Spørgsmål fra læserne

● I Ordsprogene 16:4 står der: „Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for ulykkens dag.“ Vil det sige, at Jehova skaber mennesker onde, muligvis for at det skal passe med noget, han har forudbestemt? — D. U., U.S.A.

Jehova skaber ikke mennesker onde, for at de skal passe med læren om forudbestemmelse, thi det er en falsk lære. (Se Vagttaarnet, 15. august og 1. september 1953.) Heller ikke har Jehova skabt de onde eller gudløse for ulykkens dag eller til noget andet formål. At påstå dette ville være i modstrid med 5 Mosebog 32:4, 5 og Prædikeren 7:29, hvor det hedder: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud uden svig, retfærdig og sanddru er han. Skændselsmennesker sveg ham [de har handlet til ødelæggelse for sig selv; de er ikke hans børn, fejlen er deres egen, NW], en forvendt og vanartet slægt.“ „Dog se, det fandt jeg, at Gud skabte menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for [men de har forsøgt sig med mange (syndige) påfund, Le].“

Det samme hebraiske ord, som i Ordsprogene 16:4 er oversat „skabte“, oversættes i Salme 7:13 (KJ) „beskikkede“. „Han beskikkede sine pile mod forfølgerne.“ De er bestemt til at bruges mod fjenderne. Således er også de onde og gudløse beskikket eller bestemt til at tilintetgøres på ulykkens dag, en dag, der vil blive en ulykkesdag for dem, fordi den vil markere deres endeligt; de er ikke mere. Indtil da er de gudløse bestemt til at eksistere som klasse betragtet. Jehova ved, hvorledes han skal reservere dem eller lade dem blive i live, til tiden for hans navns herliggørelse er inde: „Således forstår Herren [Jehova, NW] at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag.“ (2 Pet. 2:9) Denne tanke kommer tydeligt frem i Septuaginta-oversættelsen af Ordsprogene 16:4: „Alle Herrens gerninger er gjort i retfærdighed; og det ugudelige menneske bevogtes til ulykkens dag.“ Ulykkens dag er for de gudløse, og de gudløse er for ulykkens dag.

● Tager Vagttaarnets Selskab imod opfordringer til offentligt at diskutere forskellige religiøse læresætningers overensstemmelse med Bibelen? — J. P., U.S.A.

Der står om Kristus Jesus, at han „efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor“. Han benyttede ikke diskussioner i sin fremgangsmåde. Traf det sig under begivenhedernes forløb, at han stod over for sine modstandere, hans tids religiøse ledere, indlod han sig i diskussion med dem, gendrev deres falske læresætninger og forsvarede og forkyndte Jehovas ords sandhed. Men han aftalte ikke sådanne møder eller sammenkomster forud. Med hensyn til, hvorledes de falske religiøse ledere skulle behandles, gav han sine disciple følgende råd: „Lad dem kun være! de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ Jesus foregik os med et eksempel ved at forkynde for skarer, der havde samlet sig på offentlige steder; men den vigtigste vejledning han gav sine disciple angik forkyndelsen ved folks døre. Med dette som forbillede lægger Jehovas vidner i dag mest vægt på denne forkyndelsesmåde, idet de desuden benytter de øvrige af Jesu og apostlenes metoder. — 1 Pet. 2:21; Matt. 15:14; 10:5-15; Ap. G. 5:42; 20:20.

I almindelighed er det sådan, at de, der ønsker at diskutere, er mere interesseret i at vække opmærksomhed og gøre reklame for sig selv end i at få sandheden frem. Det er ikke nødvendigvis sandheden, der hilses med bifaldsråb af dem, som lytter til en diskussion. Større forsamlinger er ikke altid fornuftige. De lader sig lede af svulstige talemåder og ydre veltalenhed, der snarere appellerer til følelserne end til forstanden. I en diskussion fremholdes der lige så mange vildfarelser som sandheder, og ved at der spilles på følelser og personlige fordomme vil den endelige konklusion for mange tilhøreres vedkommende falde ud til fordel for vildfarelsen. I en diskussions spændte atmosfære bliver fornuften og logikken ofte ignoreret, undtagen af den, der har Jehovas ånd. En juridisk og logisk trænet hjerne kan adskille følelser fra kendsgerninger og vurdere rigtigt, men i almindelighed er en tilhørerskare ikke i stand hertil. Der behøves en mere rolig atmosfære til uhildet tænkning. Begge parter synes som regel, at de har vundet diskussionen, og ofte føler de, der var neutrale eller upartiske, sig mere forvirrede efter end før en sådan diskussion.

Skal vi afgøre, om en lære er i overensstemmelse med Bibelen, må vi vende os til Bibelen og undersøge alle de skriftsteder, der angår det emne, der er under overvejelse. Det ideelle sted at gøre dette er i et hjem med to eller få deltagere siddende omkring et bord med åbne bibler, mens de roligt og lidenskabsløst undersøger beviserne, thi „forvis jer om alt, hold fast ved det rette“. (1 Tess. 5:21, NW) Hvis nogen er i tvivl med hensyn til en læresætning, kan han få en præst fra et trossamfund, der tror på den, til at komme hjem til sig og diskutere spørgsmålet. Den næste aften kan han hidkalde en præst fra et samfund, der siger, det er en falsk læresætning. Eller han kan endogså have en præst fra begge samfund i sit hjem på samme aften og stille spørgsmål og lytte til diskussionen. På den måde vil der sandsynligvis blive lyttet mere roligt og opmærksomt til såvel sandheden som vildfarelsen. Alvorlige mennesker, der oprigtigt søger efter sandheden, vil se fordelene ved denne metode, hvorimod de, de er interesseret