Fortæl den gode nyhed fra dag til dag
1. Hvad skulle vi sætte mest muligt ind på at gøre i denne korte tidsperiode?
DER ER en „kort tidsperiode“ tilbage inden den universelle Harmagedonkrig. I denne periode er der god lejlighed til at bringe så mange retsindige mennesker som muligt ind i den frelsestilstand, Jehova har foranstaltet. Vi må, inden tiden udløber, sætte det mest mulige ind på overalt at oplyse folk om, at deres evige frelse kun kan komme fra Jehova, den store Frelser. Den afhænger hovedsagelig af ham. Hvorfor?
2, 3. Hvorfor må Jehova Gud gøres kendt, og hvem indser, at han er værdig til al lovprisning?
2 „For Jehova er stor, og værdig til al lovprisning. Han må frygtes mere end alle andre guder. For alle folkenes guder er guder, der intet er værd. Men se, Jehova, han har dannet selve himlene. Foran ham er værdighed og pragt, styrke og skønhed er i hans helligdom.“ — Sl. 96:4-6, NW.
3 Som i apostelen Paulus’ dage, således i vor tid: Jehova er „en ukendt gud“ for langt den overvejende del af jordens befolkning. (Ap. G. 17:23) Men han fortjener at blive kendt af alle. Han må gøres kendt, hvis der overhovedet skal være nogen frelse. Han vil blive gjort kendt for alle, der lever. Ved sit eget liv sværger han: „Så sandt jeg lever, vil hele jorden blive fyldt med Jehovas herlighed.“ (4 Mos. 14:21, NW) De, som nu nægter at kende ham som ven, bliver nødt til at lære hans ødelæggende kraft at kende ved Harmagedon. Under omtalen af denne endelige krig erklærer han: „Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til kende for de mange folks øjne; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ (Ez. 38:23) Dette vil fuldstændiggøre den kundskab om ham, som hans vidner på jorden så ihærdigt har prøvet at give folk i hele dette slægtled. Disse vidner lærer bedre og bedre at kende, hvor stor Jehova er. Efterhånden som deres kundskab vokser, forstår de bedre, at han er værdig til al lovprisning. Alt ved ham kan lovprises. Ligesom der er al mulig grund til at fordømme Satan, denne tingenes ordnings gud, er der al mulig grund til at prise Jehova, den nye verdens gud.
4, 5. a) Hvem på jorden frygter folk for? b) Hvorfor er det så meget om at gøre at vække folk til at frygte Jehova?
4 I vor tid nærer mennesker overalt på jorden frygt i deres hjerter. Men i denne frygt er der ikke ét stænk af frygt for Jehova. Ved siden af frygten for det, de ser vil komme over jorden, nærer de frygt for deres synlige guder, de store, som de har gjort til deres afguder inden for politik, inden for forretningsverdenen, inden for militæret og inden for de populære religionssamfund. Disse, der således er ophøjet til guder, indgyder befolkningen frygt for sig for på denne måde at blive på toppen og bevare magten. Folket tilskriver dem den magt, de gerninger og giver dem den hyldest, som udelukkende tilkommer den eneste sande og levende Gud, Jehova. Den frygt, folk har for disse jordiske guder, er kun en frygt for frygtindgydende mennesker, jordiske skabninger, der engang vil dø. Men Jehova „må frygtes mere end alle andre guder“. Som han engang holdt dom over alle Ægyptens falske guder, således dømmer han nu alle disse jordiske guder og afslører deres fuldstændige uduelighed og falskhed. „Gud står frem i guders forsamling, midt iblandt guder holder han dom.“ Han retter sit budskab til de ansete og beundrede i kristenheden, de, som påstår, at være sønner af himmelens Gud: „Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner; dog skal I dø som mennesker, styrte som en af fyrsterne!“ — Sl. 82:1, 6, 7; Joh. 10:34, 35.
5 Det er mere påkrævet at frygte Jehova end disse dødelige guder på jorden. Disse guder kan kun myrde ens legeme, men Jehova er i stand til at ødelægge såvel ens sjæl som ens legeme i en evig død, hvorfra der ikke er nogen opstandelse. (Matt. 10:28) Hvor er det påkrævet at vække frygten for Jehova blandt dem, der ønsker liv!
