Hver især skal gøre regnskab
„Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol. Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ — Rom. 14:10, 12.
1, 2. Hvem skal alle engang stå til regnskab? Hvad skal vi stå til regnskab for? Hvorfor skal vi det?
INTET menneske kan slippe for at aflægge regnskab over for Gud. Vi forsikres om at den store Dommer vil „gøre regnskabet op på jorden“. Uanset hvor man lever og hvilken religion man hører til, må man gøre sig klart at „ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab“. — Rom. 9:28; Hebr. 4:13.
2 Hvad vi end foretager os, det være sig åbent eller skjult, skal vi gøre regnskab for det. Alt hvad vi gør, „ligger blottet og udbredt“ for øjnene af universets Dommer. Vi skal aflægge regnskab for hvor omhyggeligt vi har fulgt Guds bud: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ — Præd. 12:13, 14.
3. Viser Bibelen noget om hvorvidt børn skal stå Gud til regnskab?
3 Heller ikke børnene slipper helt for at aflægge regnskab over for Gud. Vel er det i Guds øjne forældrene der bærer hovedansvaret for børnene, og hvis kun en af forældrene tjener Jehova vil således alle børnene være hellige i Guds øjne. (1 Kor. 7:14) Men det bør dog erindres at Gud ifølge Bibelens udsagn ikke lukker øjnene for børnenes dårlige opførsel. Jehova henrettede engang toogfyrre uartige børn, idet han lod dem sønderrive af to hunbjørne. Hvorfor? Fordi de gjorde nar af Jehovas profet. — 2 Kong. 2:23, 24.
4. Hvad skal forældre, ifølge Bibelens udtalelser, belære deres børn om?
4 Forældrene bør derfor belære deres børn om at de skal stå Gud til regnskab, ligesom de selv skal det. I det gamle Israel måtte uforbederlige børn efter Guds vilje lide døden: „Når nogen har en vanartet og genstridig søn, der ikke vil adlyde sine forældres røst og, selv når de tugter ham, ikke adlyder dem, så skal hans forældre tage ham med magt og føre ham ud til de ældste i hans by og til porten der og sige til byens ældste: ’Vor søn her er vanartet og genstridig; han vil ikke adlyde os, men er en ødeland og drukkenbolt.’ Derpå skal alle mændene i hans by stene ham til døde. Således skal du udrydde det onde af din midte.“ (5 Mos. 21:18-21) I dag forlanger Gud stadig at børn skal være lydige mod deres forældre, således som Efeserne 6:1-3 viser: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre, thi det er ret. ’Ær din fader og din moder,’ dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til: ’for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden.’“
Et ansvar for at opdrage børnene
5. Hvilken pligt har Gud pålagt forældre, og hvilket spørgsmål opstår derfor?
5 Efter at apostelen Paulus har vist at børnene ikke kommer uden om at gøre regnskab over for Gud, understreger han hvad Gud pålægger forældrene: „Og I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Læg mærke til at forældrene skal stå Gud til regnskab for om de opdrager deres børn, ikke alene i Jehovas formaning, men også i Jehovas tugt. Og det er denne tugt eller disciplin forældrene undertiden forsømmer. Selv om forældrene kærligt tager sig af børnene, sørger godt for dem og underviser dem i Guds ord, kan det være de glemmer at håndhæve Jehovas love. Eftersom forældre skal aflægge Gud regnskab for hvordan de opdrager deres børn, bliver spørgsmålet: Hvad menes der med Jehovas tugt eller disciplin?
