Varige goder ved at hele familien lever efter Bibelen
1. Hvad vidner om at millioner af mennesker har alvorlige vanskeligheder i familien?
VI SER i dag vidnesbyrd omkring os om at millioner af mænd, kvinder og børn har svære vanskeligheder i forbindelse med at leve sammen i de enkelte familier. I mange lande øges antallet af separationer, skilsmisser og opløste hjem faretruende. Der er et betydeligt antal ægtefolk som — skønt de stadig bor i samme hus eller samme lejlighed — kun lige tåler hinandens tilstedeværelse. Ægtemænd, hustruer og børn har ofte meget lidt tilfælles. Hvert familiemedlem går sine egne veje. Er det derfor ikke åbenbart at folk overalt har brug for en god og pålidelig vejledning?
2. Hvad er et af hovedformålene med Bibelen?
2 Et af hovedformålene med Bibelen er at den skal give leveregler som vil være til varig gavn for dem der følger dem. Der findes ingen side af tilværelsen hvor man ikke med fordel kan følge den vejledning Bibelen giver. „Hele Skriften er . . . gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Tim. 3:16, 17.
3. Hvorfor kan vi sige at den vejledning Bibelen giver er realistisk?
3 Den vejledning Bibelen giver er i høj grad realistisk. Den giver os ikke det indtryk at man ingen problemer har når man prøver at følge dens vejledning. Nej, den anerkender at der vil være problemer. Men den lader det ikke være ved det, og anbefaler ikke at vi blot accepterer forholdene som de er uden at foruroliges over dem. Bibelen viser hvad vi positivt kan gøre for at overvinde problemerne og opnå et godt forhold til vore medmennesker, vor egen familie indbefattet.
Bibelens norm for ægteskabet
4. Hvem har indstiftet ægteskabet, og hvad var hans hensigt med denne ordning?
4 I Bibelens allerførste bog får vi at vide at Jehova Gud er ægteskabets indstifter. (1 Mos. 2:22-24) Eftersom Gud er kærlighed, var det hans hensigt at ægteskabet skulle bidrage til både ægtemandens og hustruens lykke samt udgøre en stabil ordning hvorunder børnene kunne opdrages. Ægteskabet skulle være en permanent forbindelse, sådan som det fremgår af hvad Jesus Kristus sagde til nogle farisæere der havde stillet ham et spørgsmål angående skilsmisse: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Matt. 19:4-6) Det er indlysende at meget af den fortræd som skilsmisser og opløste hjem har været årsag til, kunne have været undgået hvis man havde haft respekt for denne oprindelige norm for ægteskabet.
5. Hvorfor tillod den lov Gud gav israelitterne, flerkoneri, samt skilsmisse af andre grunde end utroskab?
5 Den omstændighed at Jehova Gud tolererede flerkoneri blandt israelitterne, samt skilsmisse af andre grunde end ægteskabelig utroskab, betød ikke at han havde opgivet sin oprindelige norm for ægteskabet. På det tidspunkt da loven blev givet ved Moses var flerkoneri og skilsmisse blevet almindelig praksis, og da Jehova Gud kendte israelitternes tilbøjeligheder, gav han i sin visdom sådanne forordninger som bedst kunne forhindre misligholdelse under de daværende forhold. Dette påpegede Jesus Kristus da han sagde: „Af hensyn til jeres hårdhjertethed har Moses gjort jer den indrømmelse at I kan skille jer fra jeres hustruer, men sådan har det ikke været fra begyndelsen.“ — Matt. 19:8.
6. Hvordan reagerede Jesu disciple da de hørte at den oprindelige norm for ægteskabet skulle gælde, og hvad var grunden?
6 Det fremgik imidlertid af Jesu ord at Guds oprindelige norm for ægteskabet skulle gælde for de kristne, hans disciple. Hvordan reagerede disse? Forstod de at dette var den bedste ordning? Deres ord viser at de ikke havde et helt ligevægtigt syn på sagen. De sagde: „Hvis dette er mandens stilling i forhold til hustruen, er det ikke tilrådeligt at gifte sig.“ (Matt. 19:10) Disciplene var klar over de problemer der kunne opstå i ægteskabet som følge af menneskelig ufuldkommenhed. Derfor mente de at den enlige stand ville være bedre end at risikere for evigt at være bundet til en ægtefælle som det ville være meget svært at gå i spand med. Jesus Kristus, derimod, fordømte ikke ægteskabet da han anbefalede den ugifte stand. — Matt. 19:11, 12.
