Loyalitet med et enigt hjerte
„O vogt min sjæl, for jeg er loyal. . . . Lær mig, o Jehova, din vej. Jeg vil vandre i din sandhed. Foren min hjerte om at frygte dit navn.“ — Sl. 86:2, 11, NW.
1, 2. (a) Hvad søger man hos en leder, og hvilke nationer ser man hen til efter politisk førerskab i dag? (b) Hvilket andet førerskab rejses der krav om, og hvilket spørgsmål opstår derfor?
I DENNE usikre, omskiftelige og forvirrede verden søger folk og nationer en dygtig leders førerskab. De ønsker at stille sig bag en pålidelig og urokkelig mand, hvis politik er veldefineret og giver løfte om et godt resultat. Han må have vundet sig prestige i kraft af sin succes, sine præstationer, sin position, sine meningers mod og sin sunde dømmekraft. Han må være en der inspirerer sine tilhængere til loyalitet fordi han selv er loyal over for dem, over for sine udtalte hensigter og over for de principper han lader sig lede af.
2 I denne verden, som er splittet af en „kold krig“, giver talsmænd for forskellige nationer udtryk for at Amerikas forenede Stater bør tage føringen i de store verdensanliggender på de vestlige demokratiers vegne. På grund af Amerikas størrelse, rigdom og magt føler de at denne nation bør indtage den førerstilling som skæbnen synes at have bestemt for den. Andre nationer, nemlig den kommunistiske blok, ser hen til Moskva og har åbent tilsagt Rusland troskab. Her kræves endog loyalitet selv om mennesker ikke af hjertet føler sig tilskyndet dertil. Foruden kravet om politisk førerskab rejses der også krav om et religiøst førerskab. Spørgsmålet om hvem mennesker nu bør vise loyalitet er således kompliceret. Ja, hvem skal vi vise loyalitet med et enigt hjerte?
3. (a) Hvilken kamp foregår nu mellem politiske og religiøse magter, og hvad er der en stigende mistillid til? (b) Hvilket budskab har sandhedens klang, og hvorfor?
3 Som ingen sinde før gøres der brug af propaganda. Med alt hvad der gennem øje og øre kan trænge ind i menneskesindet kæmper politiske og religiøse magter om at bemægtige sig menneskers sind og loyalitet. Strid og forvirring er blevet resultatet. Mistilliden til alt hvad man ser og hører vokser fordi så meget har vist sig at være „løgnepropaganda“. En ikke ringe del af denne fremsættes som led i den kolde krig der nu raser. Men gennem propagandaens larm høres et budskab der har sandhedens klang. Det støtter sig til en autoritet hvis pålidelighed der ikke hersker tvivl om, og som ikke efterlader nogen desillusioneret. Det er budskabet om den gode nyhed om Guds rige. Det er et budskab der ikke fører mennesker bag lyset og ikke fører til trældom under mennesker og menneskelige systemer, for det kommer fra „Gud, der ikke lyver“. (Tit. 1:2) „Det er umuligt for Gud at lyve.“ — Hebr. 6:18, NW.
4, 5. (a) Hvordan ved vi at det ikke skyldes et tilfælde eller nogen menneskelig plan eller opfindelse at budskabet om Riget nu lyder? (b) Som svar på hvilket spørgsmål blev dette forudsagt, og hvad skulle det være tegn på?
4 Det skyldes ikke et tilfælde og heller ikke nogen menneskelig plan eller opfindelse at dette budskab om Guds rige har lydt i verden siden året 1914. Det har været forudsagt for længe siden, og i dag forkyndes det som en opfyldelse af denne profeti. For nitten hundrede år siden forudsagde den største forkynder af Guds rige der nogen sinde har levet på jorden forkyndelsen af dette budskab som et tidens tegn. Denne forkynder af Riget, Jesus Kristus, fortalte på forhånd vor generations historie, idet han beskrev den første verdenskrig, der markerede året 1914 som vendepunktet i menneskehedens historie, samt alle de andre begivenheder der har kendetegnet vor tid siden 1914: Mangel på levnedsmidler, pest, jordskælv, illoyalitet, lovløshed, kristenforfølgelse samt en omsiggribende rådvildhed og frygt for fremtiden.
