Kristen neutralitet mens Guds krig nærmer sig

„Når en profet profeterer om fred, kendes den profet, [Jehova] virkelig har sendt, på, at hans ord går i opfyldelse.“ — Jer. 28:9.

 1. Hvorfor passer ordene i Jeremias 27:9 mod okkultisme på verdenssituationen i dag?

„I SKAL ikke høre på eders profeter og spåmænd, eders drømmere, sandsigere og troldmænd, som siger til eder: ’I skal ikke komme til at trælle for Babels konge.’“ Disse ord, der blev udtalt for længe siden på det babyloniske verdensriges tid, passer glimrende på verdenssituationen i vor tid. Hvorfor? Fordi verden stadig er fuld af drømmere, spåmænd, sandsigere og troldmænd. (Jer. 27:9) Verdens hovedstæder, som for eksempel Washington, D.C., er berygtede for deres spiritister, der ivrigt konsulteres af rådvilde politikere. Da sådanne spåmænd, clairvoyanter, åndemedier, drømmetydere og sandsigere giver regeringsembedsmænd råd og vejledning, kan de øve en betydelig indflydelse på de politiske forhold i verden. Dog blander disse okkultister sig ikke direkte i politik.

 2. Blander Bibelen sig i politik fordi den har forudsagt udviklingen i verden, og hvilket svar giver Første Johannesbrev 2:15-17 på dette spørgsmål?

² Der findes en gammel bog som advarer sine læsere mod alle former for okkultisme, og som dog indeholder mange forudsigelser om verdensudviklingen i vort tyvende århundrede. Den har meget at sige om de politiske forhold i dag. Men betyder det at denne bog blander sig i vor tids politik? Tilskynder den sine læsere til at blande sig i politik for at påvirke de politiske herskere eller lægge dem hindringer i vejen? Til de politikere der ønsker at anklage Bibelen for at være en sådan bog, må vi svare klart nej! I en af Bibelens sidste bøger skriver den kristne apostel Johannes:

„Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Joh. 2:15-17.

Bibelens sidste bog, der også er skrevet af apostelen Johannes, skildrer hvordan denne verden og dens politik vil forsvinde.

 3. Hvilken indstilling til politik hævder religiøse ledere at kristne bør have, og hvilke bibelske eksempler henviser de til?

³ Der findes imidlertid religiøse ledere, endog paver, patriarker og ærkebiskopper, som argumenterer imod den kristne neutralitet og siger at hver eneste kristen er forpligtet til at tage aktiv del i denne verdens politiske anliggender. Som støtte for deres påstand henviser de til bibelske eksempler, til fortidens hebraiske profeter som for eksempel Jeremias, præsten Hilkijas søn, der levede i det syvende århundrede før vor tidsregning. Ordene i Jeremias 27:9, der er citeret i begyndelsen af denne artikel, var i virkeligheden en del af et budskab som Jehova Gud bød Jeremias at overbringe de diplomatiske repræsentanter fra rigerne Edom, Moab, Ammon, Tyrus og Zidon. (Jer. 27:1-4) Lad os da, i betragtning af at „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ hastigt nærmer sig, undersøge hvordan Gud brugte Jeremias dér tilbage i tiden. Viser Jeremias’ eksempel at sande kristne i vor tid kan krænke deres kristne neutralitet og blande sig i en hvilken som helst form for verdslig politik? Lad os engang se.

 4. Hvad sagde Jehova gennem Jeremias i Jojakims første regeringsår at han ville gøre ved templet og Jerusalem?

⁴ Vores beretning begynder i år 628 f.v.t., eller 21 år før babylonierne ødelagde Jerusalem. Det var Jerusalems tredjesidste konges, Jojakims, første regeringsår. I det fjerde år derefter fremholdt Jeremias sin profeti om kong Nebukadnezar af Babylon og om det „bæger“ fra Jehova som skulle gives til mere end 20 konger og riger, deriblandt Edom, Moab, Ammon, Tyrus og Zidon. (Jer. 25:1-3) Profeten fastsætter tidspunktet for os, idet han siger:

