Frugtbarhed — en manifestation af hellig ånd

DA TO frøkorn sidste år spirede og groede i et drivhus i Washington, D.C., skabte det sensation i botanikinteresserede kredse. Millioner af frøkorn spirer hvert år, men disse var noget for sig selv. Det var lotusfrø fra en tørvemose i Manchuriet, og nogle sagde, at de var 50.000 år gamle. Da de spirede, blev deres alder mere aktuel, og derfor blev andre frø fra det samme sted undersøgt ved hjælp af det radioaktive dateringsapparat. Denne atommåler viste, at de var rundt regnet 1000 år gamle.

I 1000 år havde disse frø ligget unyttige og uproduktive hen. Hvis de var blevet lagt ned på rette måde kort tid efter, at de var blevet modne, ville de frø, der stammede fra dem, nu tælle mange milliarder. Men på grund af deres uvirksomhed eksisterede kun de oprindelige to frø sidste år. Det er, som Jesus siger: „Sandelig, sandelig siger jeg jer, hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.“ — Joh. 12:24.

På samme måde er det med sandheden fra Guds ord, som i en af Jesu lignelser sammenlignes med sæd, der sås af en sædemand. (Luk. 8:11) Guds ord bliver til evig tid. (1 Pet. 1:25) Men vi kan ikke vente så længe med at så de sandheder, der findes deri. Vi må ikke lade dem ligge unyttige hen i 1000 år som de to lotusfrø. Vi er ikke sikre på, at vi lever i morgen og endnu mindre om 1000 år. (Ordsp. 27:1) Vi må så nu uden tøven for at frembringe Rigets frugter. Efter at have sået sandhedens sæd, f. eks. ved vidnearbejde fra dør til dør, må vi vende tilbage for at vande og dyrke ved at aflægge genbesøg og lede bibelstudier, og så må vi stole på, at Gud vil give væksten. (1 Kor. 3:6) Således bygger vi videre på det grundlag, vi lagde, da vi såede fra dør til dør. Jesus byggede ikke på en andens grundvold. Han er vort forbillede. Paulus byggede ikke på en andens grundvold. Vi skal efterligne ham. (Rom. 15:20; 1 Kor. 11:1; 1 Pet. 2:21) Ved at deltage i alle grene af forkynderarbejdet ser vi den sandhedens sæd, vi har sået, spire og vokse og blive rodfæstet i sind og hjerte hos andre, som senere bliver frugtbærende sædemænd andre steder.

I Jesu lignelse sammenlignes den, for hvem vi forkynder, med forskellige slags jord; der er nogle, der ikke modtager sæden, fordi de er for hårde, for stenede eller for tornefulde, men nogle er modtagelige for sæden og bærer frugt. (Matt. 13:3-9, 18-23) Når vi efterlader sæden i form af litteratur ved en dør, kan vi ikke vide, hvilken jordtype modtageren kan sammenlignes med. Selv en erfaren landmand kan ikke altid bedømme jorden nøjagtig ved blot at se på den. Undertiden må han have den analyseret. På samme måde kan forkynderen ikke bedømme resultatet af, at han har afsat litteratur, blot ved synet af modtageren. Selv den erfarne forkynder tager ofte fejl. Derfor må vi aflægge genbesøg for at se, hvordan det går med sæden, om den har slået rod, om yderligere pleje, der symboliseres ved vanding og dyrkning, vil kunne fremhjælpe dens vækst. Vi må ikke begå den fejl, som Jesus advarede imod: „Døm ikke efter skinnet, men fæld en retfærdig dom!“ (Joh. 7:24) Derfor fælder vi ikke en forhastet dom efter det indtryk, vi fik, da vi afsatte litteraturen, men vi følger udviklingen ved at aflægge flere besøg for at se, om modtageren kan sammenlignes med tidselbærende jord, stenet jord, hårdttrampet jord langs vejen eller god jord, og derefter kan vi fælde en retfærdig dom. Dette er til fremme af frugtbarheden.