7. Hvorfor er det rigtigt at se alvorligt på ægteskabet?
7 Det var imidlertid ikke forkert af Jesu disciple at se så alvorligt på den oprindelige norm for ægteskabet. Ægteskab blandt ufuldkomne mennesker har sine negative sider. Bibelen siger ligeud til dem der beslutter at gifte sig at de vil få „trængsel i kødet“. (1 Kor. 7:28) Ægteskabet fører ansvar, forpligtelser og bekymringer med sig. (1 Kor. 7:32-35) For eksempel kan sygdom og ulykkestilfælde lægge en stor byrde på en families medlemmer.
8. Hvad bør de der tænker på at gifte sig gøre hvis de har det bibelske syn på ægteskabet, og hvilke sørgelige følger kan derved undgås?
8 Den der lader sig lede af Bibelen bør derfor forstå at ægteskabet er noget som manden og kvinden må forberede sig på mentalt og følelsesmæssigt. De der tænker på at gifte sig bør betragte sig selv nøjere. Vil de egne sig som gode ægtemænd og fædre, som gode hustruer og mødre? De bør på forhånd søge at gøre sig de vigtigste svagheder klart hos den de ønsker at gifte sig med, og spørge sig selv om de et helt liv igennem vil kunne bære over med disse svagheder i kærlighed og forståelse. De bør også spørge sig selv om de er villige til at bringe personlige ofre og gøre alt hvad der står i deres magt for at bidrage til deres tilkommende ægtefælles lykke. Mange mænd og kvinder kunne have sparet sig selv og deres ægtefælle for megen sorg og smerte hvis de havde taget Bibelens ord om hvad ægtefolk kan og bør forvente, alvorligt. I stedet for at styrte sig ud i noget som de ikke var forberedt til, burde de have ventet indtil de var egnede til at påtage sig ægteskabets forpligtelser og havde den fornødne dømmekraft til at vælge sig en livsledsager. Det ville have været til varig gavn for dem.
9. Hvad siger Bibelen med hensyn til om det er muligt for ufuldkomne mennesker at opnå lykke i ægteskabet?
9 Selv om Bibelen anerkender at ægteskabet har sine negative sider, betyder det dog ikke at ægteskab blandt ufuldkomne mennesker ikke kan blive lykkeligt. Tværtimod. Bibelen viser også at en god hustru, for eksempel, er af stor værdi for en mand, til stor velsignelse for ham. Vi læser: „Har man fundet en god hustru? Da har man fundet noget godt og man opnår god vilje fra Jehova.“ (Ordsp. 18:22, NW) „Hvo finder en duelig hustru? Hendes værd står langt over perlers.“ (Ordsp. 31:10) Bibelen giver også ægtemanden følgende opmuntring: „Glæd dig ved din ungdoms hustru.“ (Ordsp. 5:18) Trods ufuldkommenhed kan ægtefolk finde tilfredshed og glæde i forholdet til hinanden, især hvis de søger at følge de bibelske principper.
Ægtemandens rolle
10. Hvad indbefatter det at ægtemanden leder familien efter Jesu Kristi eksempel?
10 Bibelen opfordrer ægtemænd til at efterligne Jesu Kristi fuldkomne eksempel i deres stilling som familiens overhoved. At de indtager denne stilling giver dem ikke ret til at dominere over hustruen som om hun indtog en lavere eller ringere stilling end de. Tværtimod forpligter det dem til at være selvopofrende i deres kærlighed til hustruen og sætte hendes velfærd og interesser over deres egne personlige ønsker. „I mænd,“ skrev den inspirerede apostel Paulus, „elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Ef. 5:25) Den måde Kristus Jesus leder menigheden på er på ingen måde grusom eller tyrannisk. Hans selvopofrende kærlighed i forening med hans tro på og tillid til menighedens medlemmer „tvinger“ dem i virkeligheden til at vise ham en lige så stor kærlighed og gøre deres yderste for at behage ham. — 2 Kor. 5:14, 15; jævnfør Første Johannesbrev 5:2, 3.
