Når tugtens ris knækkes
„SKAL vi til at åbne tilflugtshjem for mishandlede forældre i år 2000?“ har den franske psykolog Jean-Pierre Chartier spurgt. Hvad er grunden til hans spørgsmål? Vidnesbyrd om at et foruroligende stort antal børn ikke blot er ulydige mod deres forældre, men ligefrem mishandler dem. I sin bog Les parents martyrs (Forældremartyrerne) fortæller Chartier om teenagere der har skrevet trusselsbreve til deres forældre eller udsat dem for afpresning. Om grunden til dette fænomen siger Chartier at forældre har svigtet med hensyn til at indgive deres børn et sæt normer at leve efter. „I visse tilfælde,“ siger han, „ville det have været bedre om de havde givet børnene et par ørefigner.“
Måske erklærer du dig uenig i disse anskuelser. I store dele af verden ser man i alt fald en umiskendelig tendens i retning af at forældre ’sparer på’ det gammeldags tugtens ris, for endelig ikke at komme til at ’sinke barnet i dets udvikling’, ’hæmme dets personlighed’ eller ’gøre indgreb i dets menneskerettigheder’.
Ikke desto mindre har mange mistet deres illusioner angående den frisindede børneopdragelse. For eksempel afslørede et rundspørge i 1980 at seks ud af ti voksne europæere mente at nutidens forældre er for lemfældige. „Børneopdragelse er efterhånden blevet et spørgsmål om blot at lade alting gå som det bedst kan,“ siger den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung. Og resultatet? Ifølge John O’Malley, en psykiater der for nylig blev citeret i bladet Time, har den eftergivende børneopdragelse opfostret teenagere der er „mindre respektfulde og mindre påvirkelige af forældremyndighed. Børn har ingen faste begrænsninger, og dermed heller ingen adfærdsnormer“.
Trods forældrenes misbilligelse tager mange unge stoffer eller dyrker frie kønslige forbindelser ganske ugenert. Nogle deltager ikke i sådanne åbenlyse handlinger, men lægger ikke desto mindre en trodsig holdning for dagen over for deres forældre. Psykoanalytikeren Benjamin Wolman hævder således at forældre der forsømmer at lære deres børn lydighed, „dyrker ukrudt“. Han fordømmer „gør-som-du-vil-opfattelsen“ fordi den „hindrer barnets vækst“, ’ingen hæmninger og ingen begrænsninger lægger på barnet’, men snarere bereder vejen for en antisocial adfærd senere i livet.
En tragisk begivenhed i Tyskland for nylig belyser hvor antisocialt et uopdragent barn kan blive. Tilfældet drejer sig om en 15-årig, der omhyggeligt planlagde og gennemførte mordet på sin moder. Talsmænd for politiet beretter at drengen ikke viste tegn på anger, men udtrykte skuffelse over at et lignende forsøg på at dræbe faderen var slået fejl.
En hårdere linje
Da så mange forældre finder det vanskeligt at opdrage deres børn, dukker der i hastigt tempo organisationer op med det formål at bistå forældre. I De forenede Stater afholder organisationen Families Anonymous („Anonyme familier“) gruppedrøftelser med forældre, venner og slægtninge til vanskelige børn og unge.
En anden organisation der giver hjælp til selvhjælp, griber imidlertid problemet an på en fastere måde. Den kaldes meget passende Toughlove („Hårdhændet kærlighed“). Dens erklærede formål er „at trække grænsen for uregerlige unge og tvinge dem til at opføre sig ordentligt“. Dette tilstræber man ved at hjælpe forældre til at opstille rimelige begrænsninger for egensindige børns adfærd — og håndhæve dem. Forældre i foreningen yder indbyrdes støtte og hjælp. På blot ét år var sammenslutningen i 1982 vokset fra 25 til 500 lokalafdelinger i De forenede Stater og Canada.
Begge organisationer hævder at have haft et vist held til at hjælpe forældre og deres børn. Dét at tugte sine børn kan dog ikke kaldes en ny idé, for Bibelen har for længst sagt: „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ (Ordsprogene 22:15) Der er derfor intet overraskende i at organisationer som de føromtalte til en vis grad har heldet med sig, når de følger dette forstandige råd. Men er det at bruge „tugtens ris“ ensbetydende med hård magtanvendelse over for ens børn?
Tugt — en livets vej
Nogle sætter lighedstegn mellem tugt og bogstavelig afklapsning. Der er da også tider hvor korporlig afstraffelse er på sin plads. Men i bibelsk forstand omfatter tugt også retledning og oplæring. For eksempel siger Bibelen i Ordsprogene 8:33: „Hør på tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!“ Tugt skal ikke altid gives med hånden — tit er det langt mere virkningsfuldt at tale med barnet og videregive råd der er grundet på Bibelen. — 5 Mosebog 6:6, 7.
Unge har imidlertid brug for andet og mere end regler og begrænsninger. De har behov for vejledning og for at føle at der er en mening med livet. Dette kan de kun få ved at forældre indgiver dem kundskab om og værdsættelse af Bibelen mens de er børn. Når de så en gang har lært Guds normer for adfærd at kende, kan de undgå de fælder deres jævnaldrende måske falder i. (Ordsprogene 2:10-13, NW) De vil ikke blive forvirrede med hensyn til hvilken retning deres liv bør tage, for „tugtens revselse“ vil anvise dem en „livets vej“ de kan følge. — Ordsprogene 6:23.
Så hvis du har kasseret eller „knækket“ — undladt at anvende — tugtens ris, uden at det har haft nogen god virkning på dine børn, prøv da at anvende bibelsk begrundet tugt. Jehovas Vidner vil med glæde vise dig hvordan dette kan gøres.
[Illustration på side 17]
Råd der bygger på Bibelen er tit mere virkningsfulde end korporlig tugt