Døm, o Jehova!
„Jehova fælder dom over folkene: døm mig, o Jehova, efter min retfærd og efter min retskaffenhed, som bor i mig.“ — Sl. 7:8, AS.
1, 2. Over hvilke skabninger fælder Jehova nu dom, og hvorfor?
I DAG lever vi i en domsperiode. Den store Dommer skiller de retfærdige fra de gudløse. (Mal. 3:16-18) De, som bevarer deres ufordærvethed eller retskaffenhed, modtager hans godkendelse. De, som ikke anerkender Gud og ikke er lydige mod den gode nyhed om hans nu tronindsatte søn, vor Herre Jesus, vil få en dom, der går dem imod. (2 Tess. 1:5-10; 1 Pet. 4:17, NW) I en beskrivelse af den herskende mangel på retskaffenhed blandt det folk, der gjorde krav på at være Guds folk, sagde profeten Hoseas: „Hør, israelitter, HERRENS [Jehovas] ord, thi [Jehova] går i rette med landets folk. Thi ejer der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld.“ — Hos. 4:1, 2.
2 Disse ord forudsiger tilstande, der i vor tid griber om sig i foruroligende grad. Hykleri, uretfærdighed, løgn, forbrydelser og umoralitet vokser og spredes over hele verden. De myndigheder, der skal håndhæve lov og ret og sørge for almenvellet, finder — dersom de da selv er forblevet ufordærvede — at deres problemer bliver flere og flere dag for dag. Det er sandt, at verden endnu kan fremvise nogle ærlige mennesker, men alt for ofte har folk i politiske embeder været interesseret i bestikkelse og gaver. Retskaffenhed er et næsten glemt begreb. Men der findes dog stadig mennesker, der forstår retskaffenhedens værdi. Der er lægen, som ikke blot er interesseret i sit honorar, men også i sin patients helbred; sagføreren, der kæmper ikke alene for et højt salær, men også for en retfærdig afgørelse af sin klients sag; kontoristen eller arbejderen, der slider ikke blot for at få sin løn, men også for at yde et godt stykke arbejde; og det menneske, der virkelig elsker ærlighed og ikke blot er ærlig, fordi det er god politik. Så vederkvægende det end er at høre om retskaffenhed mellem mennesker, er der dog en endnu vigtigere side af sagen, der fortjener vor opmærksomhed, nemlig bevarelsen af vor retskaffenhed over for Gud. Jehovas tjeneres retskaffenhed er prisværdig og smuk i Guds øjne. Han vil fælde dom og til sin tid lønne dem, der er retskafne.
3, 4. a) Hvorfor er nøjagtig kundskab om Jehovas norm for, hvordan man bør handle, af betydning nu? b) Hvordan kan mennesker gøre brug af deres frie vilje på rette måde?
3 Når vi vender vore sind og tanker bort fra menneskenes degenererede færd og fra deres selvlavede normer for, hvordan man bør handle, og i stedet betragter den uendelig store Skaber, overvældes vi ved tanken om hans hellighed og hans fuldkommenhed. Når Jehovas minutiøse retfærdighed, dybe visdom, langmodighed og imødekommende kærlighed samt hans uimodståelige magt åbenbares for en fornuftigt tænkende skabning af kød og blod, får det denne til at stå stille i undren. Ud fra sit nære kendskab til sin Skaber skrev Moses: „Hvem blandt guderne er som du, o Jehova? Hvem er som du, der beviser din magt i hellighed? Den, der bør frygtes med lovprisningssange, den, der øver undere.“ (2 Mos. 15:11, NW) Det er ham, der skabte mennesket i sit eget billede og gav det fuldkommen frihed til at lægge sine egenskaber — retfærdighed, visdom, kærlighed og magt — for dagen, efter som forholdene krævede det, dog viseligt vejledet af Guds lov i den rette brug af disse egenskaber. Denne guddommelige lov blev ikke givet for at begrænse mennesket i den retmæssige udøvelse af sine friheder, men kun for at beskytte det mod en urigtig brug af disse evner, så det skadede hverken sig selv eller andre.