6. Hvem er folkenes „guder, der intet er værd“, og hvorfor er de „intet værd“?
6 Folk fostrer imidlertid også i deres fantasi skabninger, som de anbringer i den usynlige verden. De frygter dem med en dødelig angst og rejser gudebilleder for dem. De gør sig næppe klart, at de tilbeder dæmoner, som tiltager sig den tilbedelse, folk yder i blindhed. Apostelen Paulus, som identificerede den ukendte gud for de hedenske filosoffer, sagde om deres gudebilleder: „Hvad skal jeg da sige? At det, som ofres til en afgud, er noget, eller at en afgud er noget? Nej, men jeg siger, at det, som nationerne ofrer, ofrer de til dæmonerne og ikke til Gud, og jeg ønsker ikke, at I skal være delagtige med dæmonerne.“ (1 Kor. 10:19, 20, NW) Disse guder er „guder, der intet er værd“. Gudebilleder kan ikke frelse, og det kan de dæmoner, som de repræsenterer, heller ikke. Disse dæmoner lægger — sammen med deres hersker, Satan — stor vrede for dagen mod den sande Gud og hans folk på jorden. De er besluttede på ikke at lade Jehova Gud frelse noget på jorden, og derfor samler de alle den beboede jords konger ved Harmagedon imod Gud, hvilket vil blive til deres ødelæggelse. Det betyder derfor død og tilintetgørelse at lytte til dæmoninspireret propaganda. (Åb 16:13-16) De menneskegjorte gudebilleder kan ikke redde deres tilbedere fra denne udslettelse. I stedet for at være af virkelig religiøs værdi for mennesker og styrke deres tro på det, der er sandt, er sådanne gudebilleder til skade. De gør folk og nationer blinde for Jehova Gud og hans rige, den eneste kilde til evig frelse. I sandhed „guder, der intet er værd“!
7. Hvad giver synligt bevis for, at værdighed og pragt omgiver Jehova, og at styrke og skønhed er i hans helligdom?
7 Himlene vidner om, art Jehova er Gud. Han har skabt dem i sin magt og visdom. Hans uransagelige sind har udtænkt de synlige himle med al deres skønhed, orden og harmoni. Kun én hjerne kunne organisere alt dette — Guds. Ufattelig højt hævet over disse himle udøver den almægtige Gud sit suveræne herredømme over hele universet. Hvis de synlige himle under ham er så imponerende og pragtfulde og skønne, hvilken værdighed og pragt må så ikke omgive Jehova selv i de åndelige himle! Hvilken styrke og skønhed må der ikke være på det højhellige sted, hvor han personlig residerer! Vi kan kun svagt danne os en forestilling herom på grundlag af det, vi ser i det synlige univers. Vi kan i virkeligheden ikke vide, hvor storslået og strålende han selv er, for „intet menneske har nogen sinde set Gud“, intet menneske har set hans skikkelse, og han forordner selv: „Intet menneske kan se mig og dog leve.“ (Joh. 1:18; 5:37 og 2 Mos. 33:20, NW) De jordiske guders kunstige glans og pragt falmer i sammenligning hermed. Hvor tåbeligt er det derfor ikke at kræve, at man vil se Jehova bogstaveligt, før man vil tro på ham! Tro hans skaberværks vidnesbyrd. Tro hans skrevne ord, den hellige Bibels sande vidnesbyrd.
8. Hvad skulle mennesker i betragtning af det tiltrængte behov for frelse gøre i stedet for at spotte?
8 I betragtning af sandheden og i betragtning af det tiltrængte behov for frelse bør mennesker i vor tid vende sig til den eneste kilde til frelse ved at ophøre med at spotte den eneste sande Gud og ved at begynde at prise ham for de egenskaber, der overbeviser os om, at han er kilden til vor frelse og den eneste, der er værdig til vor oprigtige og dybfølte tilbedelse. Til vejledning for os sang den inspirerede salmist: „Tilskriv Jehova, o I folkenes slægter, tilskriv Jehova herlighed og styrke. Tilskriv Jehova den herlighed, der tilkommer hans navn. Tag en gave med og træd ind i hans forgårde. Bøj jer for Jehova i hellig prydelse, hav stærke veer på grund af ham, al jorden [alle I folk på jorden].“ — Sl. 96:7-9, NW.
9. a) Hvilken tjeneste må ydes, før folk kan tilskrive Jehova sådan ære? b) Hvad er den største gave, vi kan tage med til ham?