„I Josias’ søns, kong Jojakim af Judas, første regeringstid kom dette ord fra [Jehova]: Så siger [Jehova]: Stå frem i forgården til [Jehovas] hus og tal til hele Juda, som kommer for at tilbede i [Jehovas] hus, alle de ord, jeg har pålagt dig at tale til dem; udelad ikke et ord! Måske hører de og omvender sig, hver fra sin onde vej, så jeg kan angre det onde, jeg har i sinde at gøre dem for deres onde gerningers skyld. Sig til dem: Så siger [Jehova]: Hvis I ikke hører mig og følger den lov, jeg har forelagt eder, så I hører mine tjenere profeternes ord, som jeg årle og silde sendte eder, skønt I ikke ville høre, så gør jeg med dette hus som med Silo og giver alle jordens folk denne by at forbande ved.“ — Jer. 26:1-6.

 5. Hvorfor var Jeremias’ forkyndelse af ovennævnte budskab ikke et forsøg på at sammenblande religion og politik?

⁵ Jeremias var præst, men ved at adlyde denne guddommelige befaling gjorde han ikke noget forsøg på at udvirke en sammenblanding af præsteskabet og statsmagten. Han fremholdt blot en advarsel fra Jehova til gavn for folket. Derefter overlod han det til regeringsmyndighederne og folket at følge denne advarsel fra Gud. Jehova havde ret og pligt til at advare Juda rige, idet israelitterne havde indgået en pagt med ham som deres Gud. I sin lov til dem gennem Moses havde han advaret dem om hvad der ville ske hvis de brød denne pagt mellem Gud og mennesker. Guds profet Jeremias forsøgte altså ikke at blande religion og politik, men gav blot israelitterne en advarsel fra den Gud de havde sluttet pagt med. Hvis de yderligere krænkede denne pagt, ville deres tempel i Jerusalem blive berøvet Jehovas pagts ark, ligesom det var sket med tabernaklet i Silo.

 6. Har Jehova bemyndiget Jeremias-skaren til at blande sig i kristenhedens politik, og hvilke ord af Jesus følger denne skare?

⁶ Jeremias satte således ikke et eksempel der berettiger kristenhedens gejstlige i vor tid til at gå ind i politik. De der i dag tilhører Jeremias-skaren forstår at de ikke har nogen ret til at blande sig i politik, ikke engang i de lande der hævder at være kristne. De ved at kristenheden, trods dens påstand, ikke står i noget pagtsforhold til Jehova. Den hævder måske at være med i den nye pagt der blev formidlet af den større Moses, Jesus Kristus, men kendsgerningerne siger noget andet. Jeremias-skarens medlemmer er altså udmærket klar over at de ikke har nogen bemyndigelse fra Jehova Gud til at diktere kristenhedens nationer hvad de skal gøre, eller til at tage del i disse nationers politik. At de trofast forkynder Jehovas advarsel til kristenheden såvel som til de ikke-kristne nationer, betyder ikke at de tager del i verdens politik. De elsker hverken „verden eller det der er i verden“ men forbliver tro mod Jesu ord: „De er ikke en del af verden.“ (Joh. 17:14, 16; 1 Joh. 2:15) Som strengt neutrale afholder de sig fra enhver form for politik.

Den religiøse reaktion

 7. Hvad sagde Jeremias, ifølge Jeremias 26:12-15, i afslutningen af sin forsvarstale til retten i Jerusalem?

⁷ De andre præster og de såkaldte profeter greb Jeremias og førte ham til en af templets indgange for at fyrsterne kunne dømme ham i folkets påsyn. De anklagede ham for oprørsk tale. „Denne mand har gjort halsløs gerning, thi han har profeteret mod denne by, som I selv hørte.“ (Jer. 26:7-11) Som afslutning på sin forsvarstale til retten dér i Jerusalem sagde Jeremias: „Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer I uskyldigt blod over eder og denne by og dens indbyggere; thi sandelig sendte [Jehova] mig for at tale alle disse ord til eder.“ — Jer. 26:12-15.