6. Hvad er det første led i Jehovas tugt, og hvorfor er det af så stor vigtighed?
6 Jehovas tugt fordrer ikke nødvendigvis at forældrene skal svinge et bogstaveligt ris. Jehovas tugt begynder med at forældrene sætter børnene det rette eksempel. Jehova Gud og hans elskede søn er fuldkomne eksempler, som vi skal efterleve. Så bliver vi vor Herre Jesu Kristi disciple. Ordet „disciplin“ kommer af samme rod som ordet „discipel“. En discipel følger mesterens eksempel. Og disciplin eller tugt har derfor ikke så lidt at gøre med at være en discipel, for børn skal efterligne deres kristne forældre og tage ved lære af gode ledere. Forældrene kan ved at foregå deres børn med det rette eksempel hjælpe dem til at blive Herren Jesu disciple. Ved at være et forbillede for børnene kan forældrene således øve Jehovas tugt. Forældrene underviser måske børnene i hvad der er ret og rigtigt i Guds øjne, men de kan næppe vente at børnene skal opføre sig bedre end de har set forældrene gøre det hjemme eller andre steder. Forældrene kan ikke gøre noget der er forkert i Guds øjne og vente at børnene skal gøre det som er ret i Guds øjne. Det vil sige at forældrene til tider må tugte sig selv så de er sikre på at de fører et liv som er i overensstemmelse med de retfærdige krav Jehovas ord stiller. Så vil børnene ikke alene gennem belæring få at vide hvad der er det rette at gøre, men de vil også ved forældrenes eksempel forstå hvordan det skal gøres.
7. (a) Hvordan skal Jehovas tugt øves? (b) Hvorfor må forældre ikke opirre deres børn, og hvordan kan de undgå det?
7 Hvis forældre med glæde skal kunne gøre regnskab for hvordan de har opfostret deres børn, skal de anvende Jehovas tugt i kærlighed og samtidig med fasthed. Dette kræver at deres tugt er positiv og ikke af den lade, ligegyldige art som ytrer sig ved at de lokker og køber børnene til at opføre sig pænt. Den håndfaste tugt er den forældrene giver uden vaklen, uden at geråde i tvivl og uden at blive eftergivende. Et barn må vide hvad dets forældre vil, og det må forstå at de ikke rokkes fra Jehovas principper af søde argumenter, tryglen og tårer. Jehovas tugt skal gives med fasthed men dog ikke uden kærlighed. Den må være konsekvent, rimelig og retfærdig. Forældre der elsker deres børn, véd at børnene er ufuldkomne og vil begå fejl. Børnene bliver irritable hvis de ustandselig skal høre trusler om at blive straffet dersom de bliver ofre for en af deres ufuldkommenheder, gør sig skyldige i en ubetydelig fejl eller er ude for et lille uheld. Paulus sagde: „I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte.“ (Kol. 3:21) Hvis børn drives til fortvivlelse af forældrene, vil de blive nervesvækkede og kan slet ikke høste gavn af den vejledning og de formaninger der gives dem. Kærlige forældre vil derfor nok optræde med fasthed men de vil også være rimelige og fornuftige. Et barn har sans for hvad der er ret og rimeligt. Giv barnet en forklaring det kan forstå. Så vil det ikke stritte imod, for det vil vide at det ledes i den retning Jehova ønsker.
8. Hvilken form for tugt vil det, som Jehovas ord viser, undertiden blive nødvendigt at anvende, og hvilke gavnlige resultater kan den føre til?
8 Ingen af Adams efterkommere kan undvære at blive retledt, og det hænder at en fast tugt kræver at barnet tildeles ris og smerte. „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ (Ordsp. 22:15) Jehovas tugt er ikke den spage, valne tugt der anbefales af visse autoriteter som fraråder brugen af riset. Når Ordsprogene 23:13, 14 taler om riset menes der hovedsagelig det bogstavelige ris: „Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden; du slår ham vel med riset, men redder hans liv fra Dødsriget.“ Undertiden er forældrene altså nødt til at tale til et barn ved at tilføje det smerte, og Guds ord forsikrer os om at en sådan smerte ikke vil tage livet af barnet. Tværtimod vil den have en gavnlig og beskyttende virkning, for den „redder hans liv fra Dødsriget“.