11. Hvordan kan ægtemænd vise at de elsker deres hustruer som deres egne legemer?
11 For nærmere at belyse den kærlighed ægtemænd bør vise deres hustruer, siger apostelen Paulus videre: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det, ligesom også Messias plejer menigheden.“ (Ef. 5:28, 29) Ingen ægtemand underkender som regel sine egne færdigheder, giver det udseende af ikke at du til noget eller er brutal mod sit eget legeme og tilsidesætter legemets behov for hvile og vederkvægelse. Ingen ægtemand ønsker at gå for at være „uduelig“, men vil gerne have et godt omdømme i andres øjne. Vil han følge den bibelske anvisning, må han derfor vise sin hustru den samme ære og det samme hensyn som han viser sig selv.
12. Hvad er nødvendigt for at en ægtemand kan ’vise sin hustru ære som et svagere kar’?
12 Hvis en ægtemand skal elske sin hustru som han elsker sig selv, må han kende hende godt. Det er netop hvad Bibelen siger, henvendt til ægtemænd: „I mænd skal . . . blive ved med at leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som et svagere kar, det kvindelige.“ (1 Pet. 3:7) Når en ægtemand kender sin hustrus følelser og begrænsninger — både i fysisk, følelsesmæssig og anden henseende — kan han tage tilbørligt hensyn til hende og behandle hende som et kostbart kar. Hvis en hustru skal føle at hun indtager en ærefuld plads i hjemmet, må manden være villig til at drøfte familiens anliggender med hende på en rolig og fornuftig måde og få at vide hvad hun tænker og mener. Hustruen skal føle sig fri til at udtale sig og hun skal kunne være sikker på at det hun siger under drøftelsen af alvorlige anliggender, ikke uden videre vil blive forkastet men vil få den opmærksomhed det fortjener. Endvidere må ægtemanden være vågen og lægge mærke til mere end lige det talte ord. Dybe indre følelser kan spores i tonefaldet, i ansigtsudtrykket eller i manglende glæde og begejstring. En ægtemand der har lært sin hustru at kende, vil ikke ignorere disse reaktioner og uanfægtet fortsætte med noget som kunne give anledning til unødig irritation.
13. Hvornår bør ægtemanden vise fasthed, selv om hustruen følelsesmæssigt giver udtryk for andre ønsker, og hvordan vil det i sidste ende gavne familien?
13 Naturligvis vil ægtemanden som familiens overhoved ikke give efter for sin hustru hvis han med bestemthed véd at det vil skade familiens interesser. Han forstår at han ifølge Bibelen er forpligtet til at stå fast på det der er ret, hvad hustruen end følelsesmæssigt måtte give udtryk for. Hvis han rettede sig efter hendes ønsker imod bedre vidende, ville han vanære Gud, som har overdraget ham stillingen som familiens overhoved. (1 Kor. 11:3) Og hvis følgen blev vanskeligheder for familien, kunne dette fylde ham med bitterhed mod hustruen. Hvis han derimod står fast på dét han med bestemthed véd er det rigtige, vil det tjene familien bedst. Når hans hustru da senere ser at hendes mand traf en klog beslutning, vil hun være glad for at han holdt fast ved denne beslutning. Det vil øge hendes respekt for ham og gøre hende mindre tilbøjelig til at bruge sin kvindelige indflydelse for at få sin mand til at gøre som hun vil.
Hustruens rolle
14. Hvilken plads indtager hustruen ifølge Bibelen?
14 Om den plads hustruen indtager, siger Bibelen: „På samme måde skal I hustruer underordne jer under jeres egne mænd, for at, hvis nogen af dem ikke er lydige mod ordet, de kan blive vundet uden et ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt. Lad . . . jeres prydelse være . . . hjertets skjulte menneske, i den uforgængelige klædedragt der skyldes den stille og milde ånd.“ — 1 Pet. 3:1-4.
