Vær sen til vrede
„Et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud.“ — Jak. 1:20.
1. Hvorfor virker Guds vrede ikke det som er uret, og hvordan sætter Jehova eksemplet?
VREDE er ikke i sig selv noget ondt. Jehovas vrede er den aldeles retfærdige Guds berettigede reaktion på synd, ondskab og enhver form for uretfærdighed. „For sådanne synders skyld kommer Guds vrede over ulydighedens børn.“ (Ef. 5:6) Guds vrede er fuldkommen under kontrol af hans egenskaber retfærdighed, visdom, kærlighed og magt. „Jehova er sen til vrede“ — dette bekræfter profeterne Nahum, Joel og Jonas. Salmisten siger: „Jehova er nådig og barmhjertig, sen til vrede.“ Og Jehova giver selv denne beskrivelse i Anden Mosebog 34:6 (NW): „Jehova gik forbi [Moses’] åsyn og erklærede: ’Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på miskundhed.’“ Jehova sætter således eksemplet med hensyn til at være sen til vrede. — Nah. 1:3; Joel 2:13; Jon. 4:2, AS; Sl. 145:8, NW.
2. Hvorfor er det vigtigt for ufuldkomne mennesker at være sene til vrede?
2 Det er derfor på sin plads at Gud forlanger at vi er sene til vrede. Den inspirerede bibelskribent Jakob forklarer i sit brev grunden til at det er særlig vigtigt for ufuldkomne mennesker at være sene til vrede: „Thi et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud.“ Af mange grunde er dette rigtigt. Menneskets vrede vækkes ofte uden tilstrækkelig grund; tit står vreden slet ikke i noget rimeligt forhold til årsagen, hvis der overhovedet er en årsag. Mennesket er tilbøjeligt til at lade sin vrede udfolde sig uden tanke for følgerne; derfor kan vrede få et menneske til at forvolde al mulig skade. Når mennesker bliver vrede mister de ofte selvbeherskelsen — får heftige raserianfald og gribes af voldsom hidsighed, og noget sådant henregnes til de uretfærdige ting i forbindelse med hvilke Bibelen siger: „De, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ Nej, et menneskes vrede hjælper det ikke til at leve efter de retfærdige normer Gud har fastsat. — Jak. 1:20; Gal. 5:20, 21.
3. Hvad er resultatet af hidsighed?
3 Det kristne vidne for Jehova er derfor dybt interesseret i at være sen til vrede for at det kan vinde den retfærdige Guds godkendelse. „Retfærdig er HERREN [Jehova] på alle sine veje,“ og hans vredestilkendegivelse er derfor retfærdig. Men når et menneske handler i vrede udvirker det som regel ikke guddommelig retfærdighed; nej, et ophidset menneske gør sædvanligvis noget som det senere fortryder. Den guddommelige regel står fast: „Tåben buser sorgløs på. Den hidsige bærer sig tåbeligt ad.“ Vi kan næppe have undgået at lægge mærke til at mænd og kvinder som regel virker latterlige når de bliver hidsige. Dette skulle gøre et dybt indtryk på os. Ikke alene virker den hidsige dåragtig i andres øjne, men resultatet af hans handlinger bliver også dårskab. De der er hidsige skader ofte andre, enten fordi de slår dem med munden eller fordi de slår dem bogstaveligt. Et menneskes vrede er altså tilbøjelig til at være selvisk og skadelig. — Sl. 145:17; Ordsp. 14:16, 17.
4. (a) Hvad er indignation, og hvem gav et eksempel på hvordan den med rette vises? (b) Hvorfor er det forstandigt ikke engang straks at give luft for sin harme?