Forældrene spares for sorg og smerte
9. Hvilken dobbelt beskyttelse yder Jehovas tugt?
9 Jehovas tugt yder både børnene og forældrene beskyttelse. Børn der ikke opdrages og tugtes, vil ved deres opførsel bestandig mishage Jehova, og de vil miste det evige liv i Guds nye verden. Dersom barnet ikke opdrages vil dets vanartede opførsel bringe sorg og smerte over forældrene. Man må naturligvis ikke vente at et barn skal have begreb om hvilke kvaler og smerter det kan tilføje forældrene fordi det opfører sig upassende. Derfor skal der gøres noget, for ellers vil barnet påføre forældrene utallige lidelser. „Den, der avler en tåbe, får sorg, dårens fader er ikke glad. Tåbelig søn er sin faders sorg, kvide for hende, som fødte ham.“ „Ris og revselse, det giver visdom, uvorn dreng gør sin moder skam.“ — Ordsp. 17:21, 25; 29:15.
10, 11. (a) Hvorledes kan forældre undgå at lide smerte på grund af børnene? (b) Hvad kan der foruden det bogstavelige ris tages i anvendelse for at øve Jehovas tugt?
10 Hvad skal der til for at spare forældrene for denne skam, ærgrelse, sorg og kvide? Jehovas tugt. Hvis der ikke er noget som lægger en dæmper på barnets handlinger vil det selvfølgelig opføre sig forkert, og derfor er „ris og revselse“ påkrævet. For at skåne forældrene for smerte, må barnet lide smerte. „Tugt din søn, så kvæger han dig og bringer din sjæl, hvad der smager.“ „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ „Tugt din søn, imens der er håb.“ (Ordsp. 29:17; 13:24; 19:18) Af og til kvier forældrene sig ved at tale til deres børn på denne facon, men de skal stå Jehova til regnskab for om de opdrager børnene sådan som Jehova ønsker det.
11 Det er naturligvis ikke altid Jehovas tugt fordrer anvendelsen af det bogstavelige ris. Børnene kan revses og sættes på plads ved de ord forældrene taler til dem, og ordene kan belægges så de får en virkning i lighed med risets. At mundens ord kan benyttes på denne måde fremgår af Paulus’ brev til korinterne: „Skal jeg komme til jer med riset?“ Efterhånden som børnene bliver større kan tugten som regel gives med mundens ris og i form af nægtede goder. — 1 Kor. 4:21.
12. Hvad skal forældrene gøre for at sikre sig at det er Jehovas tugt de øver?
12 Men hvad enten forældrene anvender det bogstavelige ris eller mundens ris, skal tugten øves på en sådan måde at den kan siges at være Jehovas tugt. Børnene må forstå hvis tugt det er forældrene håndhæver, og at de ikke gør det blot for deres fornøjelses skyld. Både de mindre og de større børn skal indprentes at forældrene af Gud har fået overdraget det ansvar at tugte og opdrage dem som han ville have gjort det. Husk at det hedder „ris og revselse“. Barnet må altid have en tydelig forklaring på hvorfor riset tages i anvendelse. Det må forstå hvilket af Jehovas bud det har overtrådt, således at tugten virkelig kommer fra Jehova.
Aflæggelse af regnskabet
13, 14. (a) Hvad er endnu alvorligere end den græmmelse og sorg uopdragne børn kan bringe over deres forældre? (b) Hvordan illustreres det med Eli at forældre i Guds øjne har ansvaret for at tugte børnene?
13 Børn og unge mennesker der ikke får en opdragelse, vil ved deres urette opførsel såre deres forældre og bringe skam over dem, men alvorligere er det at forældrene skal stå Gud til regnskab. At forældre, og også de mænd der beklæder ansvarsfulde poster i Guds organisation, skal stå Gud til ansvar for hvordan de øver Jehovas tugt, fremgår af det som skete med ypperstepræsten Eli.