15. Hvordan kan hustruen vise at hun underordner sig sin mand, og hvordan vil det gavne hende?
15 En hustru der søger at rette sig efter denne bibelske vejledning vil rådføre sig med sin mand i de vigtigere anliggender — større indkøb, tilbud om beskæftigelse og lignende — før hun gør noget. Hun vil søge at lære hans mening om hjemmets og familiens anliggender at kende og handle på en måde som hun ved han vil synes om. Det vil være en stor fordel for hende at gøre det. Hendes mand vil ikke føle det nødvendigt at opstille visse regler for hende for at forhindre ukloge dispositioner. Hun vil have hans tillid, hvilket vil sætte hende i stand til i fuldt mål at gøre brug af sine evner og sit initiativ til gavn for familien. — Ordsp. 31:11-31.
16. Hvordan kan det gavne en hustru at følge Bibelens vejledning, selv om hendes mand ikke gør det?
16 Det vil måske ikke altid være let for hustruen at underordne sig, især ikke hvis manden viser manglende hensyn, er urimelig eller endog søger at skulke fra sit ansvar. Men ét er sikkert: situationen bliver ikke bedre hvis hustruen søger at overtage ledelsen i familien eller bestandig hakker på sin mand og kritiserer ham og forventer af ham at han skal gøre ting som langt overstiger hans evner. (Ordsp. 21:9, 19; 27:15, 16) I stedet for at flyve i flint over en eller anden forsømmelighed fra hans side vil hustruen opnå langt bedre resultater ved at prøve at opmuntre sin mand og selv bevare sin ro og ligevægt. Hendes „stille og milde ånd“ er måske lige det der skal til for at få ham til at tænke alvorligt over sin adfærd og gøre visse forandringer i sit liv. Og selv om det kun er langsomt der sker fremskridt, vil den hustru der følger Bibelens vejledning alligevel vinde ved det. Hun undgår det enorme følelsesmæssige pres, bitterheden og ubehagelighederne som en åben konfrontation med hendes mand ville føre til. — Ordsp. 14:29, 30; 1 Pet. 3:10, 11.
17. Hvorfor er det klogt af en hustru ikke at gøre et stort nummer ud af sin mands fejlbedømmelser?
17 Det samme gælder når en ægtemand træffer en forkert afgørelse. Hustruen vinder kun lidt ved at gøre et stort nummer ud af det. Mennesker har en tilbøjelighed til at forsvare sig, selv når de har gjort noget forkert. Hvis, derfor, en hustru gør et større nummer ud af at hendes mand ikke har vist den rette dømmekraft, vil hun måske få lige den modsatte reaktion af den hun ønsker. Han bliver måske endnu mere fast besluttet på at ignorere det hun siger, for at vise hende at han ikke har brug for hendes råd. Hvis hendes reaktion på den anden side viser at hun forstår at vi som ufuldkomne mennesker ikke kan undgå at begå fejl, vil han måske være langt mere tilbøjelig til at tage hendes forslag i betragtning næste gang. (Jak. 3:2) Hans stolthed vil da ikke være så stærkt berørt som i det første tilfælde.
Børneopdragelse
18. I hvilken udstrækning berører det børnene at forældrene enten følger eller tilsidesætter Bibelens vejledning?
18 Den udstrækning hvori forældrene følger eller tilsidesætter Bibelens vejledning under varetagelsen af deres respektive opgaver i familien, vil indvirke på børnene enten i god eller dårlig retning. Hvis en hustru undergraver den myndighed hendes mand har fået overdraget af Gud, kan det føre til at børnene med tiden mister respekten for deres forældre. De vil måske spille den ene ud mod den anden for at opnå det de ønsker. Men hvis hustruen både i ord og ved sit eksempel opbygger børnenes respekt for hvad deres fader siger, vil de komme til at forstå at de med fordel kan hente råd og vejledning hos deres fader. (Ordsp. 12:4) Den åbenhed hvormed han indrømmer sine fejltagelser, og den villighed hvormed han tager familiens forslag og meninger i betragtning, vil i høj grad medvirke til at skabe en god og venlig atmosfære i familien. Hvis han tydeligt giver til kende at han sætter pris på sin hustrus udtalelser, vil børnene også komme til at respektere og sætte pris på deres moders formaninger. (Ordsp. 6:20-23; 31:28, 29) Ja, det venlige, kærlige og respektfulde forhold som Bibelen opfordrer til mellem mand og hustru, vil styrke familiebåndet og gøre børnene mere modtagelige for forældrenes vejledning.