4 Uselvisk, retfærdig vrede kalder vi harme eller indignation. Når ens samvittighed er blevet opøvet i overensstemmelse med Guds retfærdige love reagerer den uvilkårligt over for alt hvad der er forkert eller ondt i Guds øjne. Jesu indignation resulterede i fast og afgjort tale og handling, der udvirkede Guds retfærdighed. (Matt. 3:5; Joh. 2:14-17) Kristus Jesus havde altid sin retfærdige vrede under kontrol; den var altid baseret på sandhed og retfærdighed. Men ufuldkomne menneskers harme kan føre til uretfærdighed hvis den skyldes misforståelse og et forkert ræsonnement. Da Jesus var i Betania var der en kvinde som udgød vellugtende salve på hans hoved. „Derover harmedes nogle og sagde til hverandre: ’Hvad skal det til at ødsle sådan med salven? Den salve kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og være givet til de fattige.’ Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: ’Lad hende være, hvorfor volder I hende bryderi? En god gerning har hun gjort imod mig.’“ Jesus fortsatte med at forklare hvorfor det var med urette at deres harme var vakt. Selv i tilfælde af menneskelig harme kan man altså lægge visdom for dagen ved ikke straks at give luft for den men lade alle kendsgerninger og omstændigheder komme frem til overvejelse. — Mark. 14:3-9.
5. På hvilken måde må et menneske forandre sig efter at det er kommet til kundskab om Guds sandhed?
5 Før et menneske bliver bekendt med den guddommelige vilje er det ofte hurtigt til vrede, ja har måske tit heftige vredesanfald der medfører smudsig tale og voldsomme handlinger. „Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville.“ Efter at man er kommet til kundskab om Jehovas retfærdige vilje må man forandre sig. Guds ord befaler kristne: „Nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot, skamløs snak af jeres mund.“ Læg mærke til hvilken uretfærdigheder sættes i nær forbindelse med vrede og hidsighed — „ondskab, spot, skamløs snak“. Hvor vigtigt derfor at forandre sig så man ikke længere er snar til vrede men sen til vrede! — Ef. 2:3; Kol. 3:8.
Hvordan man ifører sig den nye personlighed
6. (a) Hvad er det at være sen til vrede en del af, og hvilken væsentlig forandring må der ske med dem der søger Guds godkendelse? (b) Hvorfor er den nye personlighed ikke en karakterudvikling der kun genspejler sig i det ydre?
6 At være sen til vrede er en del af det kendemærke som Bibelen kalder „den nye personlighed“. Apostelen beskriver den forandring der må ske med dem der søger guddommelig godkendelse: „I skulle aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves ved sine bedrageriske lyster; men I skulle fornys i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje.“ Det er Guds vilje at denne forandring sker. Guds ånd er den kraft ved hvilken man fornyr sit sind, den kraft ens sind må drives af. Nøjagtig kundskab om den guddommelige vilje spiller også en vigtig rolle når denne forandring skal gennemføres: „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og ifør jer den nye personlighed der gennem nøjagtig kundskab er ved at fornys efter billedet af den som skabte den.“ Den „nye personlighed“ er ikke en smuk maske man trækker over „den gamle personlighed“. Den „nye personlighed“ er ikke karakterudvikling, ved hvilken man udvikler ydre pæne manerer men i det indre stadig er den samme „gamle personlighed“, idet ens sind ikke virkelig er blevet fornyet i overensstemmelse med Guds ånd og vilje. Den „nye personlighed“ er fri for uoprigtighed og hykleri. Den er ægte. Den er ikke den „gamle personlighed“ i forklædning. Den som har iført sig den giver af hjertet bevis for at han frembringer Guds ånds frugter: „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, godhjertethed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.“ — Ef. 4:22-24; Kol. 3:9, 10; Gal. 5:22, 23, NW.
7. Hvordan betragter nogle verdslige mennesker den nye personlighed, og hvorfor er deres forståelse forkert?
7 Det er ikke umuligt at foretage den forandring Gud kræver. Nogle mennesker er skeptiske, især de der ikke er tilsluttet Jehovas vidner. Mange af de mennesker der har skrevet artikler om den nye verdens samfund af Jehovas vidner, betragter dette spørgsmål om at tildanne sindet efter Guds vilje som var det blot en skøn teori. De fatter ikke den åndelige betydning, bevæggrunden. De forstår ikke den nøjagtige kundskabs kraft, Guds ånds kraft, og den kraft der ligger i en indvielse til Gud til at gøre hans vilje. Sandheden om den „nye personlighed“ er at den ikke er teori; den er overhovedet ikke skabt af mennesker. „Den nye personlighed,“ sagde Paulus, „blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje.“ — Ef. 4:24, NW.