 8. Hvordan har kristenhedens gejstlige i deres adfærd over for Jeremias-skaren handlet ligesom de „patriotiske“ præster i Jerusalem?

⁸ Disse præster og falske profeter der stræbte Jeremias efter livet, lagde i sandhed en nationalistisk ånd for dagen! Hermed ville de påvirke retten til at afsige en kendelse der gik Jeremias imod, ligesom domstolene i vor tid også i nogle tilfælde har givet efter for et patriotisk pres. De lod hånt om Jehova Guds indtrængende opfordring til dem om at ændre sind; de ignorerede de synder de havde begået imod ham, idet de døvede deres samvittighed. I vor tid har kristenhedens religiøse ledere lagt den samme indstilling for dagen i forbindelse med de retssager som nutidens salvede Jeremias-skare har været involveret i. De har været de første til at kræve at der bør træffes drastiske forholdsregler over for Jeremias-skaren og at den bør bringes til tavshed, så dens budskab ikke længere kan nage deres egen dårlige samvittighed.

 9. Gav de fyrster der skulle dømme Jeremias, efter for det religiøse pres, og hvad gjorde de for at afværge en ulykke?

⁹ Blandt de fyrster der arbejdede på at befri Jeremias så han ikke blev dræbt, var Sjafans søn Ahikam. Fyrsterne gav ikke efter for det religiøse pres. De forstod at Jeremias virkelig var Jehovas talerør. De ønskede ikke at Jehova skulle anklage dem for at have udgydt hans trofaste tjeners uskyldige blod. Deres kendelse var til gunst for Jeremias: ikke skyldig! Hans forsvarstale havde fået dem til at genkalde sig nogle historiske fortilfælde. For eksempel havde Mika omkring 100 år tidligere profeteret mod Juda og Jerusalem, og kong Ezekias havde holdt sig fri for blodskyld ved ikke at lade Mika dræbe for det man anså for at være oprørsk, statsfjendtlig tale. Af den grund talte de ældste for at man skulle gå varsomt frem i behandlingen af Jeremias’ sag, idet de sagde: „Vi er ved at bringe stor ulykke over vore sjæle.“ — Jer. 26:16-19, 24; Mika 3:9-12.

10. Hvordan dannede kong Jojakims adfærd over for profeten Urija en modsætning til kong Ezekias’ handlemåde?

¹⁰ En modsætning til kong Ezekias, der havde lagt sig Jehovas advarsel ved Mika på sinde, var Ezekias’ tipoldesøn, Jojakim selv, der nu herskede på første år som konge i Jerusalem. Han havde besmittet sit allerførste regeringsår med blod ved at lade Urija, Sjemajas søn, dræbe. Profeten Urija var flygtet til Ægypten for at undslippe kong Jojakims vrede. Men uden at der ifølge historien forelå en aftale mellem Jojakim og Ægypten om at Urija skulle udleveres, havde den hævngerrige konge sendt mænd til Ægypten for at fange Urija og med magt føre ham tilbage til Judas land, hvor han derefter havde lidt martyrdøden. (Jer. 26:20-23) Jeremias havde således yderligere grund til senere inden for det samme år at profetere som han gjorde, på Jehovas befaling. I denne forbindelse bør man lægge mærke til at det var Farao Neko der havde gjort Jojakim til konge over Juda. (2 Kong. 23:34, 35) Farao Neko kan altså have samarbejdet med kong Jojakim om forbrydelsen.

11. Hvilken ulykke nedkaldte Jojakim således over sig selv?

¹¹ Jojakim nedkaldte i sandhed ulykke over sig selv. I hans ottende regeringsår belejrede kong Nebukadnezar Jerusalem og gjorde Jojakim til vasalkonge under det nye verdensrige, Babylon. Tre år senere døde Jojakim øjensynlig ret pludseligt. Hans lig blev kastet uden for Jerusalems mur, og han fik således „et æsels jordefærd“. Det gik ham nøjagtig som Jeremias havde profeteret. (Jer. 22:18, 19; 2 Krøn. 36:5-8; 2 Kong. 24:1-6) Hvor forfærdeligt!

