virksomhed. Vi kan forvente at vilddyrets „ti horn“ inden længe vender sig mod verdensreligionen og ødelægger endog kristenhedens religiøse virksomhed. Da vil den store trængsel være begyndt, og den vil udvikle sig hurtigt og nå sit højdepunkt ved Harmagedon. — Åb. 17:12-18; 19:19-21.

23. (a) Hvad skal vi gøre nu, i betragtning af den kritiske situation på jorden? (b) Hvordan kan vi sejre over verden ved vores tro?

²³ Hvad skal Jehovas vidner gøre nu da de ser denne kritiske situation på jorden? Vi må sikre os at vi har foretaget en fuldstændig flugt til Guds riges beskyttende „bjerg“. Vi må uden vaklen forfølge sejren ved vor tro. Vi må være besluttede på at sejre ved vor Gud som elsker os. Så længe tiden er til det må vi fortsætte med nidkært at tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget over hele jorden og være med til at gøre disciple. Vil vi, sammen med alle Jehovas vidner i hele verden, fortsat vise at vi „står fast i én ånd, idet [vi] med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed“? (Fil. 1:27) Vil vi således ophøje Jehovas navn og hans søns, Jesu Kristi, rige? Gør vi det, vil det også kunne lykkes os at sejre over verden ved vores tro.

Hvad mente vismanden?

Rigdom uden glæde er tomhed

Da den vise kong Salomon granskede menneskenes liv og levned, overså han ikke de forhold der ofte hindrer folk i at glæde sig over det de har.

Han skrev blandt andet: „Der er et onde, jeg så under solen, og som tynger menneskene hårdt: når Gud giver en mand rigdom og gods og ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette tomhed og en slem lidelse.“ — Præd. 6:1, 2.

Den Almægtige tillader ethvert menneske at bruge sine gudgivne evner til at skaffe sig ejendele og vinde anerkendelse eller ære blandt sine samtidige. I den forstand kunne Salomon med rette sige at Gud „giver“ en mand rigdom og gods og ære. Men selv om en mand har alt, kan forholdene sørgeligt nok hindre ham i at glæde sig over det han ejer.

Han har måske velsmagende mad, men kan ikke nyde den på grund af vanskeligheder med maven eller fordøjelsen. Et eksempel i den forbindelse er det der skete med Nebukadnezar. Han opnåede at blive verdenshersker i Babylon. Men på grund af hans hovmod ydmygede Jehova ham ved at berøve ham forstanden. De glæder hans palads kunne byde på, deriblandt fin mad og udsøgt vin, appellerede ikke længere til ham. Han forestillede sig at han var et dyr, forlod sit luksuriøse palads og levede af græs som om han var en okse. Mens Nebukadnezar gik glip af fyrstelivets glæder kunne ’fremmede’ nyde hans rigdom. Det der ramte ham var virkelig en ulykke, „en slem lidelse“, som varede syv år. — Dan. 4:28-37.

Salomon fremhævede derefter at et langt liv og en stor børneflok ikke i sig selv er nok til at gøre livet tilfredsstillende. Han fortsatte: „Om en mand avler hundrede børn og lever mange år, så hans levetid bliver lang, men hans sjæl ikke mættes af goder, så siger jeg dog, at et utidigt foster er bedre faren end han; thi at det kommer, er tomhed, og det går bort i mørke, og i mørke dølges dets navn; og det har hverken set eller kendt sol; det får end ikke en grav; det hviler bedre end han.a Om han så levede to gange tusind år, men ikke skuede lykke — mon ikke alle farer sammesteds hen?“ — Præd. 6:3-6.

Ja, hvad hjælper det at have et langt liv og mange børn hvis man ikke er i stand til at få nogen glæde af livet? Både rige og fattige, unge og gamle går samme sted hen når de dør, nemlig i graven. For en mand der ikke finder nogen virkelig glæde i livet, indebærer et langt liv kun at han får flere problemer og vanskeligheder over et længere tidsrum end den der dør ung. Et utidigt foster, et dødfødt barn, er bedre faren i den forstand at det ikke må udholde alle de vanskeligheder der følger med et tomt og plagsomt liv.

Salomon skrev videre: „Al menneskets flid tjener hans mund, og dog stilles hans sult aldrig. Thi hvad har den vise forud for tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes øjne? Bedre at se med sine øjne end higende attrå. Også det er tomhed og jag efter vind.“ — Præd. 6:7-9.

Folk slider i det for at tjene til livets ophold; deres flid ’tjener deres mund’. Men dette tilfredsstiller sjældent deres mange ønsker, deres higende attrå. Den vise prøver måske at undertrykke sine plagsomme ønsker, hvorimod tåben giver efter for dem og ikke lægger bånd på sig selv. Dette var tydeligvis baggrunden for Salomons spørgsmål: „Thi hvad har den vise forud for tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes øjne?“ I den forstand at både den vise og tåben har en tærende attrå, har den vise intet fortrin. Og selv om den arme eller plagede er i stand til at skjule sine tærende længsler for andre, fjerner det dem dog ikke. Længslerne bliver ved med at plage ham fordi de ikke bliver opfyldt. Den der har det sådan, er heller ikke bedre stillet end tåben. Den virkelig forstandige vil derfor være tilfreds og glæde sig over det han har, det han kan se med sine øjne, og ikke længselsfuldt hige efter noget andet, så hans sjælefred ødelægges.

Noget andet der kan ødelægge tilfredsheden, er at man ikke vil acceptere at visse ting simpelt hen ikke kan være anderledes. Salomon skrev: „Hvad der bliver til, er for længst nævnet ved navn, og det vides i forvejen, hvad et menneske bliver til; det kan ikke gå i rette med ham, der er den stærkeste.“ (Præd. 6:10) En mand kan nok vinde sig rigdom og anerkendelse, men han er og bliver dog kun hvad det første menneske var — et menneske af jorden, ’adamʹ, en hebraisk betegnelse der kommer af et rodord som betyder „rød“ eller „rødlig“. Ja, han er stadig bare et jordisk, dødeligt menneske. Han kan ikke på nogen måde købe sig evigt liv. Salmisten gav udtryk for denne tanke: „Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ — Sl. 49:8-10.

Livet i denne tingenes ordning er i bedste fald usikkert. Alle er underlagt tid og tilfælde. Derfor spurgte Salomon: „Thi jo flere ord der bruges, des større bliver tomheden, og hvad gavner de mennesket [eftersom der findes mange ting som forårsager megen tomhed, hvilket fortrin har et menneske da, NW]? Thi hvo ved, hvad der båder et menneske i livet, det tal af tomme levedage han henlever som en skygge? Thi hvo kan sige et menneske, hvad der skal ske under solen efter hans død?“ — Præd. 6:11, 12.