Opnå større lykke ved hjælp af kristen sparsommelighed
DE DER elsker Gud har altid glædet sig over at fremme den sande tilbedelse. Dengang Jesus Kristus og hans apostle drog fra by til by og fra landsby til landsby for at forkynde den gode nyhed om Guds rige, var der mange der betragtede det som en glædelig forret at hjælpe dem materielt. For eksempel var Maria Magdalene, Johanna, Susanna og andre glade for at ’gå dem til hånde med det, de havde’. (Luk. 8:1-3) Alle medlemmerne af den kristne menighed i Filippi delte deres materielle goder med apostelen Paulus. Derfor kunne han skrive til dem: „Endog medens jeg var i Tessalonika, sendte I mig både én og to gange, hvad jeg trængte til.“ Gud ville ikke lade deres kristne gavmildhed gå upåagtet hen. (Fil. 4:14-20) Der er ingen tvivl om at mange i dag ville have været dybt taknemmelige over en sådan mulighed for materielt at støtte den sande tilbedelse.
Det har vi stadig mulighed for at gøre. Jehovas vidner giver med glæde af deres tid, kræfter og midler for at oprigtige mennesker kan lære den guddommelige vilje at kende og gøre den. (1 Tim. 4:16) Vi der lever nu behøver ikke at gå mange år i forventning, for Riget er nu en realitet. Hvilken forret at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige og at støtte dette arbejde materielt, så meget man kan!
Vor indstilling til at give
Eftersom Jehovas vidners organisation ikke er et kommercielt foretagende, afholdes udgifterne i forbindelse med deres mødesale og virksomhed ved hjælp af frivillige bidrag. Ingen er tvunget til at give noget. I denne henseende ligner Jehovas vidner de første kristne, om hvem Tertullian skrev: „Selv om der findes en slags kasse, er den ikke fyldt med penge der er betalt i entré, som om religion var et spørgsmål om penge. Enhver giver et beskedent beløb én gang om måneden eller når han ønsker det, og kun hvis han ønsker det og hvis han kan; for ingen er tvunget dertil, det er en frivillig gave.“ (Apologeticum, XXXIX, 5) En sådan ordning er i overensstemmelse med apostelen Paulus’ ord til de kristne i Korint: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:7.
Jehovas vidner er glade for at ære Jehova med deres værdifulde ting. (Ordsp. 3:9, NW) Deres indstilling med hensyn til at give, svarer til den israelitterne havde på Moses’ tid, hvor de fik mulighed for at ære Jehova ved at give guld, sølv, kobber, uld, linned og andre ting, så deres tabernakel for tilbedelse kunne blive bygget. De der havde et villigt hjerte gav med glæde denne „offerydelse til [Jehova]“; det var „en frivillig gave“. (2 Mos. 35:4-9, 20-29) Lad beretningen tale for sig selv. Det blev meddelt Moses: „Folket kommer med mere, end der kræves til udførelsen af det arbejde, [Jehova] har påbudt!“ „Da bød Moses, at følgende kundgørelse skulle udråbes i lejren: ’Hverken mænd eller kvinder skal yde mere som offergave til helligdommen!’ Så hørte folket op med at komme med gaver. Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele arbejdet, ja, mer end nok.“ — 2 Mos. 36:4-7.
Mange år efter gav kong David store bidrag til det tempel der skulle bygges af hans søn Salomon. I sin glæde over Guds hus gav David endog sin „specielle ejendom“ af guld og sølv. (1 Krøn. 29:3, NW) Derpå spurgte Israels elskede konge sit forsamlede folk: „Hvem er nu villig til i dag at bringe [Jehova] gaver?“ (1 Krøn. 29:5) Svaret var i sandhed opmuntrende. Øversterne og førerne i Israel skænkede gaver og „de, som ejede ædelsten, gav dem til [Jehovas] hus’ skat“. Gjorde de det modstræbende? Bestemt nej, for beretningen siger: „Og folket glædede sig over deres vilje til at give, thi af et helt hjerte gav de [Jehova] frivillige gaver; også kong David følte stor glæde.“ — 1 Krøn. 29:6-9.
