Forældre, opdrager I jeres børn?
„Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ — Ordsp. 22:6.
1. (a) Hvornår bør forældre begynde at tænke på deres børns fremtid, og hvor grundigt et opdragelsesprogram bør de tilrettelægge? (b) Hvilket mål skal forældre indprente barnet, og hvad kan forældrene være sikre på hvis de følger det påbud Jehova giver i Ordsprogene 22:6?
FORÆLDRE, længe før jeres barn kommer til verden, bør I standse op og tænke på dets fremtid, hvilke mål I ønsker det skal nå og hvordan barnet med jeres hjælp kan nå disse mål. Allerede på dette tidspunkt bør I så grundigt og fuldstændigt som det er jer muligt udforme en række vejledninger. Vær parat til at undervise jeres barn således at det ved hvilken handlemåde det skal følge i hvert af livets trin. Når det begynder at kunne fatte — ja mens det er ganske lille — skal I forklare det hvilken fremtid der ligger foran det. Vis det hvilke pligter og hvilket ansvar der venter det. Giv det vejledning om og vis det hvordan det skal udføre fremtidige pligter, undgå fremtidige farer og sikre sig fremtidige velsigner. Ved daglig belæring må I indprente barnet at det skal sætte sig som mål at opnå det evige liv; derpå må I ved jeres eksempel langsomt føre det skridt for skridt ad livets vej som I har forklaret det, indtil det ligefrem bliver en vanesag for det at tage hvert skridt. Bed til stadighed om at Jehovas velsignelse må hvile over jeres undervisning og opdragelse af barnet. Så vil I have adlydt det påbud Jehova har givet: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ (Ordsp. 22:6) Vi har Guds ord for at en sådan opdragelse og oplæring af barnet mens det er lille og modtageligt for den, aldrig vil udviskes, og at de gode vaner det har lært aldrig vil brydes.
2. Hvad betyder det hebraiske ord hhanákh, og hvilken indstilling bør forældrene have til opdragelsen af barnet?
2 Det hebraiske ord hhanákh, der oversættes „vænne til“, betyder også at indvi. .Det anvendes ofte i forbindelse med at indvi et menneske, et hus eller enhver anden ting til tjeneste for Gud. Forældre, derfor må I indvi jeres barn til Gud og derpå undervise det, oplære det og tugte det som var det Guds barn, et barn som han havde betroet i jeres varetægt. „Se, sønner er [Jehovas] gave, livsens frugt er en løn.“ (Sl. 127:3) Dersom forældre giver agt gå disse udtalelser og deres optræden levende beviser at de gør det, vil de tydeligt afmærke livets vej for deres sønner og døtre, der ikke vil kunne finde nogen fornuftige grunde til at vige bort fra den.
3. Hvilken lektie kan forældrene lære af dyrene, og hvordan skal de indprente deres børn den?
3 Dyreforældre gør sig megen umage for at opdrage deres unger så disse kan bevare livet. Betragt for eksempel dådyret og dets lille dåkalv. Hvad kender den lille dåkalv til den onde bjergløve, og hvad kan den vide om hvordan den skal undgå at blive middagsmad for dette mægtige dyr? Praktisk talt intet. Men Jehova har indgivet dådyrhunnen et aldrig svigtende instinkt for hvordan den skal bære sig ad når den står over for fare. Instinktivt lærer dådyrhunnen den lille kalv hvordan den skal undslippe faren og bevare livet. Den første regel er at kalven må vise ubetinget lydighed over for den givne vejledning. Hvis faren nærmer sig, giver dådyrhunnen kalven befaling til at ligge helt stille. Takket være sin uovertrufne camouflage og fuldkomne ubevægelighed kan dådyrkalven skjule sig for sine fjender. Løven brøler for at skræmme kalven så den ved en bevægelse røber sit skjul. Det kunne synes dådyrkalven klogere at springe op og løbe for livet. Men hvor langt tror du den ville kunne nå inden den sultne løve ville være over den? Ikke ret langt. Så længe faren truer, handler dådyrkalven efter sin moders bud. Så vender moderen tilbage og giver den til kende at nu kan den godt røre sig igen. Dådyrkalven springer muntert rundt i glæde over at være i live. Dådyrhunnen slikker den hengivent fordi den har adlydt. Ja, lydighed er ensbetydende med livet, ulydighed er ensbetydende med døden. Denne meget vigtige lektie må forældre blandt menneskene lære deres børn så godt at den sidder fast.