19. Hvorfor er det ikke nogen let opgave at opdrage børnene rigtigt?
19 Det skal siges at det ikke er nogen let opgave at opdrage børn på rette måde. På et meget tidligt tidspunkt åbenbarer de sådanne dårlige tilbøjeligheder som stædighed, oprørskhed og selviskhed. Forældrene må være vågne for disse dårlige tilbøjeligheder når de viser sig, og derefter tage passende disciplinære forholdsregler for at retlede og opdrage børnene; men de må naturligvis gøre det med tålmodighed. (Ordsp. 22:15; 29:15) Forældrene må også kunne se når noget som tilsyneladende ikke er forkert, senere kan give anledning til problemer. Ofte kommer det an på forældrenes evne til at se når en bestemt adfærd fra børnenes side ikke i det lange løb vil være sund for dem.
20. Hvorfor er det farligt at isolere sig?
20 For eksempel er der forskel på nu og da at foretrække at være alene og på altid at isolere sig. Et vist mål af ensomhed er gavnligt, nemlig når man skal tænke konstruktivt, meditere og planlægge. Men det er farligt altid at isolere sig, da det berøver en den gavnlige modvægt som andres tanker, erfaringer og bedømmelse af situationer og ting kan være. Kun at se sig selv, kan gøre én egocentrisk og blind for andres behov og følelser. Det kan føre til at man får ondt af sig selv eller bliver påståelig, ufølsom, grov og taktløs. „Den der isolerer sig,“ siger Bibelen, „søger sin egen selviske længsel; han farer frem mod al praktisk visdom.“ — Ordsp. 18:1, NW.
21. Hvordan kan forældrene hjælpe deres børn til ikke at isolere sig?
21 Børn som har en tendens til at isolere sig, må indgives følelsen af at de er ønskede, at man sætter pris på dem som medlemmer af familien, og at forældrene er interesserede i hvad de tænker, føler og oplever. De må i det eksempel forældrene sætter, se et tydeligt bevis på at sand lykke opnås ved at give af sig selv til gavn for andre. (Apg. 20:35) Dette bevis kan forældrene give, ikke alene ved at udtrykke oprigtig interesse og følelse for mennesker som er i nød, men også ved at gøre hvad de kan for at hjælpe dem. Det kan simpelt hen være at købe ind, gøre rent eller andet for ældre, svagelige eller handicappede. Børnene kan tidligt lære at være med til dette. Det kan hjælpe dem til at forstå betydningen af at vise interesse for andre mennesker og deres velfærd.
22. Hvordan kan børnene isolere sig fra de voksne, og hvad kan dette medføre?
22 Forældrene må også passe på at de ikke opmuntrer deres sønner og døtre til eller giver dem lov til at isolere sig med deres egen underholdning og deres egne kammerater, ideer eller forestillinger. En familie må foretage sig forskellige ting i fællesskab for at bevare en god kommunikation. Forældrene må være opmærksomme på at det ikke kun er tilsyneladende familien gør noget i fællesskab. Måske, når der kommer nogle på besøg i hjemmet eller familien selv er på besøg hos andre, er regelen den at børnene som en selvfølge skiller sig ud fra de voksne og holder sig borte under hele besøget. Måske forældrene oven i købet siger at de skal. Hvis børnene således altid henvises til at være sammen med andre på deres egen alder, hvordan skal de da kunne lære at værdsætte den visdom der følger med alder og erfaring? (Ordsp. 1:20, 21; 8:1-11) Hvordan kan de lære at føre en fornuftig samtale med voksne og komme til at forstå de ældres forhåbninger, bekymringer, følelser og behov? (3 Mos. 19:32) Vil de ikke blive snæversynede og kun se på tingene med uerfarne unges øjne? Og vil forældrene ikke også blive snæversynede, uden anelse om hvad deres børn tænker? Bliver der ikke en generationskløft i et sådant hjem?