8. Hvorfor er det ikke umuligt at forandre sig og iføre sig en ny personlighed, og gør Gud nogen undtagelse for dem der er født med et hidsigt temperament?
8 Guds ord er ikke skrevet ud fra den tanke at en forandring er umulig. Det er skrevet ud fra den tanke at en forandring kan og må ske. Gud godtager ikke den undskyldning som en navnkristen måske vil fremføre: „Jamen, jeg har altid haft et hidsigt sind; sådan er mit temperament; det kan jeg ikke lave om på nu.“ I Efeserne 4:31, hvor apostelen fremsætter Guds vilje, gør han ingen undtagelse for dem som på grund af deres temperament har tendens til at blive hidsige. Han siger tydeligt hvad der er Guds vilje: „Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab!“ Den almindelige opfattelse, at et opfarende og hidsigt sind er et nedarvet træk som ikke kan betvinges eller forandres, er altså forkert. Der gives talrige eksempler på at forandringen er mulig. Tusinder af mennesker inden for den nye verdens samfund af Jehovas vidner havde tidligere et hidsigt sind; i dag er de ’sene til vrede’. De har i sandhed iført sig den „nye personlighed“, og de ved at Bibelen ikke er skrevet ud fra den tanke at vi umuligt kan forandre os, men ud fra den tanke at vi kan.
9. Hvordan forandrer man sig og ifører sig den nye personlighed?
9 Hvad skal man gøre for at forandre sig? Man skal søge nøjagtig kundskab om Guds ord. Dette fordrer at man foretager et personligt studium af Bibelen. Det kræver at man kommer sammen med dem der gør Guds vilje og som har iført sig den „nye personlighed“. Ved at overvære Jehovas vidners menighedsmøder bliver man bestandig opbygget åndeligt, hvilket sætter en i stand til at gøre fremskridt med hensyn til at iføre sig den „nye personlighed“. Ganske vist tager det tid at blive en ny personlighed, men dersom man beslutter sig til at gøre de nødvendige forandringer, opnår man også Guds godkendelse og hjælp. Bed om at Guds ånd må være dit sinds drivkraft.
10. Hvordan berøres fred og enhed af et hidsigt sind, og hvorfor er det vigtigt for dem der tilslutter sig den nye verdens samfund at iføre sig den nye personlighed?
10 Husk også at „rasende mand vækker strid“, men at „en der er sen til vrede“ derimod „får strid til at dø hen“. (Ordsp. 15:18, NW) Eftersom fred og enhed må være fremherskende i Jehovas organisation, er der ikke plads for dem der lader deres hidsige sind vække strid og vanskeligheder blandt Guds folk. Hvis en der har tilsluttet sig den nye verdens samfund fortsat tillader sit ubeherskede sind at vække strid, vil Jehovas engle gribe ind over for en sådan synder og fjerne ham fra Guds organisation. Det er en alvorlig sag at modstå Guds vilje og ånd ved at nægte at iføre sig den „nye personlighed“.
Menneskets vrede fører til uretfærdighed
11, 12. Hvorfor fordømmer Guds ord hidsighed, og hvordan viser eksempler i Bibelen og i aviserne hvor viist det er at følge den guddommelige lov?
11 Guds ord fjerner årsagen til megen ondskab ved at opstille love imod vredladenhed. Et enkelt blik på avisernes forside fortæller os at menneskers vrede let forenes med ønsket om at skade andre eller at tilføje dem smerte. Hvilke voldshandlinger kan et hidsigt sind ikke forårsage når man tager i betragtning at et menneske der bliver ophidset samtidig plejer at miste selvbeherskelsen! Aviserne fortæller ofte om slagsmål og drab der er forårsaget af hidsighed. En avis skrev for nylig om en dreng der dræbte sin moder „i et raserianfald“, fordi hun forbød ham at bruge telefonen. Hvor mange mord er ikke blevet begået i et anfald af vrede! Utallige. Ikke sjældent læser man i aviserne om at en har myrdet sin ægtefælle — fordi vedkommende mistede selvbeherskelsen i et vredesanfald. Bibelen fortæller at „Kain blev . . . såre vred“. Følgen blev at han myrdede sin broder. Kong Saul kastede et spyd efter sin egen søn Jonatan. „Sauls vrede [blussede] op imod Jonatan, . . . da kastede Saul spydet efter ham for at ramme ham.“ Ikke så mærkeligt at Bibelen fordømmer det hidsige sind og vredesanfald og befaler kristne at lade al hidsighed og vrede være fjernt fra dem som i det hele al ondskab. — 1 Mos. 4:5; 1 Sam. 20:30, 33.
