Hvad siger Bibelen?

Om at give gaver

MON ikke alle holder af at få en gave, især når det er noget de har brug for? Imidlertid er der endnu større og dybere glæde forbundet med at give en gave som modtageren har behov for og bliver glad for. Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apg. 20:35.

Dog kan der undertiden opstå nogle spørgsmål eller problemer angående lokale skikke i forbindelse med at give gaver.

I visse lande har man således den skik at holde en slags ’gavegilde’ i bestemte anledninger. I Australien, for eksempel, holdes der ofte gavegilde for en ung kvinde kort før hendes bryllup. Det samme kendes i Nordamerika, både i forbindelse med bryllupper og barsler. Dér kaldes det for henholdsvis „wedding shower“ og „baby shower“; ordet „shower“ betyder „regnbyge“ og antyder at der gives en regn af gaver. Venner og slægtninge inviteres til en aftens samvær, og gæsterne bydes på et måltid mad eller forfriskninger; alle de indbudte tager gaver med som kan blive til gavn for den unge kvinde der nu skal have et nyt hjem eller for ægteparret som skal til at sørge for den lille.

Sådanne gavegilder kendes ikke i alle lande, men der findes andre skikke, som for eksempel det at komme med blomster, frugter eller chokolade når man besøger andre i deres hjem eller eventuelt på hospitalet. Hvordan skal man betragte det at give gaver i sådanne situationer?

Den vise vejledning fra Gud

Bibelen opfordrer os mange steder til at være gavmilde. Vi læser: „Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ „Den vennesæle velsignes, thi han deler sit brød med den ringe.“ (Ordsp. 11:25; 22:9) Johannes Døberen gav dette råd: „Lad den der har to underklædninger dele med den der ingen har.“ Og Jesus opfordrede: „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. . . . For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ — Luk. 3:11; 6:38.

Det er heller ikke bibelsk forkert at man på en beskeden måde gør opmærksom på hvem der har givet gaven; hvis man vælger at gøre dette, kan det jo gøres på en vedlagt seddel eller et kort. (Se Jakob 1:17.) I forbindelse med gaver har Jehova imidlertid også givet os vejledning der tager den menneskelige ufuldkommenhed i betragtning. For eksempel kunne nogle blive fristet til at give gaver for selv at blive set op til. Derfor gav Jesus dette råd: „Når du derfor går hen for at give barmhjertighedsgaver, så lad ikke blæse i trompet foran dig, . . . lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør.“ (Matt. 6:2-4) Dette er både klogt og kærligt. Hvis giverens navn skal udråbes for alle, kan man blive fristet til at give mere end man har råd til, måske for at kunne måle sig med andre. Bibelens ordsprog er sandt: „Mangen lader rig og ejer dog intet.“ — Ordsp. 13:7.

Bibelen tilskynder ikke til en form for gavmildhed der kunne opfordre andre til dovenskab. Den siger: ’Sæt jer som mål at arbejde med jeres hænder’ for „hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise“. Apostelen Paulus gjorde opmærksom på at han personligt arbejdede ’for ikke at ligge nogen til byrde’. — 1 Tess. 4:11; 2 Tess. 3:8-12; Ef. 4:28.

’Gavegilder’ med mere

Hvis en vordende moder eller et par der snart skal giftes, virkelig har behov for nogle ting, er det selvfølgelig både kærligt og betænksomt at hjælpe dem med dette. I forbindelse med de såkaldte gavegilder er det dog ikke altid de mest ædle motiver der kommer til syne. Der var for eksempel en kvinde der beklagede sig til en avisbrevkasse over en sådan fest der var blevet afholdt for hendes kødelige søster. Om en af de tyve gæster der var til stede, skrev hun:

„Vi gennemgik gaverne og kortene to gange, men vi kunne ikke finde noget fra denne gæst. Hun havde med vilje ladet være med at tage noget med, . . . Vi var chokerede.“

Brevkasseredaktøren svarede:

„Jeg har fået i hundredvis af breve fra kvinder som fortæller at de er blevet inviteret med til både fire og fem gavegilder for samme brud. De betragter det hele som et gigantisk afpresningsnummer, og jeg må sige at Deres brev tyder på at der er grund til klagerne.“

Ja, den slags sammenkomster kan være en god lejlighed til at være sammen, nyde forfriskninger og give nogle velmente og tiltrængte foræringer, men de kan også udvikle sig til en hån mod den kristne gavmildhedens ånd. Hvor sørgeligt hvis gæsterne fik det indtryk at deres gaver var mere velkomne end deres tilstedeværelse! Det kunne jo være at nogle af gæsterne simpelt hen ikke havde råd til at give, eller at de havde planer om at give en gave ved en anden lejlighed i stedet for.

Undertiden oplæses givernes navne for de andre tilstedeværende. Dette kan være pinligt for dem som ikke har taget nogen gave med. Det kan også give anledning til ubehagelige sammenligninger mellem gaverne fra dem der er (eller foregiver at være) rige og dem der er mindre velhavende. (Jak. 2:1-9) Så er det langt bedre ikke at læse højt hvem gaverne er fra. Ved at følge Jesu råd om ikke at udråbe giverens navn, undgår man pinlige episoder og sammenligninger, og man fremmer en gladere og mere kristen ånd. Om nogle af de kristne i det første århundrede der havde behov for hjælp, skrev Paulus: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:7.

Hvis man holder dette guddommelige råd for øje, vil man ikke nære nogen bitre følelser mod eventuelle gæster som ikke kommer med en gave — uanset om det er ved et hospitalsbesøg, et middagsselskab, en særlig festlig lejlighed eller i andre forbindelser hvor den lokale tradition kræver at der gives gaver. Det er langt bedre at en gave gives som udtryk for ’kærlighed uden hykleri’ end at den blot gives fordi man vil følge en eller anden lokal skik! — Rom. 12:9, 13.

Når vore motiver ledes af Guds ord, behøver der heller ikke at være nogen form for konkurrenceånd med i billedet. Hvis man ligger på hospitalet, vil man da ikke glæde sig langt mere over en enkelt blomst eller bare en appelsin der givet af oprigtig kærlighed, end over en stor buket roser eller en bugnende frugtkurv der gives af pligtfølelse? — Ordsp. 15:17; 28:6.

Ingen bør heller føle at han eller hun er nødt til at give noget der kan måle sig med en gave vedkommende tidligere har fået af en anden. En kvinde fortæller at hun engang havde inviteret en veninde til middag og at denne medbragte ’et smykkesæt bestående af en broche og øreringe, foruden en æske chokolade og en flaske champagne’; nu følte kvinden at hun var nødt til at tage lige så meget med hvis hun blev inviteret til middag hos sin veninde. Men hvorfor skulle hun gøre det? Forholdene varierer. Og selv om alle havde samme indtægt, ville det alligevel være indstillingen der var det vigtigste. At det er indstillingen der tæller, fremgår af beretningen om at Jesus roste den fattige kvinde der blot gav to småmønter som gave til Gud. — Luk. 21:1-4.

Hvis vor indstilling til det at give gaver er i harmoni med den fuldkomne vejledning fra Gud, vil resultatet blive til sand glæde — både for giveren og modtageren.