„Dit ord er sandhed“

Hebraisk poesi

NÅR man ønsker at finde frem til sandheden i forbindelse med et afsnit af Guds ord, er det en stor hjælp at kende noget til den stil de forskellige inspirerede skribenter benyttede sig af. Dette gælder også i høj grad Bibelens hebraiske poesi.

Det er meget passende at visse dele af Bibelen er skrevet som poesi. Hvorfor? Fordi poesi ikke alene taler til forstanden men også vækker følelserne. I den poetiske form er der en vis symmetri som gør det lettere at få fat i tanken og huske den. Og poesien appellerer både til øjet og øret. Men det kan ofte være et problem at forstå selve versenes betydning.

Visse udtryk i Bibelen skal tydeligvis ikke forstås bogstaveligt, men billedligt. Det siger sig selv at jorden ikke står på „støtter“ og at dens strømme eller floder ikke kan „klappe i hænder“. (Job 38:4-6, Sl. 98:8) Imidlertid fremsættes der nogle tydelige sandheder når den slags udtryk benyttes: jorden er urokkeligt fastholdt af uforanderlige love, og floderne frembringer bølger der slår mod bredderne, som hænder der klapper. I dette tilfælde er det let at se hvorfor skribenten har forladt den almindelige prosa, og det forstås umiddelbart hvad han mener, men der kan være andre steder i den hebraiske poesi som ikke er så lette at forstå.

For at tage et eksempel: Hvordan skal Lemeks poetiske ord i Første Mosebog 4:23 fortolkes?

„En mand har jeg dræbt for et sår,

en dreng for en skramme!“

Dræbte Lemek to personer, både „en mand“ og „en dreng“? Indtil for omkring to hundrede år siden mente bibelkommentatorer at det forholdt sig sådan. Siden da har man imidlertid fået en nøjagtigere forståelse af den hebraiske poesi.

Den adskiller sig fra visse klassiske og moderne former for poesi hvori rimet ofte er et vigtigt element. Det der er karakteristisk for hebraisk poesi er den såkaldte parallelisme. Hvad dette betyder kan vi bedst vise ved hjælp af nogle eksempler.

Parallelismen i dens mest almindelige form er den såkaldte synonyme parallelisme, hvori den anden linje gentager tanken fra en del af den første linje, men med andre ord. Salme 24:1 er et eksempel på dette:

„[Jehovas] er jorden og dens fylde,

jorderig og de, som bor derpå.“

Ordene „[Jehovas] er“ har betydning for begge linjer. Men ordene „jorden“ og „jorderig“ er poetiske synonymer, og ligeså udtrykkene „dens fylde“ og „de, som bor derpå“.

Den samme poetiske form er anvendt i det vers hvor Lemeks udtalelse citeres. Han dræbte tilsyneladende kun én person; anden linje af hans poetiske ord er ligesom et „ekko“ af første linje, en gentagelse og en form for udvidelse af tanken, en nærmere forklaring af samme tanke, blot med andre ord.

I Bibelen findes også den antitetiske parallelisme; heri udtrykker den ene linje det modsatte af den anden. Salme 37:9 kan illustrere dette:

„Ugerningsmænd skal ryddes ud,

men de, der bier på [Jehova], skal arve landet.“

Så er der den syntetiske parallelisme. Her er anden del hverken en gentagelse af tanken fra første del, eller en kontrast hertil. Nej, der tilføjes en ny tanke. Vi finder et eksempel i Salme 19:8.

„[Jehovas] lov er fuldkommen,

kvæger sjælen,

[Jehovas] vidnesbyrd holder,

gør enfoldig viis.“

Bemærk at anden del af hver sætning gør tanken fuldstændig; hele verset er derfor en „syntese“, det vil sige en sammenfatning af forskellige elementer. Kun ved hjælp af linjernes anden halvdel (henholdsvis „kvæger sjælen“ og „gør enfoldig viis“) kan læseren få at vide hvordan ’loven er fuldkommen’ og hvordan ’Jehovas vidnesbyrd holder’. I en sådan række af syntetiske paralleller tjener dette skel mellem første og anden del som en slags rytmisk brud. Selv om der er en fremadskridende tankerække, bevares der altså en vis struktur, nemlig den parallelle form. Derfor kaldes denne form undertiden formparallelisme eller konstruktiv parallelisme.

