Sladder kan ødelægge dig!

„Jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ — Matt. 12:36, 37.

 1. Hvad er karakteristisk for de sladderlystne, og hvorfor bør vi være på vagt imod dette?

SLADDER fik sin begyndelse med Satan Djævelen. Eva lyttede til hans bagtalelse af Jehova, troede på ham, handlede derefter, fortalte sladderen videre til sin mand, og resultatet blev, at det første menneskepar blev skilt fra deres bedste ven. Lige siden da har mennesker givet sig af med sladder, og mennesker har lidt under det. Få, om overhovedet nogen, har aldrig gjort sig skyldig i sladder eller været offer for sladder. Ofte er det sådan, at mennesker, der gang på gang har været med til at sladre, er de mest indignerede, når de selv gøres til genstand for sladder. Når der sladres om dem selv, hader de sladder. Når de selv sladrer, gør det ikke så nøje. Mange indleder deres sladderhistorier med en undskyldning og røber dermed en dårlig samvittighed. Ikke sjældent siger de indledningsvis: „Jeg er egentlig ikke glad for at sige dette, men . . .“, og så fortsætter de med største velbehag. Eller de siger: „Jeg skal ikke kunne sige, om det er sandt, men . . .“, og så røber de, hvad de egentlig mener er usandt. Vi må ikke være blinde for Satans rænkespil. Vi må være på vagt mod sladder. Det er et af Djævelens våben.

 2. Hvad bør vi erindre os, når vi nu studerer denne artikel?

² Men hvem skal vi være på vagt imod? Mod os selv. Lad dette få dig til at tænke efter. Anvend det på dig selv, ikke på din næste. Javel, det gælder din næste. Det vil han være den første til at indrømme. Men det vigtigste for dig er, at du indser, at det også passer på dig, og at du anvender det på dig selv. Du kan forbedre dig selv. Du vil måske ikke kunne forbedre din næste. Arbejd med dig selv. Og når du er blevet fuldkommen på dette punkt, så kan du hjælpe din næste til det samme. Har du først taget bjælken ud af dit eget øje, kan du prøve at fjerne splinten fra din næstes øje. Vi er tilbøjelige til at bære over med os selv og ikke vise skånsel mod andre. Lad os for vor egen sikkerheds skyld skifte om og være skånselsløse mod os selv og bære over med andre. — Matt. 7:1-5.

 3. Af hvilken grund overdriver den sladrende, og hvilken stilling indtager den, der røber hemmeligheder?

³ Hvad er sladder? Det er ord, der skader andre. De kan være udtalt i ondskab og i den hensigt at gøre fortræd, men som oftest sker det i tankeløshed uden ønske om at såre nogen. En harmløs udtalelse bliver skadelig ved gentagelse og gør fortræd, fordi der pyntes på den, den fordrejes eller overdrives for at give den kolorit. Et menneske kan sladre uden ond bagtanke, blot i den hensigt at gøre sin historie mere underholdende, mere spændende for tilhørerne, for at forøge virkningen og fremkalde udbrud af overraskelse, indignation eller bestyrtelse, og i sin lyst til at komme med en rigtig lækkerbisken tænker den sladderagtige overhovedet ikke på den fortræd, som derved forvoldes et andet menneske. Hans mund bliver en snare, som hans fod indvikles i, og han gribes i at overtræde Jehovas bud: „Du må ikke gå rundt og bagvaske din landsmand.“ „Du må ikke udsprede falske rygter“, og: „Du må ikke følge mængden i, hvad der er ondt.“ Selv om vi hører et falsk rygte gentaget af mange forskellige, behøver vi ikke at følge trop og begynde at bagvaske vor broder. Hvis vi ikke er sikre på, at rygtet taler sandt, burde vi ikke bringe det videre. Og selvom det er sandt, gør vi som regel bedst i at tie med det. „Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler sagen.“ „Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!“ „Hav intet at gøre med den, der taler dåragtigt,“ siger Revised Standard Version. Den, der røber hemmeligheder, som ikke kommer andre ved, taler som en dåre, han blander sig i andres sager, han løber med snak, bagtaler og sladrer. Han røber en betroet hemmelighed og gør skade. — 3 Mos. 19:16; 2 Mos. 23:1, 2; Ordsp. 11:13; 20:19.