14 Både som fader, ypperstepræst og dommer forsømte Eli at øve Jehovas tugt. Hans to sønner, Hofni og Pinehas, fungerede som præster, og de burde derfor have optrådt som det sig hør og bør for en præst. Men det gjorde de ikke: „Elis sønner var niddinger; de ænsede hverken [Jehova] eller præstens ret over for folket.“ Beretningen i Bibelen fortæller videre hvordan de to præster var utilfredse med de portioner som Guds lov tildelte dem. Griske som de var, tog de først hvad de ville have af ofrene, inden Jehova havde fået sin del. Inden de mættede deres egen begærlighed, burde de have ofret fedtet på Jehovas alter, men de masede sig frem og tilsidesatte Jehova. Deres fader, ypperstepræsten, irettesatte dem øjensynlig ikke, så Jehova måtte sige til Eli: „Hvor kan du . . . ære dine sønner fremfor mig!“ På sine gamle dage skældte Eli forsigtigt sine sønner ud, men det var først da sønnernes færd vakte endnu større afsky og forargelse: „Han hørte, hvorledes hans sønner behandlede hele Israel, og at de lå hos kvinderne, som gjorde tjeneste ved indgangen til åbenbaringsteltet.“ Eli burde have erkendt at hans sønner ifølge Guds lov fortjente at dø, men han øvede ikke Jehovas tugt ved at fratage dem deres tjeneste. Derfor erklærede Jehova at Elis hus’ fordærvende indflydelse skulle standses og hans to sønner omkomme på samme dag. Alligevel traf Eli ingen skærpede forholdsregler over for sine sønner, men lod dem fortsætte som præster. Til sidst erklærede Jehova ved sin profet Samuel: „Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans slægt for evigt, fordi han vidste, at hans sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til.“ Åbenbart har Eli forkælet sønnerne fra de var små, og først da deres forbryderiske handlinger var kendt af hvermand tog han spagfærdigt til genmæle, mens han i virkeligheden burde have grebet hårdt og fast ind. Hverken som fader, ypperstepræst eller dommer øvede han Jehovas tugt. Gud drog ham til ansvar herfor: „Elis hus’ brøde skal aldrig i evighed sones.“ — 1 Sam. 2:12–3:14
15. Hvilke følger vil det få hvis en kristen fader forsømmer at anvende Jehovas tugt, og hvorledes ser Gud på sagen?
15 I Guds øjne har forældre så stort et ansvar for at anvende hans tugt at den kristne apostel i en omtale af de kvalifikationer en tilsynsmand i menigheden må være i besiddelse af, skrev: „En tilsynsmand bør derfor være . . . en mand, som styrer sit hus godt, og som på fuldt værdig måde holder sine børn til lydighed; (dersom en mand ikke forstår at styre sit eget hus, hvordan skulle han da kunne sørge for Guds menighed?).“ Gud betragter det altså ikke som en ringe bagatel hvis en fader undlader at opdrage sit barn i Jehovas tugt. — 1 Tim. 3:2, 4, 5.
