Løse, ubeviste påstande om menneskets oprindelse og nedstamning fra dyrene fremsættes som kendsgerninger. Videnskabsmanden Ivar Lissner, hvis bøger er udkommet på fjorten sprog, går i retfærdig harme til angreb mod de evolutionister der omgås letsindigt med sandheden. I sin sidste bog, „Aber Gott War Da“, der udkom i 1961, taler han om hvor „usigelig dåragtige alle forsøg på at rekonstruere såvel Neandertalmennesket som Pekingmennesket er. Overdrevent behårede gipsfigurer af dyriske væsener stirrer vildt på os i museerne overalt i verden; deres lød er sædvanligvis chokoladebrun, håret vildt og usoigneret, underansigtet prognatisk [fremstående kæber] og panden tilbagetrukket — og dette til trods for at vi absolut ikke har nogen idé om hvilken hudfarve det palæolitiske menneske havde eller om hvordan dets hår voksede, ligesom vi faktisk heller intet begreb har om dets fysiognomi“. „Den amerikanske autoritet T. D. Stewart gjorde i 1948 med rette opmærksom på umuligheden af at rekonstruere hår, øjne, næse, læber eller ansigtsudtryk. ’Sandsynligheden taler for at det første menneskes ansigtsudtryk ikke var mindre venligt end vort eget,’ skrev han. Når et museum udstiller modeller af Pekingmennesket, Neandertalmennesket og Homo sapiens [nutidsmennesket] side om side, vækker det forestillingen om en fysisk og intellektuel udvikling der ikke stemmer overens med videnskabens synspunkter i dag. De der fremstiller sådanne modeller er tilbøjelige til at give fantasien frit spillerum. . . . Udstillingen af disse halvt menneskelige, halvt dyriske figurer er symptomatisk for vor tidsalders moralske arrogance og i det skjulte inspireret af en selvbehagelig følelse: ’Se hvor langt vi er nået!’“

Lissner viser i sin bog at mennesket til alle tider har været skarpt adskilt fra dyrene og altid har haft en eller anden form for religion. I et af de sidste kapitler spørger han derfor: „Hvorfor klynger vi os så hårdnakket til forældede teorier? Hvorfor foretrækker vi at spejde efter vor oprindelse hos dyrene og ikke hos Gud?“ Øjensynligt fordi man ikke vil anerkende hvilken stor taknemmelighedsgæld man står i til Skaberen, ligesom man heller ikke vil underkaste sig ham. Man vil ikke indrømme den sandhed at „[Jehova] er Gud! Han skabte os, vi er hans“. — Sl. 100:3.

De her viste eksempler — og der kunne anføres utallige andre — er sandelig en anklage mod visse mennesker der gør sig skyldige i at omgås letsindigt med sandheden, og det ud fra mistænkelige motiver. Eftersom det forholder sig sådan bør man holde sig princippet caveat emptor, „Køberen må tage sig i agt“, for øje når man hører eller læser noget der fremsættes som sandhed og som man skal basere sin tro og sine handlinger på. Som Bibelen, Guds ord, siger: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ — 1 Tess. 5:21, NW.

Ubetinget lydighed

● Ved Columbusriddernes 67. årlige konvent udtalte den katolske biskop i Ogdensburg stift, New York, James J. Navagh, at en katolik ubetinget skulle adlyde kirkens befalinger. Han citerede en katolsk lærd og sagde: „Hvis du tror noget er hvidt og kirken siger det er sort, så tro det er sort.“