9 For at „folkenes slægter“ skal kunne lovprise Jehova sådan, påhviler der os, hans vidner, den tjeneste at gøre Jehova, hans hensigter og gerninger kendt for folkene. Vi må fortælle dem om hans navn og alt, hvad det indebærer, forklare hans skrevne ord for dem og vise dem, hvordan man skal tilbede denne hellige, stærke og herlige Gud, Jehova. Han, som bor i himlene og er menneskets Skaber, er alt for ophøjet til at bo i jordiske templer, hvis forgårde er bygget af menneskehænder. Med sin ånd eller usynlige virkekraft bor han hos sit indviede folk og især hos resten af Kristi medarvinger, som danner et levende, åndeligt tempel. Den største gave, et menneske derfor kan tage med til Jehova som et udtryk for kærlig værdsættelse og tilbedelse, er dets indvielse til ham gennem hans kongelige ypperstepræst, Jesus Kristus. Vis ham med denne gave, at du bøjer dig for ham ikke alene i en hyldest, men også i fuld lydighed.
10. I hvilken hellig prydelse må Jehova tilbedes?
10 En sådan tilbedelse af Jehova må foretages i hellig prydelse. Han kan ikke tilbedes i moralsk urenhed. Han kan ikke tilbedes ved hjælp af gudebilleder, man kan se og røre ved, og som man påstår, man yder en såkaldt relativ dyrkelse. Bruger man sådanne billeder, gør man sig til en uren afgudsdyrker i Jehovas øjne. (Es. 42:8) Han kan ikke tilbedes i en prydelse, der er lånt fra hedenske religioner, i den bedrageriske tro, at et religiøst system kan optage og hellige sådanne vedhæng på dæmondyrkelsen og anvende dem i en hellig og evangelisk tjeneste for den sande Gud. Nej, han må tilbedes i en åndelig prydelse, som vidner om, at man elsker, tilbeder og tjener Jehova som den eneste sande Gud; at man tager imod hans søn, Jesus Kristus, som hans nu regerende konge og den ene ypperstepræst, der har tilvejebragt genløsningsofferet til Gud for at hæve den guddommelige fordømmelse, der hviler over os, og fri os fra syndens magt og dens straf, døden; og endvidere, at man har accepteret den forret og det ansvar at være et vidne for Jehova, ligesom hans førstefødte søn, Jesus, var det.
11. Hvordan skal folk få stærke veer på grund af Jehova?
11 Alle, som nægter at tilbede Jehova således i hellig prydelse, vil have grund til at føle stærke veer på grund af ham. Da den store trængsel over Satans organisation begyndte i 1914, følte sådanne mennesker kun „veernes begyndelse“ på grund af verdenskrigen og hungersnøden, pesten og jordskælvene, der fulgte i dens kølvand. (Matt. 24:8) Da skælvede folkene og havde stærke veer, ikke fordi de forbandt Jehova med disse begivenheder, men fordi disse begivenheder var frygtelige i sig selv. I den tilstundende krig, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, vil alle jordens folk, der tværtimod at være indviet til Jehova er imod ham, imidlertid føle stærke veer på grund af ham. De vil nemlig få indprentet i deres bevidsthed, at han, som de har trodset, vil bringe denne verdensødelæggende trængsel over dem. Han har befalet, at de da skal have stærke veer. De vil få det at mærke.
Frelsesregeringen, som skal forkyndes
12. Hvorfor blev et gudsrige oprettet i 1914, når Jehova Gud var jordens hersker i Eden?
12 Da mennesket blev skabt i Edens paradisiske have, var Jehova Gud den eneste hersker over såvel jorden som himmelen. Det oprør, der udklækkede Satan Djævelen, avlede en rivaliserende Gud, en prætendent til herredømmet over mennesket og jorden. Den jordomspændende vandflod på Noas tid beviste, at Jehova stadig er den universelle Enehersker, og at jorden er hans trones fodskammel. Nogle generationer efter Vandfloden oprettede Satan, den rivaliserende hersker, det første jordiske kongedømme i Babel eller Babylon. Men Jehova havde sin egen repræsentative konge på jorden, Melkizedek. Lang tid efter at denne præstekonge var gået bort, salvede Jehova David fra Betlehem til konge over Israel og gav ham sæde på „Jehovas trone“ i Jerusalem; dermed begyndte en lang række af konger i Davids slægt. Inden denne række af konger sluttede med Jesus Kristus selv, lod Gud sin jordiske trone stå tom og ødelagde hovedstaden Jerusalem. Dér endte det forbilledlige synlige rige på jorden, og Jehova regerede ikke længer blandt mennesker ved en ufuldkommen konge af Davids slægt. Men Jesus Kristus lærte os at bede om, at Guds rige måtte komme til jorden igen, og den himmelske Faders vilje ske på jorden som i himmelen. Jesus forkyndte den gode nyhed om dette kommende rige og gik i døden for det. Gud gav ham liv igen ved at oprejse ham, lod ham tage sæde ved sin højre hånd i himmelen og bød ham vente, til „de for nationerne fastsatte tider“ ville udløbe i 1914. Da ville Jehova frembringe sit rige og lægge den udøvende magt på Jesu Kristi skuldre.