12 Verdslige lovgivere udsteder love der forbyder mord, men de opstiller ikke love der forbyder anfald af vrede eller hidsighed. Men Guds lov forbyder noget sådant. Derfor trænger den guddommelige lov ind til selve årsagen til den megen ondskab.
13. Hvorfor rækker den lov Kristus Jesus fastsatte langt videre end Moseloven, og hvilken fare opstår hvis man bliver ved med at være vred på sin broder?
13 Moseloven forbød mord, men den lov Kristus Jesus fastsatte rækker langt videre: „I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen.’ Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred [bliver ved med at være vred, NW] på sin broder, er skyldig for domstolen.“ (Matt. 5:21, 22) Man kan have gode grunde til at blive vred, men hvis man bliver ved med at være vred på sin broder kan det føre til at man synder, for lang tids vrede kan gøre én hævngerrig. Derfor befaler Guds ord: „Bliver I vrede, da syred ikke; lad ikke solen gå ned over jeres vrede; giv ikke heller Djævelen råderum!“ Dersom vi sover på vrede, nærer vi den og holder den ved lige — dette giver så at sige Djævelen en chance, og vi falder måske i kløerne på ham, for „et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud“. Det er ikke alene det hidsige sind der leder til synd, det samme sker hvis man nærer sin vrede, lader den småkoge og man til sidst bliver hævngerrig. „Gengæld ikke nogen ondt med ondt,“ siger Guds ord. „Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede.“ — Ef. 4:26, 27; Jak. 1:20; Rom. 12:17, 19.
Fejlagtige opfattelser
14. Hvilken fejlagtig opfattelse har nogle angående det hidsige sind, og hvorfor er en sådan opfattelse fejlagtig?
14 Der gives mange fejlagtige opfattelser angående menneskets vrede. At give efter for et hidsigt sind, for eksempel, regnes undertiden for bevis på en stærk personlighed. Nogle mennesker mener måske at et opfarende temperament er bevis på styrke. Hvor dåragtigt! Når et menneske får et vredesanfald siger man at det taber besindelsen. Det mister i virkeligheden selvbeherskelsen. Hvordan kan et menneske besidde virkelig styrke når det mangler selvbeherskelse? Jo, det har styrke, men den er ødelæggende, nedbrydende, dødbringende. En stærk feltherre kan indtage en by, men mangler han selvbeherskelse kan han bringe ødelæggelse over byen ved sine dåragtige raserianfald. Men hvad er så virkelig styrke og magt? Guds ord svarer: „Større end helt er sindig mand, større at styre sit sind end at tage en stad.“ At være sindig eller sen til vrede er styrke — en styrke der overgår en mægtig krigers. Den der behersker sit sind er stærk, den der taber besindelsen er det ikke. Vredesanfald fordriver ikke alene fornuft og selvbeherskelse, men kaster dem også på porten og stænger for dem. Vredesanfald og raseri bør ikke betragtes som styrke eller harme. — Ordsp. 16:32.
15. Hvorfor er der tilfælde hvor harme er på sin plads, og er den hidsige mere indigneret end den der er sen til vrede?
15 Der er naturligvis tilfælde hvor harme og den handlingsreaktion den fremkalder er på sin plads, som Jesus viste det over for vekselererne i templet. (Joh. 2:13-17) Der er tilfælde hvor det ville være forkert ikke at blive indigneret, ja hvor det ville røbe sympati for det urette eller en sløv frygt for følgen af at gøre indsigelser. Men blot fordi et menneske får et anfald af vrede betyder det ikke at det er mere indigneret end et andet der er sent til vrede. Et menneske der ejer selvbeherskelse nærer måske dobbelt så stærke følelser, men det behersker dem, ligesom eksplosioner i en benzinmotor beherskes, og dirigerer dem til at gøre det rette.
