Det ansvar der påhviler dem der giver vejledning
FORSTANDIG vejledning har stor værdi. Både i fortiden og i nutiden har folk været villige til at betale penge for gode råd, ikke kun i juridiske spørgsmål, men også vedrørende mange andre af livets områder. Konger og herskere har sat stor pris på gode rådgivere.
De råd som har størst værdi, er dem der hjælper os til at leve på en sådan måde at vi vinder og bevarer Guds gunst. Og ligesom der i fortidens Israel var dygtige rådgivere som kunne hjælpe folk, sådan findes der i Guds folks menighed i dag mænd som i åndelig henseende er ældste og som har til opgave at give råd og vejledning. Deres mål er at lede, styrke og beskytte deres kristne brødre. — 1 Pet. 5:2, 3.
Det er et privilegium at kunne give en sådan vejledning, men det medfører også et stort ansvar. Det at vejlede er en form for undervisning, og de der underviser må stå til regnskab for det de lærer andre og for den virkning det har på dem. — Jak. 3:1.
Vejledning kan være korrigerende, antage form af en revselse eller irettesættelse. Ordsprogene 25:12 siger: „En guldring, et gyldent smykke er revsende vismand for lyttende øre.“ Læg mærke til at der siges „revsende vismand“. Det er ikke nok at man er villig til at vejlede. En der er ung og uerfaren vil måske gerne give vejledning, eller forsøge på det. Men er han egnet til det? Da apostelen fremhævede at brødre der begik et fejltrin skulle hjælpes, sagde han: „I som har åndelige kvalifikationer [skal] prøve at hjælpe en sådan på fode igen.“ (Gal. 6:1, NW) Ikke alle har sådanne åndelige kvalifikationer. Da Moses på Guds foranledning indsatte mænd til at tage sig af de problemer der opstod blandt israelitterne, bestemte han at det skulle være „kloge, forstandige og erfarne mænd“. (5 Mos. 1:13-15) De der tjener som hyrder og tilsynsmænd i den kristne menighed skal ligeledes være erfarne mænd, mænd som har åndelig visdom og forståelse.
Kundskab en forudsætning for at kunne give viis vejledning
Hvad enten det er en enkeltperson eller en gruppe der vejledes, kan man stort set tale om to former for vejledning: Vejledning der gives som svar på en anmodning om råd eller oplysning, samt vejledning der gives uden forudgående anmodning, men fordi der er et indlysende behov derfor. I begge tilfælde er det nødvendigt at udvise varsomhed.
Især i de tilfælde hvor der ikke anmodes om vejledning, må man først overveje hvor stærkt behovet egentlig er. Hvor alvorlig er situationen? Husk at farisæerne på Jesu tid var tilbøjelige til at gøre store stridsspørgsmål ud af småting, undertiden af overtrædelse af regler som byggede på menneskers normer og ikke på principperne og budene i Guds ord. Ved ensidigt at gå op i sådanne småting tilslørede de det i Guds ord der havde større betydning. (Mark. 7:1-9, 14, 15, 20-23; Matt. 23:23) Man må også overveje om det er rette tid og sted at give en sådan vejledning. Husk at „æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid“. — Ordsp. 25:11.
I forbindelse med begge slags vejledning, både den der anmodes om og den der ikke anmodes om, vil den vise rådgiver søge kundskab. Han vil gerne være sikker på at han er så godt inde i sagens kendsgerninger at han kan give en vejledning som er rigtig og velfunderet — ikke ensidig eller kun halvvejs rigtig. (Ordsp. 9:9; 18:17) Han er ikke godtroende eller naiv. (Ordsp. 14:15) Han hører godt efter, er „snar til at høre, sen til at tale“, for „om nogen svarer, førend han hører [det vil sige før han har hørt det hele og har forstået sagens betydning], regnes det ham til dårskab og skændsel“. (Jak. 1:19; Ordsp. 18:13; se også 29:20.) Dette at han sørger for at få ’et fuldstændigt billede’ er afgørende for om han kan behandle et spørgsmål eller et problem med sand forståelse, indsigt og skelneevne. — Ordsp. 15:14; 18:15.