5 Men Jesus Kristus gav ikke kun mørke udsigter for fremtiden. Han sagde også: „Og denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:3-14, NW) Alt dette forudsagde han som svar på spørgsmålet om hvordan vi kunne vide hvornår han atter ville være nærværende og ville være indsat på tronen i Guds himmelske rige, og hvornår denne gamle tingenes ordnings sidste kapitel, afslutningen, ville være skrevet. I dette sidste kapitel af den gamle verdens historie, der er blevet skrevet siden året 1914, står også nedtegnet opfyldelsen af denne opmuntrende profeti, nemlig at den gode nyhed forkyndes i hele verden. Men hvem forkynder den?
6, 7. (a) Af hvilken skare mennesker kunne man med rimelighed forvente at den gode nyhed om Riget ville blive forkyndt? (b) Hvem udfører det forudsagte forkyndelsesarbejde, ifølge vor tids historie?
6 Naturligvis ikke Guds riges fjender, skønt disse fjender ved deres angreb på Riget og dets forkyndere også medvirker til at give budskabet om Riget en større udbredelse. Forkyndelsen udføres af den samme skare mennesker som forkyndte Guds rige på Jesu og hans tolv apostles tid, af indviede, døbte kristne, der følger i Jesu fodspor. Hvem er det der i en politisk valgkamp, i Amerika for eksempel, forkynder det demokratiske parti og dets gyldne løfter? Demokraterne, naturligvis! Hvem er det der forkynder det republikanske parti og dets politik og løfter? Republikanerne, naturligvis! Hvem er det der forkynder det socialistiske parti og dets politiske mål og anbefaler dets kandidater? Socialisterne, naturligvis! Hvem er det da der, i overensstemmelse med Jesu profeti, ville forkynde „denne gode nyhed om Riget“ på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne? Jesu Kristi efterfølgere, naturligvis! De går helt ind for Guds rige og er dets loyale tilhængere. De gør det som Jesus i bjergprædikenen opfordrede sine disciple til at gøre: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ — Matt. 5:1, 2; 6:32, 33.
7 Betyder det at alle de 869 millioner der i dag hævder at være katolske og protestantiske kristne, er med til at opfylde Jesu profeti om at den gode nyhed om Guds rige skulle forkyndes i denne tingenes ordnings sidste tid? På ingen måde. Historien viser at forkyndelsen siden 1914 er blevet varetaget af de indviede, døbte kristne der kendes under navnet Jehovas vidner. — The Americana Annual 1961, side 396, spalte 2.
8, 9. (a) Hvilke spørgsmål vedrørende forkyndelsen må vi nu besvare? (b) Hvilke mennesker vil ikke komme til at erfare Rigets velsignelser, og hvorfor bliver Jehovas vidner brugt til at forkynde den gode nyhed?
8 Denne forkyndelse af Riget må foregå i vor tid eftersom Gud ved Jesus Kristus har forudsagt det vil ske, og Gud kan ikke lyve og har aldrig gjort det. Eftersom denne forkyndelse af Riget nu foregår som en opfyldelse af den inspirerede profeti, står hver eneste af os over for et vigtigt spørgsmål. Det lyder: Vil vi høre til dem der blot forkyndes for, men ikke gør noget positivt ved sagen, eller vil vi være blandt dem der forkynder og vidner og således viser at vi loyalt står op for Riget som menneskehedens eneste håb og redning? Hvis vi bekender os til kristendommen, hvordan står det da til med vore hjerter? Er vore hjerter delt fordi vi er engageret i denne verdens politik, i den tro at „Guds rige“ blot er en hjertetilstand og at den kristne først aktivt går ind for Guds riges sag når han dør og kommer i himmelen?