Sparsommelighed for at kunne give
Jesus Kristus sagde: „Saligere er det at give end at modtage.“ (Ap. G. 20:35) Jehova Guds trofaste tjenere har derfor ofte kunnet opnå større lykke ved at give på den rette måde. Imidlertid har de ikke alle været indflydelsesrige personer der havde store økonomiske eller materielle reserver som satte dem i stand til at give frit uden forudgående planlægning eller uden at bringe ofre. Israelitterne måtte uden tvivl udvise sparsommelighed for at kunne give noget til tabernaklet og templet og for at støtte dem der tjente dér. Mange af de første kristne må have fundet det nødvendigt at gøre det samme for at være i stand til at give når der var behov for det. I vor tid må mange gavmilde kristne også planlægge og spare for at give bidrag til fremme af Rigets forkyndelse. De må være sparsommelige i overensstemmelse med Bibelens principper.
Det er kun få kristne der er rige i materiel henseende. De bør imidlertid ikke føle at det er uden betydning når de giver et beskedent bidrag. Jesus lagde ved en lejlighed mærke til at de rige lagde deres gaver i tempelblokken. Han fik så øje på en fattig enke der lagde to småmønter i den. Han så ikke ned på hende men sagde: „Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke lagde mere deri end alle de andre. Thi de lagde alle i gavebøssen af deres overflod; men hun lagde af sin fattigdom alt, hvad hun havde i eje.“ (Luk. 21:1-4) Han roste hende stærkt for det hun gjorde, selv om det i rede penge var et lille bidrag hun gav.
Enten man er fattig som denne enke eller man er lidt bedre bemidlet, har man mulighed for at opnå den lykke at give til et kristent formål, ifald man ikke ødsler sine penge bort. Gør man klog brug af sine materielle midler kan man ofte få dem til at strække længere. Ordsprogene 21:20 viser nødvendigheden af at gøre klog brug af sine materielle midler og af at passe godt på sin ejendom. Skriftstedet lyder: „I den vises bolig er kostelig skat og olie, en tåbe af et menneske øder det.“
Det er i harmoni med Guds vilje at et menneske glæder sig over resultaterne af sit hårde arbejde. (Præd. 3:12, 13) Men hvis man er ødsel vil man mange gange ikke have tilstrækkeligt til blot at leve en tålelig tilværelse. En kristen livsførelse og opdyrkelsen af Guds ånds frugter, såsom selvbeherskelse, gør det muligt for Jehovas tjenere at undgå ekstra udgifter der ville opsluge de penge som de gerne vil anvende til fremme af den kristne forkyndelse. (Gal. 5:22, 23) Det er sandt hvad der siges i Ordsprogene 21:17: „Lyst til morskab fører i trang, lyst til olie og vin gør ej rig.“ De kristne viser ikke alene gudsfrygt ved at undgå sådanne udskejelser, men de sparer også penge ved det. Trofaste kristne bruger ikke hele deres overskud af penge til fornøjelser og luksus, men de sparer sammen og har således mulighed for at bruge deres midler til det de gerne vil. De kan yde visse materielle bidrag til den verdensomfattende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige.
Ved at undgå lediggang og i stedet udføre et hæderligt arbejde følger de kristne også Bibelens principper, og på denne måde kan de ofte opnå større lykke ved at give til et kristent formål. Prædikerens bog 4:5 siger tankevækkende: „Dåren lægger hænderne i skødet og æder sig selv op.“ Fortidens kong Lemuel skrev nogle rosende ord om den hårdt arbejdende, flittige hustru. (Ordsp. 31:10-31) Apostelen Paulus anbefalede et hæderligt arbejde for at man kunne „have noget at give af til den, som er i nød“. — Ef. 4:28.
