som det inspirerede ordsprog tilråder: „Væn drengen til den vej, han skal følge; da viger han ikke derfra, selv gammel.“ (Ordsp. 22:6) Hvis et forældrepar flittigt har undervist deres børn i Guds sandhed, vil børnene når de bliver voksne kunne tage den personlige beslutning at indvi sig til Gud. Efter at have taget denne beslutning vil de, ligesom Jesus, symbolisere deres indvielse ved vanddåben. Ved at leve op til denne indvielse vil de vise sig værdige til evigt liv på jorden, under himmelens rige.

Hvad sker der hvis barnet dør førend det er gammelt nok til at foretage en personlig indvielse til Gud? Eftersom Gud betragter børn af troende forældre som „hellige“, kan vi være sikre på at et sådant barn som dør, vil blive oprejst fra de døde. Forældre der adlyder Jesus og følger hans eksempel går aldrig forkert. Selv forbryderen som led døden på en marterpæl ved siden af Jesus, fik løfte om en opstandelse og mulighed for at opnå evigt liv i den retfærdige nye verden. „Du skal være med mig i Paradis,“ sagde Jesus. (Luk. 23:43, NW). Hvis denne forbryder, der indtil da var udøbt, vil komme i det genoprettede paradis på jorden, da vil børn af troende forældre som følger Jesu eksempel og ikke lader deres børn døbe, sandelig erfare en lignende velsignelse.

For sande kristne har Jesu Kristi ord og eksempel langt mere vægt end menneskers traditioner. Sande kristne følger Kristi eksempel. Ved deres studium af Bibelen har de fået overvældende beviser for at 1) det første århundredes kristne aldrig nogen sinde døbte et spædbarn; 2) den kristne dåb ikke bortvasker synder men er et symbol på en personlig indvielse til Gud, og 3) udøbte børn af troende forældre er „hellige“ i Guds øjne.

Derfor behøver spædbørn ikke at døbes, ja de bør ikke døbes. Dåben er en ceremoni der tilkendegiver en forpligtelse, en forpligtelse som ingen kan påtage sig for andre, og som et spædbarn bestemt heller ikke kan påtage sig. Den bibelske lære om vanddåb, den eneste vanddåb Gud virkelig anerkender, er i dag nøjagtig den samme som da Jesus indførte den.

Spørgsmål fra læserne

● I betragtning af hvor alvorligt det er at indføre blod i den menneskelige organisme ved en transfusion, vil den indviede, døbte mand eller kvinde som tager imod blodtransfusion og således krænker Skriften da udsætte sig for at blive udstødt af den kristne menighed?

Den inspirerede hellige Skrift svarer ja. Omkring midten at det første „kristne“ århundrede samledes i Jerusalem Kristi tolv apostle og andre modne repræsentanter for menigheden i den hensigt at træffe afgørelse om hvad der ifølge Skriften måtte kræves af ikke-jøder for at disse kunne få adgang til den kristne menighed. De tolv apostle og repræsentanterne for menigheden i Jerusalem, der mødtes for at afgøre dette vigtige spørgsmål, var alle jøder eller omskårne proselytter, og som sådanne havde de indtil pinsen i år 33 e. Kr. måttet efterkomme Moselovens påbud der forbød dem at spise og drikke dyreblod. I Moseloven (3 Mos. 17:10-12) bød Gud jøderne: „Om nogen af Israels hus eller de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk. Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet Eder det til brug på alteret til at skaffe Eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen. Derfor har jeg sagt til israeliterne: Ingen af Eder må nyde blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt Eder må nyde blod.“

Disse jødekristne var nu under den nye pagt der var blevet gyldig da Jesus Kristus, mellemmanden mellem Gud og mennesker, udgød sit blod i døden. Hvilke krav skulle de troende hedninger ifølge afgørelsen opfylde for at komme ind i den kristne menighed? I erklæringen som indeholder afgørelsen, hedder det: „Apostlene og de ældre brødre til de brødre i Antiokia og Syrien og Kilikien der er fra nationerne: Hilsener! . . . Thi den hellige ånd og vi selv har givet tilslutning