Spørgsmål fra læserne

● Skal en kvinde tildække sit hoved, når hun leder et bibelstudium i et hjem? Det har voldt megen diskussion i vor kreds, hvornår det er påkrævet at tildække sit hoved, og hvornår det ikke er det. — P. W., Ohio.

Hun behøver ikke at tildække sit hoved for at lede et bibelstudium i et hjem, eftersom dette ikke er noget møde for menigheden, men et, som hun selv har arrangeret. Her drejer det sig ikke om et tilfælde, hvor hun er blevet udnævnt til at lede et af menighedens møder. Men dersom hendes mand er til stede ved dette møde i et hjem, bør hun bedække sit hoved, hvis hun beder ved begyndelsen og afslutningen af studiet. Dette er i overensstemmelse med forskriften: „Enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved.“ — 1 Kor. 11:3-16.

Vi anser en hovedbeklædning for nødvendig under to omstændigheder: (1) når en søster gennem menigheden eller den teokratiske organisation bliver udnævnt til at varetage og lede menighedens møder, og (2) når hun er gift og må vise, at hun underordner sig den, som Gud har gjort til familiens hoved, ægtemanden. Disse to principper sætter hende i stand til selv at afgøre, hvad de forskellige situationer kræver.

Nogle få eksempler vil måske hjælpe til at forstå disse principper. I en kreds, der udelukkende består af søstre, udnævner Selskabet søstre til de tjenerposter, der sædvanligvis beklædes af brødre. Når disse søstre tjener fra talerstolen ved kredsens møder, bør de vise, at de anerkender mandens ledende stilling i den teokratiske ordning, og at de kun tjener i mandens sted, fordi omstændighederne kræver det. Dette viser de ved at bære noget på hovedet, en hat, et tørklæde eller noget andet, der kan passe til formålet. Dersom en søster leder en del af et af menighedens møder, skulle hun gøre ligeså, hvad enten hun er udnævnt til tjener eller ikke.

Medens de søstre, der leder tjenestemødet, vagttaarnsstudiet eller kredsens bogstudium, bærer noget på hovedet, behøver andre søstre, der blot læser paragrafferne op som en opsummering, eller som deltager i demonstrationer eller fortæller oplevelser eller besvarer spørgsmål fra deres plads blandt mødedeltagerne, ikke at bære noget på hovedet.

Søstre, der leder bønnen ved menighedens møder, bør tildække deres hoved. Kvindens hår er ikke tilstrækkeligt som et dække. Dersom det forholdt sig således, var spørgsmålet aldrig opstået.

Men når en søster finder interesse på arbejdsmarken, går på genbesøg og opretter sit eget bibelstudium i et hjem, bliver hun ikke derved studieleder af et af menighedens møder. Det er kun, hvis hendes mand er til stede, at hun behøver at tildække sit hoved, når hun beder, for hans nærværelse gør, at det andet princip om, at hun skal vise, at hun underordner sig familiens hoved, kommer i betragtning. Dersom manden er i sandheden, skulle han naturligvis bede, og når dette er sket, kan søsteren, hans hustru, lede mødet uden at tildække hovedet.

Når det gælder bøn ved måltiderne, bør manden i huset bede. Dersom han af en eller anden grund ikke ønsker at gøre det og anmoder sin hustru om det, bør hun tildække sit hoved for at vise, at hun anerkender det teokratiske princip om mandens ledende stilling i familieforholdet. Dersom hendes mand ikke er til stede, kan hun bede med utildækket hoved, akkurat som hun gør, når hun selv beder sine egne bønner. Hvis den søster, der beder ved måltidet, er ugift og ikke har nogen mand som sit hoved, behøver hun ikke at bære noget på hovedet, ligemeget om hun befinder sig i sit eget hjem eller i en vens hjem eller på et missionærhjem. Dersom der er en broder til stede, skulle han naturligvis bede i de omtalte tilfælde.

Problemet kommer altså til at dreje sig om dette: Er der tale om et af menighedens møder, hvor søsteren leder det eller beder? I så fald bør hun tildække sit hoved. Dersom det ikke er et af menighedens møder, bliver spørgsmålet: står hun i et ægteskabeligt forhold, så hun må vise, at hun anerkender manden som sit hoved, hvis han er til stede? Er det tilfældet, bør hun tildække sit hoved. Hun skal ikke vise dette tegn på underkastelse mod en anden kvindes mand. En ugift søster eller en enke skal heller ikke vise dette tegn på underkastelse mod en anden kvindes mand. Sådanne ugifte kvinder har ikke nogen mand som deres hoved, som en gift kvinde har. Det eneste tilfælde, hvor en ugift søster behøver at tænke på hovedbeklædning, er, når hun står i en sådan situation i menigheden, at det kræves.

