-
Gør fremskridt i at tæmme tungenVagttårnet – 1952 | 15. juni
-
-
ondets rod, når vi søger at tæmme en uregerlig tunge. Vi må arbejde på at fjerne fra sind og hjerte de tilskyndelser, som får tungen til at føre dåragtig tale. Hvis sind og hjerte er fyldt med gode ting, vil de ikke tillade munden at sladre, lyve, smigre, hykle og tale usømmeligt. Når sind og hjerte er fyldt med det rette, vil de ikke give plads for den slags dårskaber. — Matt. 12:34; 15:18, 19.
En, der har et kristent sind, vil ikke alene stænge sin mund, så den ikke sladrer, men han vil også lukke sine ører til for bagtalelse, og afvise bagvaskere ved at møde dem med et udtryk af mishag. „Nordenvinden fremkalder regn, bagtalende tunger vrede miner.“ (Ordsp. 25:23) Den skarpsynede ved, at det at kritisere og sladre om andre er en indirekte måde at ophøje og prale af sig selv på. At tale nedsættende om andre giver en falsk og bedragerisk følelse af overlegenhed. Derfor tjener den kristne både sig selv og bagvaskeren bedst ved at nægte at høre på sladderen. Uden brændsel vil ilden gå ud. — Sl. 141:5; Ordsp. 14:7; 17:4, 20; 20:19; 26:20, 21; 28:23.
Tænk på Jesu lignelse med fårene og bukkene. (Matt. 25:31-46) Hvad bukkene gjorde mod Kristi brødre, blev regnet som gjort mod ham. Hvad vi gør imod disse brødre, bliver betragtet som gjort imod Kristus. Vil du sladre om vor Herre? finde fejl hos ham? tale ufordelagtigt om ham? Vil du prøve at lyve om eller for ham? smigre ham? hykle for ham? Eller ville du ganske roligt komme til ham med usømmelige vittigheder? Hvis du ikke kunne tænke dig at gøre disse ting over for ham, så gør det heller ikke mod dine brødre. Gør ikke bukkenes misgerninger!
Prøv derfor at gøre fremskridt i at tæmme tungen ved at uddrive det onde med det gode. „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ (Fil. 4:8) Studér Guds ord og få derved dit sind forandret, så det kan forandre din ustyrlige tunge: „Ophør med at lade jer forme efter dette tingenes system, forvandl jer gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:2, NW) Fortsæt med at studere og derved vinde mere af den kundskab, som vil iklæde dig en personlighed i Kristi billede: „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og iklæd jer den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskab fornyes efter hans billede, som skabte den.“ — Kol. 3:9, 10, NW.
Indtil en sådan forandring er sket fuldt ud gennem studium og ved Guds ånds hjælp, og man derved har lært at tæmme tungen fuldstændig, må vi alle være nøje på vagt over for dette lille lem; enhver må vogte sin egen tunge og holde dens ild under kontrol. Lad dine ord være få og rolige, når der opstår forvirrede forhold, som Skriften tilråder: „Ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund. Vogter man munden, bevarer man sjælen, den åbenmundede falder i våde. Den, som har kundskab, tøjler sin tale, mand med forstand er koldblodig. Den, der vogter sin mund og sin tunge, vogter sit liv for trængsler.“ (Ordsp. 10:19; 13:3; 17:27; 21:23) Hold tungen i stramme tøjler, når du bliver ophidset, og hold om nødvendigt din hånd for munden. (Sl. 39:2; Ordsp. 30:32) Hvis du i dig selv er for svag til, at det kan lykkes for dig, så bed sammen med salmisten: „Jehova, sæt vagt ved min mund, vogt mine læbers dør.“ — Sl. 141:3.
Det er livsvigtigt at tæmme tungen, for „død og liv er i tungens vold“. Hvis tungen misbruges til ophidsende udbrud, er den fuld af dødelig gift, men „et livets træ er tungens mildhed“. (Sl. 34:13-15; Ordsp. 15:4; 18:21) Med den anerkender man Gud og Kristus og „bekender til frelse“. — Rom. 10:10; 14:11; Fil. 2:11; Hebr. 6:1.
-
-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1952 | 15. juni
-
-
Spørgsmål fra læserne
● Eftersom Johannes Døber havde set ånden komme ned fra himmelen som en due og blive over Kristus Jesus, i overensstemmelse med det tegn, Jehova havde sagt til ham, at han skulle se efter for at kunne identificere Messias (Joh. 1:32-34), hvorfor sendte han så senere sine disciple hen for at spørge Jesus, om han var den, der skulle komme? — E. P., Bolivia.
Mattæus 11:2-6 lyder: „Men da Johannes i sit fængsel hørte om Kristi gerninger, sendte han bud ved sine disciple og spurgte ham: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? Da svarede Jesus og sagde til dem: Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges på mig.“
Johannes sendte bud efter denne rapport, ikke fordi han tvivlede på, at Jesus var Messias, men fordi han ønskede en bekræftelse. Han vidste, at profetien havde forudsagt visse gerninger, som Messias skulle udføre, og at få en sådan rapport om disse ting, der fandt sted, ganske særlig en førstehåndsrapport, ville være meget styrkende for ham, mens han der vansmægtede i fængslet. Jesus betragtede ikke Johannes’ spørgsmål som et udslag af mangel på tro og sendte Johannes en irettesættelse, men han sendte en opmuntrende rapport om, hvad der foregik, og viste, at sådanne profetier som f. eks. Esajas 35:3-6 var ved at blive opfyldt i både fysisk og åndelig henseende. Derfor var det en passende anmodning om en bekræftelse på den forkyndelse af Jesus som Messias, som Johannes tidligere havde bragt. At høre en så vidunderlig beretning om, hvorledes Jesus levede op til de messianske krav, var styrkende for den fængslede Johannes, som stod overfor at skulle halshugges.
● Hvorfor blev Aron ikke straffet, fordi han lavede en guldkalv, som israelitterne kunne tilbede? — A. F., California.
2 Mosebog 32:1-6 viser, at Aron gjorde dette for at imødekomme folkets krav, og deltagelsen i den orde handling synes at have været ret generel, eftersom den fik Jehova til at sige til Moses: „Lad mig nu råde, at min vrede kan blusse op imod dem, så vil jeg tilintetgøre dem.“ (2Mo 32 Vers 10) Mens det er sandt, at Aron samarbejdede med oprørerne i denne afgudsdyrkelse, antyder vers 25 muligheden af, at denne udskejelse blev tilladt i en bestemt hensigt: „Da Moses så, at folket var uregerligt (for Aron havde ladet dem blive uregerlige og til spot for deres angribere), stillede Moses sig ved porten til lejren og sagde: Kom hen til mig, enhver, som er for Herren! Da samlede alle levitterne sig om ham.“ (2Mo 32 Versene 25-27, AT) Aron var levit, og vi har lov til at forudsætte, at han ved denne lejlighed tog sit standpunkt sammen med dem, der var for Jehova, og imod dem, der modstod Moses. Omkring tre tusinde mennesker blev dræbt for denne afgudsdyrkelse. Endnu flere var skyldige i misgerningen, for efter at de tre tusinde var borte, påmindede Moses folket om, at det havde begået en stor synd. Altså var der flere end Aron, der ved denne lejlighed nød godt af Jehovas barmhjertighed. Øjensynligt var de cirka tre tusinde, der omkom, hovedmændene ved iværksættelsen af det afguderiske vovestykke, og de ville ikke tage imod tugtelse, ikke ydmygt angre eller indrømme deres onde handling og atter vende sig til Jehova. De
-