4. Hvad er forudsætningen for at forældrene kan undervise børnene i Bibelens principper, og hvilket råd giver Bibelen børnene?
4 Inden forældre kan lære deres børn at følge de principper som Guds ord, Bibelen, fortæller er betingelsen for at kunne bevare livet, må de selv kende dem og lade sig lede af dem. Til israelitiske forældre udtalte Moses: „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag; skal du tage dig til hjerte.“ Derpå erklærede han: „Du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mos. 6:4-9) Børn får af Jehova befaling til at lytte til sådanne teokratiske forældre: „Min søn, tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring, bind dem altid på dit hjerte, knyt dem fast om din hals; på din vandring lede den dig, på dit leje vogte den dig, den tale dig, til, når du vågner; thi budet er en lygte, læren lys, og tugtens revselse livets vej.“ Man må lære børn at forstå at det er Jehovas vilje at de skal lytte til den vejledning forældrene giver dem, for det er livets vej. — Ordsp. 6:20-23; 4:10-13, 20-24.
Hjemmet er opdragelsescentret
5. Hvor er centret for barnets opdragelse, hvem leder det, og hvorfor er denne ledelse så nødvendig?
5 Hjemmet er det teokratiske opdragelsescenter. Hvad der foregår i hjemmet vil få følger for barnet i resten af dets liv. Faderen er lederen af dette opdragelsescenter. Han må skuldre sit ansvar ved at tage initiativet til at vejlede og opdrage børnene. Med følgende ord understreger Bibelen at faderen har hovedansvaret for opdragelsen af børnene: „I fædre, irritér ikke jeres børn, men vedbliv med at opdrage dem i Jehovas tugt og myndige formaning.“ (Ef. 6:4, NW) Dr. Benjamin Spock har udtalt: „Nogle fædre er blevet opdraget til at tro at det ene og alene er mødrenes opgave at tage vare på børnene.“ Som Bibelen viser er det nødvendigt at en fader er sammen med sine børn hvis de skal udvikle sig rigtigt. Er han ikke sammen med børnene vil det påvirke dem i deres opvækst, og sådan er det hvad enten han bryder sig om det eller ej. Et barn er meget glad for sin fader. „Min fader ved hvad han taler om,“ siger barnet. Men dersom faderen undlader at give barnet vejledning eller tager sig fadermyndigheden og -værdigheden let, hvis han kritiserer barnet for stærkt, eller hvis han tager for strengt og brutalt på det, vil det tage skade. Barnet venter mere af sin fader, og med rette.
6. Hvordan kaster de ved en undersøgelse fundne fem faktorer lys over børnenes opdragelse i hjemmet?
6 En undersøgelse der for nylig er blevet foretaget, viste at forskellen mellem et stort antal børn der var kommet på kant med loven, og et stort antal børn der havde holdt sig på den rigtige side af loven, afhang af fem faktorer. Ifølge prøven, som havde strakt sig over en tiårs periode, viste disse sig at være: 1) faderens tugt, 2) moderens tilsyn, 3) faderens kærlighed, 4) moderens kærlighed, og 5) familiens sammenhold. Det var overraskende at opdage hvilken betydning børnene tillagde faderens vejledning, kærlighed og tugt. Den alt for strenge, hårde og urimelige fader stod ikke højt hos børnene; det gjorde derimod den faste og venlige fader. Den ligegyldige moder der lod børnene løbe omkring på gaden var ikke genstand for deres agtelse. Man kommer altså ikke uden om denne ene kendsgerning: om børnene arter sig godt eller dårligt, afhænger i væsentlig grad af den opdragelse faderen og moderen giver dem i hjemmet.