12. Hvordan er Jeremias-skaren i vor tid, i lighed med fortidens Jeremias, blevet udfriet fra døden for de religiøse lederes hånd?

¹² Ligesom Jeremias, Hilkijas søn, er Jeremias-skaren i vort tyvende århundrede blevet udfriet fra døden. Ikke i alle tilfælde og ikke i alle lande har domstolene givet efter for det ondsindede pres fra de magtfulde religiøse elementer i kristenheden. Der har været dommere som har anerkendt Jeremias-skarens ret og frihed til at tilbede Jehova Gud, hvis hustrulignende organisation er repræsenteret ved Jeremias-skaren her på jorden. Det der er sket, svarer nøje til det der skildres billedligt i Åbenbaringen 12:15, 16. „Jorden“, det vil sige de demokratiske elementer i samfundet, kom dem der repræsenterede Guds „kvinde“ til hjælp og modvirkede Satan Djævelens religiøse håndlangeres bestræbelser for at opsluge og fuldstændig tilintetgøre Jeremias-skaren.

13. Hvad fortsætter Jeremias-skarens medlemmer med at forkynde, og på hvilket punkt går de ikke på kompromis?

¹³ Jeremias-skarens medlemmer fortsætter deres forkyndelse af det budskab Gud har befalet dem at overbringe det modbilledlige Juda og Jerusalem, såvel som alle andre politiske dele af denne tingenes ordning. Selv om de nogle steder må „gå under jorden“, arbejder de ikke på at omstyrte de siddende regeringer for ved magt at gennemføre det de siger vil ske. De modstår enhver form for pres man lægger på dem for at få dem til at gå på kompromis med dette eller hint politiske parti. De nægter at opgive deres kristne neutralitet.

14. Hvis krig anerkender Jeremias-skaren det er, og hvordan vil det blive at leve på jorden efter denne krig.

¹⁴ Intet kan få dem til at blive „en del af verden“. De ved udmærket at Jehova Gud, den Almægtige, kan klare sig uden deres hjælp. Det er hans krig! Det er ikke dem der skal kæmpe! Uden at lade sig rokke bevarer de derfor deres kristne integritet, i tillid til at „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ nærmer sig, idet usynlige dæmoner ved hjælp af okkulte kræfter nu samler jordens herskere til den verdenssituation der symbolsk kaldes Harmagedon. (Åb. 16:13-16) Jeremias-skaren glæder sig over at den ved standhaftigt at bevare sin kristne neutralitet kan støtte Jehovas universelle suverænitet. Hvilket storslået sted vil vor jord ikke være for Jeremias-skaren og dens neutrale kristne medarbejdere efter at de har set Jehovas suverænitet blive hævdet i Harmagedon!

Sammensværgelsen mod Jehovas kongelige tjener

15. Hvorfor kan vi sige at vi nu oplever den største internationale sammensværgelse i menneskehedens historie, og hvad betyder dette, ifølge Åbenbaringen 14:12, for gudfrygtige kristne?

¹⁵ Men i øjeblikket oplever vi at sande kristne bliver særligt prøvet med hensyn til deres neutralitet og integritet. Vi oplever den største internationale sammensværgelse i hele menneskehedens historie, nemlig De forenede Nationer, der i dag har 152 medlemmer. Hvorfor kalde FN en international sammensværgelse? Fordi det er en menneskeskabt organisation der, så længe som muligt, vil modarbejde og hindre Jehovas riges retmæssige styre ved hjælp af Kristus. Hvem vil sejre? Jehovas messianske rige eller De forenede Nationer? Alle folkeslags fred og sikkerhed står på spil. For at beskrive hvor vanskelig tiden med De forenede Nationer som fredsbevarende organisation ville blive, forudsagde Åbenbaringen 14:12: „Her gælder det de helliges udholdenhed, de som holder sig til Guds bud og Jesu tro.“ — Jævnfør Esajas 8:12, 13.

