De unges moralske ansvar
„Hør, I sønner, på en faders tugt, lyt til for at vinde forstand.“ — Ordsp. 4:1.
1. Hvad viser en undersøgelse af en ung plantes vækst?
UNGE, sunde planter i vækst, hvis rødder når dybt ned i den fugtige jord og hvis blade rækker højere og højere op, er til ære for deres Gud og Skaber og til fryd for det menneskelige øje. Så længe rodnettet opsuger og videresender det mineralholdige vand, og så længe solen daglig skinner og giver varme, udvikler planten sig støt til den er helt udvokset og kan bære frugt. Dens evne til at udholde store forandringer i vejrliget bliver større.
2. Hvordan danner plantens vækst en parallel til hvad mange unge erfarer i dag?
2 De unge af i dag, de der befinder sig midt imellem barndommen og det voksne stade, kan lære meget ved at betragte en ung plante. Så snart forsyningen af næringsstoffer fra jorden standser, tørrer rødderne ind eller de rådner, stængelen visner og planten forvandles snart til en dynge affald, kun egnet til at blive samlet op og brændt. Mange unge i vor tid kan sammenlignes med sådanne visne planter. De anerkender ikke at de er afhængige af Gud og fra ham må have den næring der kan gøre dem åndeligt stærke. De har ingen moralsk styrke. De er i deres livsførelse hverken til ære for Gud eller til glæde for gudfrygtige mænd og kvinder.
3. Hvilke kendsgerninger vidner om at ungdommen i vor tid er ufrugtbar og uden fremtid?
3 Forholdene i verden i dag berettiger os til at drage en så sørgelig konklusion. I De forenede Stater, for eksempel, viser en statistik som er udarbejdet af forbundspolitiet at „arrestationer for alvorlige forbrydelser er steget 47 procent fra 1960 til 1965“ blandt unge mennesker under nitten år. I det kommunistiske Ungarn har teenagere overtrådt så godt som enhver lov der findes — de har gjort sig skyldige i voldtægt, smugleri, handel med narkotika, valutasvindel og racehad. I Rusland spørger en regeringsembedsmand: „Hvad er der galt? Hvordan kan det være at dette onde holder så hårdnakket ved i vor vidunderlige tid da befolkningens kår og kultur stadig bliver bedre? Hvordan kan det være at bøllerne stadig huserer . . .?“
4. Hvad anfører borgere og embedsmænd som har iagttaget situationen, som årsag til de forværrede tilstande?
4 I byer rundt om i verden er der bestyrtelse over de farer der truer borgerne. Der begås stadig flere voldtægtsforsøg, overfald og sadistiske voldshandlinger, og som oftest er det teenagere der er de skyldige. Politifolk og sociologer, som søger at fastslå årsagerne til denne forværring i situationen, taler om „en lovløshedens ånd“, „et familielivets sammenbrud“, „en forringelse af moralværdierne“ som væsentlige årsager. En politiassistent i byen New York udtaler: „Det er en kædereaktion. Manglende respekt for forældrene medfører manglende respekt for politiet og for loven i almindelighed. Denne manglende respekt bliver ofte til direkte fjendskab.“ En af lovens håndhævere i Detroit drager følgende slutning: „Det lader til at være tidens tendens — ungdommens oprør, både blandt hvide og negre.“
5. Hvordan har apostelen Paulus beskrevet forholdene som de ville udvikle sig i „de sidste dage“, og ser vi dem i dag?
5 Som ethvert tænkende menneske må vide, må tendensen til denne foragt for al myndighed føre til fuldstændigt anarki, en situation hvori ingen kan føle sig sikker på liv og ejendom. De forhold der nu råder i hele verden svarer til de forhold som skulle kendetegne „de sidste dage“ for denne tingenes ordning, for den kristne apostel Paulus sagde at der da skulle komme „strenge tider“, for menneskene ville blive „egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige“. (2 Tim. 3:1-3) Kan du se at det er disse forhold der råder i verden? I så fald er tiden inde til at du som teenager afgør hvor du står, hvad der er dit ansvar og din pligt i disse sidste dage for en tingenes ordning der er dømt til undergang.
