Pas på syndens forhærdende magt
MANGE afviser i dag hånligt betegnelsen „synd“. De mener — som buddhisterne — at en handling kun er forkert hvis den er skadelig, enten for en selv eller for en anden. For eksempel mener de ikke at utugt, et førægteskabeligt seksuelt forhold, er forkert hvis det ikke er til skade for parterne.
Men Guds ord viser at de tager fejl på to punkter. For det første fremgår det tydeligt af Bibelen at Jehova Gud som menneskets skaber og universets suveræn har ret til at diktere mennesket hvad der er ret og hvad der er uret. Han er menneskets konge, lovgiver og dommer. (Es. 33:22, NW) At gå imod hans lov er derfor „at forfejle målet“, den bogstavelige betydning af ordet „synd“ i Bibelen. For det andet: eftersom Skaberen ikke alene sidder inde med al magt og myndighed, men han også er kærlig, alvidende og alviis og derfor véd hvad der tjener menneskene bedst, vil det uvægerlig også skade en at overtræde hans love, om ikke øjeblikkeligt, så dog i sidste ende.
En af de ting som tydeligt viser at det er forkert at gå imod Guds love er at synden virker forhærdende. Tag for eksempel vore første forældre, Adam og Eva. Eftersom Jehova Gud udtrykkeligt havde forbudt dem at spise af frugten på træet til kundskab om godt og ondt, må det at de gjorde det betegnes som synd. Havde synden så en forhærdende virkning på dem? Ja, det viser deres senere adfærd.
Da Gud spurgte Adam om han havde spist af den forbudne frugt, var Adam allerede blevet så forhærdet at han kastede skylden på Eva og derefter på Gud, idet han sagde: „Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.“ Han sagde i virkeligheden: ’Hun gav mig frugten; det er hendes skyld. Men det er også din skyld, Gud, for det var dig der gav mig denne kvinde til hustru.’ Hvor ensom havde han ikke følt sig før Gud gav ham Eva! Og da han endelig fik hende, udbrød han: „Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød.“ Men nu var Eva blevet til „kvinden, som du satte ved min side“. Eva skød til gengæld skylden på slangen i stedet for at vise at hun var ked af det og angrede. — 1 Mos. 2:23; 3:1-19.
Der er ingen tvivl om at synden havde en forhærdende virkning på disse to første synderes hjerte og samvittighed. Skadede den dem? Det gjorde den afgjort, for den medførte sorg, lidelse og død for dem.
Deres førstefødte søn, Kain, er ligeledes et eksempel på at synden virker forhærdende. På grund af had og misundelse myrdede han sin broder Abel. Følte han nu sorg eller anger da Gud spurgte hvor hans broder var? Nej, hårdhjertet svarede han: „Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min broder?“ Han røbede ikke alene ufølsomhed og ligegyldighed, men viste også en komplet foragt for sandheden ved at lyve. Kains synd var til skade for ham, idet han blev adskilt fra sin familie og altid måtte gå med en dårlig samvittighed. — 1 Mos. 4:8-16.
Kong Saul og apostelen Judas
Et andet eksempel er Israels første konge, Saul. Han lod sig i den grad fylde af had og misundelse til David at det blev en altfortærende lidenskab hos ham at få ham ryddet af vejen. Hvor forhærdet han blev ses af at han befalede at alle præsterne i Nob, femogfirs i alt, skulle udryddes, sammen med den øvrige befolkning, mænd, kvinder og børn. Og hvad var grunden? At den øverste præst i Nob havde vist David venlighed uden at vide at David var på flugt for Saul. Hans had til David havde i den grad forhærdet hans hjerte at han ikke viste nogen respekt for Jehovas præster, ikke tog noget hensyn hverken til præsternes eller deres koners og børns liv. Det kostede ham til sidst hans rige og hans liv. — 1 Sam. 21:1-9; 22:6-23; 31:1-6.
Judas Iskariot, som var en af Jesu apostle, er også et eksempel. Han må til at begynde med have haft et godt hjerte, for ellers ville Jesus ikke have udvalgt ham. Men så lod han selviskhed tage overhånd. Hans hjerte forhærdedes ved at han fremturede i synd, idet han stjal af den kasse som Jesus og hans apostle havde tilfælles og som var i hans varetægt. Følgen blev at da Jesus billigede at en kostbar salve blev brugt til at salve ham med — hvilket Judas kraftigt protesterede imod — gik Judas ud og forrådte sin Herre for tredive sølvpenge. Et yderligere vidnesbyrd om hans forhærdelse var at han skamløst spurgte: „Det er dog vel ikke mig, rabbi?“ dengang Jesus sagde at en af de tolv ville forråde ham. Synden blev sandelig til skade for ham! Den fik ham til at begå selvmord, og han har intet håb om en opstandelse. — Matt. 26:6-25; Joh. 12:3-8; 17:12.
At synden virker forhærdende viser Guds ord også dér hvor der siges: „Så er en ægteskabsbryderskes færd: hun spiser og tørrer sig om munden og siger: ’Jeg har ikke gjort noget ondt!’“ Og et andet sted: „De har gjort vederstyggelige ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til skam.“ — Ordsp. 30:20; Jer. 6:15.