13. Hvad er grunden til, at der blandt nationerne skal siges: „Jehova selv er blevet konge“?
13 Det er nu over toogfyrretyve år siden, vi oplevede den 1. oktober 1914, og Rigets kamp ved Harmagedon nærmer sig hurtigt. Der er stadig et ukendt antal retsindige mennesker, der skal bringes ind under Jehovas frelsesforanstaltning. Mere end nogen sinde er det nu tiden til at handle og til at lade det aktuelle budskab lyde vidt og bredt. „Sig blandt nationerne: „Jehova selv er blevet konge. Det frugtbare land bliver også solidt grundfæstet, så det ikke kan rokkes. Han vil føre folkenes sag i retfærdighed.“ Lad himlene juble og jorden glæde sig. Lad havet tordne med alt, hvad der er i det. Lad det åbne land og alt, hvad der er på det, fryde sig. Lad samtidig alle skovens træer bryde ud i jubel for Jehova. Thi han er kommet; han er kommet for agt dømme jorden. Han vil dømme det frugtbare land med retfærdighed og folkene med sin trofasthed.“ (Sl. 96:10-13, NW) Er det ikke storslået, som denne befaling, der under inspiration lyder fra himmelen, viser, at Guds rige ved Kristus i betydning kommer før alt andet, fordi det for evigt vil afgøre stridsspørgsmålet om det universelle eneherredømme i Jehovas favør og bringe frelse til dem, der trofast forsvarer hans eneherredømme.
14. Hvorfor får vi vejledning om ikke at lade én dag gå uden at fortælle den gode nyhed om frelse ved Guds rige?
14 Jehovas oprettede rige giver grund til glæde i hele universet. Det er Riget, der vil bringe frelse både i himmel og på jord. Frelsen, der allerede udgår fra det, er den gode nyhed, som vidnerne har fået befaling om at fortælle fra dag til dag. Vi får vejledning om ikke at lade én dag gå, uden at vi forkynder den. Hvorfor? Fordi det er begrænset, hvor mange dage der er at forkynde den i før Harmagedon; der bliver færre for hver dag, der går. Ikke en eneste dag tør vi lade det ude af vore tanker, for det var frelsens rige, Jesus sagde, vi skulle blive ved med at søge først, tilligemed retfærdighed fra Gud. Hvorfor ikke søge det nu, netop nu, da det virkelig er her? Hver dag byder på lejligheder til at fortælle om den frelse, det har bragt og vil bringe, så at andre kan tilskyndes til også at søge Riget. Siden det er den eneste retmæssige regering i himmel og på jord, den eneste, der vil hævde Jehovas universelle eneherredømme og frelse menneskeheden, er den frelse, der opnås ved den, værd at fortælle om til andre, som også har frelse behov. Eftersom denne onde tingenes ordnings undergang nærmer sig, er det højst betimeligt hver dag at fortælle om frelsen gennem Jehovas foranstaltning. Det er den eneste „gode nyhed“ i dag. Hvis vi dagligt glæder os over Riget, hvis vi kunne have lyst til at råbe halleluja, fordi vi erkender, at det nu hersker midt iblandt sine fjender, vil vi strømme over og tale om den frelse, det bringer. At fortælle om frelse ved Jehova hører i virkeligheden med til vor tilbedelse af ham, og vi ved, at vi må tilbede ham hver dag. Fortæl derfor om den fra dag til dag. Hvis vi ikke synger for Jehova ved at fortælle om frelsen, har vi ikke „Jehovas glæde“. Delagtighed i hans glæde er en fæstning for os. — Neh. 8:10, NW.