7. Hvorfor kan søndagsskolen ikke tage hjemmets plads som opdragelsescenter?
7 Forældre må ikke bilde sig ind at de følger Guds påbud om at opdrage barnet, hvis de blot sender det af sted til søndagsskolen eller et andet religiøst møde. Den grundlæggende religiøse undervisning skal barnet have hjemme. Det er et ansvar der hviler på forældrene, og de kan ikke letsindigt skubbe det over på andre. Beretninger viser at Guds velsignelse ikke kan hvile over søndagsskoleordningen. Selv om der i De forenede Stater er mere end 36 millioner børn der går i henved 300.000 søndagsskoler „er det meget få der ændrer deres liv så de går ind i en ægte og kristusfyldt discipelgerning“, udtalte en fremtrædende præst. Vi ønsker at vore børn skal vokse op, ikke på en næringsfattig tro, men på en kraftig åndelig føde der kan gøre dem til modne kristne mænd og kvinder der er iklædt nye personligheder. Hjemmet er det sted hvor en sådan oplæring skal foregå, og forældrene har tilsynet med og ledelsen af den.
Et bestemt program dag for dag
8. Hvilket fastlagt program bør forældrene tilrettelægge for børnene, og hvorfor er det vigtigt at have faste tidspunkter hver dag?
8 Undervisningen i hjemmet har større chancer for at lykkes dersom forældrene lader børnene følge et bestemt program dag for dag. Hver dag bør de på et bestemt klokkeslæt læse i Bibelen, hvorpå forældrene bør høre børnene for at se om de har forstået hvad de læste. Samme fremgangsmåde bør man følge hver dag under drøftelsen af dagens tekst og kommentarerne fra Vagttårnet. Tillige bør der afholdes et ugentligt bibelstudium i hjemmet med børnene og et ugentligt familiestudium over Vagttårnet, hvori børnene også skal deltage. Læg mærke til at dagen og klokkeslættet for hvert af disse studier må ligge fast, således at barnet den dag og det klokkeslæt véd nøjagtigt hvad det skal. Når først studiet er blevet barnet en vane, vil det være vanskeligt at bryde den. Når barnet da er borte fra hjemmet, vil det netop i de timer tænke på hvad dets fader og moder beskæftiger sig med. På den måde knyttes barnet tættere til familiekredsen, og det vil få det til at tænke nærmere over alt det gode det har lært hjemme.
9. Nævn de forskellige ting forældrene bør lære børnene, og fortæl hvorfor de bør gøre det.
9 Børn har let ved at lære udenad. Lær dem at huske vigtige bibelsteder. Lær dem hvordan navnene på Bibelens bøger samt bibelske navne og ord skal udtales. Sæt dem ind i Bibelens lære. Giv dem øvelse i at træffe beslutninger og i at kunne skelne det rette fra det urette. Sæt ind på at udvikle deres viljestyrke. Når de vokser op vil de da lettere kunne modstå fristelser. Lær dem at dele med andre. På den måde kan man fremelske gavmildhed. Vær sen til at kritisere men hurtig til at vise medfølelse. Børn må lære at vise respekt for det hellige, at være hensynsfulde over for ældre brødre og søstre, at vise de syge medfølelse, og at være venlige mod alle. (3 Mos. 19:32) De må opdrages til ydmyghed, beskedenhed og sædelighed. Et barn i tiårsalderen har en overordentlig følsom sans for moral. Forældrene må indgive dette modtagelige sind Bibelens moralprincipper. Belær barnet om det rette og urette forhold til det andet køn, instruer det om hvordan det bør opføre sig når det er sammen med andre mennesker, og så videre. Både store og små ting tæller meget i disse år hvor barnet er modtageligt for indtryk; derfor må I, forældre, opdrage jeres børn. I må blandt andre ting vænne dem til at være ordentlige i tøjet og at tale et pænt sprog, hvad enten de opholder sig inden for eller uden for hjemmets fire vægge. Lær dem at holde orden på deres egne værelser, at pudse deres sko selv, at hænge deres tøj på plads, o.s.v. Med hensyn til penge må I lære dem at se forskellen mellem ødselhed og gavmildhed, mellem nærighed og sparsommelighed. Lad dem af deres lommepenge bidrage til rigssalens vedligeholdelse. Lad dem betale for den litteratur de selv bruger; på denne måde giver man dem begreb om penges værdi. Lær dem at bede med omtanke og at give deres bønner indhold. Indprent dem gode manerer; det vil de være jer yderst taknemmelige for. I vil på jeres side høste megen glæde fordi I var så tålmodige og gjorde en så ihærdig indsats: „Den retfærdiges fader jubler; har man avlet en vismand, glædes man ved ham; din fader og moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!“ Men „tåbelig søn er sin faders sorg, kvide for hende, som fødte ham“. „Den, der avler en tåbe, får sorg, dårens fader er ikke glad.“ (Ordsp. 23:24, 25; 17:25, 21) Forskellen ligger i om barnet er blevet opdraget fra lille af.
