-
Er kristenheden virkelig Kristi domæne?Vagttårnet – 1966 | 1. september
-
-
af billeder, kætterbrændinger, omvendelse af nationerne med magt, og forbund med politiske, endog ikke-kristne regeringer, genspejler Babylons og dens gud Satan Djævelens ånd.
12. Behøver vi at lade os forurolige af kristenhedens problemer?
12 Nu er dens kompromiser og politiske interesser ved at indhente den. Dens problemer bliver stadig større. Hvis kristenheden virkelig var Kristi domæne ville hans rige være slået fejl. Vi kan være taknemmelige over at kristne ikke behøver at lade sig forurolige af kristenhedens krise og dens fiasko, men kan være travlt optaget af at fortælle folk om Kristi virkelige rige, der nu hersker fra himmelen og snart vil udstrække sit herredømme til hele jorden og skabe fred og enhed.
13. Hvilke spørgsmål om kristenheden mangler vi endnu at få svar på?
13 Pladsen har kun tilladt os flygtigt at nævne den anden større afdeling af kristenheden, nemlig protestantismen, men i vort næste nummer vil vi undersøge nogle af de spørgsmål der kan være opstået i denne forbindelse, som for eksempel: Har protestantismen, den afdeling af kristenheden der løsrev sig i det sekstende århundrede, bygget på en ny grundvold? Var den protestantiske reformation virkelig en tilbagevenden til den sande tilbedelse?
-
-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1966 | 1. september
-
-
Spørgsmål fra læserne
● Er det nødvendigt at holde alle de løfter man gav Gud før man blev en indviet kristen? — R. J., U.S.A.
Man må ikke tage let på de løfter man giver Gud, hvad Bibelen også viser i Prædikeren 5:3-5: „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. Lad ikke din mund bringe skyld over dit legeme og sig ikke til Guds sendebud [engelen, NW], at det var af vanvare!“
Når man giver Gud et højtideligt løfte gør man det frivilligt, ikke under tvang. Derfor bør man være villig til at holde sit løfte. I betragtning af sagens alvor tilråder Bibelen at man i forvejen omhyggeligt overvejer hvilke pligter man påtager sig når man afgiver et løfte. Ordsprogene 20:25 siger: „Det er farligt at sige tankeløst: ’Helligt!’ og først efter løftet tænke sig om.“ Et løfte til Gud bør altså ikke behandles ligegyldigt, men bør være et resultat af omhyggelig forudgående overvejelse og ikke af følelser eller et øjebliks begejstring.
Et ægteskabsløfte kan tjene til at illustrere dette. En mand beslutter sig til at gifte sig. Af egen fri vilje træder han ind i ægtestanden. Han handler klogt hvis han i forvejen tænker sagen igennem og gør sig bekendt med det ansvar han påtager sig ved at indgå ægteskab. Når han så har bekræftet ægteskabsløftet over for Gud og mennesker, bør han betragte det med alvor og forblive tro mod sin ægtefælle. (Matt. 18:4-6) Hvis ægteskabet er lovformeligt indgået, er hans løfte bindende, uanset hvem der foretager vielsen, og det er fortsat bindende selv om han bliver en indviet kristen.
En har måske før i tiden, før han blev en indviet kristen, frivilligt givet Gud et andet personligt løfte. Det var mere end et ønske eller en plan han blot havde i tankerne eller gav udtryk for over for en ven; det var et højtideligt løfte til Gud. Han var ikke under tvang da han gav dette løfte. Men nu ønsker han måske at blive befriet for det. Han spørger måske om hvorvidt løftet stadig er bindende. Men han må forstå at ingen er i stand til at befri ham for det ansvar han har påtaget sig ved at give Gud dette højtidelige løfte. Det er et spørgsmål mellem ham selv og Jehova Gud. — Rom. 14:4.
Måske kræver Bibelen ikke at man afgiver et sådant løfte. Hvis det ikke er i modstrid med Guds ord vil det ikke desto mindre være rigtigt at holde det, selv om dette måske vil medføre problemer senere i livet.
Men en har måske, før han lærte sandheden fra Guds ord at kende, lovet at gøre noget der er i modstrid med Jehovas vilje. Efterhånden som han studerer Bibelen bliver han klar over dette modsætningsforhold. Hvordan bør han nu se på dette løfte, der ikke er i harmoni med Guds vilje som kommer til udtryk i Bibelen? Det skal han naturligvis selv afgøre, men ved at handle i overensstemmelse med Guds vilje, der klart er givet til kende, viser han sin trofasthed mod Jehova. Det betyder at han må gøre noget ved sagen, som for eksempel ophøre med en handlemåde eller bryde med en omgangskreds der ikke har Guds godkendelse. Hvis man på denne måde giver udtryk for sin hengivenhed til Jehova vil han velsigne en. (2 Kor. 6:16-18) Man kan ikke indvi sig til Gud gennem Kristus hvis ikke man betragter et sådant løfte som ugyldigt.
-