Esajas’ profeti, gælder også menneskeheden i dag:

„Når de ser, ser de forgæves, og når de hører, hører de forgæves, og de får heller ikke fat i meningen; og på dem opfyldes Esajas’ profeti, som siger: ’I vil høre og høre men slet ikke få fat i meningen; og I vil se og se men slet ikke indse. For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt, og med ørerne har de hørt modvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, og jeg helbrede dem.’“ — Matt. 13:13-15.

15. Hvem kan nu glæde sig, og hvilket håb har de i udsigt?

¹⁵ I det næste vers tilføjer Jesus disse ord til disciplene: „Men lykkelige er jeres øjne fordi de ser, og jeres ører fordi de hører.“ De der i dag har øjne som ser, ører som hører og et hjerte som forstår at vi lever i „de sidste dage“, kan i sandhed være lykkelige. Der siges til dem: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Luk. 21:28) Nogle af dem der lever i „de sidste dage“ vil aldrig komme til at opleve deres dødsdag. Jesus sammenlignede vor tid med Noas tid. Ligesom Noa og hans familie blev bevaret igennem Vandfloden, som udslettede den daværende verden, sådan vil de der i dag handler forstandigt og skaber sig et godt navn hos Gud ikke se døden når Jehova Gud tilintetgør denne onde tingenes ordning i Harmagedonkrigen. Det er derfor ikke ubegrundet at sige at nogle aldrig vil komme til at opleve deres dødsdag. Det er tværtimod et udtryk for et gudgivent håb.

16, 17. Hvad bryder ingen sig om at tænke på, og hvad er af afgørende betydning for os nu?

¹⁶ I det gamle Israel kunne en mand måske tænke at han havde hele livet for sig til at skabe sig et godt navn hos Gud. Ingen holder jo af at tænke på at de kan dø i morgen. Man véd at andre, endog nogle der er yngre end en selv, kan dø, men man tror ikke rigtig på at det kan ske for én selv. Man regner altid med at man har endnu nogle år tilbage at leve i. Det er en menneskelig fejl, en alvorlig fejl, at tænke sådan. Det var det for dem der levede i det gamle Israel, men det er det i endnu højere grad for os der lever i dag. Vi lever ikke i normale tider, hvor vi kan forvente en levetid på 70 til 80 år. Vi lever i „de sidste dage“. Afslutningen på en tingenes ordning er nær. Det er derfor af afgørende betydning for os at vi giver agt på ordene i Efeserbrevet 5:15-17: „Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er.“

¹⁷ Det er nu, mens vi lever, og før vores dødsdag, at vi må skabe os et godt navn hos Gud.

Hvorfor tøjle sin tunge?

Ordsprogene 10:19 giver en begrundelse for hvorfor man ikke skal tale for meget. „Ved megen tale undgås ej brøde,“ siges der, „klog er den, der vogter sin mund.“

Jesu halvbroder Jakob advarer også imod at fejle med tungen, idet han understreger at vor tilbedelse vil være forgæves hvis ikke vi ’tøjler vor tunge’. (Jak. 1:26) Ingen af os kan styre tungen til fuldkommenhed, men vi kan i det mindste bestræbe os for det. — Jak 3:2-8.

Det vil ikke sige at vi skal være fuldstændig tavse og aldrig bidrage til en samtale. Men man kunne stille sig selv på en prøve: Læg godt mærke til dine tilbøjeligheder et stykke tid. Kan du i et selskab ikke lade være med at give dit besyv med uanset hvilket emne der kommer på tale? Kommer du til det resultat at du snakker mere og oftere end de andre i gruppen og kommenterer hvert eneste emne? Da har du grund til at være på vagt og tænke lidt over Ordsprogene 10:19.