15. Hvordan må vi fortælle den gode nyhed, hvor og som hvad?
15 Vi må fortælle den gode nyhed om frelse ikke alene enkeltvis, men også kollektivt, sammen med andre frelste, i ét stort fællesskab. Guds kærlighed er så stor, at hans frelse omfatter, ikke kun én, men mange. Det er en kollektiv frelse, der deles af mange, ja i dag en stor skare af „andre får“, som intet menneske endnu er i stand til at tælle. Vi kan fortælle den gode nyhed ved at tale med vor mund eller ved at tale gennem et trykt budskab. Til forkyndelsen ved hjælp af det trykte budskab forsyner The Watch Tower Bible & Tract Society os med bibler, bøger og brochurer der forklarer Bibelen, bladene Vagttaarnet og Vaagn op!, gratis traktater og løbesedler til offentlige foredrag. Vor forkyndelse af den gode nyhed er ikke begrænset til at foregå på ét sted. Vi kan hver dag fortælle den i vore hjem til medlemmer af vor familie, ved andre folks døre, når vi går fra hus til hus, på offentlige steder, rent bortset fra den offentlige talerstol, selv under jorden i totalitære lande eller i fængsler, koncentrationslejre og tvangsarbejdslejre i diktaturstater. Vi kan fortælle den gode nyhed i fjerne og afsidesliggende egne eller som medlemmer af en stor eller lille menighed, det vil sige som menighedsforkyndere. Endnu bedre er det, om man kan fortælle den som heltids-pionerforkynder eller endog som missionær i et fremmed land. Man kan få den forret at fortælle den som offentlig foredragsholder i en menighed eller som afdelingszonetjener i en af de ti zoner, jorden er blevet inddelt i, og som hver omfatter flere af Watch Tower Bible & Tract Societys afdelingskontorer. Under hvert afdelingskontor er distriktet delt op i sektioner og derunder igen i zoner, og hver zone omfatter et antal af Jehovas vidners menigheder. Så nogle har måske den forret at fortælle den gode nyhed som sektions- og zonetjenere. Den gode nyhed kan således fortælles af mennesker på mange forskellige poster, og hver enkelt skulle være trofast på sin post.
16. a) Er det nødvendigt at være heltidsforkynder for at få den opgave at fortælle den gode nyhed? b) Er det kun os, der skal fortælle den?
16 Man behøver ikke at have viet forkyndelsen al sin tid for at skulle være med til at fortælle den gode nyhed på arbejdsmarken og fortælle den fra dag til dag. Hver eneste, der er frelst, har af Jehova Gud fået til opgave at fortælle om hans frelse fra dag til dag, alt efter sine muligheder. Der bliver ikke flere troende, alene ved at man giver naboer og helt fremmede det første kendskab til den gode nyhed, nej man må også tilbyde at påbegynde bibelstudier i de interesseredes hjem, så man kan studere den gode nyhed der mindst én gang om ugen. Det gælder ikke bare om, at du selv fortæller den, men også om, at du får andre til at fortælle den med styrke og virkning. Vore bestræbelser må gå ud på at oplære andre, så de sammen med os kan fortælle den.
17, 18. Af hvilke personlige grunde skulle vi fortælle den gode nyhed, og hvorfor skulle vi gøre det, selv om frelsens fjender forbyder os det?
17 Hvad vil der ske, hvis vi fortæller den gode nyhed om Jehovas frelse syv dage om ugen i året 1957? Dette: de glædelige toner vil nå mange flere ører; ører, som længe har været døve, fordi de ikke har hørt, vil blive åbnet, fordi den gode nyhed til sidst når dem. Der vil blive bragt trøst til mange bedrøvede hjerter, som til en forandring gerne vil høre en virkelig opløftende sang med et glædeligt tema, der kan opveje den sorg og jammer, som i dag lyder fra alle folkene ved synet af „Menneskesønnens tegn“ på himmelen. (Matt. 24:30) Således kan flere retsindige mennesker bringes ind i den frelste tilstand, og flere vil modtage teokratisk oplæring i at synge og fortælle om den. Alt dette, der nu finder sted før Harmagedon, vil føre til det velsignede resultat, at Jehova Gud vil blive mere kendt, blive mere værdsat, vil omfattes med større tro og tillid og vil blive tilbedt, lovsunget og tjent mere. Åh, hvor er han alt dette værd!