 4. Hvornår og for hvem må hemmeligheder undertiden røbes? Kan sådanne indberetninger ligestilles med giftig sladder?

⁴ Der gives dog tilfælde, hvor en hemmelighed må røbes, selv om det volder fortræd. Hvis du ved, at en eller anden hemmeligt begår synd og derved bringer sin stilling ind for Jehova i fare og forplumrer renheden i menigheden, må du tale. Til hvem? Til alle de øvrige i menigheden? Det er der ingen grund til. At fortælle hemmeligheden til alle og enhver ville ikke alene skade den implicerede, men hele menigheden. I nogle tilfælde vil det være tilstrækkeligt at gå til vedkommende selv, men tit bliver det nødvendigt at tale med tremandsudvalget. En indberetning af den art kan synes at være til skade for den skyldige, men i sidste ende vil det være til hans eget bedste. Ingen revselse synes at være til glæde, mens den står på, men underkaster man sig den og tager ved lære af den, vil man til sidst høste gavn af den. Det, man må huske, er, at når en sådan hemmelighed fortælles til nogen, må det være til dem, som er i stand til at bringe sagen i orden, og ikke til sensationslystne mennesker, der omgående lader den gå videre. Paulus skrev til korinterne: „Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer.“ Var det nu sladder, Kloes folk her fortalte om brødrene i Korint? Nej, det blev indberettet til deres eget bedste. Det blev sagt til en, der kunne bøde på sagen, en, der havde autoritet til at tale dem til rette og lede deres fødder tilbage på livets vej i Jesu fodspor. — 1 Kor. 1:11; Hebr. 12:11.

 5. Hvad får nogle til at nægte at indberette overtrædelser begået af en ven? Kan de kaldes sande venner?

⁵ Jehovas lov gjorde det muligt at vidne imod ugerningsmænd. Det er ikke forbudt os at vidne; vi må blot ikke bære falsk vidnesbyrd. Hvis man i verden røber visse kendsgerninger, der afslører et andet menneske, vil man af mange blive fordømt som „stikker“. Det er ganske særligt den lov, der råder i underverdenen, og som siger, at det er i sin orden at holde mund eller vidne falsk for at dække over en forbryder, men at det er forkasteligt at sige sandheden, hvis man dermed forråder en ugernings mand. Inden for den kristne menighed vil det være misforstået loyalitet mod en broder at dække over hans synder, når disse synder bringer både hans eget liv og menighedens renhed i fare. Den, der er sin broder og Jehovas organisation en sand ven, vil irettesætte sin broder eller om nødvendigt indberette hans sag for tremandsudvalget, der så kan give overtræderen en kraftig tilrettevisning og hjælpe ham til at genvinde sin sunde sans. En sand ven vil foretrække at tilføje overtræderen dette forbigående sår og dermed sikre ham evig lægedom: „Vennehånds hug er ærligt ment, avindsmands kys er mange [er svigefulde, AT].“ Den ven, der dækker over en fortsat syndig adfærd, er ikke en sand ven, men faktisk en fjende. Han ville vel sagtens vinde bifald efter den lov, der gælder for underverdenen, men de principper, der hyldes af den nye verdens samfund, vil fordømme ham. — Ordsp. 27:6.

 6. Hvilken form for samtale er ikke sladder, når bliver det sladder, og hvilke spørgsmål hjælper os til at afgøre, hvad der er passende, og hvad der er upassende tale?

⁶ Der er derfor intet galt i at indberette en fortsat syndig opførsel for de rette tjenere, men det ville være sladder at fortælle derom til andre i menigheden, som ikke har myndighed til at træffe korrigerende foranstaltninger, og det ville være uret at forråde en synd, som en eller anden havde begået i fortiden, hvis vedkommende har angret og omvendt sig og nu på ny træder lige spor med sine fødder. Det er heller ikke sladder at tale om vore brødre, om hvad de udretter, hvor de skal hen, og hvordan det går dem. Vi er interesserede i andre mennesker, navnlig i vore brødre, og der er intet ondt i at tale om, hvad de udretter, hvis vi kun siger, hvad der er sandt, og hvad der ikke kan skade dem. Men al talen bliver sladder, hvis vi snager i andres private affærer, eller hvis vi søger at drage deres bevæggrunde i tvivl eller kaste mistanke på deres opførsel. Taler du nedsættende om en eller anden? Skader du med din mund hans rygte? Får det hans venner til at vende ham ryggen? Sårer det hans følelser eller vækker det splid? Bevirker det, at han ikke får nogen tjenesteprivilegier? Er det, du fortæller, sandt? Hvis det er sandt, er det så ikke blevet overdrevet eller forvansket, så det giver et forkert indtryk? Er det sagt med en følelse af overlegenhed, selvtilfredshed, misundelse, ondskab eller bitterhed? Kan du sige det med en ren samvittighed, så ren, at du ville sige det samme til vedkommende selv med nøjagtig samme ord og i samme tone? Og hvad er så frugten af dine ord? Er den ond eller god? På frugterne skal dine ord kendes.