16. Hvorfor må tilsynsmænd være sene til vrede?
16 Eftersom menneskets vrede ikke bærer en frugt der er antagelig i Guds øjne, må tilsynsmændene over Guds folk sætte det rette eksempel. De må være sene til vrede, sene til at tage anstød. Det hidsige sind er et tegn på svaghed. Det er den form for svaghed der gør én uegnet til et tilsynsembede i Guds menighed. Hvis en broder ikke har lært at beherske sit sind kan man ikke betro ham hvervet som tilsynsmand over Jehovas hjord. „En tilsynsmand skal som Guds husholder være en mand der ikke er noget at klage på, ikke selvrådig, ikke hastig til vrede, . . . men en som . . . kan beherske sig.“ (Tit. 1:7, 8, NW) Hvis en tilsynsmand var hastig til vrede kunne han skabe vanskeligheder og uenighed i en menighed, ja han kunne forårsage dens opløsning. De som er snare til vrede betegnes af Guds ord som uegnede; de er for svage til at blive tilsynsmænd.
17, 18. Hvad mener nogle angående voldsomme vredesudbrud, og hvorfor tager de fejl, både ud fra et åndeligt og et fysisk synspunkt?
17 Nogle mennesker tror at man ved at give sin vrede frit løb får udløsning for noget dårligt og befrier sig for undertrykte følelser. Det er ikke sandt. Hvad så om psykiatere i verden mener at det kan være godt for et menneske at give sine følelser luft på denne måde? Kristne bør lade Guds ord, ikke menneskers teorier, være bestemmende for deres opførsel. Jehovas ord har intet godt at sige om dem der lader deres vrede få frit løb, ej heller siger det at sådanne handlinger udvirker noget godt.
18 Heller ikke i fysisk henseende har vredesanfald nogen god virkning. Menneskets Skaber siger: „Glad hjerte er godt for legemet, nedslået sind suger marv af benene.“ (Ordsp. 17:22) Et menneske der er optændt af vrede følelser, nag og hævngerrighed skader kun sig selv. Flere og flere læger erkender dette skadelige moment. I Your Body and Your Mind [Deres legeme og Deres sind] skriver dr. Frank G. Slaughter: „Undersøgelser foretaget af de to læger B. Mittelman og H. G. Wolff har vist at nag og vrede hos mavesårspatienter bevirkede forøget afsondring af meget sur mavesaft, en bemærkelsesværdig forøgelse af mavens sammentrækninger, og en almindelig forøgelse af blodstrømmen gennem mavens og tolvfingertarmens slimhinde. . . . Eftersom disse forandringer almindeligvis er forbundet med stærkere mavesårssymptomer, forårsagede nag altså i virkeligheden akut smerte. . . . mavens slimhinde er finfølende og beskadiges let, og er normalt dækket af et beskyttende lag slim der hindrer at mavesækken opløses af saltsyren som ustandselig bader den. Ved undersøgelser af den normale mavesæk viste det sig at en stor del af slimlaget vaskedes bort når forøget syreafsondring indtraf som følge af følelsesmæssige svingninger. Små blødninger og ligefrem brud på mavens og tolvfingertarmens slimhinder forekom også jævnligt. Her har vi altså alle de faktorer der er nødvendige for at fremkalde mavesår; dersom de forekommer tilstrækkelig ofte vil de utvivlsomt også gøre det.“
