Man må så som man vil høste
FORÅRSTIDEN er dejlig! Mange steder er den et tegn på at den kolde snevinter er forbi. Blomster springer ud, og det er såtid. Hvad skal der sås? Hvis en landmand vil høste hvede, hvad må han da så? Havre? Selvfølgelig ikke! Han må så som han vil høste.
På samme måde er det med os som enkeltpersoner; det vi sår i ord og handling, er afgørende for hvad vi vil høste i overført betydning. Den kristne apostel Paulus sagde meget træffende: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Gal. 6:7) Hvis man vil „høste“ noget godt, må man også „så“ noget godt.
Sår vi forstandigt? Vil vore ord og handlinger frembringe de gode ting vi ønsker? Sår vi virkelig det vi gerne vil høste?
Unge ægtepar vil naturligvis gerne høste lykke. Men for at kunne det må de så med omtanke. Hvad nu hvis de anskaffede sig et stort hjem som var belånt til op over skorstenen? Måske købte de mange møbler på afbetaling. Parret kunne begynde ægteskabet med mange materielle ejendele. Men måske måtte både manden og hustruen arbejde hele dagen, måske endog tage overarbejde, for at betale de høje månedlige udgifter. På grund af dette og dermed forbundne forpligtelser ville de sandsynligvis være trætte efter alt det arbejde og kun have lidt tid sammen.
Fordi ægteparret har sået uforstandigt, vil de sikkert høste ulykke.
Andre har sået i håb om at være økonomisk sikret når de blev ældre. Men læg mærke til hvad der skete for nogle efter den første verdenskrig. En beretning siger: „I Tyskland var der mange mennesker som havde trukket sig tilbage og kunne leve godt af renteindtægten af 50.000 mark, men da inflationen kulminerede i Tyskland oplevede de at de for hele deres samlede formue på 50.000 mark ikke engang kunne købe et halvt pund smør, så værdiløse var pengene.“
Hvis man ønsker at høste lykke og sikkerhed, må man huske Jesu ord. Han sagde: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ For at bevise det, fortalte Jesus en lignelse om en rig mand hvis jord havde båret så godt at han overvejede at rive sine forrådshuse ned og bygge nogle større for dér at samle sit korn og alle sine gode ting. Så ville han gøre sig det behageligt — spise, drikke og være glad. Imidlertid tilføjede Jesus: „Men Gud sagde til ham: ’Du ufornuftige, i denne nat kræver de din sjæl af dig. Hvem skal så have de ting du har oplagret?’ Således går det den der samler værdier til sig selv men ikke er rig hos Gud.“ — Luk. 12:15-21.
For at være „rig hos Gud“ må man lægge hovedvægten på det åndelige. Igennem profeten Hoseas sagde Jehova: „Så eders sæd i retfærd, høst i fromhed [kærlig godhed, New World Translation]; bryd eder kundskabs ny jord og søg så [Jehova], til retfærds frugt bliver eder til del.“ (Hos. 10:12) Gud talte til sit selvrådige folk i Israels ti-stammerige og rådede dem til at gøre det rette. Ved at følge Guds anvisninger ville de så eller plante retfærds frugt. Hvis de gjorde det, hvad kunne de da håbe at høste? Jehova Guds kærlige godhed!
Det samme er tilfældet i vort forhold til vore medmennesker. Hvad kan man forvente at høste hvis man er ond eller grusom mod andre? Bibelen siger: „Den grusomme bringer vanskeligheder over sit eget legeme.“ Omvendt siger det samme ordsprog at „en mand der ejer kærlig godhed handler lønnende med sin egen sjæl“. (Ordsp. 11:17, NW) Mens den grusomme pådrager sig andres mishag, behandler den der viser kærlig godhed mod andre, sig selv godt, for han vil kunne glæde sig over gode venskaber.
Nogle mennesker søger en tilsyneladende glæde og tilfredshed, men sår i overensstemmelse med deres egne selviske ønsker, uden at bekymre sig om at gøre det der er ret. Forfatteren Samuel Butler har engang skrevet: „Enhver har en god portion slethed i sig som han må se at arbejde ud af sig, før det kan blive bedre . . . Vi har alle sammen en vildsæd som vi er nødt til at få sået, åndeligt talt.“ Men det at ’så vildsæd’ — fører det til sand glæde og tilfredshed? Hvad kan man høste hvis man gør det?
En har måske valgt at leve umoralsk. Hvad vil han høste? Sand glæde og tilfredshed i livet? Bemærk hvad Bibelen siger: „Hun [en prostitueret] lokked ham med mange fagre ord, forførte ham med sleske læber; tankeløst følger han hende som en tyr, der føres til slagtning . . . til en pil gennemborer dens lever . . . uden at vide, det gælder dens liv.“ (Ordsp. 7:21-23) Leveren, såvel som andre organer, kan blive angrebet af syfilis, og denne kønssygdom kan medføre døden. Men selv om et menneske der lever umoralsk ikke høster en dødbringende sygdom, forkaster Gud hans handlemåde. Apostelen Paulus sagde: „Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.
Det er med god grund at Paulus — der sagde at man vil høste som man sår — fortsatte med at sige: „For den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød, men den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ Tidligere havde apostelen opregnet Guds ånds frugter som kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Gal. 6:8; 5:22, 23) Det er tydeligt at enhver der dyrker og fremviser sådanne egenskaber, vil høste gode venskaber. Han vil også kunne glæde sig over Guds godkendelse.
Enhver der er forstandig vil plante så han kan høste det gode. Ønsker du evigt liv i lykke og sikkerhed? Tilegn dig da nøjagtig kundskab om Gud og hans ord, Bibelen. Den guddommeligt inspirerede salmist sagde: „Om nogen frygter [Jehova], ham viser han den vej, han skal vælge; selv skal han leve i lykke og hans sæd få landet i eje.“ — Sl. 25:8, 12, 13.
● „Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd, står på synderes vej eller sidder i spotteres lag, men har lyst til [Jehovas] lov, og som grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke: alt, hvad han gør, får han lykke til.“ — Sl. 1:1-3.