Vi har svaret temmelig udførligt på dette, da det er et spørgsmål, der ofte opstår i flere lande. Det er ikke noget spørgsmål i de lande, hvor kvinderne har for vane at gå med tildækket hoved eller med slør. I betragtning af alt det, der er sagt om emnet, foreslår vi, at hver søster herefter selv afgør, når det er påkrævet med en hovedbeklædning, og gør, hvad hun i sin samvittighed mener er rigtigt i situationer, der ikke direkte berøres her, men som kan afgøres på grundlag af de principper, der er fremholdt her. Dersom hun kommer i tvivl eller bliver usikker med hensyn til en bestemt situation, bør hun tildække hovedet for at være på den sikre side og have en ren samvittighed.

Da vi nu kender de kristne principper, som det drejer sig om, så lad os vise kristen modenhed og anvende dem på os selv efter samvittighedens krav, så vi ikke behøver at spørge andre i ethvert påkommende tilfælde. Selskabet kunne snart få en samling regler og forskrifter, der var lige så omfangsrige som Talmud, dersom det prøvede på at opstille bestemte regler for alle forskellige tilfælde. Hos det faldne menneske, der er underlagt Satans indflydelse, råder der altid den tendens at opstille bestemte regler i stedet for principper. Det er så meget lettere at rette sin opførsel efter en regel end at lade et princip påvirke hele ens liv. Moses talte om regler; Kristus indprentede sine disciple principper. Regler er for børn; principper er for mænd og kvinder, som er nået til modenhed i kristen vækst. Vis derfor modenhed i anvendelsen af de principper, der her er givet om hovedbeklædning, idet I træffer jeres afgørelse efter samvittighedens stemme, og I kan ikke med rette kritiseres af andre.

● Hvorfor fordømmer Vagttaarnets Selskab ikke vin og spiritus som de onder, de er? — H. J., Pennsylvania.

Vi har ikke fordømt nydelsen af alkoholiske drikke, fordi Bibelen ikke fordømmer dem. Hvordan kan vi gøre det, når Bibelen viser, at Jehovas tjenere nød den slags? Melkizedek bragte Abraham vin. Israels præster måtte drikke vin, undtagen når de tjente i tabernaklet eller templet. Den brugtes med Jehovas billigelse ved festerne og blev modtaget med taknemmelighed som en guddommelig gave. (1 Mos. 14:18; 3 Mos. 10:9; Sl. 104:14, 15) Jesu første mirakel var at forvandle vand til vin ved et bryllup, efter at den forsyning, som værten havde sørget for, var sluppet op. Selve teksten viser, at det ikke kan have været druesaft, som nogle vil påstå. (Joh. 2:1-11) Jesus indtog føde og drak vin, og den religiøse slægt på hans tid anklagede ham for at være umådeholden, idet de sagde: „Se, hvilken frådser og dranker!“ (Matt. 11:19) Denne anklage kunne aldrig have været rettet mod ham, hvis det drejede sig om ugæret druesaft. En ugæret drik får heller ikke vinsække til at sprænges. — Luk. 5:37-39.

Medens vi ikke kan anerkende total afholdenhed som et kristent krav, har vort Selskab ligefremt forkyndt, hvad Bibelen fordømmer i forbindelse med alkoholiske drikke, nemlig en umådeholdenhed, som grænser til drukkenskab. (Ordspr. 20:1; Es. 5:11, 22) Men dersom vi skal forbyde alkoholiske drikke, fordi nogle ikke ved, hvornår de skal holde inde, og bliver fulde, så må vi også forbyde spisning, for der findes også nogle, der ikke ved, hvornår de skal holde op for deres fysiske velbefindendes skyld, men gør sig til frådsere. Hvorfor? Fordi Bibelen ligestiller frådseri og drukkenskab og fordømmer dem begge. (5 Mos. 21:20; Ordspr. 23:20, 21) Så vi følger Bibelen og fordømmer frådseri og drukkenskab, men ikke spisen og drikken med mådehold. „Brug lidt vin for din mave og dine hyppige svagheder,“ tilrådede Paulus Timoteus. (1 Tim. 5:23) Læg mærke til, at der siges „lidt“, ikke megen. Kristne har lov at drikke vin, men må ikke være „forfaldne til megen vin“. De skulle udvise kontrol og selvbeherskelse og ikke bruge det ved stævner eller i vidnegerningen. (1 Tim. 3:8; Tit. 2:3; 3 Mos. 10:9) De, der ikke kan beherske sig og gøre mådeholden brug af det, skulle slet ikke drikke det. Og naturligvis vil en kristen aldrig, som verdensmennesker gør, bruge „selskabelige lejligheder“ til at få andre til at drikke, lige så lidt som han selv vil drikke, når han er sammen med en karaktersvag, der kunne falde eller tage anstød deraf. — Hab. 2:15; Rom. 14:21.

