Unge spørger:
Betaler det sig at være ærlig?
FOR nylig blev der ved en højere skole i Amerika foretaget en undersøgelse som viste at over en tredjedel af eleverne havde snydt ved en eksamen mindst en gang i deres skoletid. Men det er ikke kun skoleelever der snyder. En anden undersøgelse viste nemlig at lærere til tider giver eleverne højere karakterer end de fortjener for derved at bevare deres egen popularitet.
I Japan blev der solgt aftryk af opgaverne til en adgangseksamen ved en højere læreanstalt — ikke til eleverne men til deres forældre, som fortvivlet forsøgte at skaffe deres børn ind på skolen. Og prisen på disse eksamenspapirer? Ti millioner yen pr. barn — 320.000 kroner. En skoleinspektør der var impliceret i sagen, valgte at kaste sig ud foran et tog i Tokyo i stedet for at blive hentet af politiet.
Det ser altså ud til at hverken forældre, elever eller lærere tror på at ærlighed kan betale sig i dag. Hvad mener du?
I en snæver vending er den letteste udvej måske at snyde, men hvad bliver resultatet på længere sigt? Forestil dig at du snyder ved undervisningen i svømning og aldrig får lært at svømme. Vil du føle dig videre smart næste sommer når alle andre bader og har det sjovt, og du må blive på land? Hvis du bliver skubbet i et svømmebassin, vil dit snyderi måske resultere i at du drukner!
At snyde i regning eller læsning vil selvfølgelig ikke få så dramatiske følger, men det vil være lige så forkert. Intet stykke papir vil sætte dig i stand til at beholde et arbejde du ikke har færdighed i. Et eksamensbevis du har opnået ved at snyde, vil aldrig kunne fungere som et redningsbælte.
Men der er en endnu vigtigere grund til at du skulle undgå at snyde — nemlig dit forhold til Gud. Har du tænkt over det?
Bibelen har meget at sige om hvilken slags mennesker Gud bryder sig om og ønsker som sine venner. I Salme 15 står der: „Herre, hvem kan være gæst i din bolig, tage ophold på dit hellige bjerg?“ — Vers 1.a
Svaret på dette spørgsmål findes i de næste fire vers i salmen. Lad os prøve at se på dem.
„Det kan den, hvis færd er oprigtig, som handler ret og tænker sandt.“ (Vers 2) Lyder det som en butikstyv eller som en bedrager? Er det beskrivelsen af en der lyver for sine forældre eller en der spiller komedie og giver sig ud for noget han ikke er? Nej, hvis du vil være ven med Gud, må du være ærlig, ikke blot ved dine handlinger, men også i dine tanker. Du må have rene motiver.
„Den som ikke løber med sladder, som ikke skader sin næste og ikke bringer sin nabo i vanry.“ (Vers 3) Snyderi er ikke den eneste form for uærlighed. Har du nogen sinde været sammen med unge der talte nedsættende om en eller anden, ja ’sablede ham ned’? Som regel er sådanne udtalelser overdrevne og uretfærdige — uærlige! Hvis du opdyrker den viljestyrke der skal til for at afslå at deltage i sådanne samtaler, kan det have en gavnlig indflydelse på dit forhold til Gud.
„Men foragter den som Gud har forkastet, og ærer dem der frygter Herren, og som ikke bryder sin ed, om også den skader ham selv.“ (Vers 4) En god omgangskreds vil hjælpe dig til at undgå uærlighed. Hvis du gør dig til ven med unge som lyver eller snyder, vil de forvente at du gør det samme. Sådanne unge praler tit af deres bedrifter, at de skriver opgaver af, og lokker hinanden til noget der er endnu mere frækt. Selv om sådanne mennesker virker smarte og blændende på hinanden, er det ikke sådan de virker på Gud.
Lagde du mærke til at Jehova sætter pris på dem som holder hvad de lover? Det er en vigtig ting når det gælder ærlighed. Lad os sige at du har lovet at hjælpe med noget der skulle ordnes ved huset på lørdag, men nu er du blevet inviteret med til en sportskamp netop lørdag eftermiddag. Faktisk har du ’svoret en ed til egen skade’. Hvad vil du nu vælge? Vil du tage let på det du har lovet, og overlade det til dine forældre at gøre dit arbejde mens du tager til kampen, eller vil du holde ord?
Husk på at Jehova altid har holdt hvad han har lovet menneskene, selv når det har kostet ham dyrt. I Edens have lovede han at tilvejebringe en udfrier som ville blive ’hugget i hælen’ men som også ville løskøbe lydige mennesker fra deres syndige tilstand. (1 Mosebog 3:15) Jehova holdt hvad han lovede, selv om det betød at han måtte tillade at hans elskede søn led døden på en marterpæl, noget der uden tvivl berørte Gud dybt. (Romerne 8:32) Intet under at Jehova værdsætter dem der holder ord!
„Den som ikke låner penge ud mod renter og ikke lader sig bestikke i en sag mod en uskyldig. Den der gør alt dette, skal aldrig vakle.“ (Vers 5) Er det ikke rigtigt at begærlighed er en af hovedårsagerne til snyderi og uærlighed? Elever der snyder ved prøver, er begærlige efter karakterer de ikke har fortjent ved en flittig arbejdsindsats. Mennesker der uærligt tager imod bestikkelse, sætter penge højere end retfærdighed. Gud ønsker ikke sådanne mennesker som sine venner!
Nu vil nogle nok sige: ’Man er tvunget til at være uærlig hvis man vil frem i verden.’ De kan pege på mange ledende politikere og forretningsmænd som tager let på principperne for at komme frem i verden. Men hvor sikker er sådanne menneskers succes? Fra den ene dag til den anden kan de miste den indflydelse og den respekt de har brugt et helt liv til at opnå.
’Men hvad så med de uærlige mennesker der aldrig bliver opdaget?’ spørger du måske. Oprigtig talt, hvad får de ud af det? Gud kan de jo ikke narre, vel? De narrer sig selv. De erkender ikke hvor kortvarig deres „succes“ i livet egentlig er. „Græm dig ikke over ugerningsmænd,“ siger bibelskribenten, „misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne.“ (Salme 37:1, 2) Hvad er et uærligt menneskes flygtige liv — om end i rigdom — værd i sammenligning med det evige liv?
Bemærkede du i modsætning hertil det løfte der i slutningen af Salme 15 blev givet dem der er Guds venner? De skal „aldrig vakle“. Deres evige fremtid er sikret. Salme 37 siger det på denne måde: „Kun et øjeblik — så er det ude med den gudløse. Og ser du efter, hvor han var, er han der ikke mere. Men de sagtmodige skal arve landet, og de skal nyde stor lykke.“ — Versene 10, 11, 1977-oversættelsen.
Når du betragter de evige velsignelser et venskab med Gud medfører, er det da ikke åbenlyst at det KAN betale sig at være ærlig, fordi ærlighed er det der er rigtigt?
[Fodnote]
[Illustration på side 11]
Mange elever gør det!
[Illustrationer på side 12, 13]
Har du nogen sinde, over for dine forældre, givet dig ud for noget du ikke var?
Men hvad med dem der slipper godt fra det?