Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan det være at Salme 102:26-28 og Hebræerbrevet 1:10, 11 siger at himlene og jorden „skal forgå“ og at de ’skiftes som en udslidt klædning’? — Hawaii.
Som svar på dette spørgsmål vil nogle måske fremhæve at udtrykkene „himlene“ og „jorden“ ikke altid hentyder til den bogstavelige himmel og den bogstavelige jord. I Salme 96:1 opfordres „jorden“ for eksempel til at synge „en ny sang“. I dette tilfælde er der tydeligvis tale om de folk der bor på jorden. Bibelen taler også om „ondskabens åndemagter i himmelrummet“. (Ef. 6:12) Dette antyder at disse onde åndemagter udgør en ’himmel’ over det onde menneskesamfund. Djævelen omtales da også som „denne verdens gud“. (2 Kor. 4:4) På grundlag af dette kunne nogle måske slutte at de himle og den jord som omtales i Salme 102:26-28 (der citeres i Hebræerbrevet 1:10, 11) er de onde himle, bestående af Satan og hans dæmoner, som øver kontrol over den jord der udgøres af mennesker som har fjernet sig fra Gud. Men giver skriftstedet selv rum for en sådan forklaring?
Salme 102:26-28 lyder: „Du [Gud] grundfæsted fordum jorden, himlene er dine hænders værk; de falder, men du består, alle slides de op som en klædning; som klæder skifter du dem; de skiftes.“ Dette rejser spørgsmålet om Gud virkelig kan have skabt de onde himle og den onde jord.
Man kan naturligvis godt fremføre at det er Gud der har skabt de åndeskabninger som gjorde oprør og til sidst blev en ond himmel over menneskeheden, og at han også har skabt Adam og Eva, fra hvem alle gudfremmede mennesker stammer. Imidlertid må vi lægge mærke til at hverken skriftstedet selv eller sammenhængen umiddelbart fører til en sådan konklusion. Der findes heller ikke andre skriftsteder som taler om at Jehova har grundfæstet et ondt menneskesamfund eller skabt en ond himmel. Vi må derfor søge en forklaring der passer mere naturligt og logisk med sammenhængen.
Som det fremgår af overskriften til Salme 102 er denne salme en „bøn af en elendig, når hans kraft svigter, og han udøser sin klage for [Jehova].“ Et sådant elendigt og hjemsøgt menneske kan udmærket have tænkt på Jehovas evige varighed i forhold til den bogstavelige himmel og jord. Ja, det fysiske skaberværk bestående af himmelen og jorden er forgængeligt. Det kunne udslettes, hvis det var Guds hensigt. I modsætning til Gud, der er evig, er ingen del af hans synlige skaberværk permanent i sig selv. Som det ses på jorden må det fysiske skaberværk gennemgå en stadig fornyelsesproces for at bestå eller bevare sin nuværende skikkelse. At den bogstavelige himmel er afhængig af Guds vilje og opretholdende kraft, fremgår af Salme 148. Efter at have henvist til solen, månen, stjernerne og andre dele af Guds skaberværk, fastslår denne salme (i vers 6) at Gud „holder dem stående for evigt, til ubestemt tid. En forordning har han givet, og den forsvinder ikke“. — NW.
I Hebræerbrevet 1:10, 11 anvendes ordene fra Salme 102:26-28 på Jesus Kristus. Også han kan siges at have „lagt jordens grundvold fast“ og at have frembragt himlene som ’sine hænders værk’, for han er Guds enbårne søn og var det personlige redskab Gud anvendte ved frembringelsen af det fysiske univers. (Joh. 1:1, 2; Kol. 1:15, 16) For at fremhæve hvor ophøjet Guds søn er, han der nu ejer uforkrænkelighed, „et uopløseligt liv“ (Hebr. 7:15, 16), stiller Hebræerbrevets forfatter Sønnens varige eksistens op som en modsætning til det fysiske skaberværk, som Gud, hvis han bestemte sig til det, kunne ’rulle sammen som en kappe’ og lægge af vejen. — Hebr. 1:12.
Altså tilskrives Jehova Gud (Sl. 102:26-28) og hans herliggjorte søn Jesus Kristus (Hebr. 1:10, 11) større varighed end det fysiske skaberværk, som er forgængeligt og kunne gå til grunde. Andre skriftsteder støtter denne konklusion. I Lukas 21:33 sagde Jesus for eksempel: „Himmelen og jorden skal forgå; men mine ord skal ingenlunde forgå.“ Jesus stillede her sine ord, der er uforanderlige og evigt sande, op som en modsætning til den bogstavelige himmel og den bogstavelige jord, som er forgængelige. Det vil ikke sige at Gud har til hensigt at tilintetgøre dem, men at de kan tilintetgøres. Dette udtryk som Jesus brugte, synes derfor at betyde det samme som det vi finder i Mattæus 5:18 (NW): „Jeg skal sige jer en sandhed, at snarere vil himmel og jord forsvinde [eller: „det er lettere for himmelen og jorden at forsvinde,“ Luk. 16:17, NW] end så meget som det mindste bogstav eller lille del af et bogstav vil forsvinde fra Loven og ikke alt finde sted.“
Eftersom Jehova Gud og hans søn ejer større varighed end den bogstavelige himmel og den bogstavelige jord, kan vi være fuldt forvissede om at Jesus altid lever og kan gå i forbøn for de elendige og hjemsøgte, og at Gud altid lever og kan høre og besvare sådanne bønner. (Jævnfør Hebræerbrevet 7:25.) Vor kundskab om dette bør tilskynde os til at stole fuldt og fast på hvert eneste løfte fra Gud, i tillid til at det vil blive opfyldt, uanset hvad der tilsyneladende måtte stille sig i vejen derfor.