19. Hvilken visdom har hjertespecialister fundet i den bibelske formaning: „Tæm din harme, lad vreden fare“?
19 Men vrede og raseri kan få langt alvorligere følger end den skade man måske forvolder sin mave. „Et roligt hjerte er den kødelige organismes liv,“ siger Bibelen. (Ordsp. 14:30, NW) Syv hjertespecialister har givet råd om hvordan man undgår pludselige hjerteanfald. De sagde at man skulle holde sit hjerte i ro og undgå vrede og raseri. En af lægerne, dr. Harry Gold, professor i klinisk farmakologi ved Cornell universitetets medicinske fakultet, sagde, som refereret i New York Times for den 1. december 1955: „Vi må overbevise vore patienter om at den heftighed og vrede der får dem til at ønske at slå en eller anden ihjel, i virkeligheden gør lige det modsatte — den slår dem selv ihjel.“ Hjertespecialister som således advarede mod vrede og raseri har måske haft den berømte skotske kirurg John Hunter i tanke. Han fik et hjerteanfald der nær havde taget livet af ham. Som læge vidste han hvor stor indvirkning følelserne havde på hjertet. Da han var kommet over sit hjerteanfald sagde han: „Mit liv er i kløerne på en eller anden slyngel der finder på at plage og drille mig!“ Alligevel var han ikke i stand til at beherske sit sind, og en dag da en anden læge sagde ham imod mistede han i et raserianfald sin selvbeherskelse; han fik et hjerteanfald der gjorde ende på hans liv. Hvor viist at følge det råd som menneskets Skaber giver: „Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm.“ — Sl. 37:8.
20. Hvordan beskriver Guds ord det menneske der giver sin vrede frit løb, og hvilken fare er der ved at omgås sådanne mennesker?
20 Hvor dåragtigt at mene at man ved at miste selvbeherskelsen i et anfald af vrede på en god måde får udløsning for undertrykte følelser! „Som åben by uden mur er en mand, der ikke kan styre sit sind.“ (Ordsp. 25:28) Guds ord er altså ikke enigt med dem der mener at et hidsigt sind undertiden kan være bevis på en stærk personlighed og at det er godt at slippe undertrykte følelser løs i et anfald af vrede. Vredeseksplosioner renser ikke atmosfæren; de forgifter den. Giften kan smitte andre, derfor advarer Jehova: „Vær ej ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen mand, at du ikke skal lære hans stier og hente en snare for din sjæl.“ — Ordsp. 22:24, 25.
21. Hvad er den vigtigste grund til at kristne er sene til vrede, og hvordan viser Bibelen at dette er visdommens vej?
21 Det er ikke blot for at undgå at skade sit eget helbred at en kristen undlader at være hurtig til vrede. Han er først og fremmest interesseret i at gøre Guds vilje, at leve i overensstemmelse med de retfærdige principper der står at læse i Bibelen. Nogle mennesker skammer sig måske ikke over deres hidsige sind og er måske endda stolte af det, men den kristne følger visdommens vej og er sen til vrede: „Mand med forstand er koldblodig.“ „En tåbe slipper al sin voldsomhed løs, vismand stiller den omsider.“ „Den der er sen til vrede er rig på skelneevne, men en der er utålmodig ophøjer dårskab.“ (NW) — Ordsp. 17:27; 29:11; 14:29.
22, 23. (a) Hvad værnes vi imod hvis vi er sene til vrede? (b) Hvad er nødvendigt for at man kan helbrede et hidsigt sind?
22 At være sen til vrede indebærer også at være sen til at blive fornærmet. Dette værner os mod at blive sure — mod at tage bagateller alt for højtideligt, tillægge dem langt større betydning end de i virkeligheden har. Den nye personlighed kan ikke være, og er ikke, udstyret med et overfølsomt sind, et sind der er parat til at fare op i raseri over indbildte eller virkelige fornærmelser. Nej, den nye personlighed der er skabt i overensstemmelse med Guds vilje, bliver ikke så let fornærmet: „Vær ikke hurtig i din ånd til at blive fornærmet, thi fornærmelse er det som bor i de dummes bryst.“ (Præd. 7:9, NW) Hvis vi virkelig møder uvenlighed, fejler vi alligevel i Guds øjne hvis vi er hurtige til at blive fornærmede, snare til at blive vrede: „Klogskab gør mennesket sindigt, hans ære er at overse brøde.“ — Ordsp. 19:11.
23 Men hvordan helbreder man så et hidsigt sind? På samme måde som man helbreder et øre der ikke er snart til at høre og en tunge der ikke er sen til at tale. Det der må til er et afgjort ønske om at gøre Guds vilje og at vinde Guds godkendelse. Mennesker der nærer dette ønske vil iføre sig den nye personlighed og ’stræbe efter at komme til at stå uplettet og dadelfri for ham i fred’. — 2 Pet. 3:14.