 7. Hvor finder vi en antydning om, at kvinder synder mere med tungen end mænd?

⁷ Ikke alle mennesker ligger under for de samme svagheder. Skal vi blive vore svagheder kvit, må vi først være klar over dem. Har du en svaghed for at sladre? Indrøm det blot, hvis det er tilfældet; millioner andre har det som du. Vedgå din svaghed og kæmp imod den! Hvorledes vil du ellers overvinde den? Uagtet det måske vil være mindre behageligt for kvinder at høre, synes Bibelen dog at antyde, at kvinder tiere synder med tungen end mænd. Dermed være ikke sagt, at mænd ikke sladrer. Det gør de. Nogle mænd sladrer mere end kvinder. Men kvinder som helhed sladrer mere end mænd som helhed. Bibelen giver en speciel advarsel til kvinder: „Gamle kvinder [skal] i deres færd . . . være, som det sømmer sig hellige: ikke sladderagtige.“ Det er under en drøftelse af kvinder, at Bibelen siger: „Ved at løbe omkring i hjemmene lærer de desuden lediggang, og ikke blot det, men også at være sladdervorne og at blande sig i ting, der ikke kommer dem ved, og at føre utilbørlig snak.“ Det er ikke mandens tunge, men kvindens, der drages frem som et irritament inden for en familie: „Kvindekiv er som ustandseligt tagdryp.“ Og igen: „Ustandseligt tagdryp en regnvejrsdag og trættekær kvinde ligner hinanden; den, som vil skjule hende, skjuler vind, og hans højre griber i olie.“ — Tit. 2:3; 1 Tim. 3:11; 5:13; Ordsp. 19:23; 27:15, 16.

 8. Hvorfor sladrer kvinder mere end mænd? I hvilken henseende kan deres talefærdighed ofte vise sig at være til gavn?

⁸ Hvor kan det være? Er det, fordi mænd hylder højere principper i så henseende? Ikke nødvendigvis. En mands tendens til at gå på får hans overtrædelser til at tage en anden retning. Som helhed er mænd mere tilbøjelige til at begå vold og mord end kvinder. Men kvinder holder mere af at tale end mænd, og de er mere interesserede i andre mennesker, i deres gøren og laden, deres problemer og deres romantiske oplevelser. Når kvinder taler, taler de om det, der interesserer dem, det vil sige om mennesker, og det betyder på sin side, at der altid er fare for, at snakken skal udvikle sig til sladder. Mænd er mere optaget af forskellige emner, af videnskab, verdensbegivenhederne, finanspolitik eller af deres arbejde, og når de drøfter disse ting, er faren for sladder ikke så stor, som hvis de talte om andre mennesker. Der er i og for sig ikke noget ondt i at tale. Kvinders forkærlighed for at tale kan være til gavn og har ofte været det. Det er i kraft af kvindens lyst til at tale, at små børn lærer at udtrykke sig i ord. Kvindelige forkyndere kan måske på grund af deres større talefærdighed have lettere ved at fremholde sandheden for andre end mænd, og når ved menighedens møder tilhørerne opfordres til at ytre sig og give kommentarer, kan de muligvis gøre en større indsats end mænd. Dette aktiv kan imidlertid blive en snare, når tungen ikke holdes i tømme, men får lov at løbe løbsk i løs snak. Både mænd og kvinder bør derfor ransage sig selv for at se, om de har en svaghed for at sladre, og hvis så er, må de i ganske særlig grad være på vagt over for deres tunge.