4 Lydighed mod Jehovas udtrykte lov var en prøve på menneskets retskaffenhed. Værdsættelse af Skaberen skulle have hindret mennesket i at foretage sig noget, der var forkert og i modstrid med Guds vejledning, uanset hvad der virkede tilskyndende dertil. Som i forholdet mellem en underordnet og en overordnet skyldte mennesket sin suveræne Gud, Lovgiver og Dommer lydighed, hengivenhed og troskab. Det kunne med rette forventes, at den fuldkomne Skabers afkom ville genspejle sin Skabers fuldkommenhed. Det modsatte ville være inkonsekvent. Selv om mennesket havde lige så megen frihed som sin Skaber til at gøre sin egen vilje, burde det i taknemmelighed bruge denne frihed til at vælge kun at gøre det rette og derfor til gavn for sig selv samarbejde med sin Fader om hans værk. Jehova ødelægger ikke sit eget skaberværk bare for at være ondskabsfuld eller for at gøre fortræd. Han er ikke forvirringer, men fredens Gud. (1 Kor. 14:33) Hvorfor skulle da mennesket ødelægge og ruinere? Hvorfor skulle mennesket skabe uorden? Hvorfor skulle det øve en skadelig og slet indvirkning på Faderens fuldkomne arbejde? Sådanne miserer er en følge af, at mennesket ikke har holdt fast ved sin ufordærvethed, hellighed, retskaffenhed — at det ikke har givet agt på den vejledning, det har modtaget fra sin fuldkomne Lovgiver, al jordens Dommer. — 1 Mos. 18:25.
5. Hvilken færd vil forstandige mennesker nu følge, og hvilket resultat vil det føre til?
5 Jehova er selv et eksempel for os på fuldkommen ufordærvethed eller retskaffenhed. Han holder altid ord og er altid pålidelig. På Sinaj bjerg gav hans profet Moses Israels børn følgende oplysninger: „Du ved for vist, at Jehova din Gud er Guden, den trofaste Gud, der holder sin pagt og viser sin miskundhed over for dem, der elsker ham, og dem, der holder hans bud, i tusind slægtled.“ (5 Mos. 7:9, NW) Vi, der lever på jorden i dag, mærker på utallige måder hans stadige tilkendegivelser af kærlighed og trofasthed. „Retfærdig er HERREN [Jehova] på alle sine veje, miskundelig i alle sine gerninger.“ (Sl. 145:17) Profeten David beskrev Guds pålidelighed med andre rammende ord: „Fuldkommen er Guds vej, lutret er HERRENS [Jehovas] ord. Han er skjold for alle, der sætter deres lid til ham. Ja, hvem er Gud uden [Jehova], hvem er en klippe uden vor Gud, den Gud, der omgjorded mig med kraft, jævnede vejen for mig.“ (Sl. 18:31-33) Det er således udtryk for visdom og klogskab hos mennesker, at de giver agt på Guds belæring, for hans ord er pålideligt og troværdigt, og alle hans bud er sande. Holder vi dem, vil vi kunne bevare vor retskaffenhed og dermed blive kendt værdige til at modtage livet som belønning.
Hvad er retskaffenhed?
6, 7. a) Hvad er retskaffenhed? b) Hvad kan illustrere denne egenskabs storhed?
6 Det engelske ord for „retskaffenhed“, integrity, er oversat fra det hebraiske ord tóm og dets hunkønsform tum·mahʹ, som begge forekommer i de Hebraiske Skrifter. Ordenes betydning er ifølge professor James Strong (1890) „fuldstændighed, (moralsk) uskyld“; og ifølge professor Robert Young (1879) „fuldkommenhed, retskaffenhed, retlinethed“. De to hebraiske ord gengives i den danske oversættelse af de Hebraiske Skrifter oftest med „uskyld“, „fromhed“ og „at vandre lydefrit“. Disse betydningsfulde definitioner genkalder i vor erindring Jesu ord til farisæeren, som var velbevandret i Loven: „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl og med hele dit sind. Dette er det største og første bud. Det andet, som ligner det, er: Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:37-39, NW) Til den rige unge mand sagde Jesus også: „Hvis du vil være fuldendt, så gå hen og sælg dine ejendele og giv til de fattige, og du vil have en skat i himmelen, og kom og bliv min efterfølger.“ (Matt. 19:21, NW) I disse ord af Jesus fatter vi den dybde, der bør lægges i ordet „retskaffenhed“ eller „integrity“, der i almindelighed defineres som „en fuldstændig, udelt eller ubrudt tilstand eller beskaffenhed; moralsk renhed; retlinethed; ærlighed“. Ovennævnte citater viser, at tanken, der ligger i ordet „retskaffenhed“, således som det her er defineret, ikke mangler i de kristne Græske Skrifter, og ordet „retskaffen“ forekommer i den danske oversættelse af Filipperne 4:8 og 1 Tessaloniker 2:10. Vor opmærksomhed henledes klart på retskaffenhedens betydning for det kongelige præsteskab ved det brystskjold, som Israels ypperstepræst bar på sit hjerte. På dette skjold stod ordene u·rimʹ og tum·mimʹ, hvilket sidste er flertalsformen af ordet tóm. Man mener, at udtrykket „Urim og Tummim“ betyder „lys og fuldkommenhed“, hvilket indeholder tanken om, at præsteskabet må være lysbærere, der bevarer deres retskaffenhed. — 2 Mos. 28:30, NW, margenen.