16. Hvilken international sammensværgelse fandtes der for 1900 år siden, og hvad pegede den delvise opfyldelse af Salme 2:1-4 frem til?

¹⁶ For nitten hundrede år siden var der en international sammensværgelse mod Kristus selv, en sammensværgelse som Gud tillod for at Jesus kunne lide martyrdøden. (Apg. 3:13; 4:27; 13:28, 29; 1 Tim. 6:13) Dette var blevet forudsagt i Salme 2:1-4. Både denne salme og dens delvise opfyldelse for nitten hundrede år siden pegede frem til den internationale sammensværgelse mod Jehova og hans Kristus nu i tiden, hvor hele retten til „verdensherredømmet“ tilhører dem begge. — Åb. 11:15-18.

17. Hvem erkender Jehovas Vidner at den nuværende verdensorganisation modarbejder, og hvilket standpunkt, som de tog i 1919, holder de stadig fast ved?

¹⁷ Sande kristne erkender at den nuværende internationale sammensværgelse er rettet mod Jehova og hans Kristus. De vil derfor stadig bevare deres kristne neutralitet og holde fast ved det standpunkt de indtog ved de internationale bibelstudenters stævne i 1919 i Cedar Point, Ohio, hvor man erklærede at Jehovas rige ved Kristus var imod det foreslåede Folkeforbund for fred og sikkerhed i verden, det forbund der nu er blevet afløst af De forenede Nationer. Det standpunkt de indtager, er det samme som det profeten Jeremias selv ville have indtaget i dag, for han blev inspireret til at advare om en lignende sammensværgelse mod Jehovas kongelige ’tjeners’ styre.

18. Hvad fik Jeremias påbud om at lave sig i Jojakims første regeringsår, og hvem skulle han sende dem til, tillige med et budskab?

¹⁸ Profetien i Jeremias, kapitel 27, er derfor af interesse for os i dag. Profetens ord lyder således:

„I begyndelsen af Jojakims, Josias’ søns, Judas konges, regeringstid [i 628 f.v.t.], kom dette ord til Jeremias fra Jehova, idet der blev sagt: ’Således har Jehova sagt til mig: „Lav dig bånd og ågstænger, og læg dem på din hals. Og du skal sende dem til Edoms konge og til Moabs konge og til Ammons sønners konge og til Tyrus’ konge og til Sidons konge ved hjælp af de sendebud som kommer til Jerusalem til Zedekias, Judas konge. Og du skal give dem et påbud til deres herrer og sige: ’Således har hærstyrkers Jehova, Israels Gud, sagt; således skal I sige til jeres herrer.’“’“ — Jer. 27:1-4, NW.

19. Hvornår fik Jeremias Jehovas budskab, ifølge den almindelige hebraiske tekst, og ved hvilken lejlighed handlede han i overensstemmelse med det?

¹⁹ Vi lægger mærke til at der her nævnes to konger som herskede over Juda og Jerusalem, først Jojakim, og derefter hans broder Zedekias, der herskede efter Jojakim og hans søn Jojakin. Hvis navnet Jojakim i Jeremias 27:1 er korrekt, fik Jeremias denne profeti i 628 f.v.t. og holdt den tilbage i 11 år før han handlede i overensstemmelse med den. Men tre hebraiske manuskripter og de syriske og arabiske oversættelser siger „Zedekias“ i stedet for „Jojakim“, og det samme siger mange moderne bibeloversættelser.a Under alle omstændigheder var det i Zedekias’ regeringstid at Jeremias adlød dette påbud fra Jehova, og det skete i forbindelse med at udsendinge fra de fem nabolande Edom, Moab, Ammon, Tyrus og Zidon kom til Jerusalem for at forhandle med kong Zedekias. På det tidspunkt havde Nebukadnezar været Babylons konge i mindst otte år, og han havde ført kong Jojakin til Babylon og ladet hans farbroder Zedekias indsætte på tronen i Jerusalem. Som vasalkonge skyldte Zedekias Babylon sin loyalitet.

