I sin egen by, Nazaret, blev Jesus angrebet af en pøbelsværm, der „drev ham ud af byen og førte ham hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på; der ville de styrte ham ned. Men han gik sin vej midt imellem dem og drog bort“. Det var uden tvivl ved hurtigt at trække sig tilbage, at han unddrog sig deres greb. Og da modstanden blev for voldsom i Judæa, holdt Jesus sig borte fra denne egn, indtil pligten kaldte ham derhen, „fordi jøderne søgte at slå ham ihjel“. Han vidste, at hans time endnu ikke var kommet. — Luk. 4:28-31; Joh. 7:1, 8-10.

Da Paulus var ude på sine missionsrejser, forlod han den ene by efter den anden, når forfølgelse gjorde fortsat forkyndelse umulig, og i eet tilfælde måtte han endog flygte ved at lade sig fire ned fra et vindue i en kurv. Under disse forhold ville han ikke have opnået noget ved at påberåbe sig sit romerske borgerskab, som han senere gjorde. (Ap. G. 13:50, 51; 14:5-7, 19, 20; 22:25; 25:10-12; 2 Kor. 11:32, 33) Da forfølgelsen blev for voldsom i Jerusalem, søgte de første kristne ikke martyrdøden ved at blive, men spredtes over hele landet med undtagelse af apostlene, og på den måde blev det gode budskab spredt vidt og bredt. — Ap. G. 8:1.

Der er således en tid til alt, tid til at holde stand og tid til at give efter. (Præd. 3:1-8) Hvis vi bliver angrebet i vore hjem eller rigssale, så er det tid til at holde stand og kæmpe for vore brødre. (Neh. 4:14) Men selv for sådanne tilfælde bør vi ikke forberede os på vanskeligheder ved at udruste os med bogstavelige våben, geværer o.s.v., men hvis vi bliver angrebet, vil vi søge at afværge slagene, så godt vi kan, med hvad der er for hånden. Vi kan ikke påtage os ansvaret for at skyde og måske dræbe en angriber. Jesus understregede dette den nat, han blev forrådt. — Matt. 26:52.

Når vi samles andre steder, på pladser, i parker eller offentlige forsamlingsbygninger, eller når vi er optaget af vidnearbejdet i en gade, og en pøbelsværm truer os, og det viser sig umuligt at tale den til fornuft, så er det tid til at trække sig tilbage og gå et andet sted hen i stedet for at holde fast ved vore lovlige rettigheder, når det har vist sig, at angriberne ikke er modtagelige for fornuft. Når vi angribes, søger vi naturligvis at afværge slagene, og det er altid rigtigt at søge beskyttelse hos politiet, der skal opretholde den offentlige orden. „Den kloge ser faren og søger i skjul, tankeløse går videre og bøder.“ — Ordsp. 22:3.

Vi må skelne mellem at være forsigtige og snilde og at gå på kompromis. Vi vil under ingen omstændigheder hylde mennesker; vi vil ikke bøje os for skabninger eller symboler af nogen art. Hvis man befaler os at standse forkyndelsen, vil vi adlyde Gud fremfor mennesker, og så længe vi kan komme i forbindelse med andre, vil vi udnytte alle muligheder for at aflægge vidnesbyrd for hørende ører. Når det bliver forbudt Jehovas snilde vidner at gå fra dør til dør, går de fra en dør i een husblok til en dør i en anden husblok; når det forbydes dem at vidne på gaderne, indleder de tilsyneladende tilfældige samtaler med folk, mens de lader, som om de ser på butiksvinduer; hvor det ikke er tilladt at avertere et foredrag offentligt, bliver folk inviteret til det privat. Visse mere offentlige former for forkyndelse kan således ikke anvendes i katolske lande som Irland, Italien, Spanien og Argentina eller byen Quebec. Ved at anvende den største snildhed er Jehovas vidner i stand til at udføre forkynderarbejdet selv bag jerntæppet.

Alle Jehovas kristne tjenere bør derfor grundigt dygtiggøre sig til deres opgave og udføre den med iver og frygtløshed, så godt de formår. Men de bør også huske på, at når vi står ansigt til ansigt med voldelig modstand, som for eksempel pøbeloverfald, må vi være snilde som slanger, så vi undgår unødvendige vanskeligheder. Hvis vi ikke handler sådan, ville vi friste Gud, og det må vi ikke gøre. (Matt. 4:7) Ganske særlig i sådanne tilfælde bør vi efterkomme apostelens råd: „Lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind!“ — Fil. 4:5.

Spørgsmål fra læserne

● Nogle søger at retfærdiggøre deres skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab ved at sige, at deres tidligere ægtefælle bedrev hor med en anden i sit hjerte, selv om der ikke skete andet. De citerer Mattæus 5:27, 28. Hvad med et sådant ræsonnement? — F. R., de Forenede Stater.

En sådan tankegang er et desperat, men omsonst forsøg på at retfærdiggøre sig selv. Jesu ord, som disse mennesker prøver at få til at tjene deres selviske hensigt, lyder således: „I har hørt, der blev sagt: Du må ikke bedrive hor. Men jeg siger jer, at enhver, der vedblivende ser på en kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.“ (Matt. 5:27, 28, NW) Det argument, at en sådan indre lidenskab, der ikke kommer til udbrud, er lig med hor og retfærdiggør skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab, falder ind under samme kategori som farisæernes underfundige, jesuitiske spekulationer, når de med deres traditioner underkendte og tilsidesatte Guds bud. — Matt. 15:3-9.

Med disse ord viste Kristus Jesus, hvad der kræves af et virkelig rent hjerte, nemlig at det ikke huser urette tanker og ønsker. Det er ikke blot et spørgsmål om at undlade at gøre noget forkert af frygt for straf eller ubehagelige følger, men snarere et spørgsmål om at elske retfærdighed så højt, at der i sindet og hjertet ikke er plads for urette længsler. Man vil ikke kunne give rum for tanker om urette handlinger, hvis man adlyder Filipperne 4:8: „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ Umoralske handlinger bør ikke være noget, kristne til stadighed taler om, men