● Hvad mente apostelen Paulus da han skrev til korinterne: „Alt hører jer til“? — B. B., England.
Det Paulus egentlig mente var at alt hvad Gud har skabt eller forordnet står til rådighed for de kristne og tjener til gavn for dem.
De pågældende ord forekommer to gange i de sidste tre vers i Første Korinterbrev, kapitel 3. Der læser vi: „Derfor skal ingen rose sig af mennesker! Thi alt hører jer til, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det, der er nu, eller det, der skal komme: alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til.“ — 1 Kor. 3:21-23.
I lighed hermed skrev apostelen i Andet Korinterbrev 4:15: „Det sker nemlig alt sammen for jeres skyld.“ Her taler Paulus om alle de anstrengelser som han og hans ledsagere havde gjort sig, og de lidelser de havde udstået for Korintermenighedens skyld.
Situationen i Korint var den at nogle af de kristne dér ikke længere var åndeligsindede, men var blevet kødelige i deres tankegang. (1 Kor. 3:1-4) De var begyndt at favorisere visse ledende mænd som for eksempel Apollos, Kefas (Peter) eller Paulus, og at føle at de var tilhængere af disse mænd eller tilhørte dem. Dette skabte splittelse. (1 Kor. 1:10-13) Menigheden burde forstå at alle disse mænd var „ét“, det vil sige at de alle enigt samarbejdede med det samme mål for øje, nemlig at opbygge hele menigheden åndeligt. Alle disse mænd tilhørte sådan set menigheden som en gave fra Gud, til dens gavn. — 1 Kor. 3:5-8; Ef. 4:8-12.
Paulus understregede at menigheden udgjorde et tempel for den levende Gud, hvor Gud bor ved ånd. Derfor var det dåragtigt at rose sig af fremtrædende mænd, og de der gjorde det forringede deres egen stilling som medlemmer af Guds tempel. — 1 Kor. 3:16-19.
Som Paulus skrev til menigheden i Rom: „Nu ved vi at Gud lader alle sine gerninger samvirke til gavn for dem som elsker Gud, dem som er kaldet i overensstemmelse med hans beslutning.“ (Rom. 8:28, 29, NW) De kristne bør forstå dette og undgå at komme til at ’tilhøre’ eller blive tilhængere eller trælle af noget menneske eller en gruppe af mennesker, eller af verden eller det der er i den. — 1 Kor. 7:23.
„Verden“ tilhører følgelig disse åndsavlede kristne i den forstand at de ting der er forordnet blandt menneskene er til brug for Guds folk. For eksempel siger Bibelen at „de højere myndigheder“, verdens politiske øvrighed, er „Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den som handler ondt“. Myndighederne er „Guds offentlige tjenere der bestandig tjener dette formål“. (Rom. 13:1-4, 6, NW) Sådanne myndigheder tjener den kristnes interesser når de opretholder lov og orden, så den kristne kan „leve et roligt og stille liv, gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder“. — 1 Tim. 2:1, 2.
I overensstemmelse hermed kan kristne gøre brug af trafikmidlerne, postvæsenet, politiet og andre offentlige foranstaltninger som noget der ’tilhører’ dem, når de lever ret og forkynder den gode nyhed. Senere påminder Paulus imidlertid de kristne om at „de, der benytter denne verden, [skal være] som om de ikke udnyttede den“. (1 Kor. 7:31) Alle disse ting i verden bør kun bruges i det omfang som de tjener de kristne interesser.
’Livet’ tilhører den kristne fordi det er en gave fra Gud som kan bruges i hans tjeneste. Timoteus fik at vide „at gudsfrygten . . . har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer“. (1 Tim. 4:8) Selv om det liv den kristne har nu, indebærer forfølgelser, er det langt bedre end et liv uden Gud og uden håb. Den kristnes liv er ikke tomt.
’Døden’ hører også den kristne til, selv om han ikke tragter efter døden. Den salvede, åndsavlede kristne, der har håb om liv i himmelen, véd at han nødvendigvis må dø for at kunne blive oprejst til åndeligt liv i himmelen, for at være sammen med Kristus. På denne måde sejrer han over døden. — 1 Kor. 15:35, 36, 42, 54-57.
„Det, der er nu“ — de begivenheder, situationer og tilstande man kommer ud for i den nuværende tingenes ordning — er underlagt Guds ledelse i den forstand at de ikke får lov at overmande den kristne så han bryder sin integritet. De kristne kan også bruge alt hvad Gud tillader dem at komme i besiddelse af, til hans ære. Og „det, der skal komme“ i deres tjeneste for Gud; enten i himmelen eller på jorden, vil naturligvis blive til deres glæde, opbyggelse og evige gavn.
Kristne tilhører således ikke noget menneske eller noget andet i denne verden. De tilhører Kristus, som har købt dem med sit blod. (Joh. 6:51; 1 Pet. 1:18, 19) De salvede kristne lever for at ære deres hoved, Kristus, som alt vil blive underlagt. (1 Kor. 11:3; 15:27; Kol. 1:18) Gør de det, ærer de Gud, som Kristus tilhører.