Tag imod undervisning i moral
6. Hvorfor er unge moralsk forpligtede til nu at lytte til hvad deres Gud og Skaber har at sige?
6 På nuværende tidspunkt skulle du være vokset fra det stadium da du ’talte som et barn, tænkte som et barn, dømte som et barn’. (1 Kor. 13:11) I stedet for som et barn udelukkende at lade dig lede af kødets umiddelbare ønsker, skulle din evne til at ræsonnere være i færd med at udvikle sig. Du har derfor pligt til at lytte til hvad Gud, din himmelske Fader, har at sige om hvordan du bør leve, og derefter følge hans vejledning. „Hør, I sønner, på en faders tugt, lyt til for at vinde forstand.“ (Ordsp. 4:1) Du vil med sikkerhed få forstand hvis du tager imod undervisning i moral af Jehova Gud.
7. Hvilken indtrængende opfordring giver Jehova unge mennesker?
7 Det er en trøst at vide at Jehova har omsorg for os og er rede til at yde hjælp i form af en udmærket moralsk vejledning. I samme grad som vi søger denne vejledning og støtter os til den, i samme grad kan vi regne med tillidsfuldt at kunne se fremtiden i møde og få styrke til at møde de prøver som vi vil komme ud for i disse strenge tider. Læg mærke til hvordan Skaberen opfordrer den enkelte til at handle klogt for sin egen sikkerheds skyld: „Min søn, vogt mine ord, mine bud må du gemme hos dig; vogt mine bud, så skal du leve, som din øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig.“ — Ordsp. 7:1, 2.
8. (a) Hvad vil det føre til hvis du giver agt på Guds vejledning? (b) Hvem er den ’fremmede kvinde’ du må være på vagt over for?
8 Hvordan kan det at tænke på Guds love og holde hans bud forlænge dit liv? De følgende inspirerede ord af Salomon viser at denne forstandige levevis vil „vogte dig for andenmands hustru, en fremmed kvinde med sleske ord“. (Ordsp. 7:5) Og hvem tror du at denne ’fremmede kvinde’ er? Hun må givetvis repræsentere fristelserne til en fordærvet og umoralsk adfærd, som er og skulle være så fuldstændig fremmed for alle som bærer navnet „kristne“ og giver sig ud for at tilbede den sande Gud. Fristelsen til umoralitet er især farlig for de unge, da den tiltrækningskraft der er imellem kønnene og som af Skaberen fra begyndelsen er nedlagt i menneskene, begynder at gøre sig gældende med stor kraft.
9. (a) Beskriv det malende billede der tegnes i Ordsprogenes bogs syvende kapitel. (b) Hvilken virkning bør en sådan advarsel have på dig?
9 De følgende vers i kapitel syv i Ordsprogenes bog skildrer malende hvordan unge, uerfarne mennesker, som mangler den rette sans for de moralske værdier, bliver et bytte for fristelser og indlader sig på utugt og ægteskabsbrud. I skildringen er den unge mand „uden hjerte“ — han har ikke noget godt motiv til at vejlede sig i sit liv — og er selv ude efter vanskeligheder. (Ordsp. 7:7, NW) Ved mørkets frembrud styrer han mod fristerindens hus. Guds indtrængende råd til dig og til alle andre unge lyder derimod: „Fly ungdomslysterne“, „fly utugt“! (2 Tim. 2:22; 1 Kor. 6:18) Hvis du vil følge denne vejledning vil du ikke prøve at se hvor langt du kan gå uden egentlig at gøre dig skyldig i utugt. Du vil ikke aftale stævnemøde med en af det modsatte køn og derefter indlade dig på handlinger som blot vil vække et sanseligt begær. Nej, du vil tværtimod flygte ved det første tegn på fare, ligesom Josef, dengang Potifars hustru prøvede at forføre ham. — 1 Mos. 39:7-9, 12.