20. Hvad var baggrunden for de fem sendebuds besøg, og hvorfor fik de at vide at de ikke skulle lytte til de falske profeters ord?

²⁰ Besøget af de fem nabolandes sendebud var en fælles aktion. De repræsenterede et forbund af nationer. Af dét Jeremias fik påbud om at sige til disse sendebud, fremgår det at man var ved at stifte en sammensværgelse for at rejse en fælles opstand mod kong Nebukadnezar. De falske profeter og spåmændene talte til gunst for denne opstand. Derfor fik Jeremias påbud om at sige til disse udsendinge: „I skal ikke høre på eders profeter og spåmænd, eders drømmere, sandsigere og troldmænd, som siger til eder: ’I skal ikke komme til at trælle for Babels konge;’ thi det er løgn, de profeterer for eder for at få eder bort fra eders jord, idet jeg da driver eder bort og I går til grunde.“ — Jer. 27:9, 10.

21. Hvad tilskyndede dæmonerne de omtalte lande til at gøre?

²¹ Ligesom dæmonerne i vor tid samler de politiske herskere til Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, sådan tilskyndede de samme dæmoner dér tilbage i tiden de politiske herskere i de lande hvorfra sendebudene kom, til at planlægge en fælles opstand mod Jehovas „tjener“, Nebukadnezar. (Åb. 16:13-16) Disse lande protesterede selvsagt ikke da kong Zedekias af Juda i sit niende regeringsår gjorde oprør mod Babylon.

22. Hvorfor blandede Jeremias sig ikke i politik da han overbragte sendebudene Jehovas budskab, og hvordan understregede Jehova sin suverænitet i dette budskab?

²² Da Jeremias overbragte sendebudene fra de fem lande Jehovas budskab, blandede han sig ikke i politik, for hans Gud, Jehova, var „folkenes konge“, og han gjorde blot de fem lande en tjeneste ved at give dem en advarsel af national betydning. Idet Jehova understregede sin egen universelle suverænitet, bød han Jeremias sige til dem:

„Jeg skabte jorden og menneskene og kvæget på jorden ved min vældige styrke og min udrakte hånd, og jeg giver den, til hvem jeg finder for godt. Og nu giver jeg alle disse lande i min tjener kong Nebukadnezar af Babels hånd, selv markens vildt giver jeg hen til at trælle for ham. Alle folk skal trælle for ham, hans søn [Evil-Merodak] og sønnesøn [Belsazzar], indtil også hans lands time slår og mange folkeslag og store konger gør ham til deres træl.“ — Jer. 27:5-7; 2 Kong. 25:27; Dan. 5:1, 11, 18, 22.

23. Hvor længe skulle trældommen under Babylon vare, og hvad ville der ske med det folk der modstod Jehovas dekret?

²³ Ifølge Jehovas dekret skulle de nationer der blev opslugt af det babyloniske verdensrige altså bære trælleåget i lang tid, ja i 70 år. Denne trældom blev skildret ved de bånd og ågstænger Jehova befalede Jeremias at lave og give til de udenlandske sendebud der besøgte kong Zedekias. Disse landes oprør kunne ikke sætte Guds dekret ud af kraft.

„Og det folk og det rige, som ikke vil trælle for ham, kong Nebukadnezar af Babel, . . . det vil jeg hjemsøge med sværd, hunger og pest, lyder det fra [Jehova], til det er tilintetgjort ved hans hånd.“ — Jer. 27:8.