7 Hvilken skøn egenskab retskaffenhed er? Hos Jehova kan den sammenlignes med et stort bjerg, der er urokkeligt, pålideligt og uforanderligt. Hos retskafne mennesker i fortiden kan den sammenlignes med en solid klippeblok på en klippekyst. Vrede bølger fra et oprørt hav slår imod den; store brådsøer og skumsprøjt dækker den til tider fuldstændigt; skum og dynd omgiver den; dog, den bliver liggende — hel og uskadt, ubevægelig, fast forankret på sit eget sikre sted. De, der er i besiddelse af retskaffenhed, er som brugsskåle, der pryder det veldækkede bord i et fornemt hus. I sådanne omgivelser kan en simpel vandkande tjene et nyttigt formål, dersom den er hel, uden skår og revner. Men hvis kanden bliver utæt, er den lige så ubrugelig som et menneske, hvis retskaffenhed har fået en brist. Paulus gav derfor følgende formaning: „I et stort hus er der ikke alene kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til ære, andre til vanære. Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse, skal han være et kar til ære, helligt, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde.“ — 2 Tim. 2:20, 21.
8, 9. a) Hvordan har Jehovas retfærdige dom sejret over Satans århundreder gamle udfordring? b) Hvilke egenskaber hos Jehova kan vi, til gavn for os selv, efterligne for at vinde hans godkendelse?
8 Da vore første jordiske forældre vendte sig bort fra retfærdighed og således satte deres retskaffenhed over styr, gav de den troløse skabning, der blev Satan, et grundlag for sin anklage: at alle, som tilbad Jehova, kun tjente ham for at få den løn eller de „stikpenge“, han stillede dem i udsigt, og at de alle, når de blev prøvet, ville vende sig imod ham. Denne oprører pralede over for de hellige himmelske engle af, at selv den retskafne Job ville forbande Gud lige op i hans ansigt, når han blev sat på prøve. (Job 1:8-11) Siden da har Satan anklaget Kristi brødre og alle andre sande tilbedere af Jehova. Den sande Gud har, efter selv at have taget initiativet ved at fremkalde Satans udfordring og tage imod den, givet Satan rigelig tid til at bevise sit anklagepunkt, idet Gud ved, at alle skabningers troskab og utroskab kan afgøres ud fra dette ene spørgsmål om retskaffenhed. Ved denne prøve kan de loyale skabninger adskilles fra de lovløse og Satans ondskab blive afsløret. I fortiden blev dette spørgsmål trukket skarpt op. Med store omkostninger for sig selv og ved at lægge sin kærlighed og barmhjertighed for dagen besluttede Jehova at frelse nogle af Adams syndige efterkommere, nemlig dem, der forstod, hvad stridsspørgsmålet drejede sig om, og som valgte at bevare deres retskaffenhed. (Åb. 1:4-6) Disse, der ikke tjener Gud for selvisk vindings skyld, men af kærlighed, stiller sig på hans side i striden. (Ordsp. 27:11) På grund af den foranstaltning, som Jehova i sin ufortjente godhed har truffet, kan han til sidst fælde en gunstig dom over sådanne mennesker, der har holdt fast ved deres retskaffenhed.
