Spørgsmål fra læserne
● Nogle præster hævder at Lukas var hedning. Vagttårnet for 15. januar 1961, side 32, paragraf 14, siger at alle bibelskribenterne var hebræere. Hvormed begrunder man dette? — B. M., De forenede Stater.
De der fastholder at Lukas var hedning har intet klart bibelsk grundlag for deres antagelse. Af Paulus’ ord i Kolossenserne 4:11, 14 drager de den slutning at Lukas ikke var jøde. Det er fordi Paulus i vers 11 nævner nogle af „de omskårne“ og i vers 14 Lukas. Ud fra dette har man draget den slutning at Lukas ikke hørte med til de omskårne og altså ikke var jøde. Men det er ingenlunde givet at Paulus antyder dette ved at nævne Lukas særskilt. Som McClintock & Strongs Cyclopedia siger: „Skulle dette ikke blive betragtet som afgørende, kan man i hvert fald intet udlede af de græske idiomer i hans stil, for han kan have været græsk jøde, og heller intet af at hans evangelium henvender sig til hedninger, for det samme gælder de inspirerede skrifter vi har fra Paulus, en farisæer der var oplært ved Gamaliels fødder.“
Hvis der ikke findes noget direkte bevis for at Lukas var hedning, med hvilken begrundelse hævder man så at han var hebræer eller jøde? Grundlaget findes i Paulus’ udtalelse i Romerne 3:1, 2, hvor han viser at Gud betroede sit ord til hebræerne eller jøderne, idet han gav dem en særlig forret: „Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn gør omskærelsen? Meget i alle måder; først og fremmest det, at de jo har fået Guds ord betroet.“ Dersom Lukas havde været græker ville han have været den eneste undtagelse fra denne regel, og dette ville ikke være fornuftigt. Den logiske slutning bliver altså at han, ligesom alle de øvrige af Bibelens skribenter, var jøde eller hebræer.
● Vær så venlig at forklare mig Første Korinter 14:2. — J. M., De forenede Stater.
Nævnte vers lyder: „Thi den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud; ingen forstår det jo, men i Ånden taler han hemmeligheder.“ Dette skriftsted skal forstås i lyset af versene 13-19 i samme kapitel 1Kor 14:13-19. Her står:
„Derfor skal den, der taler i tunger, bede om, at han må kunne udlægge det. Taler jeg nemlig i tunger under min bøn, så beder min ånd, men min forstand bliver uden frugt. Hvad følger nu heraf? Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden. Hvorledes skal ellers, når du priser Gud i ånden, den, der indtager den udenforståendes plads, kunne sige „Amen“ til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger. Din takkebøn er god nok, men de andre opbygges ikke. Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end alle I andre. Men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger.“
Enhver der taler i tunger taler med andre ord mere til Gud end til mennesker, medmindre der er en der kan udlægge hans ord for de mennesker som lytter til ham. Hans tale synes meningsløs for tilhørerne der ikke forstår det fremmede sprog hvorpå budskabet ved Guds hellige ånds mirakuløse kraft fremsiges. Det kan endog tænkes at ikke engang tungetaleren selv forstår sit budskab; hvorfor skulle apostelen Paulus ellers skrive at den der taler i tunger skal bede om at kunne udlægge det?
Hvis der ingen var til at udlægge eller tolke hans budskab kunne man i sandhed sige at han talte for Gud og ikke for mennesker. Det er derfor apostelen Paulus siger at hvis ingen kan udlægge, skal den der taler i tunger selv bede om at kunne udlægge sit budskab, så han ved sin udlægning også kan tale til mennesker på en opbyggende måde til Guds pris.
Hvilken forskel mellem apostelen Paulus og nutidens sekter der hævder at kunne tale i tunger! Disse er overhovedet ikke interesseret i at deres tilhørere skal forstå dem; de ønsker snarere at imponere med deres uforståelige tale. I øvrigt forudsagde Paulus at „tungetale den skal forstumme“, og det er hvad der er sket. Tungetalens mirakuløse gave var, sammen med andre mirakuløse tilkendegivelser af den hellige ånd, nødvendig ved grundlæggelsen af den kristne menighed. Nu, hvor menigheden er vokset op til modenhed, har den „aflagt det barnagtige“. — 1 Kor. 13:8, 11.
● Hvad betyder bogstaverne S.P.Q.R. som forekommer i illustrationen til kapitel 6 i bogen „Ske din vilje på jorden“? — S. F., De forenede Stater.
De fire bogstaver står for den latinske sætning „Senatus Populusque Romanus“, hvilket betyder „Det romerske senat og folk“.
● Habakkuk 3:3 lyder: „Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans bjerge.“ Nogle har anvendt dette skriftsted til at vise hvor Gud opholder sig. Er det korrekt? — J. F., De forenede Stater.
Nej, det er det ikke. Jehova Gud har sin bolig i himmelen: „Himlen er min trone.“ — Es. 66:1.
Denne profeti taler om Guds komme i vrede i slaget ved Harmagedon, hvilket profeten sammenligner med Guds handlinger i fortiden. I et syn ser profeten Gud komme fra Teman, eller som fodnote „e“ i New World Translation viser, fra syden. I virkeligheden førte Jehova i fortiden sit folk i triumf fra Sinaj bjerg til Jerusalem, gennem landet Teman. Moses’ velsignelse i Femte Mosebog 33:2 og Deboras sang i Dommerbogen 5:4, 5 hentyder til det samme: „[Jehova] kom fra Sinaj, fra Se’ir [som Teman er en del af] fremstråled han for dem, brød frem i lysglans fra Parans bjerge.“ „[Jehova], da du brød op fra Se’ir, skred frem fra Edoms mark, da rystede jorden, himmelen drypped, skyerne drypped af vand; bjergene bæved for [Jehovas] åsyn, for [Jehova], Israels Guds åsyn!“
● Er der noget forkert i at fejre bryllupsdage? — I. S., De forenede Stater.
Når folk i oldtiden fejrede fødselsdage knyttede der sig astrologi til. Det er uden tvivl grunden til at Bibelen kun beretter om fødselsdagsfester fejret af hedninger. Hvad bryllupsdage angår er der intet i Skriften der taler til støtte for at man absolut bør fejre dem. Ægtepar bør hver dag huske de forpligtelser de påtog sig ved deres bryllup. Naturligvis er det en glædelig begivenhed der finder sted den dag man bliver gift, hvilket Jesus anerkendte ved sin tilstedeværelse ved brylluppet i Kana. Når ægteskabet er lykkeligt vil det kun være naturligt at parterne hvert år mindes en så lykkelig begivenhed. Det kan i virkeligheden bidrage til at styrke ægteskabet. — Joh. 2:1-11.
Hvilke arrangementer man skal træffe og hvor omfattende de skal være står naturligvis til parret selv, men det vil være klogt at huske denne regel: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — 1 Kor. 10:31.
● Hvem indtager den højeste stilling i Jehovas organisation, seraferne eller keruberne? — R. J., De forenede Stater.
Det ser ud til at seraferne beklæder den højeste stilling. Alle steder hvor keruberne nævnes i forbindelse med Jehova tilkendegives det at de indtager en lavere stilling, for der siges at Jehova troner over eller på keruberne. Se Anden Samuel 6:2; Anden Kongebog 19:15; Første Krønikebog 13:6; Salme 80:2; 99:1. Men af Esajas 6:1-6, det eneste sted hvor seraferne nævnes, fremgår det at disse tjener ved eller over Jehovas trone.