Det er først når den vise har opnået en sådan indsigt — vedrørende de forhold og omstændigheder der ligger til grund for problemet — at han ’vinder kundskab’, det vil sige bliver klar over hvilken konklusion han skal drage og hvilken vejledning han skal give. (Ordsp. 21:11) Der er også en anden fordel ved at benytte denne tidkrævende fremgangsmåde. Når han som rådgiver giver udtryk for at han har opfattet sagens kendsgerninger rigtigt og har et ligevægtigt syn på tingene, og viser at han virkelig forstår problemet og de omstændigheder der har bidraget til det, vil den anden part være mere tilbøjelig til at tage imod den givne vejledning. Han vil nemlig indse at rådgiveren af hjertet ønsker at yde hjælp som specielt tager sigte på dette tilfælde — at han ikke blot gentager hvad andre har sagt, kommer med almindeligheder eller ignorerer faktorer som måske gør at dette tilfælde adskiller sig fra andre, lignende tilfælde. Alt dette er med til at give de vejledende ord en overtalende kraft, ja en tiltalende „sødme“. — Ordsp. 16:20, 21, 23.
Men denne søgen efter oplysninger må naturligvis ikke føres så vidt at rådgiveren aldrig kommer i gang med at vejlede. Nogle få spørgsmål kan være nok til at få de nødvendige kendsgerninger frem. Og hvis rådgiveren føler at der er oplysninger som ikke er kommet frem, kan han sige: ’På grundlag af det du har fortalt mig, vil jeg sige sådan og sådan. . . . Men hvis der er andre faktorer, nogle du ikke har nævnt, kan det naturligvis ændre sagen.’ Man bør ikke „bore“ så meget at man unødigt sætter den anden i forlegenhed. Direkte spørgsmål som antyder at man mistænker den pågældende for umoralske eller lastefulde handlinger, kan, hvis de er uberettigede, være årsag til svære sår der er længe om at heles. (Ordsp. 12:18) Husk at en ældste bør bruge sin myndighed som rådgiver „til at bygge op og ikke til at bryde ned“. (2 Kor. 13:10) Man gør også klogt i ikke at blive alt for indblandet i andres privatliv.
„Den retfærdiges hjerte mediterer for at kunne svare.“ (Ordsp. 15:28, NW) Vejledning som berører et menneskes forhold til Gud nødvendiggør en sådan meditation. For at gavne må vejledningen være korrekt, og det betyder at den må være i harmoni med Guds ord. Hvis spørgsmål vedrørende ægteskab, skilsmisse, kristen neutralitet og andre alvorlige emner besvares forkert, kan det volde stor skade. Det kan ødelægge hele tilværelsen for den pågældende. Det er ikke menneskers visdom eller filosofi men visdommen fra de højeste rådgivere, Jehova Gud og Kristus Jesus, der er pålidelig, varig og til evig gavn. — 1 Kor. 2:4, 5; Sl. 33:11; Ordsp. 21:30; Es. 9:6.
Vær ikke i tvivl: Der findes ikke en side af tilværelsen uden at Guds ord, Bibelen, indeholder principper der kan tjene til vejledning og gøre den kristne „fuldt beredt, vel skikket til al god gerning“. (2 Tim. 3:16, 17) Der er derfor aldrig nogen gyldig grund til at støtte sig til sin egen visdom når man giver vejledning. (Ordsp. 3:5-7) I stedet for at falde i den ene eller den anden grøft på grund af personlige ideer eller teorier, bør man holde sig ’midt på vejen’ ved at blive inden for rammerne af Bibelens vejledning. (Ordsp. 8:20) Den der stræber efter at vejlede i visdom må altid søge hjælp hos Gud i ydmyge bønner. — Jak. 1:5; 1 Kong. 3:7-12.
Kristne rådgivere som følger Guds ords vejledning vil være til virkelig velsignelse for deres brødre. Ja, mere end det, de vil også blive rost og værdsat af de store konger, Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus. — Ordsp. 27:9, Gd; 14:35; 16:13.