Hvem får gavn at genløsningsofret?

DER er intet i den hellige skrift, som forudsiger eller viser forbilledligt, at den højeste Gud tilvejebringer en genløsning for alle mennesker, også dem, der er onde med vilje og overlæg. Man må derfor drage den slutning, at i Jesu Kristi tusindårige regering, som nu er nær for hånden, vil de, der har været onde med vilje, ikke blive ført frem fra døden ved en opstandelse. Vi ved, at mange bibelstudenter længe har haft den anskuelse, at bibelen garanterer, at „alle må komme frem fra døden“ ved Kristi genkomst og under hans tusindårige regering på jorden. (Studier i Skriften, bind 5, siderne 520-529) Men den slutning finder ikke støtte i fornuften eller i Guds ord.

Ingen vil få gavn af Jesu Kristi genløsningsoffer, medmindre han villigt benytter sig af denne forret. Det følger heraf, at Gud kun vil føre dem frem fra de døde, som kunne eller muligvis ville benytte sig af genløsningen, når de kommer til kundskab om sandheden; thi genløsningen er kun til fordel for dem og ikke for dem, der ikke nærer noget ønske om at blive forbedret eller frelst. Guds gave påtvinges ikke uvillige skabninger. — Romerne 6:23.

I forbindelse med menneskehedens genløsning ved Jesu Kristi blod er det ikke Guds egenskab retfærdighed, det drejer sig om. Hvis blot Guds retfærdsregel blev sat i virksomhed og anvendt, måtte hele menneskeslægten fortabes på grund af synd og ufuldkommenhed. Her er det snarere Guds egenskab kærlighed, det drejer sig om. Barmhjertighed er et resultat af, at Gud udøver sin miskundhed. Set fra retfærdighedens standpunkt har Gud ingen pligt til at genløse syndige mennesker, og han er heller ikke forpligtet til at udstrække sin barmhjertighed til enhver skabning, uanset om denne skabning ønsker hans barmhjertighed eller ej. At Gud forbeholder sig retten til at bestemme, hvem der skal vises barmhjertighed mod i overensstemmelse med hans miskundhed, fremgår af hans handlemåde med tvillingbrødrene Esau og Jakob. Med disse to sønner af patriarken Isak blev der dannet et profetisk billede for at vise Guds forudviden om en klasse mennesker, der søger retfærdighedens og livets vej, og en anden klasse, som følger den stik modsatte handlemåde. I Romerne 9:13 læser vi: „Der står skrevet: Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.“ Her repræsenterer Jakob den klasse, som søger Gud Herren og finder ham og derpå trofast tjener ham. Gud elsker den klasse af mennesker. Esau repræsenterer de utro, som ikke ænser Guds nådige foranstaltning for menneskene. Gud hader denne klasse med et berettiget had.

Gud kendte disse to klasser forud, og derfor forudsagde han dem; thi han kender på forhånd alt, hvad der har at gøre med hans hensigter og gerninger. Han siger: „Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje.“ (Esajas 46:9, 10) Naturligvis forudkendte Gud de mennesker, som ville vrage hans tilbudte livets velsignelser, og han kendte også på forhånd den klasse af mennesker, som gladelig vil tage imod hans nåderige foranstaltning. Det følger da, at de, der ikke har noget ønske om at kende Gud og Jesus Kristus og ikke ønsker at modtage Guds velsignelser ved Kristus, ikke vil få nogen barmhjertighed vist imod sig, og Gud vil ikke tvinge sin barmhjertighed på dem.