Tugt og opdragelse
10. I hvilken retning er Manoa et eksempel som forældre i dag bør følge?
10 Forældre, I må henvende jer til Jehova og bede ham om vejledning, så I ved hvordan I skal opdrage og tugte Jeres børn. Manoa, Samsons fader, ønskede at drengen skulle vokse op og følge den rette vej. Derfor bad han Jehova om at lede opdragelsen af drengen. „Ak, [Jehova], lad den Guds mand, du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal bære os ad med den dreng, der skal fødes!“ „Og Gud bønhørte Manoa; og Guds engel kom,“ siges der, og forklarede dem hvordan de skulle bære sig ad. Deres søn voksede op og tjente Jehova Gud trofast. (Dom. 13:8-14) Følg dette gode eksempel. Bed Jehova vejlede jer, og følg så den vejledning han giver i sit ord.
11. Hvorfor bør man se efter og lede gode børn, og hvad har forskellige autoriteter at sige med hensyn til at tugte børnene?
11 Hvor gode forsætter et barn end har, er det dog stadig et barn og må behandles som sådant. Det er nødvendigt til stadighed at se efter det, for „dårskab er knyttet til ynglingens hjerte,“ siger ordsproget; „tugtens ris skal fjerne den fra ham“. Forældre må i rimelig grad være konsekvente i deres opdragelse. De må føle, tale og handle sådan som de venter barnet skal gøre det, og dernæst må de sørge for at barnet følger deres eksempel. Der kan være tider hvor det bogstavelige ris må tages i brug for at bevare freden i huset og lære barnet respekt for familien. Bibelen giver dette råd: „Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden; du slår ham vel med riset, men redder hans liv fra Dødsriget.“ (Ordsp. 22:15; 23:13, 14) Dr. Spock har udtalt: „Den faste vejledning der udspringer af kærlighed, er ikke alene til gavn for børnene, de holder af den!“ Faderen og moderen må bryde sig så meget om barnet at de lærer det hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. J. Edgar Hoaver, lederen af De forenede Staters opdagelsespoliti, har sagt: „Hvis man tugter et barn retfærdigt og konsekvent, vil det føle sig stolt og få respekt for forældrene. Og børn higer ligefrem desperat efter at blive tugtet. I det ydre gør de oprør, men i det inderste, hvor karakteren dannes, ønsker børn at få at vide hvad de må og ikke må. De har brug for vejvisere ved hjælp af hvilke de kan orientere sig i verden. De forventer at forældrene stiller sådanne vejvisere op for dem. Såfremt forældrene er dovne, ligegyldige eller overdrevent eftergivende kan det ikke undre at børnene ikke elsker eller respekterer dem. Hvordan skulle et barn kunne bevare sin agtelse for forældre der bestandig giver efter over for det og lader det gøre hvad det vil?“ Philip B. Gilliam, der er dommer ved en ungdomsret i Denver, Colorado, har udtalt sig i samme retning og har givet nogle ligefremme råd som er af interesse og til nytte for samvittighedsfulde forældre: „Unge mennesker trænger til al den kærlighed forældrene kan give dem. Det betyder at de må give de unge den håndfaste tugt de behøver og uafvidende tragter efter. Det betyder også at de med forstand må give sig selv, give af deres erfaringer og af deres dømmekraft.“ Spar derfor ikke barnet for tugt. Et klask på ryggen, godt langt nede, slår det ikke ihjel. Derimod forsikrer det barnet om at I bryder jer om det. Følgende skriftsteder understreger hvor forstandigt det er at tugte et barn: Ordsprogene 3:11, 12; 4:1; 13:1, 24; 19:18; 22:15; 23:13, 14.