Kristne vil derfor bevare Bibelens afbalancerede syn på denne sag og således undgå den ene eller den anden yderlighed.

● Er det bibelsk at omtale Jehova som allestedsnærværende? — Læser i New Zealand.

Det er ikke bibelsk at omtale Jehova som allestedsnærværende i den forstand, som hedningerne gør, nemlig som var han en altgennemtrængende ånd. Han har en trone i himmelen, ved hvis højre hånd Jesus satte sig efter sin himmelfart, men han kan nå alle dele af sit univers og udstrække sin magt dertil; og hans øjne skuer omkring på hele jorden, for at han kan vise sin styrke til hjælp for dem, hvis hjerte er helt med ham. (2 Krøn. 16:9) Dersom han var allestedsnærværende, ville Skriften ikke tale om, at han kommer og hjemsøger jorden; så ville han allerede være her.

● Når 5 Mosebog 22:5 siger, at en kvinde ikke må bære mandsdragt, betyder det så, at kvinder ikke må gå klædt i slacks? — J. P., Pennsylvania.

5 Mosebog 22:5 lyder: „En kvinde må ikke bære mandsdragt, og en mand må ikke iføre sig kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er Jehova din Gud en vederstyggelighed.“ Dette skriftsted blev naturligvis ikke nedskrevet med den tanke for øje at hindre moderne kvinder i at gå med slacks. Dengang det blev skrevet, bar mænd ikke slacks eller benklæder, men hvad i dag ville betragtes som kjoler. I nogle dele af Orienten bar mænd i virkeligheden kjolelignende dragter, og kvinderne gik med pyjamaslignende benklæder af forskellige typer. Dette skriftsted forbyder således ikke, at man bærer slacks eller endog arbejdsbenklæder, som når man f. eks. arbejder på en gård. Det er en personlig sag. Kvinderne kan gøre brug af sund dømmekraft med hensyn til tid og sted, og hvad der anses for passende på det sted, hvor de bor. I nogle egne, hvor der er strenge vintre, bærer mange kvinder benklæder eller skidragt eller lignende klæder, der dækker og beskytter benene. Det er ikke forkert ifølge Bibelen.

I 5 Mosebog 22:5 omtaler Bibelen ikke moden eller beklager skik og brug, men her forbyder den øjensynlig mennesker af det ene køn at bære det andet køns klæder, når det har til hensigt at bedrage, at se ud som det andet køn, at skjule den sande virkelighed. Mænd skulle ikke bedragerisk søge at klæde sig som kvinder for at skjule, at de er mænd, lige så lidt som kvinder skulle prøve at iføre sig mandsdragter for at skjule, at de er kvinder. For at sige det mere nøjagtigt lader det til, at Bibelen retter et slag mod den sodomitiske synd. Det var en vanære for en kvinde at få sit hår klippet som en mands, og det var en vanære for en mand at lade sit hår vokse langt som en kvindes. (1 Kor. 11:6, 14) En kvinde skulle ikke optræde maskulint ved at lade sit hår klippe kort som en mands eller ved at bære klæder som en mand. Det kunne bibringe andre den forestilling, at hun var villig til at indlade sig på unaturlige kønsforbindelser. Det gjaldt ligeledes manden. Dersom han bar langt hår ligesom en kvindes og klædte sig i kvindeklæder, ville han selvsagt gøre indtryk af at være kvindagtig og modtagelig for mænds forslag om unaturlige kønsforbindelser. Det er derfor denne dybere betydning med sodomi taget i betragtning og ikke bare det at skifte klæder, som gør, at denne skik er forbudt, og gør den fortjent til den alvorlige dom: „Enhver, der gør det, er Jehova din Gud en vederstyggelighed.“