16. Hvorledes viser et avisreferat at det fører til gode resultater når børn opdrages efter Jehovas principper?
16 Når børn opfostres i „Herrens tugt og formaning“ i erkendelsen af at de såvel som forældrene drages til ansvar af Gud, vil det føre til gode resultater der ikke vil kunne skjules. Da en journalist aflagde et besøg ved Jehovas vidners stævne „Enige gudsdyrkere“, der holdtes på Yankee Stadium i 1961, lagde han mærke til de mange unge mennesker der var til stede, og han skrev den 2. august 1961 en artikel i Post, der udkommer i Queens County, New York. Der sagdes blandt andet:
„I dag, da man oplever så megen ungdomskriminalitet, så mange uvorne børn, ungdommens manglende respekt for de ældre, den vældige stigning der år for år sker i kriminaliteten blandt unge mennesker i tyveårsalderen og derunder, standser man brat op ved synet af en omfattende organisation med hundredtusinder familier der ikke kender til ungdomskriminalitet. Og man kan selvsagt ikke lade være med at spekulere på hvordan det kan være . . . Når talen falder på børnene, henter Jehovas vidner vejledning fra den selv samme bog som de rådfører sig med i alle livets spørgsmål — Bibelen. . . . Jehovas vidner tror at man bedst bekæmper kriminalitet ved at forebygge den. Man giver dem gerne ret når man ser det store antal unge vidner der går ind i ordets tjeneste i stedet for at lave spilopper, der deltager i vidnearbejdet i stedet for blot at drive tiden væk, og som forkynder i stedet for at strejfe formålsløst omkring. De vil forstå at de unge mennesker her på Yankee Stadium ikke bare oplever en årlig vækkelse men lever et opvakt liv hele året rundt. Verdensforholdene, der får nogle unge til sanseløst at give sig spændingen i vold med den indstilling at de lige så godt kan ’spise, drikke og muntre sig, for i morgen skal vi dø’, indgyder i disse unge vidner en ansvarsfølelse. De narrer et sikkert håb om noget bedre samt et ønske om at dele det med deres medmennesker. De har et virkeligt mål i deres tilværelse, og målets storhed giver dem en følelse af et værd som vore dages ungdom savner.“
Gør Guds vilje i den tid der er tilbage
17. (a) viser Bibelen om alle de mennesker der nægter at rette sig efter Jehovas ord skal stå ham til regnskab? (b) Hvad vil overgå de mennesker der ikke adlyder Gud, medmindre de ændrer sig?
17 Det er naturligvis ikke alle mennesker der har indviet sig til Jehova og tilbeder ham. Alligevel skal alle aflægge regnskab over for ham. Når Guds sande tilbedere skal stå ham til regnskab, hvordan stiller det sig så for de mange mennesker der ikke vil gøre Guds vilje men foretrækker at følge nationernes vilje? Apostelen Paulus erklærer: „Thi nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds hus; men kommer den over os først, hvad skal det så ende med for dem, der er ulydige mod Guds evangelium? Og hvis den retfærdige kun frelses med nød og næppe, hvad skal der så blive af den ugudelige og synderen?“ Hvis de ikke lægger deres færd om, vil de gå til grunde „når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang.“ — 1 Pet. 4:17, 18; 2 Tess. 1:7-9.
18. Hvad skal et menneske holde op med at gøre såfremt det vil undgå at „blive straffet“? Hvem skal de ugudelige stå til regnskab?
18 De fleste mennesker er i dag helt opslugt af verdslighed. Hvis vi skal undgå at „straffes“ sammen med dem i Harmagedon, kan hverken unge eller gamle iblandt os tillade sig at spilde tiden på de ting apostelen Paulus fordømmer i sit brev: „Det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse. Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser; men de skal gøre regnskab for ham, som er rede til at dømme levende og døde.“ De ugudelige mennesker og dem der taler nedsættende om os fordi vi gør Guds vilje, skal „gøre regnskab“ for Guds dommer, Jesus Kristus, „han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde“. — 1 Pet. 4:3-5; Ap. G. 10:42.
19. Hvordan skal kristne se på brugen af tid og hvorfor er der ingen grund til at fortvivles? Hvad skal den kristne gøre?
19 For den kristne er det nok, mere end nok, at han i den tid der er gået har gjort hedningernes vilje. Imidlertid kunne han ikke gøre for det, eftersom han er født i denne verdens ordning og ikke har kendt sandheden fra Guds ord hele tiden. Men når et menneske lærer denne sandhed at kende, kommer det tidspunkt da der må ske en forandring; det må vende om og efterleve Guds love. Det kan være det begynder at fortryde at det har brugt så megen tid på at gøre verdens vilje, og spildt kræfter og energi på at forlyste sig i verden. Der er imidlertid ingen grund til at fortvivles: Der er stadig nogen tid tilbage, selv om den er kort. Peter siger videre: „Alle tings ende er nær.“ I erkendelse af at verden ikke har lang tid tilbage, må vi bruge tiden fornuftigt; vi må vie al vor tid til Jehova Gud så vi kan gøre hans vilje. — 1 Pet. 4:7.