Kan det påstås, at retfærdighed mod alle ville kræve, at Gud skulle påtvinge alle sin barmhjertighed, skønt han på forhånd vidste, at sådanne mennesker ville forkaste hans miskundhed? Naturligvis ikke! Retfærdigheden kræver ikke barmhjertighed af Gud, og han er ikke uretfærdig, når han holder sin barmhjertighed tilbage fra dem, der ikke ønsker den og ikke sætter pris på den. I Romerne 9:14-18 læser vi: „Hvad skal vi da sige? Findes der mon uretfærdighed hos Gud? Nej, langtfra! Han siger jo til Moses: Jeg er barmhjertig mod hvem jeg vil, og jeg forbarmer mig over, hvem jeg vil. Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed. Og Skriften siger til farao: Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for, at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden. Altså forbarmer han sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.“ Gud tillod således farao og andre, som optrådte udfordrende over for hans overhøjhed og, universelle eneherredømme, at forhærde deres hjerter imod ham. Samtidig viste han, at det var hans hensigt at udstrække sin barmhjertighed til dem, der hører hans vidners vidnesbyrd og derefter beviser deres helhjertethed over for Jehova Gud som den højeste og som universets enehersker. Det er ganske ulogisk og urimeligt at påstå, at fordi Gud er retfærdig, skulle han være forpligtet til at vise barmhjertighed mod enhver menneskelig skabning. At hævde, at Gud på grund af sin retfærdighed er tvunget til at give enhver skabning frelse ved genløsningsofret, er urigtigt, og det finder ikke støtte hverken i fornuften eller i bibelen. At påstå, at Gud er forpligtet til at frelse alle mennesker for at bevise sin overhøjhed fuldt ud, er fuldstændig forkert og finder ikke støtte noget sted i bibelen.

Djævelens udfordring rejste det spørgsmål, om Gud var i stand til at sætte noget menneske her på jorden, som af fri vilje ville forblive trofast og sand mod Gud, når han blev underkastet den prøve, som påførtes ham af Djævelen. Hvad angår denne udfordring, har alle beviser, som siden er blevet ophobet, godtgjort, at Gud har bevist, at Djævelen er en løgner, og han har slået sin overhøjhed fast, så at enhver tvivl må være udelukket. Hvordan? Ved at mange mennesker indtil nu har bevaret deres helhjertethed over for Gud. I Harmagedonslaget vil Gud fuldstændigt bortfeje alt, hvad Djævelen har frembragt i modstand mod Gud. Gud vil derfor til fulde godtgøre sin overhøjhed. Følgelig vil enhver, som villigt drager fordel af Guds nådegave, blive velsignet med liv og få en lejlighed til at bevise, at Djævelens ondsindede udfordring er en bagvaskelse af Guds navn, ord og universelle eneherredømme, og at Satan er falsk, men Gud er sanddru.

Mennesker har bragt sig selv i store vanskeligheder med hensyn til Kristi genløsningsoffer ved at gå ud fra den teori, at spørgsmålet om Guds retfærdighed er indbefattet. Da Gud havde dømt Adam til døden for hans ulydighed i Eden, krævede retfærdigheden, at Adam skulle have sit liv forbrudt. Da Adam vendte tilbage til støvet, hvoraf han var taget, var Guds retfærdighed fuldt ud tilfredsstillet. Retfærdigheden har været tilfreds hele tiden siden, for så vidt Adam angår. Vi, som er Adams efterkommere, kom med rette under fordømmelse ved vor arv efter ham, men da vi ikke selv er under direkte dom, kunne Gud med god samvittighed udstrække sin barmhjertighed til os. Det var ikke et spørgsmål om at tilfredsstille retfærdigheden ved et andet fuldkomment menneskes død, og Jesu død skete ikke med det formål at tilfredsstille retfærdigheden. Hvis Gud ville tage imod Jesu Kristi fuldkomne liv som en tilfredsstillelse af retfærdigheden, måtte det betyde, at enten var Guds dom over Adam ikke sket fyldest, eller også at Jesu blod blev udgydt som en dobbelt tilfredsstillelse. Noget sådant ville slet ikke kunne forenes med Jehova og være helt utænkeligt for ham, som er retfærdighedens Gud.