9 Mennesker hvis loyalitetsfølelse er delt vil aldrig komme til at erfare Guds riges velsignelser. I Bibelens sidste bog siger Guds søn Jesus Kristus: „Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ (Åb. 3:16) Ikke mennesker der blot vidnes for, men mennesker der forkynder og vidner, vil blive bevaret i live under denne tingenes ordnings ende og vil komme til at erfare Rigets velsignelser efter den store trængsel „hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme“. (Matt. 24:21, 22) Det er grunden til at Gud bruger de kristne Jehovas vidner til at opfylde profetien, idet de forkynder den gode nyhed om Riget.
Hjertets enhed
10. (a) Kan man forvente at Rigets forkyndere vil blive forfulgt? (b) Hvad er grunden til at de fleste navnkristne forholder sig passive og blot lader sig forkynde for?
10 I politiske kampe er det almindeligt at mænd der forfægter én regeringsform fremfor en anden har deres modstandere og møder modsigelse. Kan man da ikke også forvente at de der forkynder og forfægter Guds rige som menneskenes retmæssige regering og det eneste håb for menneskeheden møder modstand, ondsindet tale, ja endog forfølgelse? Jo, og det ifølge Jesu egen profeti om „verdens ende“. Til sine opmærksomt lyttende disciple sagde Jesus umiddelbart efter at han havde forudsagt verdenskrigen: „Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ (Matt. 24:9) Hadet af hvor mange folk? „Af alle folk,“ sagde Jesus, idet han dermed tilkendegav at alle de politiske nationer ville være imod Guds rige og ville hade dets forkyndere. Det er grunden til at de fleste mennesker, ja selv katolske og protestantiske kristne, lader sig forkynde for i stedet for selv at forkynde.
11. Hvilken egenskab kræves der hos forkynderne, og hvad beder sande kristne derfor om?
11 At forkynde den gode nyhed om Riget kræver at man af hjertet er loyal over for Guds rige. Men hvilke sande kristne ønsker at være illoyale over for Guds rige, som Jesus Kristus døde for? Den sande kristne vil ønske at vise sin loyalitet over for det herlige rige som han i fadervor har bedt om må komme, selv om det betyder at han bliver hadet og forfulgt af alle folk. Han beder om at måtte være loyal over for Guds rige, i lighed med David, der blev salvet til at sidde på „Jehovas trone“ og herske over Israels nation. — 1 Krøn. 29:23, NW.
12. (a) Hvilken egenskab lagde David for dagen over for Gud, og hvad forventede han til gengæld af Gud? (b) Hvornår kan vi forvente at Gud vil være loyal over for os, og hvorfor vil han være det?
12 I den seksogfirsindstyvende Salme, hvori David fortæller om den forfølgelse han blev udsat for, siger han: „Bøj, o Jehova, dit øre. Svar mig, for jeg er plaget og nedbøjet. O vogt min sjæl, for jeg er loyal. Frels din tjener — du er min Gud — som stoler på dig.“ (Sl. 86:1, 2, 14, 17, NW) David nærede loyal kærlighed til Jehova Gud, hvis rige han var blevet salvet til at tjene som dets øverste jordiske leder. Som følge af sin egen loyalitet nærede David tillid til Jehova Gud. Han forventede at Gud var loyal over for ham og over for dem der led sammen med ham for riget. I Salme 18:25 (NW) siger David til Gud: „Over for den der er loyal vil du handle loyalt.“ (2 Sam. 22:1, 2, 26, NW) Hvis vi har viet os til at tjene Guds riges interesser og søger det først, da vil vi, ligesom David, stræbe efter at være loyale over for Gud, hvis rige vi tjener. I så tilfælde kan vi være sikre på Guds loyalitet over for os. Hvor storslået at tænke på at Gud er loyal over for os! Hvor ufatteligt det end er, læser vi: „’Jeg er loyal,’ lyder Jehovas udtalelse.“ (Jer. 3:12, NW) Det sømmer sig for os at være loyale over for Gud, som er loyal over for os.