Det stadig voksende antal forkyndere, som er en følge af denne såning, er et vidnesbyrd om, at Jehovas ånd står bag: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Jehova.“ (Zak. 4:6) Men forøgelse i antallet er ikke tilstrækkeligt; mange falske religioner kan påvise en talmæssig forøgelse af deres menigheder. For at kunne bedømme træet må vi undersøge dets frugter: „Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter. Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Altså: af deres frugter skal I kende dem.“ — Matt. 7:17-20.

De gode frugter er åndens frugter, de dårlige er kødets gerninger: „Kødets gerninger er åbenbare, såsom: Utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige. Men åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.“ — Gal. 5:19-23.

De store ortodokse religionsorganisationer i kristenheden kan måske påvise stor talmæssig styrke, men kan de også fremvise åndens frugter? Verden i almindelighed lider nu under følgerne af et moralsk sammenbrud, fordi den til overmål hengiver sig til kødets gerninger. Skiller de store religiøse organisationer sig ud fra denne materialistiske verden? Er de ikke tværtimod en del af verden og opsluges af dens kødelige gerninger? De har aldrig gjort sig bemærket ved at være påfaldende forskellige fra menneskeheden i almindelighed — og det ville de afgjort være, hvis de bar åndens frugter, som er så sjældne i denne syndige verden.

Imidlertid skiller Jehovas vidner sig virkelig ud som forskellige fra andre. Ikke alene er de anderledes, fordi de forkynder fra dør til dør, går på genbesøg, leder studier, opøver nye forkyndere og kan påvise forøgelse i deres rækker i en tid, hvor mange religioner klager over mangel på interesse og hensygnende menigheder; men de er også anderledes end andre, fordi de frembringer åndens frugter. For eksempel kommer verdslige mennesker til vore store stævner og ser der, hvad de ikke selv kan udrette, hvad de Forenede Nationer ikke kan udrette, hvad ingen anden menneskelig organisation kan udrette. De ser mennesker af mange forskellige racer, nationaliteter, sprog og tidligere religiøs opfattelse, alle nu forenede i fred og samhørighed efter at have overvundet de hindringer, der adskiller verden. Alle ansigter stråler af glæde, og kærlighed, samarbejde og venlig hensynsfuldhed lægges for dagen blandt den uhyre menneskemængde, der undertiden overstiger 100.000. De verdslige gæster bliver forbavset over at se, hvor effektivt de mange funktioner er organiseret, og indrømmer villigt, at det er absolut uden sidestykke i nogen verdslig organisation. Dog erkender de, mens de i forundring klør sig i nakken, at vi ser ud som ganske almindelige, jævne mennesker. Hvad naturligvis er sandt.

Når de beder om en forklaring på denne enhed trods de forskelligheder, som skarpt adskiller verden, fortæller vi dem, at det er Guds ånd, der er den forenende kraft, at det, de ser, er et resultat eller en manifestation af hellig ånd. Det glæder os, når de lægger mærke til disse ting, for det er vidnesbyrd om, at vi frembringer åndens frugter, hvilket gør os forskellige og adskilte fra dem, der er opslugt af kødets gerninger. Men det stiller disse verdslige iagttagere i en kritisk og meget ansvarsfuld stilling, og en forkert afgørelse kan gøre dem til genstand for en evig udslettelse. Hvordan det? Fordi der eksisterer en mulighed for at begå utilgivelig synd imod ånden.

Synd imod den hellige ånd

For at få klarhed over, hvori denne synd består, kan du tage din bibel og læse Mattæus 12:22-33. Jesus havde lige helbredt en dæmonbesat mand — noget, der ikke var muligt ved menneskelig magt. Tilskuerskaren vidste dette og var på grundlag af miraklet parat til at erkende, at Jesus var Davids søn. Men farisæerne benægtede, at miraklet var en manifestation af Guds ånd, og sagde tværtimod, at det blev udført ved Satans magt, hvorved de bespottede, talte nedsættende om og syndede imod den hellige ånd. De vidste, at hvis de accepterede dette som Guds ånd, måtte de også acceptere Jesus som Messias. De måtte indrømme, at de selv var falske lærere, forandre deres levemåde og blive Jesu efterfølgere. Det ville sænke dem ned fra deres ophøjede stilling med dens mange selviske fordele.

