Oldtidens Grækenland — filosofiens hjemsted

DE GAMLE grækere, og især athenerne, tillagde filosofien stor betydning. De søgte at løse tilværelsens og universets store gåder ved hjælp af logik og tænkning. De ligefrem nød at debattere nye ting. En læge fra det første århundrede fortæller således: „Hverken athenerne selv eller de fremmede, som opholdt sig dér, gav sig nemlig stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.“ — Ap. G. 17:21.

De gamle grækeres filosofier stemte ikke overens med det budskab de kristne forkyndte. Da apostelen Paulus var i Athen skete det at „både nogle af de epikuræiske og af de stoiske filosoffer indlod sig i ordskifte med ham“. Nogle sagde foragteligt: „Hvad kan han vel mene, det snakkehoved?“ (Ap. G. 17:18) De anså ikke Paulus for at være andet end en dagdriver som efterplaprede løse stumper af andres lærdom, uden at der var nogen orden eller noget system deri. Men havde disse filosoffer egentlig selv noget af værdi? Lad os se.

Epikuræerne og stoikerne

De epikuræiske filosoffer gik ind for at man skulle leve således at man fik den største nydelse ud af livet, men at man skulle vise mådehold for at undgå de ubehagelige følger af overdreven nydelse. Det de lagde vægt på var ikke de fysiske glæder, men sindets glæder.

Unødige ønsker skulle undertrykkes. Filosofien frarådede at man gav sig af med ting som ville føre til ønsker der kunne være vanskelige at opfylde. Kundskab søgte man hovedsagelig for at blive fri for religiøs frygt og overtro. De to former for frygt som først og fremmest skulle fjernes, var frygt for guderne og frygt for døden.

Ifølge denne filosofi var lovbrud ’utilrådeligt’, simpelt hen på grund af den vanære det kunne medføre at blive opdaget og straffet. Et liv i frygt for at blive opdaget og/eller straffet ville tage noget fra glæden ved livet.

For epikuræerne havde dyd og moral ikke i sig selv nogen værdi. Kun når de tjente som et middel til at opnå lykke blev de betragtet som en fordel. Og venskab var noget der hvilede på et selvisk grundlag, nemlig på ’den glæde det kunne give den som ejede det’.

Epikuræerne troede at der godt nok fandtes guder, men at de var alt for langt borte fra jorden til at være interesseret i mennesker. Det var derfor ikke til nogen nytte at bede eller ofre til dem. Epikuræerne troede ikke at guderne havde skabt universet. Og de mente heller ikke at guderne befattede sig med at tildele straf eller udøse velsignelser. Ifølge deres filosofi kunne guderne ikke hjælpe nogen til at opnå lykke. De mente at livet var opstået ved et tilfælde i et mekanisk univers. Døden var alle tings ophør, en befrielse fra livets mareridt. Epikuræerne troede også at mennesket havde en sjæl der var sammensat af atomer som opløstes når legemet døde.

Kan man sige at den epikuræiske filosofi, med dens betoning af nydelse, hjalp mennesker til at leve et meningsfyldt liv? Indebar den et sikkert håb? Nej, for selv dens grundlægger, Epikur, omtalte livet som „en bitter gave“.

Men havde stoikerne så noget bedre at tilbyde? Nej, for ligesom epikuræerne havde de ikke noget personligt forhold til Gud. Stoikerne troede ikke engang på Gud som en person. De mente at alt var en del af en upersonlig guddom, som menneskesjælen var udgået fra. De troede at sjælen levede videre efter legemets død. Nogle stoikere troede at den til sidst ville gå til grunde sammen med universet.

Stoikerne holdt på at mennesket, for at nå det højeste mål, nemlig lykke, ved hjælp af sin fornuft måtte lære at forstå og rette sig efter de naturlove der styrer universet. For dem ville et liv i dyd altså være ensbetydende med at ’følge naturen’. En mand der var virkelig viis ville efter deres mening være upåvirkelig af smerte og ligegyldig over for nydelse. De mente også at det var skæbnen der styrede menneskets forhold. Og hvis problemerne syntes for overvældende anså stoikerne selvmord for at være en antagelig udvej.

Stoikerne havde forsøgt ligesom epikuræerne at finde lykke på deres egen måde. Men de nåede ikke deres mål. Hvorfor ikke? Fordi de ikke havde lært at selve grundlaget for sand visdom er Jehova Gud og at sand lykke ikke opnås uden ham. Flere hundrede år før de epikuræiske og stoiske filosoffer fremstod, sagde en mand under inspiration: „[Jehovas] frygt er visdoms grundlag, at kende den Hellige, det er forstand.“ — Ordsp. 9:10.

Noget der er større end græsk filosofi

Det budskab apostelen Paulus forkyndte var noget som både epikuræerne og stoikerne manglede. Det viste at man kun opnår lykke gennem et ret forhold til Skaberen. Han er ikke nogen upersonlig Gud, og han er heller ikke langt borte fra menneskene. Apostelen Paulus sagde:

„Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.“ — Ap. G. 17:24-27.

Hverken epikuræernes eller stoikernes filosofi kunne give noget håb for de døde. Men det kunne Paulus på grundlag af pålidelige vidnesbyrd. Han sagde: „[Gud] har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ (Ap. G. 17:31) Da Paulus sagde disse ord, var de fleste af de cirka fem hundrede mennesker som den opstandne Herre Jesus Kristus havde åbenbaret sig for, stadig i live, og de kunne vidne derom. (1 Kor. 15:6) Guds erklæring angående opstandelsen og den kommende dom var derfor velbevidnet.

Nogle af dem der hørte Paulus — deriblandt en dommer fra domstolen på Areopagus — indså at stoikernes og epikuræernes filosofi ikke havde noget at tilbyde. De modtog derfor kristendommen og blev døbt. — Ap. G. 17:33, 34.

I dag er der på lignende måde titusinder som har indset at filosofien „lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø“ gør tilværelsen tom og indholdsløs. (1 Kor. 15:32) De har derimod fundet at det at anerkende at Gud er til og adlyde hans lov, giver mål og mening i tilværelsen. Denne lov er nemlig, i modsætning til grækernes filosofier, baseret på kærlighed til Gud og uselvisk interesse og omsorg for andre mennesker. (Rom. 13:10; 1 Kor. 10:24; 1 Joh. 5:3) Derfor opfordrer Jehovas vidner folk overalt til at undersøge Guds ord og selv se om ikke det anviser den bedste livsform, selv i vort tyvende århundrede.