Det vil naturligvis ikke sige at man i dag forstår denne hebraiske poesi til fulde. Der er for eksempel gjort flere forsøg på at finde frem til det nøjagtige versemål der er benyttet, de regler der gælder for hvor mange strofer der er i hvert vers, og hvor mange stavelser der er i hver linje. Nogle er gået så vidt som til at ændre den hebraiske tekst i et forsøg på at få den til at stemme med deres egen private opfattelse af hvordan hebraisk poesi var. Men sådanne forsøg på at finde et system i versemålene er i det store og hele ikke faldet heldigt ud. Hvorfor ikke?

Måske fordi der ikke er noget versemål at finde. Den ovenfor omtalte parallelle struktur i poesien giver skribenten en vis bevægelsesfrihed i udtryksmåden, men det kan man ikke sige om de forskellige versemål; de ville snarere begrænse udtryksfriheden. En tidligere professor i hebraisk ved Glasgows universitet har bemærket: „Det er ikke sømmeligt at guddommeligt inspirerede tanker skal være lænket alt for fast af menneskers kunst. De må have frihed; eller i hvert fald må den form hvori de fremstilles være sådan at den ikke trænger sig på og ødelægger deres guddommelige proportioner.“

Desuden findes der steder i den hebraiske bibel hvor der ikke er nogen klar skillelinje mellem prosa og poesi. Visse afsnit indeholder prosa som stærkt nærmer sig poesi. Skribenten har måske ikke med vilje formet sit stof som poesi — sådan som det er sket i Salmerne — men måske har han alligevel gjort flittig brug af billeder, ordspil og parallelismer for at slå ideen fast. Hvorvidt versene i moderne oversættelser i disse tilfælde gengives som poesi eller ikke, afhænger i nogen grad af hvad oversætterne selv forstår ved poesi.

Eftersom vort kendskab til hebraisk poesi er ufuldstændigt, er det på sin plads at komme med et advarende ord angående passager der ser ud som poetiske parallelismer. Vi kan ikke uden videre gå ud fra at to linjer der ligner parallelismer, er parallelismer og intet andet. Måske skal udtrykkene i lyset af sammenhængen eller andre dele af Bibelen forstås på en anden måde. I Zakarias 9:9 er der således en profeti om Messias (der viste sig at være Jesus); den lyder således:

„Fryd dig såre, Zions datter,

råb med glæde, Jerusalems datter!

Se, din konge kommer til dig.

Retfærdig og sejrrig er han,

ydmyg, ridende på et æsel,

på en asenindes føl.“

Ved en overfladisk læsning kan udtrykkene „et æsel“ og „en asenindes føl“ opfattes som parallelle udtryk, sådan at der altså kun er tale om ét dyr. Det er rigtigt at ’æselet’ og ’føllet’ er det samme dyr. Men i opfyldelsen, sådan som den beskrives i Mattæus’ beretning (21:1-5), sendte Jesus sine disciple hen for at „finde et æsel, som står bundet med et føl hos sig“. „Løs dem og før dem til mig!“ sagde han. Ifølge Bibelens fortolkning af Zakarias’ profeti var der altså tale om to dyr, nemlig både „et æsel“ eller ’et føl’, og dets moder, ’en aseninde’. Jesus red imidlertid ikke på ’aseninden’.

En bedre forståelse af mønsteret i den poetiske stil i Guds sandhedsord vil give os større værdsættelse af dets litterære skønhed. Og hvad der er endnu vigtigere: det vil hjælpe os til den rette forståelse af indholdet.