremfor at blive underlagt Babylon, som Jehova på det tidspunkt brugte som sit redskab til at udøse sin vrede.
13, 14. Er cederen på Libanon i dag et billede på Ægypten i vor tid, eller hvad er den et billede på? Af hvilket skriftsted fremgår dette?
13 Dette var alt sammen meget interessant og spændende for 2500 år siden, men hvad med i dag? Profetien om denne libanonceder kan naturligvis ikke passe på nutidens Ægypten, Den arabiske Republik der er underlagt et muhamedansk styre. Når vi må erkende at profetien ikke kan anvendes på denne måde i dag, er det først og fremmest fordi den inspirerede Bibel ikke anvender den på denne måde. Hvad eller hvem er ægypterkongen Farao og hans hob et billede på nu, i vort tyvende århundrede? Hvad er i dag den symbolske ceder på Libanon, hvis fald om kort tid vil chokere verden?
14 Dette „træ“ der er dømt til at falde, symboliserer noget som folk i almindelighed ikke anerkender eksistensen af i dag. Hvad er det? Et åndeligt Ægypten! Hvis vi vender os til Bibelens sidste bog vil vi dér, i Åbenbaringen 11:8, kunne læse hvad den inspirerede apostel Johannes skriver: „Og deres lig skal ligge på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet.“ Den der kaldes „deres Herre“ er Herren Jesus Kristus, og de hvis lig ligger frit fremme på byens brede gade er Kristi trofaste disciple. I Åbenbaringen 11:3 kaldes disse disciple af Herren Jesus Kristus „mine to vidner“, og de bliver dræbt fordi de forkynder et dystert, upopulært budskab for nationerne.
15. Hvilken indvending er der imod at anvende udtrykket „Ægypten“ i Åbenbaringen 11:8 på det bogstavelige Ægypten?
15 I hvilken ’stor by’ er det at disse „vidner“ i vor tid er blevet dræbt og deres lig er blevet liggende til offentlig beskuelse og skam? Det er ikke i hovedstaden i nutidens Ægypten. Jesus Kristus, disse vidners „Herre“, blev ikke pælfæstet i det første århundredes Ægypten, og Åbenbaringen 11:8 siger at Herrens „vidner“ blev dræbt og fik lov at ligge fremme til beskuelse samme sted som han blev pælfæstet i år 33. Vi vil bedre kunne forstå hvad der menes hvis vi hæfter os ved at „den store by“ er symbolsk og at den „i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten“. Dette udelukker således den bogstavelige by Sodoma, som ikke længere eksisterede da disse ord blev skrevet, og ligeledes det bogstavelige land Ægypten som da var underlagt romerriget. Men hvor var det da, i åndelig forstand, at Herren Jesus Kristus blev pælfæstet og hans sande disciple dræbt og fik lov at ligge fremme til beskuelse?
16, 17. I hvilken symbolsk ’stor by’ var det at Herren Jesus Kristus blev pælfæstet?
16 En by skildrer ofte en politisk organisation, og en ’stor by’ må da skildre en stor politisk organisation, et stort regeringssystem. Fortidens Sodoma var engang en politisk organisation, og fortidens Ægypten var et land med et mægtigt politisk system der i århundreder gjorde det til bibelprofetiens første verdensrige. Det der kaldes Ægypten „i åndelig forstand“, må følgelig være det verdensomspændende politiske regeringssystem, det politiske system til udøvelse af menneskers herredømme ved hjælp af menneskeskabte regeringer. Det var midt i denne „store by“ at Herren Jesus Kristus i år 33 blev pælfæstet uden for Jerusalem. Menneskehedens verden udgør en fast bestanddel af denne tingenes ordning. Jesus Kristus blev altså pælfæstet i denne verden, som opretholder denne tingenes ordning. Følgelig kunne han sige til sine disciple:
17 „Så længe jeg er i verden, er jeg verdens lys.“ (Joh. 9:5) „Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:18, 19.
18. Hvordan harmonerer dét at Jesus døde som et offerlam på en bestemt dag, med tanken om at han blev pæltæstet i det åndelige Ægypten?