13. Hvor har loyalitetsfølelsen sit udspring, og hvad må vi gøre med hensyn til vor loyalitet?
13 Loyalitet kommer fra hjertet. Vi kan ikke være loyale hvis vore hjerters følelser er delte, hvis vor hengivenhed og kærlighed er delt. Vi kan ikke være loyale hvis vi nærer frygt for en der modstår genstanden for vor kærlighed og hengivenhed og som af den grund forfølger os. Vore forfølgere og modstandere optræder som Satan Djævelens tjenere, og det er deres hensigt at få os til at bryde vor loyalitet over for Gud og hans rige. Hvis vi ønsker at søge Guds rige først og at forkynde det sådan som Jesus Kristus gjorde, er det nødvendigt for os at opelske loyalitetsfølelse og altid hæge om den, nære den, og at lade frygten for fjenden fare. David viste os hvordan vi kunne gøre dette da han i Salme 86:10, 11 (NW) sagde: „Du er Gud, du alene. Laer mig, o Jehova, din vej. Jeg vil vandre i din sandhed. Foren mit hjerte om at frygte dit navn.“
14. (a) Hvad antyder udtrykket „Foren mit hjerte“ om vor hjertetilstand? (b) Hvorfor viste kong Saul sig illoyal?
14 I sandhed et enestående udtryk: „Foren mit hjerte“! Det antyder at hjertet ikke er en enhed, men at det er delt i dets kærlighed og dets frygt. Det ser ud til at der i hjertet findes nogen menneskefrygt, der tager noget fra den fuldstændige gudsfrygt. „Frygt for mennesker leder i snare,“ siges der i Ordsprogenes bog 29:25; at blive fanget i denne snare af dem der ønsker at opsluge og ødelægge os, vil betyde døden for os. Davids forfølger, kong Saul, frygtede mennesker, og på grund af denne frygt glemte han frygten for Gud og overtrådte Guds befalinger. Kong Saul sagde til Guds profet Samuel: „Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt [Jehovas] befaling og dine ord, men jeg frygtede folket og føjede dem.“ (1 Sam. 15:24) Denne frygt førte til illoyalitet over for Jehova Gud.
15. Hvilken formaning gav Jesus sine apostle i så henseende da han sendte dem ud for at forkynde, og hvad var grunden til formaningen?
15 David ønskede ikke at give efter for denne frygt. Da Jesus Kristus, Davids søn, udsendte sine tolv apostle som missionærer for at forkynde, idet han sagde: „Himlenes rige er kommet nær,“ advarede han dem mod en sådan menneskefrygt. Den ville nemlig forhindre dem i frimodigt at forkynde Riget. Jesus sagde:. „Bliv ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; men frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ (Matt. 10:5-7, 27, 28, NW) Det var derfor rigtigt af David at bede til denne: „O vogt min sjæl, for jeg er loyal.“
16, 17. (a) Hvad måtte Jehova gøre for at forene Davids hjerte om at frygte Guds navn? (b) Hvorfor fyldes Jehovas vidners hjerter med ærefrygt når de bliver mindet om Jehovas navn, og hvad bevirker dette?
16 Davids inspirerede salme er blevet bevaret til gavn for os i dag. Hvad kan vi da lære af Davids bøn til Jehova: „Foren mit hjerte om at frygte dit navn“? Hvad måtte Jehova Gud gøre for at besvare denne bøn? Det betød at Gud måtte fjerne al anden frygt der kunne splitte Davids hjerte og være en hindring for frygten for den almægtige Gud, der kan ødelægge både sjæl og legeme i tilintetgørelsens Gehenna. Det betød at Davids hjerte måtte samles om dette ene: at frygte Jehovas navn. Mennesker i verden kan skabe sig et frygtindgydende navn, og blot de nævnes, vækker det skræk og rædsel hos dem der ikke kender en højere frygt. I dag skælver mennesker ikke når Guds navn nævnes. Men skræm dem med en eller anden gangsterfører, en diktator eller en heksedoktor, og de bliver straks medgørlige. De skælver; de frygter for deres liv og legem.