23. Hvordan kan det gå til at forældrene ikke virkelig ved hvad deres børn tænker og mener?
23 Også på andre måder kan forældrene miste følingen med deres børn, og således mangle indsigt i hvad de virkelig tænker og mener. Det kan ske ved at forældrene er optaget af deres egen personlige stræben og derfor ikke tager sig tid til at høre på deres børn og lægge mærke til deres reaktioner. (Se Ordsprogene 27:23.) Det kan godt være de spørger børnene om hvordan det går i skolen, eller hvordan de ser på tobaksrygning, indtagelse af narkotika for spændingens skyld, adfærd over for det modsatte køn, og så videre, og selv om forældrene godt kan mærke at de ikke får hele sandheden at vide, stiller de sig måske tilfreds med børnenes korte svar og kommentarer. Men hvis de ignorerer deres børns reaktioner — tonefald, ansigtsudtryk, mangel på begejstring, spontane udbrud — kan det med tiden føre til at de slet ikke lægger mærke til dem og ikke gør sig klart at deres børns handlinger og hele indstilling vidner om at de slet ikke mener hvad de giver udtryk for. Forældrene tror måske at alt er som det skal være, da børnene jo får alt hvad de har brug for i materiel henseende. Men i virkeligheden kan børnene være temmelig ulykkelige og have den opfattelse at deres forældre ikke bryder sig særligt om dem. Det er klart at forældrenes forsømmelighed i denne henseende fører til at den kommunikation mellem familiens medlemmer der er så vigtig, bryder sammen.
24. Hvilken formaning gives der i Efeserbrevet 6:4 til fædre, og hvad kan der ske hvis den ignoreres?
24 Samtidig med at forældrene må gøre en bevidst bestræbelse for at holde sig i kontakt med deres børn og være på det rene med hvad de tænker og mener, må de også vide hvordan de skal opdrage og tugte dem. Bibelen siger, henvendt til fædre: „Irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Hvordan kan en fader under opdragelsen af sine børn komme til at irritere dem? Han kan være urimelig i de påbud han giver, unødigt streng eller inkonsekvent. En afstraffelse kan ske i et anfald af vrede. Eftersom vrede avler vrede, kan der i børnene udvikle sig en følelse af vrede og krænkelse mod faderen. De underordner sig kun fordi han er den stærkeste. Når dette sker, vil tugten ikke virkelig motivere dem til at gøre det der er rigtigt, men vil snarere bringe det værste frem i dem — vrede, bitterhed, oprørskhed.
25. Hvad bør en fader gøre for at hans tugt kan gavne børnene?
25 Den fader der forsøger at gøre sine børn klart at han nærer en dyb kærlighed til dem, og som indprenter dem at det både er rigtigt og af betydning at de følger en vej der er i overensstemmelse med Bibelen, vil opnå helt andre resultater. Børnene forstår måske ikke til at begynde med at faderens tugt er berettiget; men senere, ved nærmere eftertanke, vil de komme til at forstå at det er tegn på en kærlig faders interesse for dem. — Hebr. 12:5-11.
26. Hvorfor er det meget vigtigt at en fader tilbringer en rimelig tid sammen med sine børn?
26 At uddele tugt er kun en lille del af faderens bibelske forpligtelser over for børnene. Han har også pligt til at tilbringe en rimelig tid sammen med dem, så han ved eksempel og undervisning kan modvirke den eventuelt dårlige påvirkning de udsættes for i skolen og andetsteds. En fader som tager sin opgave alvorligt vil ikke mene at han har gjort hele sin pligt hvis blot han leder et ugentligt bibelstudium med familien. Han forstår at det at opdrage børnene i ’Jehovas formaning’ er en pligt og et ansvar som han må tage sig af hver dag, om muligt. — 5 Mos. 6:6, 7.
