hvad de regner for et frit kønsliv og som derfor afviser de bibelske normer. Men hvem er det der er virkeligt frie, frie for de følelsesmæssige kvaler der følger med ægtefællers utroskab mod hinanden og frie for de talrige andre problemer der skyldes et selvisk syn på kønslivet? Det er dem der gør kristendommen til deres livsform.

Ordsprogenes bog i Bibelen skildrer „en yngling, en uden vid“ („uden hjerte“, det vil sige, uden et ret motiv, NW) som forføres af en umoralsk kvinde. „Tankeløst følger han hende,“ siges der, „som en tyr, der føres til slagtning, . . . til en pil gennemborer dens [hans, NW] lever, som en fugl, der falder i snaren uden at vide, det gælder dens liv.“ (Ordsp. 7:6-23) Det er faktisk sådan at en kønssygdom som syfilis undertiden angriber leveren, ligesom den kan angribe andre organer, og udfaldet heraf kan være dødeligt. Den der virkelig vil leve et kristent liv, afholder sig fra en adfærd som er fysisk, mentalt og åndeligt nedbrydende.

Lad os nu se på familielivet, nærmere betegnet forholdet mellem mand og hustru. Apostelen Paulus skrev: „Lad også hver enkelt af jer elske sin hustru sådan som han elsker sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Ef. 5:33) For at være elsket og skattet af sin mand må hustruen naturligvis bære sig sådan ad at disse følelser fremkaldes. På den anden side kan ægtemanden ikke forvente at blive dybt respekteret medmindre han handler på en måde der aftvinger respekt og agtelse hos hustruen.

Det vil være til gavn for ethvert ægteskab om de kristne principper følges. Når hver enkelt i en familie udviser gudfrygtige egenskaber som kærlighed, medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed, er der ingen tvivl om at der bliver et godt indbyrdes forhold i familien. Disse egenskaber er et solidt grundlag for et lykkeligt familieliv. — Kol. 3:12-14.

At man gør kristendommen til sin livsform indebærer således mange fordele. Det betyder ikke at man skal leve asketisk eller i ekstrem selvfornægtelse. I et kristent liv er der også plads til sund adspredelse. Bibelen siger: „Alt har sin stund . . . tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse.“ — Præd. 3:1, 4.

Jo bedre man lærer Guds ord, Bibelen, at kende, jo bedre forstår man at et kristent liv er ligevægtigt, lykkeligt og tilfredsstillende. Et liv efter Jehovas krav er ikke et liv der føles som en byrde på grund af tyngende regler og pligter. Derimod fører det til virkelig frihed og sand lykke, for man er kommet til at ’kende sandheden, og sandheden har frigjort en’. (Joh. 8:32) Alle som virkelig gør kristendommen til deres livsform vil erfare dette.

En Gud vi kan stole på

DET viser sig ofte at menneskers løfter ikke bliver indfriet. Alligevel er der stadig mennesker som vi nærer tillid til. Hvordan kan det være? Vi bygger vor tillid på at disse mennesker hidtil har vist sig pålidelige og troværdige. Vi er fuldt ud klar over at talrige omstændigheder kan indtræffe og hindre dem i at indfri hvad de har lovet, men det afholder os ikke fra at nære tillid til dem.

Skulle vi ikke kunne nære endnu større tillid til vor Skaber? Jo, for han har givet os grund til at tro at intet nogen sinde vil få lov til at forhindre indfrielsen af hans løfter. Ifølge historien har Jehova Gud ikke en eneste gang svigtet sit ord. Til dem der har erfaret Guds ordholdenhed hører israelitterne på Josuas tid. De blev vidne til at han gav dem Kana’ans land — og dermed indfriede et løfte han havde givet deres stamfader Abraham over fire hundrede år tidligere. (1 Mos. 15:13-21) Det lykkedes israelitterne at tage dette land i besiddelse på trods af