Dommen er ved at foregå
20, 21. (a) Hvordan og ved hvilken lejlighed tilkendegav Jesus at dommen skulle begynde at foregå på den tid vi lever på? (b) På hvilket grundlag vil Kongen afsige sin dom over folkene, og hvilken dom afsiges der over henholdsvis bukkene og fårene?
20 Jehovas dommer, Jesus Kristus, er nu travlt optaget som dommer. Hvad enten folk i verden er klar over det eller ej, skal de nu til at aflægge regnskab. Jesus pegede engang frem til vore dage med en lignelse om får og bukke, hvilken han fortalte efter at disciplene havde spurgt: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?“ Så fortalte Jesus sin store profeti om „verdens ende“, og lignelsen om fårene og bukkene danner i virkeligheden profetiens afslutning og højdepunkt. — Matt. 24:3.
21 Hvordan vil Kongen afgøre om mennesker i verden hører til blandt fårene eller blandt bukkene? Det kan han se af den indstilling som folk har over for den gode nyhed om Guds oprettede rige, det budskab som nu forkyndes „over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme“. (Matt. 24:14) At folkene skal dømmes mens verdens nationer uanfægtet fortsætter livet som hidtil, fremgår af Jesu ord: „.Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, . . . da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.“ (Matt. 25:31, 32) Mennesker med bukkens sindelag er uvenlige over for Kongens vidner på jorden. De vil ikke vide af Guds rige og bliver stillet ved Kongens venstre side, hvor de skal stå ham til regnskab. Dommen over dem lyder: „Disse skal gå bort til evig straf.“ Mennesker med fårets sindelag hilser Riget velkommen, og de ikke alene behandler Rigets vidner venligt men tager også imod den gode nyhed om Riget, forkynder om det til andre og viser det urokkelig troskab. Disse retsindige mennesker står ved Kongens højre side. Efter at de har aflagt regnskab, modtager de denne dom: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.“ De vil arve det evige liv på jorden under Guds himmelske rige. — Matt. 25:46, 34.
22. Hvorfor har de kristne en særlig pligt i dag?
22 Eftersom menneskers liv står på spil, har de der oprigtigt tilbeder Gud en særlig pligt i dag. Hvilken? De har pligt til at advare folk der gør nationernes vilje og give dem lejlighed til at vende om, så de gør Guds vilje og tjener Rigets interesser. Princippet er at den der ikke vil advare den onde, vil stå strafskyldig over for Gud. — Ez. 3:17, 18.
23. (a) Hvad må mennesker gøre nu hvis de skal opnå livet, i betragtning af at der kun er kort tid tilbage og at dommen er indledt? (b) Hvad skal vi altid have i tanke, og hvilken velsignelse kan da blive os til del?
23 Hvorfor udsætte det til senere at gøre Guds vilje, når der dog kun er så kort tid tilbage og dommen allerede er ved at blive afsagt? I børn, adlyd jeres kristne forældre. I forældre, opdrag jeres børn „i Herrens tugt og formaning“. I som er begyndt at lære Guds sandhed, brug den resterende tid fornuftigt, idet I i stedet for at anvende den på verdens gøremål bruger den i tjenesten for Gud. I der har indviet jer til at tjene Gud, hold trofast ud i forkyndelsen. „Hver en gerning bringer Gud for retten.“ Lad os derfor altid have i tanke at det hverken er mennesker eller landets regering vi skal aflægge endeligt regnskab for. „Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol. Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ (Rom. 14:10, 12) Måtte Jehovas „dommer over levende og døde“ godkende vort regnskab og foruden det evige livs gave betro os forrettigheder i tiden efter Harmagedon.