10. Fremhæv visdommen i Guds bud vedrørende forholdet mellem kønnene, i modsætning til den skødesløshed som verdens mennesker udviser.
10 Guds rettesnor i moralske spørgsmål tillader kun kønslig forbindelse inden for ægteskabets rammer, og at en mand eller en kvinde kun har én ægtefælle. Hvis du et øjeblik tænker over dette krav vil du forstå hvordan visdommen heri står i stærk kontrast til det frie spillerum, den skødesløshed, verden tillader i forholdet mellem kønnene, og det gælder i alle lande i dag. At rette sig efter Guds ordning vil fremme tilliden blandt mennesker og bekæmpe havesyge, der for en stor del er skyld i løgn, tyveri, snyderi og strid. (Jak. 4:1-4) Det sætter et menneske i stand til at beherske de kødelige lyster. Det giver de retfærdigt indstillede den forret på ordnet vis at være med til at sætte børn i verden og således opfylde jorden i overensstemmelse med det oprindelige hverv som Gud gav de første mennesker. — 1 Mos. 1:28.
11. Nævn nogle af de dårlige virkninger af at mennesker har ignoreret Guds rettesnor i moralsk henseende.
11 Løsagtighed er på den anden side årsag til uorden, stridigheder og frygtelige kønssygdomme der breder sig som en steppebrand. Ifølge en rapport udfærdiget af De forenede Staters lægeforening og dateret den 1. september 1965 er kønssygdommene blevet nationens „mest påtrængende“ problem inden for de smitsomme sygdomme. Antallet af syfilistilfælde blandt unge under tyve år er næsten tredoblet i løbet af de sidste fem år. Amerikanerne smittes af sygdommen med en fart af to pr. minut. I Sverige og andre lande forårsager stigningen i antallet af syfilistilfælde bekymring.
12. Hvorfor er det tåbeligt at mene at kønssygdommene ikke længere er den svøbe de engang har været?
12 Det er i høj grad uklogt at bilde sig ind at kønssygdommene ikke længere er den svøbe som de før har været, nu da lægevidenskaben har gjort så store fremskridt. Man må stadig huske på at syfilis og gonorré kan berøve en pige evnen til at sætte børn i verden. De kan berøve en dreng evnen til at avle børn, og de kan være årsag til dødfødsler, og til at børn fødes blinde eller som åndssvage. Den lægevidenskabelige forskning har vist at leveren er det vigtigste angrebsmål for disse sygdomsorganismer, og fra dette organ breder sygdommen sig til hele legemet.
13. Hvad viser at det er Skaberen der står bag udtrykkene i Ordsprogene 7:23, og hvilken beslutning skulle det få dig til at træffe?
13 Kan du se hvorfor den alvise Gud i dette tilfælde lader bibelskribenten bruge sådanne udtryk som „en pil kløver hans lever“ og „han ved ikke at det [den tåbelige adfærd] gælder selve hans sjæl“? (Ordsp. 7:23, NW) Det mest betryggende, det der vil sikre én fortsat liv, er at tage imod den ovenfor nævnte vejledning og anden vejledning i moralsk henseende der er givet i Guds skrevne ord til vor beskyttelse.
Anerkend dit moralske ansvar i hjemmet
14. Hvordan kræver Gud at et kristent hjem bør styres, og hvilket ansvar i moralsk henseende pålægger dette dig?
14 En anden kærlig foranstaltning som Gud har truffet til vejledning for dig i moralsk henseende indtil du når den ansvarsfulde voksne alder er den hjælp du kan få af kærlige forældre. Du bør betragte din fader og moder som en del af din kontakt med Jehova Gud, for han har betroet dem det hverv at opdrage dig til fremtidigt liv som en voksen. Han har givet dem befaling til at opdrage deres børn „i Herrens tugt og formaning“. Og børnene har han givet befalingen: „Adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt.“ (Ef. 6:4; Kol. 3:20) En del af dit ansvar i moralsk henseende er altså at du må underordne dig dine forældre og udføre de pligter de pålægger dig, så længe disse pligter er i overensstemmelse med Guds vilje.