Kærligheden, ikke retfærdigheden, virker

Lad os nu betragte sagen fra kærlighedens standpunkt. I sin uselviske kærlighed bestemte Gud, at Jesus skulle blive menneske og sætte sit liv til, og uden tvivl var Jesus enig med sin fader, Jehova Gud, heri. Dette fuldkomne, hengivne menneskeliv ville svare til, hvad Adams efterkommere ville have haft ret til og ville have fået fra deres jordiske fader, hvis han ikke havde syndet. Når Jesu fuldkomne menneskeliv og hans ret til det frembæres for Jehova Gud i himmelen som et genløsningsoffer, udgør det købesummen for alle de rettigheder, som Adams efterkommere havde mistet på grund af Adams synd. Ved sin opstandelse fra døden fik Jesus Kristus udødeligt liv som en åndelig skabning, og da han betalte med sin ret til liv som menneske, blev han ved køb ejer af enhver af Adams efterkommere, som går ind på Guds fordringer. For at kunne gå ind på Guds krav må de have tro på Gud og Jesus Kristus, og dernæst må de rette sig efter de regler, som styrer dem, der tager dette troens skridt og indvier sig til Gud for at gøre hans vilje. Jesu Kristi genløsningsoffer er en løsesum, der nøjagtig svarer til, hvad Adam tabte i Eden. Men det var ikke en stedfortræder for Adam, og Jesus bragte det heller ikke for at tilfredsstille retfærdigheden, men han gav det som en løsesum. Jehova Gud gør Jesus til „Evigheds-Fader“, det vil sige den, der tildeler evigt liv. Men på hvilke betingelser? Jo, at menneskene går ind på Guds fordringer.

Derfor står der skrevet, at „Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre“. (Romerne 6:23; Esajas 9:6) En gave kan ikke blive en gave, hvis ikke giverens og modtagerens sind stemmer overens. Eller sagt med andre ord: tilbudet om gaven må fremsættes, og den, der får gaven tilbudt, må af fri vilje tage imod tilbudet. Heraf følger da, at det menneske, for hvem tilbudet står åbent, men som nægter eller forsømmer at tage imod det, ikke kan få gavn af gaven. Følgelig bliver genløsningsofret kun til gavn for dem, der beder om dets fordele og villigt tager imod dem.

Som det siges i Romerne 5:12, er alle mennesker kommet under fordømmelse, og det må til sidst føre til evig død, hvis der ikke træffes foranstaltninger til en genløsning. Gud har i sin nåde tilvejebragt en udvej til at undfly døden og til at opnå evigt liv, og den har han holdt frem for menneskene. Menneskene må vælge mellem at blive under fordømmelsen, som med rette hviler over dem; eller at benytte sig af Guds miskundhed og barmhjertighed og søge og villigt tage imod Guds nådige frelsesforanstaltning, hvorved mennesker kan opnå livet. Den eneste måde, hvorpå man kan undfly døden og opnå evigt liv, er ved og gennem Jesus Kristus. Gud har lagt ham som den nye retfærdsverdens grundvold, og der er ingen anden vej og intet andet navn end hans, hvorved mennesker kan opnå livet. Kun de, der tror, at Gud har truffet en sådan foranstaltning, og at Jesus Kristus er frelsesmidlet, har mulighed for at blive frelst. I de forløbne århundreder er mange blevet stillet ansigt til ansigt med Guds foranstaltning til opnåelse af evigt liv og har med vilje og overlæg vraget den. De er døde i deres synder, og Guds fordømmelse bliver over dem. Der er ingen rimelig grund til at antage, at Gud vil bringe dem tilbage og give dem en ny lejlighed til at forkaste hans nådige tilbud om liv.

Det er ikke i mindste måde i modstrid med, hvad Johannes Døber sagde om Jesus, nemlig: „Se Guds Lam, som bærer verdens synd.“ (Johannes 1:29) Johannes’s afgjorte udtalelse kan ikke bringes til at betyde, at Jesus borttager alle de menneskers synder, som nægter at benytte sig af genløsningens lejlighed, og som af fri vilje vælger ondskabens vej, der betyder absolut død. I tidens løb har der været mange af dem, og der er endnu mange. At Guds fordømmelse bliver over dem, har Jesus udtrykkeligt sagt med de ord: „Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.“ — Johannes 3:17, 18.