17 Men det var ikke tilfældet med David for tre tusind år siden. Og det er heller ikke tilfældet med Jehovas vidner i dag. Når de bliver mindet om Jehova Guds navn, når hans navn nævnes for dem, tænker de på al den ære og herlighed hvormed han har omgivet dette navn. De mindes alle hans storslåede gerninger og bedrifter i fortiden, og alle de profetier han nu lader opfyldes i dette tyvende århundrede. Når de hører hans navn nævnet, kommer de til at tænke på alle de gange hvor han har eksekveret sin dom — straf eller udslettelse — over sine fjender og over dem der var troløse mod ham. Ja, hvordan han lod en hel menneskeverden gå til grunde på Noas tid. (2 Pet. 2:5; 3:6) Da dominerer frygten for Jehova al anden frygt som de måtte nære. Frygten for Jehova omgiver og fylder hele deres hjerte og leder det enige hjerte til loyalitet mod den store og frygtindgydende Gud.
18. Er det en kujonagtig frygt?
18 Det er ingen kujonagtig frygt. I Salme 19:10 siges der: „[Jehovas] frygt er ren, varer evigt.“ Den forhindrer en i at være en kujon over for mennesker og fører til renhed i livet. Den gør det af med al ubeslutsomhed med hensyn til om man skal adlyde Gud som hersker fremfor mennesker. Når hjertet er forenet i frygten for Gud, er man ikke længere „tvesindet“ eller „ustadig på alle sine veje“. (Jak. 1:8) Det er således visdom hvis vi af hele vort hjerte frygter den højeste Gud.
19. Hvad måtte Gud ifølge Davids ord gøre for at forene Davids hjerte?
19 Et menneske der er viet til Jehova Gud beder om denne hjertets enhed; men hvordan besvarer Gud bønnen? Hvad må den kristne der beder således, gøre, i overensstemmelse med sin bøn, for at arbejde med på Guds værk? Lige forud for sin bøn fortæller David os hvilken rolle Gud spiller og derefter hvad han selv måtte gøre: „Thi du er stor og gør vidunderlige ting; du er Gud, du alene. Lær mig, o Jehova, din vej. Jeg vil vandre i din sandhed.“ (Sl. 86:10, 11; NW) Det var nødvendigt for Jehova at lære David sin vej; det var også nødvendigt for David at vandre på Jehovas vej, i hans sandhed. Det samme gælder os i dag.
20. Hvad må vi gøre når vi beder Gud om at lære os sin vej?
20 Hvis vi som David beder om at Jehova må lære os sin vej, betyder det at vi må være villige til at lære, parate til at lære, søger at lære, alt om hans vej. I lighed med David har Jehovas vidner bedt om dette ned igennem tiden.
21. Hvad har Jehova som svar på vor bøn tilvejebragt i større mængde end på Davids tid?
21 Som svar på denne bøn har Jehova tilvejebragt et righoldigt materiale til vor belæring, større end det David havde til sin rådighed dengang. David havde kun de første otte bøger af Bibelen, og muligvis Jobs bog, hvis den er skrevet af Moses. Vi har hele Bibelen med dens seksogtres inspirerede bøger. Hvilken rigdom af kundskab og vejledning indeholder den ikke, en lærdom der aldrig bliver forældet, så det end ikke i denne rumtidsalder er nødvendigt at skrive en ny lærebog i religion for den kristne menighed!
22. (a) Hvordan åbenbarer Gud gennem profetierne sin vej for os? (b) Hvad må vi derfor først gøre hvis vi vil lære hans vej at kende?