Sladderens onde følger

 9. Hvad siger Bibelen om de sladderlystne og dem, der blander sig i andres sager?

⁹ Jehovas ord advarer gang på gang mod sladder. Den sladderagtige har svært ved at passe sig selv og har altid travlt med andre, han blander sig i andres sager og forsømmer sine egne. Den kristne er forsigtig: „Vi hører nemlig, at nogle vandrer uskikkeligt iblandt jer og ikke arbejder, men giver sig af med, hvad der ikke kommer dem ved.“ Lider vi, bør vi lide, fordi vi kæmper for at bevare vor retskaffenhed, og ikke, fordi vi har travlt med andre: „Det må jo ikke ske, at nogen af jer lider som morder, som tyv, som forbryder eller som angiver [eller som en, der blander sig i andres sager, NW]; men lider han, fordi han er kristen, så skal han ikke skamme sig.“ Fremfor at blande sig i andres sager med højrøstet tale, er det bedre at „sætte en ære i at leve stille og passe jeres egne sager“. „Enhver tåbe vil blande sig i andres affærer“ (KJ), siger Bibelen. Hvorfor være som en tåbe? — 2 Tess. 3:11; 1 Pet. 4:15, 16; 1 Tess. 4:11; Ordsp. 20:3.

10. Hvorledes kan den sladrende skabe vanskeligheder og stadig puste til ilden? Hvorfor er den slags sladderlystne mennesker ikke sande venner?

¹⁰ De, der har travlt med andre, skaber vanskeligheder. De pjatter om andres affærer, pynter på dem, lægger lidt til, misrekommanderer og forvansker og fremturer i deres sensationslystne hviskekampagner: „Er der intet brænde, går ilden ud, er der ingen bagtaler, stilles trætte. Trækul til gløder og brænde til ild og trættekær mand til at optænde kiv. Bagtalerens ord er som lækkerbiskener, der synker dybt i legemets kamre.“ De ord, der skulle være sagt til vedkommende selv, hviskes bag hans ryg, og de sluges med velbehag af de ører, der er grådige efter sladder. Sådanne hviskerier nøjes ikke med at efterlade et overfladisk indtryk, de synker dybt, de tygges, de fordøjes. „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød“, men bagtaleren er ingen ven. Netop når et menneske trænger mest til venner og brødre, når han er i vanskelighed eller nød, så er det, bagtaleren slår hårdest til for at berøve den nødstedte hans venner: „Den, der bagtaler, skiller venner.“ „Den, der ripper op i en sag, skiller venner.“ — Ordsp. 26:20-22; 17:17; 16:28; 17:9.

11. Hvad er sagt skulle tage overhånd i de sidste dage, og hvilket ansvar har den bagtaler, der ubevidst udbreder usandheder?

¹¹ „En tåbe er den, der udspreder rygter.“ Sladder er for det meste bagtalelse. Enhver sandhed bliver snart pustet op, så det meste af historien efterhånden er løgn. Venner begynder at tage afstand fra den, der bagtales, og Jehovas had rammer den sladderagtige, der „sætter splid mellem brødre“ i menigheden. Bagtalelse er en af de synder, som er forudsagt ville tage overhånd i de sidste dage, og som gør denne verden fortjent til tilintetgørelse, og den kristne må derfor aflægge „hykleri og misundelse og alskens bagtalelse“. (Ordsp. 10:18; 6:19; 1 Pet. 2:1; 2 Tim. 3:3) Som oftest er sladderen ikke ligefrem ondskabsfuld, og der menes ikke noget ondt med den, men den gør ikke desto mindre fortræd. Hvis man dræber en mand af vanvare, er han lige så død, som hvis man myrdede ham med koldt blod. Hvis du udspreder en løgn i den tro, at den er sandhed, er den dog alligevel løgn, og du lyver. Du vil måske søge at lægge skylden over på en anden og sige, at det var ham, der fortalte dig historien. Nuvel, så løj han. Men da du gentog historien, løj du. I henhold til loven om ærekrænkelse er den skyldig, der gentager en løgn på prent, uden hensyn til hvem der først fortalte den, og hvem han har hørt den af. Hvis et rygte ikke kolporteres videre af andre end den, der først satte det i omløb, vil det, når alt kommer til alt, ikke nå ret langt og heller ikke volde nævneværdig skade. Kræver Jehova ikke dem til ansvar, som gentager og viderebringer de religiøse usandheder, der første gang blev fortalt for mange århundreder siden? Jo, og han kræver også de sladderagtige mennesker til regnskab, der enten sætter usandfærdige rygter i omløb eller fortæller dem videre.