9 Oprørerens udfordring til Jehovas suverænitet samt menneskets svigtende evne til at bevare sin retskaffenhed foruroligede ikke Skaberen det mindste. Han havde i sig selv al den kraft, der var nødvendig for at kunne beherske enhver situation. Han kunne hurtigt hente og få støtte fra sin himmelske organisation, sin kvinde eller hustru, og det gjorde han også. Han besluttede, at en fra denne organisation skulle være den sæd eller det redskab, som skulle knuse slangens hoved; men Satan ville dog først få lov til at tilføje denne sæd et sår. (1 Mos. 3:15) Gud besluttede at udvælge 144.000 retskafne mænd og kvinder, som ved at følge denne sæds, Kristi, eksempel ville vise, at de var egnede til at kendes værdige til liv og til at regere med Kristus som hans brud, Lammets hustru. (Åb. 14:1-4) Disse udgør hoved- eller regeringsorganisationen, den nye verdens himle, som vil gøre det af med Satans værk og genoprette freden på jorden blandt mennesker med god vilje. (Åb. 21:1-3) At udvælge, prøve og til sidst dømme disse retskafne mænd og kvinder, har krævet en lang tidsperiode, i hvilken de retfærdige og de gudløse har levet side om side, mens disse sidste atter og atter har bragt forsmædelse over Jehovas navn både i ord og gerning. Dette har krævet stor tålmodighed og langmodighed fra Guds side; det har krævet, at han har måttet afstå fra øjeblikkeligt at udslette de gudløse. Men det har også krævet tålmodighed hos Jehovas retskafne vidner, som afskyr alt ondt; de er forblevet standhaftige, urokkelige i deres hengivenhed for Gud, idet de altid har haft „fuldt op at gøre i Herrens arbejde“. (1 Kor. 15:57, 58, NW) Job udtrykte det meget træffende: „Til jeg dør, giver jeg ikke afkald på min retskaffenhed.“ (Job 27:5, AS) Vil du af Jehova blive bedømt til at være en af dem, der i vor tid bevarer deres ufordærvethed, deres retskaffenhed?
10. Hvorfor er den forpligtelse, som indvielse til Jehova medfører, af største betydning?
10 Uden retskaffenhed er det umuligt at opnå en gunstig dom hos Gud. Men du spørger måske: Hvordan kan jeg til stadighed være et retskaffent vidne for Jehova? Ved at angre din tidligere urette færd, ved at vise tro på Kristi genløsningsoffer og derpå indvi dig til Jehova for udelukkende at tjene ham til evig tid. Det betyder, at du må fornægte dig selv, lægge dine egne personlige ønsker og mål til side og sætte Guds i stedet, idet du følger i Kristi spor ved stadig at gøre Guds vilje, sådan som den er åbenbaret i hans skrevne ord. Det er at vandre i overensstemmelse med den nye verden, en meget lykkelig vej, der er ganske anderledes end denne gamle, fordærvede tingenes ordning. Ved at slå ind på denne vej har mange erfaret en udfrielse fra Satans magt ved Guds ånd og organisation under prøver, som kød og blod alene ikke kunne have stået for. Når man har aflagt dette indvielsesløfte, må man også bestræbe sig for at indfri det, for Gud har ikke behag i tåber, der bryder deres overenskomst. „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.“ (Præd. 5:3, 4) Er du forfærdet? Føler du trang til at spørge: „Hvem kan så blive frelst?“ Jesus besvarede et lignende spørgsmål således: „For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.“ (Matt. 19:26) Vi kan aldrig lade de krav, som ovennævnte forpligtelse medfører, ude af tanke. Hvad vi end er beskæftiget med, hvad vi end ellers forpligter os til, hvilke personlige ønsker vi end søger at opfylde, må vi altid tage den ret, ja førsteret, som Jehova selvfølgeligt har til vor absolutte hengivenhed, i betragtning. Følgelig må det, at Jehova har førsteret til os, begrænse eller ophæve alle andre forpligtelser, vi måtte have påtaget os. At bevare vor retskaffenhed i hans øjne, efter hvordan han dømmer os på vor absolutte hengivenhed for ham, må være det, der mest og først ligger os på sinde i vort liv.
11. Hvad er Jehovas godkendelse af Kristus Jesus, efter at denne havde bestået prøven, et tegn på for Jesu efterfølgere?
11 For at lede os på sin rette og lykkelige vej giver Jehova os af hensyn til sit eget navn denne kærlige formaning: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ (Ordsp. 27:11) Beviset for, at Satans anklage er falsk, og at han er en løgner, kan kun fremlægges, ved at hver og en af os holder sig til en retlinet færd. Først da kan Jehova dømme os værdige til at modtage hans godkendelse. Vil du med glæde tilbyde dig selv som bevis ved at forblive trofast over for Gud? Kristus Jesus, vort eksempel, gjorde det; og han gør det muligt for hver eneste af os at gøre det samme. Han elskede retfærd; han hadede uret og lovløshed; derfor salvede Gud ham med glædens olie fremfor hans fæller. (Sl. 45:8) Også du kan opnå glæde ved at vinde Guds godkendende dom nu, dersom du holder fast ved din retskaffenhed. Uden hans godkendelse er glæden borte. Der er givetvis ingen glæde ved at miste sin retskaffenhed, kun „en frygtelig forventning om dom“. (Hebr. 10:27) På grund af den glæde, der ventede Jesus, udholdt han marterpælen uden at ænse skammen, og han har nu taget plads på højre side af Guds trone. (Hebr. 12:2) Han gjorde sin Faders hjerte glad; og Faderen gjorde Jesu hjerte glad. Fra det øjeblik, han indviede sig, da himlene åbnedes for ham, og Guds ånd dalede ned over ham som en due, blev det til varig glæde for ham at høre følgende forsikring: „Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.“ (Matt. 3:17, NW) Da Jesus kort herefter blev fristet af Djævelen til blot at foretage én tilbedende handling for ham, kan det ikke andet end have beredt Jehovas hjerte stor glæde, at Jesus svarede: „Gå bort, Satan! Thi der står skrevet: Det er Jehova din Gud, du skal tilbede, og det er ham alene, du skal yde hellig tjeneste.“ (Matt. 4:10, NW) Under hele sin tjeneste kunne Jesus sige til sin Fader: „Hvad mig angår, holder du mig oppe i min retskaffenhed og stiller mig for dit åsyn for evigt.“ — Sl. 41:12, AS.
