Utålmodighed kan koste dig livet
„UTÅLMODIGHED kostede ham livet.“ Sådan lød den fængende overskrift til en kort artikel i den tyske avis Süddeutsche Zeitung den 16. oktober 1978. Den stædige tuden fra et bilhorn foran de sænkede bomme ved en jernbaneoverskæring fik en ung kvindelig ledvogter til at hæve bommene for tidligt, så en utålmodig bilist kunne komme frem. Netop som han var halvvejs ovre, ramte et tog i stærk fart bilen i siden og slæbte den 180 meter hen ad sporene. Artiklen sluttede: „Den 44-årige bilist betalte for sin utålmodighed med sit liv.“
Et drastisk eksempel, ja, men også et der viser hvor farlig utålmodighed kan være. Du har uden tvivl hørt om nogle der har fået tilbagefald efter en alvorlig sygdom, ene og alene fordi de blev utålmodige og stod for tidligt op af sengen eller for hurtigt vendte tilbage til arbejdet. Et tilbagefald kan være særdeles alvorligt. Utålmodige mennesker kan bringe sig selv i vanskeligheder, ja i overhængende fare for at miste livet.
Ordene „tålmodig“ og „tålmodighed“, samt de nært beslægtede „langmodig“ og „langmodighed“, forekommer mere end 30 gange i Bibelen. Et interessant eksempel finder man i Første Tessalonikerbrev 5:14, hvor kristne bliver rådet til at være „langmodige over for alle“. Som Seidelin gengiver det, skal de have „tålmodighed med dem allesammen“. Det er lettere sagt end gjort, siger du? Sandt nok. Men hvorfor er det sådan? Hvad får os til at blive utålmodige?
Grunde til utålmodighed
Utålmodighed kan somme tider skyldes uvidenhed. Den der ikke kender en sag fuldt ud, ser måske ikke nogen grund til at vise tålmodighed. Kender man derimod alle sider af sagen, har man muligvis en anden indstilling. Hvis den utålmodige bilist havde vidst hvor hurtigt toget kørte og hvor nær det var, ville han uden tvivl have vist tålmodighed.
En anden grund til utålmodighed kan være at man tænker for høje tanker om sig selv eller tager sig selv for højtideligt. Meget passende siger Bibelen: „Den der har tålmods ånd, er bedre end den der har hovmods ånd.“ (Præd. 7:8, NW) Den der har „hovmods ånd“ er utålmodig med dem han må vente på eller som sinker ham i hans gøremål. Men er hans tid mere værdifuld end deres? Det synes han som oftest at mene. Den utålmodige er ubetænksom og mangler empati, evnen til at sætte sig i andres sted. Han er hurtig til at kritisere andre for deres svagheder og fejl. Ikke alene er han hovmodig men han mangler også kærlighed.
Uanset hvad grunden er, vil et utålmodigt menneske let handle overilet og tåbeligt. Ja, som Ordsprogene 14:29 siger: „Den sindige er rig på indsigt, den heftige driver det vidt i dårskab.“ Det eksempel der blev taget frem i begyndelsen af artiklen, viser klart hvor tåbelig utålmodighed kan være. Var den utålmodige bilist på vej til noget der var så vigtigt at det ikke kunne have ventet endnu et par minutter? Ventetiden kunne selvfølgelig have forsinket ham i at nå en aftale. Men som det gik, nåede han aldrig nogen aftale i det hele taget! Så hvis du ikke ønsker at bære dig tåbeligt ad, må du lære at være tålmodig.
’Hav tålmodighed med alle’
Hvor ofte bliver folk ikke utålmodige med dem de ikke kender! De kritiserer den måde andre kører på, eller beklager sig over den betjening ekspedienter og tjenere giver dem i butikker og restauranter. Men at være tålmodig over for familiemedlemmer og venner kan somme tider være endnu sværere. En sælger kan hele dagen vise stor tålmodighed for at behage kunderne, blot for, når han kommer hjem om aftenen, at være alt andet end tålmodig over for sin kone og sine børn.
Til tider kan vi endog miste tålmodigheden med os selv. Men det er vigtigt at bevare den, hvis vi ikke skal miste modet på grund af vore begrænsninger og mangler. Er vi utålmodige med os selv, kan vi nemt få den opfattelse at vi kæmper en håbløs kamp, og måske i fortvivlelse opgive vort løb for livet. Det ville være skæbnesvangert.
I spørgsmålet om at iføre sig den kristne personlighed er Bibelen meget realistisk. Selv om den pålægger de kristne at de skal gøre forandringer i deres livsførelse, påstår den ingen steder at disse nødvendige ændringer af personligheden kan klares fra dag til dag. Den giver heller ikke det indtryk at den enkelte vil finde det let at foretage dem. (Kol. 3:5-10) Tag for eksempel den vane at ryge. Nogle der har røget, syntes ikke det var særlig svært at holde op. Men andre har måttet kæmpe en hård kamp før det endelig lykkedes dem at slippe af med vanen. Men deres udholdenhed førte til sidst til et godt resultat; utålmodighed kunne have ført til et hurtigt nederlag.
Toppunktet af tåbelighed er naturligvis at være utålmodig over for Gud. Og dog har man ofte hørt beklagelsen: „Hvis Gud overhovedet vil gøre noget ved ondskaben, er det på tide han gør det nu.“ Bibelen forsikrer os: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Pet. 3:9) Underligt nok er det netop denne tålmodighed fra Guds side der gør os tilbøjelige til at blive utålmodige.
Hvad nu hvis denne tingenes ordning har stået længere end vi engang troede eller håbede den ville? Det har Gud ikke tilladt uden grund; som apostelen Peter også skrev: „Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse.“ (2 Pet. 3:15) Nøjagtig kundskab om Guds hensigt og en ydmyg bedømmelse af vor egen betydning i forhold hertil, vil gøre det muligt for os at bevare tålmodigheden lige så længe som Jehova ønsker at være tålmodig med denne gamle tingenes ordning og dem der hører den til.
Bibelskribenten Jakob opmuntrer de kristne til at være tålmodige, idet han siger: „Vær derfor tålmodige, brødre, indtil Herrens nærværelse. Se! Landmanden bliver ved med at vente på jordens dyrebare frugt, idet han er tålmodig med den, indtil han får tidligregn og sildigregn. I må også være tålmodige; styrk jeres hjerter, for Herrens nærværelse er kommet nær.“ — Jak. 5:7, 8.
Lad os aldrig begå den fejl at være utålmodige over for Gud. Lad os også være på vagt imod at blive utålmodige over for vore åndelige brødre og søstre, vore slægtninge og venner samt fremmede. Som skriftstedet siger: Vi må være langmodige over for alle. Husk at utålmodighed kan koste dig livet!