12. Vis hvordan en tilsyneladende klar befaling kan forvirre et barn. Hvad skal forældre gøre for at barnet kan fatte og forstå de instruktioner de giver det?
12 Når et barn er ulydigt, er det ikke altid sikkert at klø vil hjælpe. Takt, ligevægt, forstand og en smule sund fornuft fra forældrenes side vil ofte give bedre resultater. Et venligt smil er meget afvæbnende; selv små børn kan ikke stå for det. Før I imidlertid skænder på et barn må I forvisse jer om at det er barnet og ikke jer selv der kan rettes bebrejdelser imod. I kan for eksempel sige: „Per, lad være med at slå streger i Selskabets bøger, ellers får du en endefuld!“ Det lyder meget klart i jeres ører, men gør det også det i Pers? I giver ham jo lov til at slå streger i andre bøger. Han ser at I understreger jeres Bibel, så i det lille barnesind opstår spørgsmålet: „Hvorfor må jeg ikke gøre det i denne bog?“ I jeres opdragelse af barnet må I derfor forklare det tingene på en måde som det kan forstå. „Denne bog er fars. Den må du ikke sætte mærker i.“ Eller: „Denne bog skal vi bruge i tjenesten fra hus til hus. Derfor må der ikke være streger i den, vel?“ Anfør en grund når I forlanger noget af barnet. En endefuld vil ikke altid nytte.
13, 14. (a) Hvilket ønske vil forældrene indgive deres barn, og hvordan vil de gøre det? (b) På hvilken måde kan forældre oplære deres barn til at forkynde fra hus til hus? (c) Hvilke egenskaber vil give barnet lyst til at søge en fremtid i tjenesten for Gud? (d) Hvordan kan forældre oplære deres børn til at udføre et stykke arbejde og påtage sig et ansvar?
13 Teokratiske forældre vil indgive deres barn et ønske om at tjene Jehova som forkynder. Allerede tidligt må I lade dette blive et mål som barnet længes efter at nå. Dette kan I bedst gøre ved selv at sætte det rette eksempel. Tag barnet med ud i tjenesten fra hus til hus, på genbesøg, og til hjemmebibelstudier. Forklar barnet hvorfor I foretager jer det I gør. I må forvisse jer om at barnet forstår både hvordan og hvorfor det skal gøre hvad der forlanges af det. Fortæl det hvorfor du holdt netop den prædiken ved døren, hvorfor du tilbød netop den bog i stedet for bladene. Tilskynd det til at fremsætte sine tanker. Lad det lære at vise respekt ved at I forklarer det grundene. Det er bedst hvis man kun sjældent skal diktere barnet. — 2 Mos. 12:26, 27.
