en skik der i høj grad har bidraget til vor åndelige velfærd. — Hebr. 10:25.

I modsætning til mange familier i vor del af verden har vi også en anden hyggelig skik — nemlig at hele familien er samlet når vi spiser. I de perioder hvor jeg havde for mange „oliekviste“ til at vi alle kunne sidde omkring ét bord inde i spisestuen, sad nogle omkring et mindre bord i køkkenet.

Det at vi spiser sammen har afgjort bidraget til familieenheden, og det giver os for eksempel også mulighed for at bede sammen. Det har givet mig lejlighed til at indpode mine børn Guds ord ’når jeg sidder i mit hus’, sådan som han påbyder. (5 Mos. 6:6, 7) Det har også hjulpet mig til at ’holde fingeren på pulsen’ i familien, at lægge mærke til mine børns indstilling og tendenser, og til at gøre det jeg mente var det bedste i betragtning af familiens åndelige behov.

Naturligvis går måltiderne ikke udelukkende med direkte bibelundervisning. Det er også en tid til småsnak og humor, og måske til lidt afslappende guitar-klimpren efter måltidet.

Da jeg er klar over at min kristne kærlighed også må strække sig ud over mit eget hjems rammer, plejer min kone og jeg at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til andre menneskers hjem. Alle mine børn er travlt optaget af dette frugtbærende arbejde, og fem af dem har på et eller andet tidspunkt brugt al deres tid i dette arbejde.

I denne forbindelse husker jeg en episode med min anden søn, Raúl, da han var omkring sytten år. En søndag morgen sagde jeg til ham: „Nå, min søn, lad os gå ud i tjenesten.“ Han svarede: „Nej, jeg skal ikke med ud.“ Overrasket spurgte jeg: „Og hvorfor ikke?“ „Fordi det ikke er tvungent,“ svarede han. Jeg svarede: „Det er rigtigt, det er ikke tvungent. Du kan gøre som du vil.“ Jeg sagde ikke mere til Raúl om sagen. Jeg spurgte ham heller ikke om han skulle med mig næste søndag. Jeg var heller ikke vred eller sur på ham. Jeg ved ikke hvad han følte inderst inde, men den følgende søndag gik han igen med ud, stille og roligt, uden at sige noget.

Lige siden den episode har Raúl villigt og ivrigt taget del i tjenesten for Guds rige, og Jehova har rigt velsignet ham for det. Han fik den forret at gennemgå Vagttårnets bibelskole Gilead i New York, for senere at tjene sine kristne brødre i Colombia som deres områdetilsynsmand. Nu tjener han og hans kone på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Barranquilla, hvor han er med til at føre tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i Colombia.

Grund til at være lykkelig

Skønt jeg nu er bedre stillet i materiel henseende end jeg var for få år siden, er det ikke af den grund jeg er lykkelig i dag. Materielle ting i sig selv skaber aldrig sand lykke. Men åndelige velsignelser — ja, de bringer lykke. Når der for eksempel er harmoni i hjemmet og der ikke har været alvorlige vanskeligheder, så er der grund til lykke. Og når jeg ser alle mine børns hengivenhed for deres Skaber, og at de fire ældste sønner tjener som ældste i den kristne menighed, så er min glæde og tilfredshed i sandhed stor. — Ordsp. 10:22.

Nu da ti af vore børn er gift, og de fleste af dem har deres egne ’kviste’, er jeg lykkelig over at de besøger os ofte. De kan lide at være sammen med os. Deres moder og jeg kan også lide at være sammen med dem. Vi har stadig dette nære forhold til hinanden. Naturligvis har vi noget meget vigtigt tilfælles, nemlig vor kærlighed til vor himmelske Fader, Jehova, hvem vor familie „skylder sit navn“, ja hele sin eksistens. Det er også ham vi skylder vort håb om at vort familieforhold aldrig behøver at ophøre på grund af døden, fordi „der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo“. — 2 Pet. 3:13; Ef. 3:14, 15.

„Som kølende sne en dag i høst“

● „Som kølende sne en dag i høst er pålideligt bud for dem, der sender ham,“ siges der i Ordsprogene 25:13. Tilsyneladende hentydes der her til den forfriskende kølighed i en drik der er afkølet med sne fra bjergene, noget som i høj grad vil blive værdsat af dem der arbejder hårdt med at høste.