22 Foruden de mange profetier som Bibelen selv beretter er blevet opfyldt, er en lang række profetier blevet opfyldt efter at Bibelens sidste bog blev skrevet for nitten hundrede år siden. Disse opfyldelser tjener også til vor belæring i dag, og åbenbarer os Guds vej, som vi har bedt om at lære. Det er derfor klart hvordan vi kan samarbejde med Gud og vor bøn blive besvaret. Hvis vi beder ham om at lære os sin vej, må vi først og fremmest gå til hans bog, hans skrevne ord, der fortæller os mere om hans veje end nogen anden bog, Naturens Bog indbefattet. Gud ignorerer ikke sin egen bog for at undervise os direkte. Vi må gøre nøjagtig som hans egen søn gjorde da han var her på jorden: studere Guds skrevne ord. Jesus sagde: „Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ — Sl. 40:8, 9; Hebr. 10:5-9.
23. Hvad vil en granskning af Bibelen udvirke?
23 Hvis vi ønsker at lære Guds vej at kende er der ikke andet for os at gøre end at give os i lag med at studere hans dyrebare skrevne ord. Vi må granske Bibelens sider for at få oplysning. Det er ikke et ørkesløst, kedeligt eller træls arbejde, men det er lige så spændende og indbringende som jagten efter en skjult skat. „Vise er de der gemmer kundskab som skatte.“ (Ordsp. 10:14, NW) Bibelen gør os bekendt med Gud og hans veje. Den opbygger vor tillid til ham og vor respekt for ham. Den indgyder os en ren, sund frygt for ham. At det er hvad sand kundskab om Gud udvirker, siges så smukt i Ordsprogenes bog 22:17, 19: „Bøj øret og hør de vises ord, vend hjertet til og kend deres liflighed! For at din lid skal stå til [Jehova], lærer jeg dig i dag.“
24. Hvad gjorde Jesus os opmærksom på i Johannes 17:3?
24 Vort evige liv afhænger af om vi kender Gud. Det gjorde Jesus Kristus opmærksom på da han sagde: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du udsendte, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) Den omstændighed at den endelige afgørelse vedrørende vort evige liv eller vor evige tilintetgørelse hviler hos Jehova Gud skulle være en kraftig tilskyndelse til os til at forene vort hjerte om at frygte hans navn.
25, 26. (a) Hvad må man gøre foruden at studere Bibelen personligt og privat, og hvorfor må vi gøre det? (b) Hvilken slags mennesker er det Jehova ønsker i sin nye verden, og hvem vil vi derfor søge belæring igennem?
25 Men skal vi lære Jehovas vej at kende er det ikke nok blot at foretage et personligt og privat studium af hans skrevne ord. De „vidunderlige ting“ som han har gjort og som står nedskrevet i Bibelen, og den vej han har fulgt når profetierne skulle opfyldes efter at Bibelen var fuldført, har altid været knyttet til hans folk, til hans vidner. For at få al den belæring der er at få, for at få førstehåndsundervisning, må vi simpelt hen slutte os til hans folk, hans vidner. De der af hele deres hjerte ønsker at frygte Jehova studerer ikke uafhængigt af andre og holder sig heller ikke for sig selv. De kommer sammen. Som Malakias 3:16 siger: „Da talte de, som frygter [Jehova], med hverandre. Og [Jehova] lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter [Jehova] og slår lid til hans navn [tænker på hans navn, NW].“
26 Hvis de tænker på hans navn, vil de også tale med hinanden om det, og vil således medvirke til at øge hinandens værdsættelse af dette navn. Det er den slags mennesker Jehova ønsker i sin nye verden. Det er derfor den slags mennesker han lover at bevare i live på sin „store og frygtelige dag“, som kommer nærmere og nærmere. I overensstemmelse med den vej Gud hidtil har fulgt og som Bibelen beretter om, giver Gud altså gennem sit organiserede folk, dem der frygter hans navn, en yderligere belæring, der kan kaste lys over hans skrevne ord og i mange henseender medvirke til at gøre Bibelen mere forståelig for os. Hvis vor bøn om at Jehova må lære os sin vej, er oprigtigt ment, vil vi følgelig være villige til at lade os belære gennem hans organiserede folk, ja, vi vil være ivrige efter det.