Dømt værdige til liv
12, 13. a) Hvordan gav før-kristne vidner for Jehova bevis på, at de var værdige til liv? b) Hvilket stridsspørgsmål drejede Abels prøve sig om, og hvordan blev spørgsmålet afgjort i dette tilfælde?
12 Fra et meget tidligt tidspunkt i menneskeslægtens historie har der levet mennesker, som vandt Jehovas godkendelse, fordi de holdt fast ved deres retskaffenhed. Deres prøve havde ikke til formål at afgøre, om indviede mennesker er fuldkomne i ord, gerning eller personlighed, eller de ikke er det. Prøven skulle afgøre, om de var Jehova og hans teokratiske regering fuldstændigt og urokkeligt hengivne, eller de ikke var det. Trofaste mænd og kvinder, der nævnes i Hebræerbrevets ellevte kapitel bevarede deres retskaffenhed, da de blev sat på prøve, selv om mange af dem måtte gennemgå frygtelige lidelser. Dem var verden ikke værd. Med deres liv gav de os lysende eksempler på, hvad retskaffenhed vil sige.
13 For omkring 6000 år siden bestod den første af disse, Abel, prøven med held og modtog en gunstig dom, idet han blev godkendt af Gud. I den korte beretning, der er bevaret om Abels liv, ser vi, at sagen i dette tilfælde drejede sig om den rene tilbedelse. Både Kain og Abel bragte ofre til Gud, men siden deres ofre var forskellige, kan vi med rimelighed slutte, at de to brødre var uenige om, hvilken form for tilbedelse der var den rette. Gud afgjorde striden ved at antage Abels offer og forkaste Kains. Blot og bart formvæsen, tjeneste med læberne alene — ja, alt, hvad der ikke udspringer af sand tro — er aldrig Gud velbehageligt og hindrer en i at se hans retfærdige krav. Det er kun ved anerkendelse af et sonoffer for synd og ved sand tro på dette opofrede liv, at man nu kan nærme sig Gud. (Hebr. 9:19-22) Abel, der ikke havde gjort sig skyldig i nogen uret, bevarede sin retskaffenhed ved en sand tilbedelse; hvorimod hans broder ved falsk religion blev morder. Satan besluttede sig til at gøre Abel til et eksempel for andre ved at vise dem, hvad man kan vente sig, dersom man nægter at underkaste sig ham. Jehova godkendte Abel, fordi hans tilbedelse var ren, og det var af denne grund, han led døden for sin rasende broders hånd. „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.“ (Hebr. 11:4) Da fortidens dyreofre, som det Abel bragte, kun var billeder på bedre og større ting, der nu er kommet, forlanger Gud ikke dyreofre i dag. Derimod finder han stort behag i, at man bringer ham et „lovprisnings-offer, det vil sige frugten af læber, som offentligt bekender hans navn“. — Hebr. 13:15, NW.
14, 15. a) Hvilken eksemplarisk adfærd markerede Enoks liv, mens han lagde sin retskaffenhed for dagen? b) Hvad markerede Noas liv?