Hvornår synden virker forhærdende
Når et menneske kommer til at begå en synd på grund af kødets skrøbelighed, men hurtigt angrer og kommer på fode igen, er det ikke sikkert at synden vil virke forhærdende, selv om den måske vil efterlade et ar. Men synden vil virke forhærdende når den begås igen og igen, som i tilfældet med Judas der stjal penge af kassen, eller når den begås med fuldt overlæg, som i Adams tilfælde. Synden forhærder på den måde at den gør et menneske mere selvisk og mindre tilbøjeligt til at angre, og situationen vil forværres med tiden.
Skaberen har udrustet os med en samvittighed der kan oplæres til at skelne mellem ret og uret. Opøvet med den rette kundskab er samvittigheden et følsomt instrument, men hvis man med vilje, eller på grund af skødesløshed eller ligegyldighed bliver ved med at overhøre dens stemme, holder den til sidst op med at virke. Hykleren er en af dem hos hvem samvittigheden ikke længere virker og ikke længere er et følsomt instrument. Apostelen Paulus omtalte nogle som var forledte af „hykleri hos løgnlærere“ som var „brændemærkede i deres egen samvittighed“. Ja, ligesom nervespidserne i et ar efter et brandsår er dræbt og derfor ikke længere kan føle smerte og således yde den beskyttelse som smertesignalet er, sådan er det med disse menneskers samvittighed. — 1 Tim. 4:2.
Et eksempel: Første gang en mand — fordi han føler sig fristet eller tvunget dertil — gør noget som han ved han ikke bør gøre, vil hans samvittighed sikkert nage ham, og han føler sig skyldig. Men hvis han gør det igen og igen, vil hans samvittighed efterhånden holde op med at reagere, for han efterkommer ikke dens signaler, og på denne måde forhærdes han gradvis af sin synd. Ja, han begynder måske oven i købet at begå endnu værre synder. Det begynder måske med at han tilegner sig mindre beløb fra sin arbejdsgiver eller gør sig skyldig i små forsømmeligheder. Efterhånden går han over til at stjæle større beløb eller at blive mere forsømmelig; han tager sig større og større friheder på sit arbejde.
Eller det kan være inden for ægteskabets rammer man tillader sig at begå visse overtrædelser. Manden eller hustruen begynder måske at spille uden at sige noget til den anden. Beløbene man sætter ind bliver større og større, og til sidst går det galt og familien må bøde for det. Eller det kan være at den ene ægtefælle indleder en flirt. Hvis den får lov til at fortsætte uhindret kan den udvikle sig til en virkelig forelskelse og føre til ægteskabsbrud og et opløst hjem. Det forholder sig nøjagtig som Jesus sagde: Den som er „uretfærdig i det små“ vil forhærde sig og til sidst også blive „uretfærdig i det store“. — Luk. 16:10.
Vi kan belyse det med et eksempel fra det virkelige liv: En ung mand gav sig ud for at være en kristen forkynder, men samtidig stod han i et homoseksuelt forhold til nogle af sine såkaldte venner. Da han fandt det formålstjenligt at rejse til en anden del af landet savnede han disse venner. Derfor skrev han til en af dem og truede med at afsløre ham hvis han ikke flyttede derhen hvor han nu selv boede, så de kunne fortsætte deres homoseksuelle forbindelse. Men det varede ikke længe før den unge mand uforvarende kom til at gøre noget som afslørede ham, og i dag er han udelukket af menigheden og kan ikke vende tilbage før om tre år.
Hvordan man beskytter sig mod syndens forhærdende magt
Hvordan kan man beskytte sig mod syndens forhærdende magt? Allerførst må man beskytte sit hjerte. „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ Hvordan gør man det? Ved at passe på sine tanker. Det er derfor klogt kun at tænke på ’det der er retskaffent og rent, al dyd og alt hvad der er ros værd’. Alt hvad tankerne får lov at dvæle ved, vil hjertet begære, og det er let at blive fristet af sit begær. Derefter, når begæret har undfanget, vil det, som disciplen Jakob advarer, ’føde synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død’. — Ordsp. 4:23; Fil. 4:8; Jak. 1:14, 15.
Det var ikke uden grund at Jehova sagde at „hjertet er svigefuldt fremfor alt“. Dets tilbøjelighed til det onde er noget vi har arvet fra vore første forældre: „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ Vi må være på vagt, for selve den omstændighed at noget er forbudt kan friste os til at gøre det. — Jer. 17:9; 1 Mos. 8:21.
Vi må opelske et had til det der er ondt, uanset hvor skønt og behageligt det forekommer os. „I, som elsker [Jehova], had det onde!“ (Sl. 97:10) En hjælp hertil vil være at læse Guds ord regelmæssigt og især fæste sig ved de formaninger der tager sigte på ens egne svagheder. Som salmisten sagde: „Ved dine befalinger fik jeg forstand, så jeg hader al løgnens vej.“ Det vil også være en hjælp at komme sammen med nogle der elsker det gode og hader det onde. Endvidere er det vigtigt at rette sig efter den tugt man får, for „hvo nakken gør stiv, skønt revset tit, kan knuses brat uden lægedom.“ — Sl. 119:104; Ordsp. 29:1.
Efterhånden som verden bliver mere og mere ond, bliver det stadig mere vanskeligt for den kristne at være på vagt over for synden. Men man kan beskytte sig ved at følge formaningen: „Salig den mand som altid frygter [Jehova].“ (Ordsp. 28:14, RS) At læse Guds ord, at passe på sine tanker og at have de rette omgangsfæller vil hjælpe en til altid, at frygte Jehova og således undgå syndens forhærdende magt.