18 Så fortæl da den gode nyhed om frelse ved ham ud fra det, du ved, den har gjort for dig. „Jehova har gjort noget stort i det, han har gjort med os. Vi er blevet glade.“ (Sl. 126:3, NW; Mark. 5:19) Vær også villig til, vær forberedt på og glad for at bære alle de omkostninger, der er forbundet med at fortælle den. Hvad nu, om de fjender, som ikke ønsker, at nogen overhovedet skal frelses, og som selv foretrækker at gå til grunde, søger at forårsage, at andre også går til grunde ved at sige til os, at vi skal tie? Vi skal ikke ofre dem nogen opmærksomhed. Vi er underlagt et bud, der er højere end deres; det byder os at fortælle den gode nyhed, og vi må og vil modigt adlyde dette højere bud. Ikke alene vi, men også alt, hvad Jehova har skabt i himmelen og på jorden, indbydes til at udtrykke den ubetvingelige glæde over, at han, frelsens Gud, er kommet til sit regeringssæde som konge og dommer. Derfor skulle himlene glæde sig og jorden fryde sig, havet tordne med alt, hvad der er i det, det åbne land og hele dets fylde skulle bringe sin pris, og skovens træer bryde ud i jubel for Jehova, nu da han er kommet som konge og dommer. For hans komme lover i sandhed meget godt!
19. Hvad byder salmisten jorden, havet og himmelen at gøre på grund af Jehovas komme?
19 Når vi først får øjnene op for, at den store, frygtindgydende, værdige, prægtige, stærke og skønne og herlige Jehova er kommet til sit tempel for at dømme sammen med sin majestætiske konge, Jesus Kristus, antager alt på jorden, havet og himmelen en hidtil ukendt storladenhed. For i løbet af Kristi tusindårige regering skal paradiset genoprettes på jorden og brede sig over hele kloden. I stedet for at byde træerne og markens frugter at visne, og de vældige have at fordampe, fordi Jehova er kommet for at brænde jorden, planeterne, solen og stjernerne i himlene, opfordrer den inspirerede salmist i sin lovsang jorden, havet og himmelen og alt, hvad de rummer, til at klæde sig i den glæde og jubel, der præger forventningen om befrielse, og bryde ud i en hjertegribende klangsymfoni.
20. Hvordan vil jorden, havet og himmelen ikke mere blive vanhelliget af mennesker?
20 Og det af gode grunde! Aldrig mere skal havene skæmmes af hæslige, atomkrigsskibe og atomdrevne undervandsbåde eller forgiftes af atom- eller brintbomber, der spreder radioaktive partikler på deres bølger, fortryllende øer og atoller. (Es. 33:21-23) Jordens atmosfære skal ikke mere vanhelliges af dødbringende bombemaskiner og fjernstyrede raketter eller forgiftes af det farlige radioaktive støv fra atomeksplosioner. Bjergene skal ikke længer anvendes som skjulesteder for hemmelige hangarer eller ammunitionsfabrikker eller tappes for mineraler, der er nødvendige til atomkrigsførelse. Månen vil ikke længer blive betragtet som et mål for rumrejser, hvorfra den nation, som under rustningskapløbet når den først, kan beherske alle andre nationer. Urskovene vil aldrig mere blive ryddet og tømmeret brugt til træmasse for papir til aviser og blade, der spreder løgnepropaganda, smudsigt nyhedsstof, underlødige tegneserier og pengeindbringende annoncer, der kun taler til folks materialisme.
21. Hvordan vil den jordiske skabning høste gavn af Jehovas komme for at herske og dømme?
21 Nej! Hele den jordiske skabning vil høste gavn af Jehovas komme for at regere og dømme. For, som han selv har lovet, vil alle de, der lægger jorden øde, selv blive ødelagt i Harmagedonslaget, og endnu engang vil hele naturen som i Guds have i Eden uhindret kunne udfolde sig og ære og prise sin vældige Skaber. Som jordens konge og dommer er han interesseret i det, han lejrede i jorden, plantede og dannede på den, da han skabte den som menneskets evige, hjem og paradis. Han ønsker ikke, at alt dette skal misbruges af Djævelens selviske tjenere, men at det altsammen skal tjene hans ophøjede og livgivende hensigt. Det er derfor ikke underligt, at endog den fornuftløse skabning på jorden, i havet og himmelen indbydes og opfordres til at vise sig i sit smukkeste skrud og bryde ud i et tordnende bifaldsbrus.