14 Enok, „Adams efterkommer i syvende led“, aflagde ganske frygtløst en sådan gudvelbehagelig offentlig bekendelse. Han lod sig ikke skræmme til at opgive sin retskafne færd, til trods for at den falske gudsdyrkelse tog til på hans tid. Han er den første, om hvem det berettes, at han vandrede med den sande Gud, Jehova. Enok profeterede om Jehovas kommende dom over alle de ugudelige: „Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at fælde dom over alle og dømme alle de ugudelige for alle deres ugudelige gerninger, som de øvede i en ugudelig færd, og for alle de rystende ting, som ugudelige syndere udtalte imod ham.“ (Jud. 14, 15, NW) Således understreges kravet om, at man må forkynde Jehovas advarsel om en kommende dom. De gudløse nægter at give agt herpå, hvorfor kun undergang venter dem. Nu kan vi på samme måde som Enok vandre med Jehova ved art stole på ham, tage imod hans vejledning, samarbejde meld ham om at nå hans mål og med glæde deltage i hævdelsen og ophøjelsen af hans hellige navn.
15 Som der blev sagt om Enok, hed det nu om Noa, at han „vandrede med Gud“. Om Noa står der skrevet: „Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige.“ (1 Mos. 6:9) Noa vandrede med Gud under udførelsen af Jehovas hensigt, idet han tjente som hans vidne, hans loyale ven og trofaste ledsager. Som tiden gik, blev grænsen mellem sand og falsk gudsdyrkelse tydeligere og tydeligere. Fremtrædende i Noas liv var den kendsgerning, at han i mange, år forud for Vandfloden var en „retfærdighedens forkynder“. (2 Pet. 2:5) Midt i en generation af spottere beviste han sin tro ved det store arbejde med at bygge arken efter Jehovas anvisninger. Det blev til frelse for Noa og hans husstand. Umiddelbart efter Vandfloden genoprettede han den sande gudsdyrkelse. (1 Mos. 8:15-20) Noa har sikkert ofte udtrykt sig i vendinger, der ligner ordene i Salme 26:11 (AS): „Hvad angår mig, vil jeg vandre i min retskaffenhed: udfri mig og vis mig barmhjertighed.“ Jehova kendte virkelig Noa værdig til sin barmhjertighed, for han bevarede ham gennem Vandfloden, mens de ugudelige gik til grunde.
16, 17. a) Hvad var Jehovas dom over Abraham baseret på? b) Hvordan belyser Saras livsførelse yderligere den store værdi, der ligger i, at man bevarer sin retskaffenhed?
16 Betragt dernæst Jehovas gunstige dom over Abraham. „Ved tro var det, at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak, og manden, som med glæde havde modtaget løfterne, gjorde forsøg på at ofre sin enbårne søn.“ (Hebr. 11:17, NW) Abraham vaklede aldrig i sin lydighed. I lydighed forlod han sin hjemstavn og vandrede til et fremmed land. I lydighed gjorde han beredvilligt forsøg på at ofre sin egen søn, gennem hvem alle Guds løfter skulle opfyldes. I lydighed ledede han sin husstand i den sande gudsdyrkelse.
17 Abrahams hustru, Sara, modtog også den dom af Gud, at hun havde udvist en altbesejrende tro. Derfor ses hun også i den store „sky af vidner omkring os“. (Hebr. 12:1) Satan prøvede at få hende vanæret, så hun ikke ville være egnet til at frembringe den lovede sæd. Men da hun agtede Jehova, som havde givet forjættelsen, for trofast, holdt hun fast ved sin retskaffenhed ved at bevare det sande teokratiske forhold mellem sig og sin mand, og sammen med ham sejrede hun og blev derved arving til det evige livs nådegave.
18. Hvad kan vi lære af Jobs tålmodighed?
18 Bedst kendt af os som en mand, der modtog Jehovas anerkendende dom, er Job fra landet Uz. Hans navn betyder „hadet, plaget, forfulgt“. Selv om Job ikke direkte hører til den lovede sæds slægtslinje, frygtede han Gud og veg fra det onde. Satan tænkte sandsynligvis: „Når jeg vender Jobs hustru imod ham, vil han give op ligesom Adam; så må Jehova fordømme Job, ligesom han fordømte Adam.“ Men nej, Job var anderledes. Da Satan med Jehovas tilladelse berøvede Job alle hans jordiske rigdomme, ja selv hans elskede børn, og påførte ham store fysiske lidelser og åndelige kvaler og forårsagede, at han måtte høre på sin hustrus bebrejdelser og plages af sine tre venner, holdt Job dog fast ved sin retskaffenhed. Frygtløst slyngede han Satan den falske anklage tilbage i ansigtet og beviste, at Satan er en løgner. Uanset enhver påvirkning udefra forblev Job loyal over for det, hans tro sagde ham var ret. Han fastholdt, at han ikke med vilje havde gjort sig skyldig i nogen uret, og han bevarede sin tro på og hengivenhed for sin Skaber, Jehova. Som belønning gav Jehova Job helbredet tilbage, dobbelt så stor rigdom og en lige så stor familie som før; han genvandt sine tidligere revseres og plageånders agtelse, og Jehova krævede, at de nu måtte komme til Job, for at han kunne gå i forbøn for dem og skaffe dem Jehovas tilgivelse. Hvilket eksempel på udholdenhed! Intet under, at Jakob skrev: „Se! vi erklærer dem, som har holdt ud, lykkelige.“ (Jak. 5:11, NW) I modsætning til Job havde Adam modtaget alt og var intet blevet berøvet, da Jehova satte ham på den retskaffenhedsprøve, som han ikke bestod.