18 Det var ikke i det bogstavelige Ægypten, som Jesus engang som barn blev ført ud af, men i det der „i åndelig forstand“ kaldes Ægypten, at Jesus Kristus blev ofret som „Guds lam, som tager verdens synd bort.“ (Matt. 2:13-21; Joh. 1:29, 36) Det var ikke en tilfældighed at Herren Jesus Kristus på den jødiske påskedag i år 33 blev ofret som Guds lam. Hvorfor ikke? Fordi hans offer var blevet forudskildret af det lam som israelitterne i det gamle Ægypten ofrede den første påskedag i 1513 f.v.t. Ægypterne, der ikke havde slagtet et påskelam og strøget blodet på dørstolperne, mistede deres førstefødte blandt mennesker og kvæg. Dette bevirkede at Farao gav israelitterne fri fra trældommen så de kunne drage ud som et frit folk.
19. Hvad bliver Kristi disciple udfriet fra, svarende til det Israel blev udfriet fra i fortiden?
19 I forbindelse med denne udfrielse af Jehovas udvalgte folk dengang, hvad er Ægypten da et billede på? Og hvad er Farao og hans hob et billede på? Det plageramte Ægypten er et billede på den nuværende tingenes ordning, og Farao og hans hob er et billede på de styrende elementer i denne ordning. Det var i dette ’åndelige Ægypten’ at ’vort påskeoffer, Kristus, blev slagtet’, hvorfor vi, Kristi disciple, ’bør holde højtid’. (1 Kor. 5:7, 8) I nøje overensstemmelse med denne sandhed, er dét „Ægypten“ hvorfra Lammet Jesu Kristi trofaste disciple udfries, den nuværende tingenes ordning. Som der i Galaterbrevet 1:3, 4 siges til Kristi disciple: „Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Han gav sig selv for vore synder for at han kunne udfri os fra den nuværende onde tingenes ordning.“
20. Hvad er cederen på Libanon et billede på i vor tid, og hvornår tog dette sin begyndelse?
20 Hvilken slutning kan vi da med rette drage? At denne „libanonceder“ som på profeten Ezekiels tid var et billede på ’Farao, Ægyptens konge, og hans hob’, er et billede på noget større i dag. Den er et billede på den verdensomspændende tingenes ordning hvori de politiske elementer hersker over alle jordens nationer. Selv om denne tingenes ordning sammenlignes med en ceder som blev misundt af alle de andre træer på Libanon, der var som Edens have, er den ikke blevet plantet af Jehova Gud, som plantede de stedsegrønne træer på det bogstavelige Libanon, der dengang var ligesom „Guds have“. Ifølge Guds ord, Bibelen, blev den symbolske, politiske libanonceder plantet på den vældige jæger Nimrods tid; det var ham der i det andet århundrede efter vandfloden på Noas tid grundlagde det første babyloniske rige. I lighed med Nimrod, Noas oldebarn, der gjorde oprør imod Noas Guds, Jehovas, universelle suverænitet, anerkender den symbolske libanonceder ikke den højeste Guds suverænitet, men udfordrer den. — 1 Mos. 10:8-12; 1 Krøn. 1:8-10.
21. Hvordan har verdens nationer stillet sig til libanoncederen?
21 Ved at trække på de menneskeressourcer der som et vanddyb har stået til dens rådighed, har den symbolske ceder forsøgt at ophøje sig over Jehova Gud, idet den så at sige har løftet sin krone op i skyerne. Den har skudt mange kviste og har udstrakt sine lange grene for at beherske hele Guds „fodskammel“, jorden. (Es. 66:1; Matt. 5:35) Under dens stærke struktur har alle de menneskeskabte regeringer, ja „alle de folkerige nationer“, indtil den dag i dag haft deres bolig. (Ez. 31:4-6) Med tiden blev selv Israels nation, som Gud havde plantet i løftets land, Palæstina, fristet til at følge disse verdslige nationers kurs, hvilket blev til stor skade for den. Men der har været en enkelt undtagelse fra denne almindelige kurs. Hvem udgør denne undtagelse? Ønsker vi at høre til dem og opnå evige velsignelser, eller ønsker vi at gøre som „alle de folkerige nationer“? Vi har brug for hjælp så vi kan træffe det rette valg.
[Illustration på side 364, 365]
Det verdensomspændende politiske herredømme