27. Hvordan anvender man den modtagne belæring og vandrer i Guds sandhed?
27 Men Davids bøn slutter ikke her. Han tilføjer straks: „Jeg vil vandre i din sandhed.“ Det vil sige at man må anvende den modtagne belæring, man må rette sig efter den. På denne måde vandrer man i Guds sandhed. Man lever sandheden. Man bringer sit liv i overensstemmelse med sandheden om Gud og hans rige. Man giver slip på de usandheder, traditioner, ceremonier, handlinger og helligdage som man har fået fra denne verdens falske religioner. Man forkynder sandheden og vidner om den i ord og gerning, således som Jesus gjorde. Det var nemlig formålet med Jesu fødsel som menneske.
28. Hvordan frigør sandheden os, og hvilken virkning har det på vore hjerter at vi vander i sandheden?
28 Ved sandhedens hjælp kommer man til at give slip på al trælbindende overtro og frygt for falske guder og dæmoner. Frygten for den ene „levende og sande Gud“ kommer til at beherske og forme ens liv. Ved at vi således lader os belære af Jehova om hans vej og vandrer i hans sandhed besvarer Jehova vor bøn om at vort hjerte må forenes i frygt for hans navn. Hvilken befrielse, hvilken frihed, et sådant enigt hjerte medfører!
29. Hvilken tilstand blandt mennesker kendetegner vor tid som „endens tid“? Hvordan søger ærgerrige mennesker at drage fordel heraf, og hvordan medfører dette en prøve på vor loyalitet?
29 I vor tid hersker der blandt mennesker i hele verden en frygt som aldrig før. Denne frygt kendetegner vor tid som „endens tid“ for verden eller „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:3, NW) Tilstandene er som Jesus forudsagde: „Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.“ (Luk. 21:25, 26) Denne rædsel og gru får mennesker som ikke er blevet belært af Gud til at søge tilflugt i menneskelige organisationer, der giver løfte om beskyttelse, sikkerhed og bevarelse. De ser sig om efter en dygtig leder. Det er derfor ikke mærkeligt at der findes mænd og organisationer der drager fordel af menneskers ønsker og frygt, og som overtager førerskabet og derefter kræver folks loyalitet. Dette understreger meget stærkt vigtigheden af spørgsmålet om hvem eller hvad vi vil vise loyalitet uden at begå den fejl at vise loyalitet mod den forkerte og derved skade os selv.
30, 31. (a) Hvem nærer ikke den samme frygt som verden, og hvad gør de? (b) Hvad kan vi være sikre på dersom vi er loyale, og hvilken belønning nu i tiden skænker Gud dem der er loyale?
30 De hvis hjerter er forenede i frygt for Jehovas navn nærer ikke den frygt og rædsel for fremtiden som folk og nationer i denne gamle verden nærer. De gør det som Jesus sagde de skulle gøre i denne særlige tid: „Når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer, sig.“ (Luk. 21:28) Ikke til en eller anden menneskelig organisation eller politisk diktator, men til den almægtige Gud siger de med salmisten Davids ord: „O vogt min sjæl, for jeg er loyal.“ (Sl. 86:2, NW) De går ikke fejl af at være loyale over for Gud og hans rige og vil derfor ikke komme til at lide ubodelig skade. De stoler på at han vil holde sit løfte om at ville lede deres skridt på den rette vej. Der står skrevet om ham: „Han vogter sine loyales fødder; de onde bringes til tavshed i mørket, thi et menneske hævder sig ikke ved magt.“ — 1 Sam. 2:9, NW.
31 Hvilken beroligelse for vore hjerter og nerver at kende dette løfte! Og dette: „For dem der vandrer i uangribelighed er han et skjold, idet han holder øje med dommens stier, og han vil værne sine loyales hele vej.“ (Ordsp. 2:7, 8, NW) Hvilken belønning nu i tiden for at være loyal over for Jehova Gud med et hjerte der er forenet i frygt for hans navn! Han belønner os allerede nu fordi han ønsker at vi skal glæde os over at modtage en evig belønning i hans nye verden, der vil gå i arv til og blive beboet af alle der for bestandig er loyale mod ham.