12. Hvad synes de sladrende at glemme, og selv om de husker det, hvad siger de så?

¹² Hvis en har fortalt en usandhed videre uden at være klar over det, er han ikke at laste i samme grad som den, der bevidst taler løgn, men han kan dog ikke siges fri for skyld. Såfremt han virkelig er bedrøvet og angrer, vil han for eftertiden være meget forsigtig med at løbe med sladder. Men en sådan forsigtighed præger just ikke den, der elsker at løbe med sladder. For at bevise sin egen trofasthed sagde Paulus: „Idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til.“ (Fil. 3:13, 14) Paulus glemte, hvad der var bag, og spejdede efter det, der lå forude. Han havde et godt mål i sigte. Sladderagtige mennesker synes at have glemt de unøjagtige historier, de tidligere har fortalt, og de ser med uformindsket fryd frem til at fortælle endnu flere sladderhistorier. Man skulle tro, de ville huske, hvor mange gange deres historier har vist sig ikke at holde stik, og man havde derfor lov at vente, at de for eftertiden ville passe bedre på. Det sker dog kun sjældent. Hvis de overhovedet skænker deres tidligere løgnehistorier en tanke, er det for at retfærdiggøre sig. De påstår, at det har de aldrig sagt, eller hævder, at de blot har fortalt videre, hvad de selv har hørt, eller de dækker over deres første løgn ved at fortælle en ny. Lad os antage, at de udbreder det rygte, at to unge mennesker skal giftes. Tiden går, og de unge bliver ikke gift. Så siger de sladderagtige, at der er kommet en kurre på tråden, og at der ikke bliver noget bryllup. Det hele var noget, sensationsmagerne havde bildt sig ind, og der lå absolut intet til grund for det rygte, de havde sat i omløb. Hvis de sladdervorne ville se sig tilbage og betragte den skade, deres uvederhæftige historier har forvoldt, ville de måske sørge for at holde tand for tunge i fremtiden.

13. Hvorfor må sladder siges at være både fejg og morderisk, og hvad vil der ske med dem, der fremturer i sladder?

¹³ Sladder kan være ondsindet. Sladder er fejg. Sladder kan være morderisk. Den kan myrde et godt navn eller ødelægge et godt rygte eller forgifte andre menneskers sind mod den, det går udover. „De hvæsser tungen som slanger, har øglegift under deres læber.“ Snak kan føre til død: „[Deres] tænder er spyd og pile, [deres] tunge er hvas som et sværd.“ Nogle tunger er hvasse som sværd, og de ord, de udslynger, kan trænge dybt ind som pile, og de skud, de løsner, kommer bagfra og rammer offeret i ryggen: „Der hvæsser tungen som sværd, lægger giftige ord på buen for i løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.“ Krysterne, der sladrer bag et menneskes ryg, burde huske på, at de må stå Jehova til regnskab, at Jehova hører alt, selv om genstanden for deres sladder ikke gør det, og at „han styrter dem for deres tungers skyld“. På grund af deres sladrende tunger vil de blive rykket op af de levendes land: „Din tunge er hvas som en kniv, du rænkesmed, du foretrækker ondt for godt, løgn for sanddru tale. — Sela. Du elsker al ødelæggende tale, du falske tunge! Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit telt, han rykke dig op af de levendes land!“ — Sl. 140:4; 57:5; 64:4, 5, 9; 52:4-7.

14. Hvad kan sladder føre til?

¹⁴ Sladder kan være så giftig og volde så megen fortræd, at den, der sladrer, fortjener at blive udstødt. Den kan ødelægge den sladderagtiges stilling i menigheden: „Vogter man munden, bevarer man sjælen, den åbenmundede falder i våde.“ Hans sladder kan måske skille venner, men fortsætter den, vil den skille ham selv fra Jehovas organisation: „HERRE, hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som taler sandhed af sit hjerte, ikke bagtaler med sin tunge, ikke volder sin næste ondt og ej bringer skam over ven.“ „Jeg hader . . . den falske mund,“ siger Jehova. Hvis Jehova hader den, bør vi også hade den, og den forhadte mund burde ikke have lov at være i menigheden. Vi beder, som vi har lært: „[Jehova], udfri min sjæl fra løgnelæber, fra den falske tunge!“ Hvis sådanne læber og tunger findes i menigheden, kan denne udstøde dem og således befri sig for dem. — Ordsp. 13:3; Sl. 15:1-3; Ordsp. 8:13; Sl. 120:2.

15. Hvad gør sladder så farlig, og hvilke spørgsmål burde den sladrende overveje?