15, 16. Hvordan viste Jesus at han havde den rette indstilling til Guds ordning, og hvad betyder hans eksempel for dig?
15 Som et eksempel i denne henseende har du beretningen fra Jesu barndom som du bør mærke dig. Da han engang som dreng blev skilt fra sine forældre i tre dage, var han ikke løbet bort sammen med en bande teenagere for at opleve noget spændende og unddrage sig sine forældres overopsyn. De fandt ham til sidst i alvorlig samtale med nogle af de ældre mænd i templet. Hans moder spurgte ham forståeligt nok: „Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte.“ Sagde Jesus nu til dem at han ikke var noget barn mere og godt kunne passe på sig selv? Intet tyder på en sådan indstilling hos ham. Beretningen siger at „så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem“. — Luk. 2:48, 51.
16 Jesus anerkendte at ifølge Guds lov havde hans forældre ret til at vide hvor han var, hvem han var sammen med og hvad han lavede, hvis de trofast skulle opfylde det hverv Gud havde givet dem. Den samme ret har dine forældre, og det er dit moralske ansvar at samarbejde med dem så de kan vejlede og beskytte dig, og så de ikke skal lide den sorg at de ikke har kunnet opfylde deres ansvarsfulde hverv.
17. Hvordan ser Gud på om du retter dig efter dine forældres ønsker eller ikke retter dig efter dem?
17 Hvis dine forældre forlanger at du skal være hjemme til en bestemt tid, hvis de insisterer på at der skal en tredje person med når du går ud med en af det modsatte køn, hvis de advarer dig mod at ryge cigaretter, mod narkotika, mod alkohol og mod et intimt seksuelt forhold til en anden, så forventer Gud at du retter dig efter deres ønsker som om de kom direkte fra ham. Hvis du ikke er lydig mod den vejledning du får af dine forældre, vil din Skaber opfatte det som ulydighed mod ham. Han vil aldrig give sin velsignelse til dem der ringeagter hans ordning.
Ansvar over for hjemmet
18. Hvordan undlader mange unge at gøre deres pligt med hensyn til hjemmets atmosfære? Hvilke spørgsmål kunne du stille dig selv?
18 Når unge mennesker strejfer om sammen med andre unge, undskylder de sig ofte med at hjemmet er kedeligt og uordentligt, og at der ikke er nogen hyggelig atmosfære. Dette understreger endnu et ansvar som påhviler teenageren. Du har pligt til sammen med dine forældre og andre medlemmer af familien at gøre hjemmet til en sand fredens og ordenens fæstning midt i en kaotisk verden. Hvis dit hjem ikke er af den slags som man altid med glæde vender tilbage til, må du bære din del af skylden for det. Det er så let at kritisere atmosfæren og forholdene i hjemmet. Men var det ikke bedre, mere positivt og kristent at gøre noget for at forbedre forholdet i stedet for blot at beklage sig over det? Har du tilbudt at hjælpe dine forældre? Er du virkelig interesseret i dit hjem? Kun de ultra-selviske vil betragte hjemmet som et sted hvor de hænger deres tøj og indtager deres måltider når det ikke er belejligt at få et måltid andetsteds.
19. Hvordan kan du forberede dig til at blive en god ægtefælle?
19 Hvis du, som de fleste normale, sunde teenagere, ser frem til en dag at blive gift og med tiden at blive dygtig til at føre hus, hvad gør du da nu for at forberede dig til det? Er det klogt af dig at gå glip af de mange gode lejligheder du har til af dine forældre at lære de praktiske sider ved et hjems vedligeholdelse? Hvis du er en pige kan du tilbyde at hjælpe din moder eller en af dine ældre søstre, så de kan indvi dig i husholdningens mysterier. Hvis du er en dreng vil din fader uden tvivl være glad for at lære dig alt vedrørende hjemmets vedligeholdelse, hvis du vil påtage dig at hjælpe ham med de mange ting der er at gøre i ethvert hjem. Er det ikke fornuftigt at forberede sig til at blive en god ægtefælle?
