i det mindste har gjort et forsøg på at udrede sagen og ikke i svaghed har accepteret en falsk anklage. En sådan rolig forklaring vil måske også gavne vejlederen, idet han får mulighed for at udvikle større ligevægt i sin måde at vejlede på.

Et tysk ordsprog lyder: „Den der én gang har løjet, tror man aldrig mere, selv om han taler sandt.“ Dette bør imidlertid ikke gælde kristne indbyrdes. Lad os sige at én begår en overtrædelse der bliver kendt for andre. Senere sker der noget andet som får nogle til at mindes den nævnte overtrædelse i fortiden. Bør man nu nære mistanke til denne tidligere overtræder? Ikke nødvendigvis, for kærligheden er ikke hurtig til at dømme. Hvis vi, skønt uskyldige, blev mistænkt for et eller andet, blot fordi vi engang har gjort noget lignende, ville vi så ikke blive ulykkelige over den mistillid der blev vist os? Naturligvis. Mange mennesker har ved Guds ånds indflydelse foretaget enorme forandringer til det bedre, og kærligheden „holder ikke regnskab med hver en forurettelse“. Lad os altid huske det. — 1 Kor. 6:9-11; 13:4, 5.

Forsigtighed og ligevægt nødvendig

I vore bestræbelser for at følge princippet om ikke at tillægge andre et uret motiv, og at bevare ligevægten hvis vore egne motiver misforstås, bør vi huske at forsigtighed er nødvendig. Når kristne for eksempel lever under et styre der forfølger Guds sande tjenere, griber visse embedsmænd måske til list for at få dem til at forråde deres trosfæller. I sådanne tilfælde kan man naturligvis ikke tro på alt hvad forfølgerne siger eller lover, vel? Følgende princip i Guds ord er aktuelt i en sådan situation: „Den tankeløse tror hvert ord, den kloge overtænker sine skridt.“ Som Jesus sagde, skal vi være „forsigtige som slanger“. — Ordsp. 14:15; Matt. 10:16.

Kristne bør imidlertid nære tillid til deres brødre og medtjenere så længe der ikke er noget afgjort vidnesbyrd om at disse er illoyale. Vi gør klogt i at genkalde os disse inspirerede ord: „Hvem er du at du dømmer en andens hustjener?“ „En er lovgiver og dommer, han som er i stand til at frelse og ødelægge. Men du, hvem er du, at du dømmer din næste?“ — Rom. 14:4; Jak. 4:12.

Husker du det tilfælde vi nævnte i indledningen? En mand havde ikke hilst på en kvinde han mødte, og hun havde tillagt ham et dårligt motiv. Da de senere talte sammen viste det sig at manden havde været optaget af sine egne tanker og ikke havde bemærket kvinden. Det var den eneste grund til at han ikke havde hilst. I stedet for at tie og bære nag talte denne kvinde fornuftigvis med manden om hvilket indtryk det havde gjort på hende. Men det havde været endnu bedre om hun straks var gået ud fra at han slet ikke havde observeret hende.

Ja, vi er nødt til at anlægge en ligevægtig vurdering af andres motiver. Lykkeligvis kommer der en tid hvor intet menneske på jorden vil betragte sine medmenneskers ord eller handlinger med skepsis. I den nye tingenes ordning vil det efterhånden blive sådan. Da vil alle vise kærlighed og have øje for andres gode egenskaber, og intet vil give anledning til fornærmelser, hjertesorg, bitterhed eller modløshed. Men indtil da må vi passe på ikke at tillægge andre dårlige motiver.

Hvor stammer treenighedslæren fra?

En af grundlærdommene i de fleste af kristenhedens kirker er treenighedslæren, som går ud på at Faderen, Sønnen (Ordet eller Logos) og den hellige ånd er tre ligestillede personer som udgør én Gud. De der nu om stunder bekender sig til denne lære, hævder ofte at den bygger på Bibelen og at den således var en kristen lære fra den tidligste tid i kirkens historie.

Dr. theol. Alvan Lamson har imidlertid undersøgt beviserne for dette synspunkt. Han har navnlig søgt at fastslå hvorvidt Justinus Martyr og andre tidlige skribenter godtog og fremholdt denne lære. Dr. Lamson siger:

„De oprindelige og karakteristiske træk ved Logoslæren, sådan som de lærde kirkefædre fra det andet og tredje århundrede fremholdt den, finder vi ikke i de jødiske skrifter og heller ikke i Jesu og hans apostles lære, men hos Filon [en jødisk filosof som levede i det første århundrede e.v.t.] og hos de alexandrinske platonikere. I overensstemmelse med dette syn hævder vi at treenighedslæren blev udformet gradvis og på et forholdsvis sent tidspunkt. Vi hævder også at den stammer fra en kilde som ikke har noget med de jødiske og de kristne skrifter at gøre, at den udviklede sig og blev indpodet i kristendommen af kirkefædre som forfægtede Platons ideer, at det på Justinus’ tid [cirka 100-165 e.v.t.] og lang tid derefter var en almindeligt udbredt lære at Sønnen havde en særskilt natur og underordnet stilling, samt at kun de første skyggeagtige konturer af treenighedslæren da var blevet synlige.“ — The Church of the First Three Centuries, side 34.