14 Man kommer langt med kærlighed, venlighed og forståelse når man vil indgive barnet et ønske om at blive et af Jehovas vidner. Det er ikke tilstrækkeligt at I til jeres søn eller datter blot siger: „Jeg vil så gerne have at du skal blive et vidne for Jehova.“ Barnet må i jer se en levende anbefaling for at blive det. Hvad I siger, hvordan I lever jeres liv og hvordan I opfører jer, vejes i barnets sind for og imod tjenesten. Hvis derfor jeres opdragelse er præget af ømhed, kærlighed og hengivenhed, vil barnet se at det er attråværdigt at stile efter en fremtid i tjenesten for Gud. Tøv ikke med at fortælle barnet hvor glade I er for at det går med jer hen i rigssalen, at det svarer og tager notater. Når I har lejlighed til det må I opmuntre barnet, og gør det så oprigtigt. Den gode virkning dette har er forbavsende. Udtryk hvor meget I påskønner arbejdet det har gjort, det være sig nok så uanseligt. Barnet arbejder måske ikke så hurtigt og arbejdet er måske ikke gjort helt tilfredsstillende, men husk at det stadig er et barn. Et barn må have tid til at fatte hvad det skal gøre, og have tid til at udføre det. Gør ikke et stort nummer ud af alting. Når I belærer barnet om noget, så fremstil det som det naturligste, letteste og eneste rigtige at gøre. „Så længe arbejdet er morsomt,“ siger en desillusioneret fader, „går børnene op i det med liv og lyst, men når arbejdet er ensformigt eller det kræver en særlig indsats, så er de væk.“ Jamen, hvorfor så ikke gøre det til en fornøjelse, til noget „morsomt“ at vaske op, at slå græsplæne, at vaske bil, at gøre rent i rigssalen, at være med i tjenestecentret, at gå ud i tjenesten på arbejdsmarken? I må imidlertid være tålmodige med børnene. Det tager tid at lære dem den rigtige indstilling over for arbejdet og at lære dem at arbejde stadigt og vedholdende. Men sætter de voksne det rette eksempel og er der et godt samarbejde mellem de voksne og barnet, vil man kunne nå det mål at se barnet blive en forkynder. Dr. Charlotte D. Elmott, der forestår mellemskoleundervisningen og uddannelsesorienteringen, ved skolerne i Santa Barbara i Kalifornien, har erklæret: „Når først unge mennesker bliver øvede i et stykke arbejde, begynder de virkelig at vokse.“ Lær dem først at klare lettere opgaver, dernæst at udføre sværere arbejde og påtage sig større ansvar. Inden der er gået lang tid vil de kunne gå ud i tjenesten selvstændigt og påtage sig pligter som tjenere. Afskær dem ikke fra denne forret. Desuden må I lade barnet lære et praktisk arbejde og måske lade det have en hobby. Dette vil skåne det for at blive ensidigt når det bliver ældre.
Små ting betyder meget
15. På hvilken måde kan forældre gå frem med takt når de opdrager deres børn?
15 Børn er meget følsomme. Små ting har stor betydning for dem. „Hvis bare far og mor ville skønne lidt mere på hvad vi gør,“ siger de. Vis påskønnelse. Ros barnet når som helst der er lejlighed til det. Vær medfølende og forstående. Sig: „Jeg synes den skriftlige prøve var temmelig vanskelig, men du klarede den udmærket.“ Fremhæv altid nogle gode sider der kan tage brodden af jeres kritik. „Jeg synes du holdt et godt foredrag ved den teokratiske skole, min dreng. Men bliv nu ved med at arbejde på de punkter skoletjeneren nævnede.“ Irettesæt kun når det er absolut nødvendigt. Og selv da må I dæmpe sådanne slag ved at optræde kærligt og tale i en forstående tone. Husk på: „En irettesættelse sætter dybere spor i den som har fortand.“ Desuden får vi at vide at vi skal være milde, det vil også sige taktfulde, mod alle, børnene ikke undtaget. — Ordsp. 17:10, NW; 2 Tim. 2:24, 25; Gal. 6:1.
16. Hvad er den vigtigste faktor ved opdragelsen at et barn, og hvorfor er det så betydningsfuldt at forældrene giver sig tid til at høre på deres børn?
