indstilling med de inspirerede ord i Prædikerens bog: „Glæd dig, yngling, i din ungdom, vær vel til mode i livets vår; gå, hvor dit hjerte lyster, og nyd, hvad dit øje skuer; men vid, at for alle disse ting skal du kræves til regnskab af Gud.“ — Præd. 11:9.

Unge har en naturlig trang til fornøjelser. Sådan er hjertets tilbøjelighed. Gud ønsker naturligvis ikke blot at unge men at alle skal glæde sig over livet. Men han advarer især unge om at de må lægge bånd på sig selv. (2 Tim. 2:22) Hvis man uhæmmet kaster sig ud i fornøjelser og man gør noget forkert, må man stå Gud til regnskab for sine handlinger. Den der skrev Prædikerens bog siger derfor videre:

„Slå mismod ud af dit sind, hold sygdom fjernt fra din krop; thi ungdom og livsgry er tomhed!“ Ungdommen er noget midlertidigt; den varer ikke længe. Denne tid bør derfor ikke misbruges til udskejelser der kan bringe en i ulykke og medføre Guds mishag. Vælg den rette form for adspredelse og fornøjelser nu. — Præd. 11:10.

Efterhånden som udvalget af gode film, fjernsynsudsendelser og andre former for underholdning bliver stadig mindre, bør både ældre og unge være mere og mere påpasselige. Paradoksalt nok virker denne situation til gavn for den kristne. Den er medvirkende til at hans sind rettes mere mod de væsentlige ting som bringer tilfredshed og glæde, ja den tvinger ham til ’at gøre alt til Guds ære’, og det virker opbyggende og fremmer freden.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad betyder Ordsprogene 20:19, og hvilken forbindelse har det med at holde visse sager fortrolige? — E. M., U.S.A.

Det pågældende vers lyder: „Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet [en der lader sig lokke af sine læber, NW] at gøre!“ Betydningen af første del af skriftstedet er ligetil. En bagtaler er en der med hensigt udspreder skadelig snak som skal stille en anden i et dårligt lys. For at nå sin hensigt fortæller og fordrejer han ofte med vilje noget som var beregnet på at skulle holdes fortroligt.

Anden del af skriftstedet er til en vis grad parallel med første del, men drejer sig om „en åbenmundet“ eller „en der lader sig lokke af sine læber“. Man kan blive lokket eller forledt af sine læber på samme måde som man kan blive lokket eller forledt af sine øjne eller hænder ved at de frister eller drager en til at gøre noget ondt. (Matt. 5:27-29) En der lader sig lokke af sine læber vildledes og kommer i vanskeligheder fordi han åbenmundet taler om alt hvad han hører. Han har ingen beskyttelse, for han holder ikke sin tunge i tømme. Kong David sagde: „Mine veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med tungen; min mund vil jeg holde i tømme.“ (Sl. 39:2) Den der „lader sig lokke af sine læber“ gør lige det modsatte; han holder sjældent noget fortroligt. Rådet der gives i Ordsprogene 20:19 lyder: „Hav ej med en åbenmundet at gøre,“ for han kan volde dig lige så mange vanskeligheder som en bagtaler.

Der er egentlig to sider at tage i betragtning med hensyn til ting som er fortrolige. Sidste halvdel af Ordsprogene 20:19 retter vor opmærksomhed mod den ene af dem. Man rådes her til at passe på hvem man betror ting som bør holdes fortrolige. Det sker at man sidder inde med visse oplysninger eller har visse planer af privat art som man ikke i øjeblikket ønsker at gøre kendt. Måske man fortæller dem til en bekendt, idet man forventer at vedkommende holder sagen fortrolig, og man beder ham måske oven i købet om at gøre det. Senere erfarer man at han har fortalt disse oplysninger videre til andre, skønt de ikke vedkom dem. Den kloge tager ved lære af en sådan erfaring han har gjort med en bekendt og træffer beslutning om hvor meget han vil sige i fremtiden.

Uden på nogen måde at undskylde den som har for vane at røbe fortroligheder, skal det dog indrømmes at alle mennesker er ufuldkomne. Disciplen Jakob skrev: „Tungen kan intet menneske tæmme.“ (Jak. 3:8) Selv nogle som har de bedste hensigter begår nu og da fejl og kommer uforvarende til at nævne eller antyde noget som de ved bør holdes fortroligt. Hvis der er noget man ikke ønsker skal være almindeligt kendt, bærer man derfor selv et vist ansvar. Jo flere mennesker man betror en ting til, jo større er muligheden for at den bliver almindeligt kendt. Og når man betror den til et menneske som har vist sig at være „åbenmundet“, bliver muligheden til sandsynlighed.

Den anden side af sagen er at man selv må være til at stole på. Dette tilråder Ordsprogene 25:9, 10, hvor der siges: „Før sagen med din