Til sidst lykkedes det dem at dræbe Jesus, men nøjagtig som han havde sagt om hvedekornet, som måtte dø for at blive frugtbart, således resulterede hans død blot i, at der blev frembragt mange flere salvede, som havde åndens gaver, hvorved de udførte mirakuløse tegn, gaver som tungetale, profeteren, kundskabsgaver, helbredelsesgaver o.s.v. At apostlene og de, der var med dem, udførte disse mirakler, var en åbenbar manifestation af Guds ånds virksomhed, og de, der ikke ville acceptere dette, modstod ånden med vilje, syndede imod og bespottede den, og derved dømte de sig selv til evig udslettelse. Nøjagtig lige som det religiøse præsteskab engang havde klaget over, at hele verden fulgte efter Jesus på grund af hans mirakler, sådan jamrede de nu over, at hans efterfølgere ved lignende gerninger satte hele jorden på den anden ende og krænkede deres religiøse tingenes orden. — Joh. 12:17-19; Ap. G. 17:6; 1 Kor. 12:1-11.

Imidlertid skulle disse mirakuløse manifestationer af ånden ophøre: „Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde. Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; men efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.“ — 1 Kor. 13:8-11.

Hensigten med, at den nyfødte kirke havde disse mirakuløse gaver, var at få den startet og oprettet og at vise, at Guds ånd var overflyttet fra den jødiske organisation, der var baseret på Moseloven, til det nye kristne tingenes system. Efter at den var vokset ud over sin barndom og var blevet så moden, at den kunne stå på egne ben, ville disse mirakuløse gaver ikke længere blive praktiseret. De ville ikke være nødvendige. Det er grunden til, at de mirakuløse gaver ikke følger den kristne organisation i dag. Den modne kirke, der er befæstet ved udvidet bibelsk kundskab og opfyldelsen af mange profetier, kan uden denne hjælp forkynde et overbevisende budskab og gøre fremskridt med dem, der har hørende ører. Den kristne kirke har stadig Guds ånd, men åndens tilstedeværelse tilkendegives på en anden måde, nemlig i særdeleshed ved kærlighed og alle de andre åndens frugter, som er omtalt i Galaterne 5:22, 23 og 1 Korinter 13:4-7.

Det er denne den hellige ånds modne virksomhed, verdslige iagttagere lægger mærke til ved vore stævner. De erkender, at vi er ganske almindelige mennesker, og dog er organisationen anderledes end alle andre menneskelige organisationer på grund af åndens frugter. Men denne tilkendegivelse af den hellige ånds virksomhed får dem ikke til at blive en del af den forenede organisation, som de falder i forundring over. Farisæisk selviskhed afholder dem fra at opgive deres levemåde, deres nydelse af kødets gerninger og deres delagtighed i verden og dens organisationer. De gør modstand imod at blive ledet i den rigtige retning ved denne manifestation af den hellige ånd, og de er skeptiske over for, om det virkelig er Guds ånd. Lige som farisæerne søger de at finde andre årsager, som de kan angive som kilden til den glæde, fred og enhed, der således forundrer dem. Synder de som følge heraf ikke imod den hellige ånds åbenbarede virksomhed, og er det ikke muligt, at de derved dømmer sig selv til evig udslettelse?

Men midt i alt dette er det hele vor opgave altid at vise, at vi besidder Jehovas ånd. Det er ikke ved vor egen styrke, at vi uophørligt forkynder ud over hele jorden til trods for, at vi må møde forfølgelse, holde stand over for pøbeloptøjer, døje fængsling, bevare vor ustraffelighed lige til døden og dog fortsætte med at forøge vore åndens frugter til overmål. I privat undervisning og offentligt vidnearbejde, som enkeltpersoner og som organisation må vi altid vandre i overensstemmelse med ånden og ikke efter kødet. Vi må være „varsler og tegn“, „et skuespil . . . for hele verden“; og det er kun muligt, hvis vi viser, at vi besidder Guds ånd. — Es. 8:18; 1 Kor. 4:9.

Lad derfor ikke sandhedens sæd ligge uvirksom og uproduktiv hen i 1000 år som de to lotusfrø. Så og vand hellere, så Gud kan give væksten og åbenbare sin ånd på den teokratiske organisation.