22. Når hele den fornuftløse del af skaberværket vil fryde sig ved hans komme, hvordan så med os?
22 Hele denne del af skaberværket har grund til at glæde sig over, at dets egen Skaber er blevet konge og er kommet til sit tempel for at udføre et befriende domsarbejde. Men hvad med os? Hvor meget mere skulle ikke vi fornuftbegavede, levende skabninger, der har talens gave og kan læse i Bibelen, synge for ham, sige, at han er blevet konge, og fortælle den gode nyhed om hans frelse!
23. Hvordan er det frugtbare land blevet grundfæstet, og hvordan dømmer Jehova det og dets folk?
23 Bibelens tidsregning og begivenhederne siden 1914 — der indtraf som en opfyldelse af profetierne — viser, at Jehova sammen med sin pagtsengel, Jesus Kristus, har været i sit åndelige tempel siden foråret 1918 for at holde den tiltrængte dom. Hans vidners nye verdens samfunds land eller jordiske tilstand er blevet et frugtbart land, der aldrig vil kunne rokkes og ødelægges; det vil uophørligt bære retfærdigheds frugt under hans kærlige velsignelse. Det er blevet solidt grundfæstet og danner nu grundvolden for den retfærdige nye verdens nye „jord“. Jehova dømmer dette „land“ gunstigt. Han værner dets ret til at være bosted for sine trofaste vidner, og han fordømmer Gog fra Magog og alle andre angribere af dette teokratiske land. Han vil dømme dette „lands“ indbyggere med trofasthed, og han vil føre sagen for resten af Rigets arvinger og deres retsindige medborgere, Kongen Jesu Kristi „andre får“.
24. Hvordan dømmer han folkene med trofasthed?
24 Betragt, hvad han allerede fra sit dommersæde har gjort for sit folk, der bærer hans navn på jorden. Hvor har han været trofast over for dem efter sin uomstødelige pagts bestemmelser, Abrahamspagten, der skal velsigne alle jordens slægter og folkeslag! Hvor sand og trofast har han ikke været mod sit skrevne ord, Bibelen, mod sine fuldkomne love og uangribelige principper, ja og mod sig selv! Ved sin meddommer, Jesus Kristus, er han nu ved at adskille nationernes folk i bukke, der er mod Riget, og i får, der er for Riget. Dommen vil han eksekvere i den store retfærdiggørelses- og befrielseskrig. De vældige hjorde af bukke vil blive fortæret af det brændende udtryk for hans dom, men den fredelige, forenede fårehjord vil blive kendt uskyldig og ført levende ind i hans søns, Jesu Kristi, riges jordiske domæne. — Matt. 25:31-46.
25. Hvem har en sang at synge, og hvad skal vi gøre i betragtning af denne sangs enestående skønhed?
25 Hvordan kan vi, når vi ser alt dette, være tavse, når den guddommelige befaling siger, at vi skal synge, synge for Jehova? Hvis Guds himmelske sønner og morgenstjerner havde en sang, da Gud lagde grundvolden til sin fodskammel, jorden — hvis de himmelske hærskarer bragte Gud en lovsang, da hans søn, som skulle blive jordens evige konge, blev født — ja, hvis nogen overhovedet tidligere har haft en sang, og hvis nogen nu har en sang, må det være Jehovas vidner i dag! Og vi har en sang, en „ny sang“, hvis lige aldrig har klinget ud over den beboede jord. Vor sang har det sidste og nyeste tema. Vor rapsodi over bibelske melodier er blevet „træfferen“ blandt de stadig flere og flere tusinder af retsindige mennesker, uden hensyn til deres nationalitet og sprog. Komponisten er den lykkelige Gud, Jehova, som har inspireret den ved sin hellige ånd. Hans kordirigent er hans kongelige søn, Jesus Kristus. Dæmp derfor ikke din stemme. Syng under hans ledelse med i det brusende kor ud over hele jorden. Syng, syng af glæde, i betagende harmoni med hele den nye verdens samfund. Fortæl fra dag til dag, endrægtigt og uden ophør, den gode nyhed om frelse ved Jehova Gud.
[Illustrationer på side 27]
Søn.
Man.
Tir.
Ons.
Tor.
Fre.
Lør.