24. Hvorfor må Jehovas kongelige tjener, Jesus Kristus, nu herske midt iblandt sine fjender?

²⁴ I dag, hvor Jeremias-skaren udfører sin tjeneste, vil det, ligesom på kong Zedekias’ tid, være bedre at følge den vejledning der kommer fra universets suveræne Herre end at følge dæmonerne. (Jer. 27:9-11) Vi ønsker afgjort ikke at blive indblandet i en international sammensværgelse mod Jehovas kongelige tjener, Jesus Kristus. De politiske herskere, især i kristenheden, er gang på gang blevet advaret gennem den salvede Jeremias-skares forkyndelse, men de foretrækker at forblive i De forenede Nationer. (Jer. 27:12-15; Åb. 17:12, 13) De klynger sig til deres nationale selvstændighed og nægter rent ud at bøje hals under Jehovas kongelige tjeners åg. De politiske herskere tager ikke udløbet af hedningernes tider i 1914 alvorligt, og derfor indser de ikke at de er med i en verdensomspændende sammensværgelse mod Jehovas kongelige tjeners verdensherredømme. Men ligesom Zedekias af Jehovas „tjener“, Nebukadnezar, fik lov til at være Judas konge, sådan har de politiske herskere, også i kristenheden, fået lov at beholde deres politiske magt siden 1914. Følgelig hersker Jehovas kongelige tjener nu midt iblandt sine fjender, dem der har sammensvoret sig imod ham.

25. (a) Eftersom herskerne nægter at give agt på budskabet, hvem må Jeremias-skaren da vende sig til? (b) Hvis de profeter der lovede en tidlig udfrielse var fra Jehova, hvad skulle de da bede om vedrørende de tilbageblevne kar?

²⁵ Når de politiske herskere viser at de ikke vil bøje deres nakke under Jehovas tjeners, hans indsatte konges, åg, hvad skal Jeremias-skaren da gøre? Den må vende sig til folket, til de enkelte mennesker. Den må afsløre anstifterne af sammensværgelsen for folket.

„Så siger [Jehova]: Hør ikke på eders profeters ord, når de profeterer for eder og siger: ’Se, [Jehovas] hus’ kar skal nu snart føres hjem fra Babel.’ Thi løgn profeterer de eder. Hør dem ikke, men træl for Babels konge, så skal I leve. Hvorfor skal denne by lægges øde? Er de profeter og har [Jehovas] ord, så lad dem gå i forbøn hos Hærskarers [Jehova], at de kar, der er tilbage i [Jehovas] hus og Judas konges palads, ikke også skal komme til Babel.“ — Jer. 27:16-18.

26. I stedet for at de bortførte kar snart kom tilbage, hvad ville der da ske med de tilbageblevne kar, ifølge Jehovas udtalelse?

²⁶ Templet med dets søjler fandtes stadig i Jerusalem. I forgården var der stadig det store vandbassin der kaldtes „havet“, samt stellene til de mindre, transportable kar, og mange andre redskaber til brug for præsterne og levitterne. Hvad med alle disse tempelrekvisitter?

„Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud, om de kar, der er tilbage i [Jehovas] hus og Judas konges palads og i Jerusalem: De skal føres til Babel, og der skal de blive, til den dag jeg tager mig af dem og fører dem op og bringer dem tilbage hertil, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 27:19-22.

27. (a) Hvad betød Jehovas udtalelse med hensyn til den internationale sammensværgelse? (b) Hvilken handlemåde vil medføre at vi i den nye orden får del i sejrens frugter?

²⁷ Hvad betød denne udtalelse fra Jehova? Dette: At den internationale sammensværgelse mod Jehovas ’tjeners’ herredømme ville slå fejl. De religiøse profeters og spåmænds forudsigelser ville vise sig at være falske, og med deres vildfarelser ville de bringe ødelæggelse over det godtroende folk. I dag bør vi heller ikke lytte til sådanne falske profeter. Vi bør ikke sætte vor lid til De forenede Nationer eller til nogen anden international organisation, men til Jehovas rige ved hans kongelige tjener, Jesus Kristus. Idet vi bevarer vor neutralitet i denne verdens konflikter og politiske anliggender, vil vi underlægge os Jesu Kristi åg, han som Jehova har udnævnt til hærfører i den kommende krig på „Guds, den Almægtiges, store dag“ i Harmagedon. Så vil vi få del i frugterne af hans herlige sejr i Jehovas retfærdige nye orden.

[Fodnote]