Da Jesus var på jorden, fordømte han kraftigt farisæerne og deres religiøse afkom og sagde, at de var den gamle slanges, Djævelens, slangeyngel og var værdige til døden. Han sagde: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! . . . I slanger, I øgleunger, hvordan kan I undgå at dømmes til helvede [gehenna]?“ (Mattæus 23:20-33) At påstå, at genløsningsofret gælder for sådanne modstandere af Jehova Gud og hans rige, ville være ensbetydende med at benægte oprigtigheden og sandheden i Jesu fordømmelse af disse onde mennesker. Men Jehova Guds miskundhed og barmhjertighed strækker sig til alle mennesker, som af fri vilje tror på Gud og trofast tjener ham og hans elskede søn Jesus Kristus. „Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig Jehovas nåde på sinde!“ — Salme 107:43.

Den ugudelige løsepenge for den retfærdige

Mennesker, der sidder inde med stor rigdom af penge, position, indflydelse og ære blandt andre, bilder sig ind, at de er særlig begunstiget af Gud og Kristus, og med hensyn til sikkerhed stoler de på deres rigdom, ære og position. Men hvad bliver sådanne menneskers skæbne? „De, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom; visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ (Salme 49:7-10) Sådanne mennesker dør ligesom de ufornuftige dyr, thi de står ikke højere end „fornuftløse dyr, der af naturen er født til at fanges og forgå“. (2 Peter 2:12) „Den, som lever i herlighed, men uden forstand, han er som dyrene, der forgår.“ — Salme 49:21.

Sådanne mennesker kan ikke selv skaffe sig livet eller købe deres liv ved at kaste deres guld på gaderne i slaget ved Harmagedon. De kan ikke til den tid købe sig befrielse fra Jehovas skarpretter på nogen som helst måde. Et menneskes rigdomme kan ikke genløse det. Mellem mennesker kan det være tilfældet, som ordsproget siger: „Mands rigdomme er løsepenge for hans liv, fattigmand får ingen trusel at høre.“ (Ordsprogene 13:8) Men det gælder ikke nogen sinde mellem Gud og de syndige mennesker.

Under visse omstændigheder kan den gudløse blive løsepenge for den retfærdige. Som der står skrevet: „Den gudløse bliver løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges sted.“ (Ordsprogene 21:18) Dette skriftsted passer på slaget ved Harmagedon. Hvordan? På den måde, som det udtrykkes i moderne oversættelser af Ordsprogene 21:18: „Det ugudelige menneske bliver en genløsning for den retfærdige, og den troløse mand træder i stedet for den retsindige.“ (En Amer. Overs.) „De onde skal lide straffen, de troløse bliver straffet, ikke de retsindige.“ (Moffatt) Når Guds vrede udøses i slaget ved Harmagedon, skal de ugudelige og forsætlige overtrædere slås ihjel som prisen for de retfærdiges og retsindiges frihed. På den måde bliver de retfærdige og retsindige udfriet fra den mishandling og undertrykkelse, de har været genstand for fra de ugudeliges og forsætlige synderes side. Således bliver de retfærdige løskøbt eller udfriet ved de forsætlige overtræderes og ugudeliges død. Grunden hertil er, at de ugudelige og overtræderne nægter at gå ind på nogen anden ordning for de retfærdiges frihed, og derfor bringer Jehova Gud med magt dette middel i anvendelse imod dem. Læg mærke til, hvad Esajas 43:1, 3, 4 siger som støtte for dette: „Så siger Jehova, som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! Thi jeg er din Gud, jeg, Jehova, Israels Hellige, din frelser. Jeg giver Ægypten som løsesum, Ætiopien og Seba i dit sted, fordi du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig; jeg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl.“ Det viste tilbage til Israels udfrielse fra Ægypten på Moses’s tid og forudsagde tillige en udfrielse for det åndelige Israel, den sande kristne organisation, fra det modbilledlige Ægypten, denne verden, i slaget ved Harmagedon. De ugudelige og overtræderne betaler med straffen på deres liv, men de retsindige redder livet, en stor skare af retsindige mennesker, som overlever slaget ved Harmagedon og går ind i den nye verden.

(The Watchtower, 15. oktober 1949)