20. I hvilken udstrækning bør du yde økonomisk støtte til hjemmets opretholdelse og familiens forsørgelse?
20 Et ansvar som unge mennesker af i dag ofte glemmer, er det at tilbyde deres aldrende forældre økonomisk støtte. Som apostelen Paulus formanende siger: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:8) Afhængigt af omstændighederne har du måske et ansvar i denne henseende. I stedet for at bruge alt hvad du tjener, på at opfylde dine egne ønsker, bør du gavmildt give et konkret bevis på at du sætter pris på hjemmets bekvemmeligheder.
21. Hvilken moralsk pligt har du i forbindelse med den ordning dine forældre træffer for studium af Bibelen, inden for og uden for hjemmet?
21 Hvis dine forældre er gudfrygtige kristne vil de uden tvivl arrangere et familiebibelstudium i hjemmet. Det er dit ansvar helt at samarbejde med dem heri. På de tidspunkter hvor de har bestemt at du skal tage med dem til menighedens møder, er det din pligt at være hjemme så du kan gå med dem. Intet andet af det du foretager dig, intet samvær med andre, kan betragtes som så betydningsfuldt at det berettiger dig til ikke at benytte dig af disse lejligheder til at styrke familiens sammenhold og din egen tro. Bibelen selv minder dig om at „uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag“. — Hebr. 11:6.
Dit moralske ansvar uden for hjemmet
22. Hvem holder bestandig et vågent øje med dig når du ikke er under dine forældres eller din arbejdsgivers opsyn, og hvad forventes af dig?
22 Også når du er uden for hjemmet og dine forældres direkte opsyn i skolen eller på dit verdslige arbejde må du huske på at du stadig er under din himmelske Faders opsyn og at han lægger mærke til dig. (Ordsp. 15:3) På ethvert område vil dine handlinger enten være til ære for Gud og dine forældre eller gøre dem til skamme. Din Skaber og Fader har pålagt dig det ansvar at ’gøre alt til Guds ære’. (1 Kor. 10:31) Du gør klogt i fra tid til anden at ransage dig selv på dette punkt for at forvisse dig om at du ikke begår handlinger der kan volde dine forældre sorg og bekymring. — Ordsp. 17:25.
23. Hvad vil du gerne have at folk skal mene om dig med hensyn til dit moralske ansvar som en der tilbeder Jehova?
23 Er du i skolen eller i kvarteret hvor du bor for eksempel kendt for at være en af de vildeste, en der ser ud som og opfører sig som en eller anden kendt filmstjerne, en der går i stramtsiddende og udfordrende tøj? Eller er du kendt for din ægte og varme interesse for andre, for din absolutte ærlighed, for dit faste standpunkt for hvad der er rigtigt og sandt, og som en der er rar at være sammen med? Hvis en eller flere af dine skole- eller arbejdskammerater har for vane at stjæle, bruger et dårligt sprog og fortæller uanstændige historier, tolererer du det så og bliver ved med at have noget med dem at gøre, eller skiller du dig ud fra dem og omgås dem ikke mere regelmæssigt?
24. Hvilke spørgsmål gør du som ungt menneske klogt i at overveje?
24 Kan du med god samvittighed gøre fælles sag med unge mennesker der opfører sig som anarkister så snart læreren eller arbejdsgiveren vender ryggen til, og altså er hyklere? Hvad mener du om de unge vandaler der med regelmæssige mellemrum ødelægger offentlig ejendom for tusinder af kroner, ejendom der må erstattes gennem forøgede skatter der lægges på dine egne og andres hårdtarbejdende forældre? Hvad med fartbegrænsningerne? Hvad med lovens håndhævere? Respekterer du dem, om ikke for andet så fordi du erkender at de i hvert fald tjener et gavnligt formål, eller ligger du på barnlig måde i krig med politiet og tilsidesætter lovene? Du er over for Gud forpligtet til at gøre hans vilje i alle disse forhold.