19. Hvordan beviste Moses, at man gennem et helt liv kan være tro uden at gå på kompromis?
19 Den dom, Jehova fældede over Moses, har krav på vor udelte opmærksomhed, og vi skal derfor nu til sidst i vort studium beskæftige os med den. Satans filosofi går ud på, at hvert menneske kan købes for en pris. Men Ægyptens skatte kunne ikke købe Moses. Da han blev voksen, nægtede han at lade sig kalde søn af faraos datter; han ville hellere lide ondt sammen med Guds folk end nyde synden en kortvarig tid. „I tro forlod han Ægypten uden at lade sig skræmme af kongens vrede; thi han holdt ud, som om han så den usynlige.“ (Hebr. 11:24-27) Fordi Moses gav bevis for sin trofasthed i tjenesten — han trådte frem for farao og satte selve livet på spil og var leder for et stædigt og troløst folk i fyrretyve år trods mange provokationer — vandt han Jehovas godkendelse, der udtrykkes i følgende ord: „Min tjener Moses: han er tro i hele mit hus; . . . hvor tør I da tage til orde mod min tjener Moses?“ „Den, der har bygget alt, er Gud. Og vel var Moses „tro i hele hans hus“ som tjener, så han vidnede om det, der engang skulle forkyndes.“ (4 Mos. 12:7, 8; Hebr. 3:4, 5) Også i dag er trofasthed i tjenesten uden at gå på kompromis en vigtig bestanddel af den absolutte hengivenhed, som Jehova, al jordens Dommer, med rette fordrer af enhver af sine indviede tjenere.
20. Hvilke syv ønskværdige egenskaber boede til fuldkommenhed i en person, og hvem var det?
20 Når vi nu i få ord samler alle disse ønskværdige egenskaber — at udøve sand tilbedelse, at vandre med den sande Gud, at tjene som et af Jehovas vidner, at adlyde hans befalinger, at give bevis for en altbesejrende tro, at vise udholdenhed under prøver og trofasthed uden at gå på kompromis — tænker vi dem med rette udtrykt til fuldkommenhed i en eneste skabning, Jesus Kristus. Hans lige findes ikke blandt Jehovas skabninger. For at tilvejebringe genløsningsofferet for lydige mennesker var det ikke i og for sig nødvendigt, at Jesus skulle lide forsmædelse og forfølgelse for til sidst at forlade dette liv vanæret som en dødsdømt forbryder, oprører og gudsbespotter. Denne del af hans bæger var iskænket af Faderen, som ønskede at prøve denne gudssøns retskaffenhed til det yderste. Gud ville bevise, at Djævelen løgnagtigt rettede en anklage mod sin søn, og at denne urokkeligt stillede sig bag sin Faders universelle eneherredømme.
21. Hvordan bestod Kristi Jesu første efterfølgere retskaffenhedsprøven, og hvorfor gjorde de det?
21 Jesu Kristi trofaste apostle og de øvrige kristne i det første århundrede fulgte i Jesu fodspor. De viste ligeledes, at de var loyale over for Jehova. De var udsat for forsmædelser, trængsler, fængsling og overfald, men de glemte ikke, at de havde en varig skat i Jehovas nye verden. Alle, som nu befinder sig i den nye verdens samfund og trofast bevarer deres retskaffenhed, vil om kort tid få deres løn.