27. Hvad indbefatter det at faderen daglig underviser og opdrager sine børn?
27 At faderen skal opdrage og undervise sine børn daglig vil ikke sige at han bestandig skal citere skriftsteder for dem. Men han må vide hvad Bibelen siger og bibringe sine børn ånden i dens budskab. Hans egen indstilling og hans egne ord og handlinger må være i overensstemmelse med Bibelen. Når som helst børnene har brug for vejledning, må han kunne hjælpe dem til at se tingene under den bibelske synsvinkel. På denne måde vil Guds ord indtage en fremtrædende plads hos børnene. En hustru kan være en stor hjælp for sin mand ved også at give denne vigtige undervisning. — Ordsp. 1:8; 6:20; 31:26.
28. Hvad skal den hustru gøre hvis mand ikke tror på og følger Guds ords vejledning?
28 Hvordan forholder det sig nu med børnenes opdragelse hvis familiefaderen ikke tror på Bibelen som Guds ord og derfor ikke følger den, hvorimod moderen værdsætter den vejledning Bibelen giver? I det tilfælde påhviler det moderen at opdrage børnene i ’Jehovas formaning’. (Se Ordsprogene 31:1.) Det er ikke den ideelle situation, men den er heller ikke håbløs. Mange kvinder har hjulpet deres børn til at blive eksemplariske tjenere for Jehova.
29. Hvordan viser Timoteus’ tilfælde at en moder kan give udmærket bibelundervisning, selv om faderen er ikke-troende?
29 Tag for eksempel Timoteus i det første århundrede. Takket være hans moder Eunikes og sandsynligvis også hans mormoder Lois’ anstrengelser kom han til at forstå og værdsætte Skrifterne. Skønt det sikkert ikke har været let for Eunike, da hun havde en ikke-troende mand, begyndte hun meget tidligt at undervise sin søn i Skriftens ord. Det er grunden til at apostelen Paulus kunne sige til Timoteus: „Da du fra den spæde barndom af har kendt de hellige skrifter . . .“ (2 Tim. 3:15) Ja, så langt tilbage Timoteus kunne huske, havde der ikke været en tid hvor han ikke havde været bekendt med de hellige skrifter. Denne udmærkede opdragelse var i høj grad medvirkende til at gøre ham til et godt eksempel som ungt menneske. Han havde et godt omdømme hos alle som kendte ham. (Apg. 16:1, 2) Til menigheden i Filippi sagde apostelen Paulus om ham: „Jeg har nemlig ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation. . . . I ved at han har stået prøve, at han har trællet sammen med mig, som et barn hos en fader, for at fremme den gode nyhed.“ — Fil. 2:20-22.
30. Hvordan bør forældre se på opdragelsen af deres børn, selv om de først for nylig har lært den bibelske vejledning og dens værdi at kende?
30 Det er helt sikkert at det kræver megen tid og energi at opdrage børn på den måde Bibelen anviser, men er det ikke tiden og anstrengelserne værd? Er det ikke dejligt at se når børnene viser sig at være til ære for forældrene? Skulle der være forældre som ikke har fulgt Bibelens anvisninger for børneopdragelse fordi de ikke har kendt værdien af dem, vil det måske stadig være muligt for dem at indhente det forsømte. Hvis Bibelens principper tages i anvendelse, kan det måske endog indvirke på de større børn når de ser at forældrene har deres interesser på sinde.
31. Hvad kræves der af den der søger at leve efter Bibelen, og hvordan gavner det ham eller hende?
31 Det medfører varige goder at leve efter Bibelen. Men skal vi gøre dette, må vi vide hvad den siger og lade os vejlede af ånden i dens lære i alt hvad vi tager os for. Det er ikke noget man gør fra den ene dag til den anden. Det kræver til stadighed studium af Guds ord og et brændende ønske om at følge dets vise råd. Dette vil til gengæld medføre sand lykke, tilfredshed, fred og tryghed. Som Ordsprogenes bog i Bibelen siger: „Lykkelig den, der har opnået visdom, den, der vinder sig indsigt; thi den er bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld; den er mere værd end perler, ingen klenodier opvejer den; en række af dage er i dens højre, i dens venstre rigdom og ære; dens veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke; den er et livets træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!“ — Ordsp. 3:13-18.