Hvem har denne forret?
Da der opstod nød blandt „de hellige“ i Judæa, modtog de kristne i Korint, som ønskede at hjælpe dem, et brev med nyttige anvisninger fra apostelen Paulus. Han skrev: „Med hensyn til indsamlingen til de hellige skal også I gøre, som jeg foreskrev menighederne i Galatien: hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer.“ (1 Kor. 16:1, 2) En sådan ordning kan være gavnlig i en kristen familie der har et virkeligt ønske om at give.
At udvise kristen sparsommelighed vil sige at bruge sine penge fornuftigt. Det indebærer at man lader Bibelens principper bestemme hvordan man bruger sine materielle midler. Det kan også indebære en praktisk ordning. Ligesom man kan lægge noget til side for at klare en uforudset situation, sådan kan kristne regelmæssigt lægge et bidrag til side til støtte for den sande tilbedelse. Paulus havde noget sådant i tanke da han foreslog korinterne at de skulle lægge noget til side hjemme „hver første dag i ugen“. Faderen, der er familiens overhoved, kan, om han ønsker det, træffe en sådan ordning for sin familie. (Ef. 5:21–6:4) På denne måde bliver det muligt for forskellige familiemedlemmer, eller måske for dem alle, at være med til at give til et kristent formål.
Det er værd at lægge mærke til at apostelens råd herom blev givet til menighederne i Galatien, såvel som til menigheden i Korint. Menighederne var glade for at yde bidrag. På samme måde yder hele menigheder i dag ofte bidrag til fremme af Rigets arbejde. Det gør de ved at udfærdige og vedtage resolutioner herom. Ud over hele jorden er der naturligvis mange gavmilde mennesker der finder det muligt at støtte den kristne forkyndervirksomhed ved at yde personlige bidrag. Denne gavmildhed giver dem større lykke. De bidrag som Vagttårnets selskab modtager bekræftes altid med et brev. Enkeltpersoner eller menigheder her i landet der ønsker at yde sådanne bidrag kan sende dem til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, Virum, eller indsætte dem på giro 3468.
Kristne er interesserede i at fremme forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, og derfor beslutter nogle at stille en del af eller alle deres penge til Selskabets rådighed ved deres død. Selskabet beder ikke om sådanne gaver, men giver gerne oplysninger om hvordan man i så fald skal forholde sig.
De bidrag Selskabet modtager anvendes til at udbrede budskabet om Guds rige. Sådanne midler bruges for eksempel til at opretholde missionærhjem og støtte missionsvirksomheden i forskellige lande. De hjælper til at opretholde trykkerier der er så nødvendige for udbredelsen af bibelsk litteratur. (Matt. 24:45-47) Rejsende zone- og sektionstjenere bliver ved hjælp af disse midler i stand til at besøge de kristne menigheder overalt på jorden og styrke dem åndeligt. Paulus blev på lignende måde hjulpet af de kristne i Filippi. Andre heltidsforkyndere bliver også hjulpet på denne måde. Og ved hjælp af de frivillige bidrag der lægges i en bidragsbøsse i den lokale rigssal bliver det muligt for Jehovas vidner og dem der er interesserede i vidnernes arbejde, at opretholde sådanne mødesale hvor mennesker samles for at høre Guds ord blive drøftet.
De der i det første århundrede troede på Kristus, støttede ofte gavmildt Jesus og hans efterfølgere i deres gerning med at lovprise Jehova Gud og forkynde hans hensigter. Det var en forret at gøre det. For at kunne yde sådanne bidrag måtte de udvise en sparsommelighed der var baseret på sunde bibelske principper. Men hvilken glæde de erfarede som følge af deres gavmildhed for at fremme den sande tilbedelse! Sådan er det også i dag. Mange finder at de ved klog brug af deres penge og midler har mulighed for materielt at støtte den verdensomspændende forkyndelse af Riget. De opnår større lykke ved at udvise kristen sparsommelighed.