Nyheder på nært hold
’Verden er dansende energi’
● Hvad er universet opbygget af? Forsøget på at besvare dette spørgsmål har ført til den videnskabsgren der kaldes partikelfysikken, som beskæftiger sig med studiet af atomets elementarpartikler. Nogle af de konklusioner denne videnskab er nået til, er blevet sammenfattet i et nummer af tidsskriftet Science Digest Special. „Hvis der findes et ’universets elementærstof’, er det ren energi,“ siger artiklen, „men atomets partikler er ikke ’lavet af’ energi, de ER energi. . . . Ifølge partikelfysikken er verden dybest set dansende energi.“ Denne energi, forklarer tidsskriftet, styres af energilove som „begrænser de former den kan optræde i“.
Dette stemmer godt med Bibelens beskrivelse af Gud som kilden til al energi. Han kan udmærket have benyttet sin energi til at skabe universets elementærstof og samtidig have fastsat love for hvordan energien kan optræde. — Es. 40:26.
De bibelske 70 år bekræftet
● De store fremskridt man har gjort med hensyn til at forlænge menneskets levetid ser ikke ud til at ville fortsætte, siger en talsmand for USAs Nationale center for Sygdomskontrol. Han påpeger at mens middellevetiden for alle aldersgrupper er blevet forlænget med 25 år siden år 1900, er middellevetiden for midaldrende voksne kun steget med fire år i samme periode, nemlig fra 69 til 73 år. Den gennemsnitlige stigning på 25 år for alle aldersgrupper „har man opnået ved at begrænse børnedødeligheden gennem bedre hygiejne, vaccination og bedre ernæring“, udtaler han. „Den meget omtalte forlængelse af amerikanernes levetid skyldes hovedsagelig forebyggelse og ikke helbredelse.“ Han giver udtryk for at en fortsat forlængelse af levetiden vil foregå langsommere og kræve en omlægning af folks livsvaner; folk må holde op med at ryge og drikke for meget, og hverken udsætte sig for stress eller føre et hårdt liv.
Den grænse for menneskets levetid som salmisten udtalte under inspiration for over 3000 år siden, holder således stadig stik: „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve.“ Den eneste der virkelig kan forlænge menneskets levetid er livets Giver, Jehova Gud, der ikke bare vil skænke nogle få år men evigt liv til dem der virkelig kender ham og tjener ham. — Sl. 90:10, Joh. 17:3.
„Mærkelig ironi“
● USAs ældste avis, Hartford Courant, der udkommer i staten Connecticut, har i en lederartikel omtalt en retssag hvor et af Jehovas vidner appellerede til højesteret. Det bemærkes blandt andet at USAs højesteret har „tradition“ for at beskytte vidnerne „mod vilkårlige handlinger som er rettet mod dem“.
„Eftersom denne tradition er en del af USAs retshistorie,“ hedder det i lederen, „er vi skuffede over at dommerne afviste den appelsag der blev søgt indbragt af en børnehavelærer fra Chicago som blev afskediget for at have nægtet at lære børnene en patriotisk symbolhandling . . . at en lærer afskediges for at have fastholdt en oprigtig religiøs overbevisning — en overbevisning der hverken er farlig eller mærkelig — er en sag som fortjener at blive prøvet ved højesteret.“
Avisen skrev også: „Det borgerretsspørgsmål der skal tages stilling til, indbefatter mere end religionsfrihed. Hvilken mærkelig ironi at skolebørn lærer at man med stjernebanneret kan tvinge amerikanske borgere til handlinger der byder dem imod, hvor god hensigten så end måtte være.“
Troskab mod Gud
● Steve Mitchell, der er fast medarbejder ved avisen The Post i Palm Beach, Florida, skrev for kort tid siden at Jehovas Vidner er „en af de mest forfulgte sekter i verden“ fordi de for eksempel ikke hilser noget lands flag. „Det er ikke et populært standpunkt,“ siger han, „men i det mindste blev vor nation jo grundlagt på religionsfrihed. Eller det var da meningen, ikke?“
Mitchell skriver videre: „De betaler deres skat. De hører til de ærligste borgere i republikken. Men deres troskab retter de først og fremmest mod Gud, og ikke mod staten. Jeg er ikke enig med dem i deres tro, men det er min faste overbevisning at deres ret til at leve efter deres tro er en væsentlig del af det vort land bygger på.“