16 Den vigtigste faktor ved opdragelsen af et barn er at forældrene elsker det, hvilket kommer til udtryk i at de ofrer sig for barnet, ønsker at det skal gå det godt og glæder sig over alle dets gode sider. Dr. Spock har sagt at et barn „viser sin kærlighed til forældrene ved at forme sig efter deres billede, ikke blot i den forstand at det efterligner deres færdigheder, deres måde at tale på, og søger ind i samme beskæftigelse, men også ved oprigtigt at prøve på at være dannet og pligttro ligesom de. På den måde opstår for det meste drengens ønske om at vise mænd samarbejdsvilje, at være tapper under fare, galant over for kvinder, pålidelig i sit arbejde, i lighed med faderen. Det er på den måde en pige inspireres til at gå til hånde i huset, at tage sig kærligt af børn (dukkebørn eller rigtige børn), at være rar og god over for familiens medlemmer, sådan som moderen er“. Tilsvarende vil barnet ønske at efterligne jer og blive en forkynder der tjener Gud. Derfor må I foregå barnet med et godt eksempel. I må være kærlige og medfølende over for børn. Hør på dem når de har problemer, og lyt til dem når de gerne vil fortælle hvad de har oplevet. Når I hører på hvad de fortæller, får de en følelse af at deres tanker betyder noget for jer, at I nu ved hvad der trykker dem, at I har omsorg for dem og kan hjælpe dem med deres problemer. Hvis ikke I lytter, er der andre der vil. Det kan imidlertid være at disse råder dem forkert.
17. (a) Hvad er det ethvert barn trænger til? Hvordan kan forældrene opfylde dette behov? (b) Hvordan kan forældre indgive barnet missionærånden, og hvad er den største velsignelse de kan skænke deres barn?
17 Opdrag jeres børn således som I kunne tænke jer at blive opdraget. Lad jeres tanker være optaget af børnene. Forældre, hvor er jeres børn i dette øjeblik? Hvad bestiller de? Hvornår gav du dig sidst tid til at tale åbenhjertigt med børnene? Hvert eneste barn skulle have lejlighed til at have faderen eller moderen helt for sig selv. Giv barnet denne lejlighed ved at gå en tur med det. På denne måde vil det blive fortroligt med jer. Tag det med i tjenesten, ud i naturen, ud på køreture; leg med det. Lad barnet gå med til dåbshandlinger, til alle menighedens møder, til Jehovas vidners landsstævner og internationale stævner. Når som helst det er muligt bør I lade barnet arbejde side om side med jer. I må opmuntre det til at forkynde og undervise som feriepioner. I kan tilskynde det til sammen med jer at rejse hen hvor behovet for forkyndelsen af Riget er større. I kan indgyde dem missionærånden ved at læse oplevelser for dem fra årbogen, eller ved at invitere missionærer og pionerer hjem til jer. Lær barnet at elske brødrene, sandheden fra Guds ord og den nye verdens samfund, for dette er livets vej. Kan forældre skænke deres barn nogen større velsignelse end den at åbne det adgang til tjeneste for Riget, hvilket er den vej der fører til evigt liv?
18. (a) Hvad må et barn opdrages til i en tidlig alder hvis man skal sikre sig at det ikke viger derfra? (b) Hvad vil den rette børneopdragelse være til ære for?
18 Når børnene opdrages til at være flittige, når de holdes i tømme og irettesættes med den rette blanding af fasthed og kærlighed, når de oplæres til at udholde modgang, at kende deres plads og at være lydige, og når alt dette indskærpes ved forældrenes gode eksempel, og når forældrene til stadighed beder for dem og sammen med dem, vil de i almindelighed ikke vige bort fra den anviste vej. Den gode virkning af den opdragelse de har fået kan ses hvor de end rejser hen og lige så længe de lever. Sådanne velopdragne børn bliver deres forældre en kilde til inderlig glæde. Forældre, Jehovas ord siger: „Den retfærdiges fader jubler.“ (Ordsp. 23:24) Forældre, derfor må I opdrage jeres barn og vænne det til den vej det skal følge. Gør I det, vil jeres barn være jer en glæde, en velsignelse for den teokratiske organisation og en ære for den ordning som Jehova indstiftede til opdragelsen af børn, nemlig hjemmet, hvor faderen og moderen indtager nøglestillingerne.