Dømt værdige til at dø
22. Hvilke advarende eksempler på utroskab er Jehovas ærkefjende og hans medsammensvorne i åndeverdenen for os?
22 Intet fornuftvæsen ønsker at bryde det venskabsbånd, der binder ham til Skaberen. Men nogle har alligevel gjort det med skæbnesvangre følger for dem selv. Den store himmelske oprører og hans lange forræderiske færd er velkendt. Han beklædte den ærefulde stilling at tilbede den Højeste, men han valgte at forlade den og i stedet bringe forsmædelse over Jehova og lede mennesket til oprør og undergang. Med den rolle, som denne ærkeforbryder valgte at spille, følger ingen kærlighed, glæde eller fred. Han stilede efter at ophøje sig over sine fæller, men vil om kort tid blive kastet i afgrunden — fuldstændig, dødlignende uvirksomhed i et tusind år — „nederst i hulen“. (Es. 14:15; Åb. 20:1-3) Det første menneskepar fulgte ham i hans illoyale færd. Evas troløse optræden efterfulgt af Adams overlagte handling bragte dem begge skuffelse, lidelse og død samt yderligere sorger til deres efterkommere. Skabninger, der ikke vil bevare deres retskaffenhed, kan købes for en pris, der ikke behøver at være særlig høj, blot det er noget, der opfylder deres selviske ønsker. Når vi i tankerne forestiller os tiden før Vandfloden, ser vi, at nogle af Jehovas hellige engle materialiserede sig som mennesker, fordi de stik imod Guds lov ønskede at indgå kønslig forbindelse med jordiske skabninger. Dette var Satans mestertræk. Han ønskede, at „gudssønnerne“ skulle avle supermænd. Disse materialiserede engle giftede sig med menneskedøtre, der fødte dem børn, kaldet nefilim eller kæmper. Dette bastardafkom bevirkede i høj grad, at jorden fyldtes med vold på Noas tid. Den generation bevarede ikke sin retskaffenhed. Jehovas dom gik den imod. Satan så her sin storslåede plan tilintetgjort, da himmelens sluser åbnedes, og hele hans civilisation på jorden blev skyllet bort.
23, 24. Hvilke eksempler på skabninger, der har givet slip på deres retskaffenhed, kan nævnes i skarp kontrast til andre, der bevarede deres retskaffenhed?
23 Næsten tretten århundreder senere lå der mange privilegier og ventede på Saul, Kisj’ søn, dengang Gud valgte ham til at herske som Israels første konge. På det tidspunkt betragtede Saul sig selv som ganske uværdig, for han sagde, at han kom fra den mindste stamme, og at hans familie var den ringeste af alle familierne i Benjamins stamme. Han skulle have husket på den Guds mands ord til Elis utro hus: „Dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.“ (1 Sam. 2:30) Men kong Saul var ulydig over for de anvisninger, der blev givet ham, og bevarede ikke sin retskaffenhed. Han vendte sig i stedet til dæmonisme. Han mistede sit rige og sit liv. En af de tolv apostle, der først fulgte Jesus, forlod alt for at følge Mesteren. Men selv om Judas Iskariot modtog mange privilegier, lod han Satan tage bolig i sit hjerte, gav efter for ondskab og blev forræder. Fordi han gav slip på sin retskaffenhed, mistede han glæden og tog sit eget liv.
24 „Retsindiges uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.“ (Ordsp. 11:3) I betragtning heraf bør man overveje følgende: Er det umagen værd at bevare sin retskaffenhed og opnå Jehovas dom herfor? Alle, der har givet slip på deres retskaffenhed, har mødt et sørgeligt endeligt. Du ønsker sikkert ikke at blive dømt som en, der er gået i deres fodspor, vel? Stil de forannævnte eksempler på skabninger, der bevarede deres retskaffenhed, i kontrast til dem, der gav slip på deres retskaffenhed. Abel, der døde for den sande tilbedelses sag, vil blive oprejst, hvorimod Satan, der var ophav til falsk gudsdyrkelse, vil blive udslettet. I tro vandrede Enok med Gud, men Adam, der hørte Guds røst, forlod Jehovas vej. Abraham forblev lydig under en stor prøve; men Saul var ulydig, selv i en ubetydelig ting. Sara udviste en altbesejrende tro, men Eva gav ikke bevis på nogen tro overhovedet. Job holdt fast ved sin retskaffenhed trods tab på alt, men Judas gav slip på sin retskaffenhed for selvisk vindings skyld. Moses sagde nej til Ægyptens fristelser og tjente under vanskelige forhold; men de oprørske, åndelige „gudssønner“ gav efter for unaturlige lyster og forlod deres himmelske hverv. Lad ingen af os gøre os fortjent til Jehovas dadel, fordi vi giver slip på vor retskaffenhed, og komme til at høste dødsstraf som pagtsbrydere. Lad os sætte pris på tjenestens herlige skat og altid holde os for øje, at Jehova dømmer, som David sagde „efter min retfærd og efter min retskaffenhed, som bor i enig“. — Sl. 7:8, AS.