25. Hvordan lyder Guds råd til dig med hensyn til om du skal rette dig efter gudløse menneskers ideer og planer?
25 Det hænder også når en flok teenagere strejfer rundt sammen, at én spørger om hvem der tør gøre et eller andet dumdristigt, eller foreslår at de i fællesskab skal gøre et eller andet spændende men ulovligt. Hvad vil du gøre hvis du kommer i denne pinlige situation? Vil du vise at du lader dig lede af højere principper, eller vil du uden videre lade dig påvirke af flokken og være med til noget galt som du længe vil fortryde? Guds vejledning i en sådan situation siger meget tydeligt: „Min søn, gå da ikke med dem, hold din fod fra deres sti; thi deres fødder løber efter ondt.“ (Ordsp. 1:15, 16) Hvor du end befinder dig, hvilken situation du end kommer ud for, så har Jehova en vejledning som det vil være klogt at følge. Benyt dig af den og du vil kunne skuldre dit ansvar i moralsk henseende.
Dit ansvar over for Jehova
26. Hvordan råder Gud dig til at søge fremgang og lykke, og hvorfor er dette råd mere værdifuldt end alle andres?
26 Da det er Jehova der har skabt menneskene, ved han bedst hvad de har størst glæde og gavn af. Han anbefaler ikke at man nærer de samme ambitioner som verdens mennesker, at man prøver at overgå hinanden i materiel rigdom og praler med sin fremgang. Tværtimod anbefaler han: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.“ (1 Joh. 2:15, 16) Du har altså et moralsk ansvar for at træffe det rette valg — at vinde Guds, ikke verdens bifald.
27. Hvordan understreger Lukas på en dramatisk måde Jesu fuldkomne eksempel lige fra hans barndom og til tiden før hans død?
27 Som det fuldkomne eksempel til efterfølgelse har du Kristus Jesus. Han havde den rette sønlige respekt for sine forældre og viste interesse for sit hjem. Hans kræfter og energi som dreng fik ham ikke til at prale af at han sagtens kunne passe på sig selv. Han så hen til Gud efter vejledning og beskyttelse. Han overgav sig til sin Faders tjeneste. I de sidste svære timer af sit liv, da „hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden“, bad han: „Ske ikke min vilje, men din!“ (Luk. 22:42, 44) Jesus brugte i sandhed sit liv til trofast at skuldre sit ansvar i moralsk henseende over for Gud. Hvis du følger hans eksempel vil du opnå det samme som han. Du vil også blive højt begunstiget af Jehova.
28. Nævn nogle af de punkter der er blevet nævnt i denne behandling af dit moralske ansvar, og som bør være dybt indprentet i dit sind.
28 Måtte du altid respektere og adlyde den uforanderlige Guds retfærdige rettesnor for den menneskelige adfærd. Måtte det altid være dit mål at følge det eksempel med hensyn til sand kristen moral som kan iagttages i Guds egen elskede søns ord og gerninger. Måtte du aldrig glemme at dine forældre også har et ansvar over for Gud, nemlig det ansvar at opdrage dig i hans tugt og formaning. Din lydighed mod Guds befaling om at ’ære din fader og din moder’ vil skænke dig „et langt liv på jorden“, som snart vil blive fuldstændig befriet for Satans, alle lovovertræderes guds, fordærvende indflydelse. — Ef. 6:2, 3.
29. Hvorfor er illustrationen med planten især i dag en alvorlig påmindelse til dig om dit moralske ansvar?
29 I denne kritiske tid har du behov for næring fra Jehova og for hans anerkendelse, ligesom den spæde plante har behov for næring fra jorden og varme fra solen. Alle mennesker er i fare i dag, ikke alene på grund af de farer som findes nu i tiden, men på grund af Jehovas vredes vældige uvejr som snart vil gøre en ende på denne selviske tingenes ordning. Du kan vise dig at være en livskraftig plante, til ære for din himmelske Fader og til glæde for gudfrygtige mennesker, ved beslutsomt og trofast at skuldre dit ansvar i moralsk henseende, mens du altid ser hen til Jehova efter hjælp. — Ordsp. 3:5, 6.