Vil du komme til at leve på jorden for evigt?
„Retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsp. 2:21, 22.
1. Hvordan vanhelliger mennesker nu jorden?
MENNESKER vanhelliger nu jorden. I deres grådighed efter hurtigt at blive rige udnytter de dens ressourcer, rydder bjergene for træer og sletterne for græs, og det værdifulde muldlag skylles eller blæses bort. Vilde dyr og fugle dræbes ganske hæmningsløst for penges eller blot for morskabs skyld. Luften vi indånder forurenes unødigt af fabriksrøg som mange industridrivende er for begærlige til at ville mindske. I tusinder af år har krige i og imellem landene forårsaget at strømme af blod er blevet udgydt og har vanhelliget jorden. I deres søgen efter hurtigere og mere effektive måder at dræbe endnu flere mennesker på, forgifter de mægtigste nationer nu atmosfæren, vegetationen, landjorden, havet, fiskene — alt — med radioaktive stoffer. Videnskabsmænd indrømmer at det kan føre til at jorden gøres ubeboelig. Nogle dele af den er allerede blevet det. San Francisco Chronicle for den 20. juni 1956 sagde i sin lederartikel følgende under overskriften „GJORT UBEBOELIGE FOR STEDSE“: „Der ligger en skjult opfordring til ransagning af samvittigheden i rapporter der viser at afprøvningen af amerikanske kernevåben sandsynligvis har gjort to af Marshall-øerne ubeboelige for stedse og med sikkerhed forårsaget at befolkningen på en tredje er blevet alvorligt angrebet af strålingssyge. Ikke med vilje naturligvis, men som en uundgåelig følge af atomforsøgene, er Bikini og Eniwetok blevet oversået med radioaktive partikler der for stedse gør stedet tabu som beboelse; befolkningen på Rongelap blev i den grad udsat for stråling fra luften, jorden og endog fra maden de spiste, at de blev angrebet af kvalme, fik hudlæsioner og led af håraffald, samt fremviste andre tegn på alvorlige tilfælde af strålingssyge.“
2. Hvordan forværres forholdene, og hvad betyder det?
2 Føj hertil de udbredte vidnesbyrd om et moralsk fordærv, og det er tydeligt at jorden og dens beboere er kommet til kort i at genspejle Skaberens visdom og majestæt og i at synge hans pris som hensigten var. Og som tiden går forværres forholdene: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.“ — 2 Tim. 3:1-5.
3. Hvad må kristne gøre for at blive bevaret når Jehova ødelægger dem der lægger jorden øde?
3 „Dem skal du holde dig fra.“ Hvorfor? Af samme grund som israelitterne skulle holde sig fra kana’anæerne. Fordi „slet omgang fordærver gode sæder“, noget råddent ødelægger noget godt, noget snavset tilsmudser noget rent. Når grupper af mennesker praktiserer, støtter eller tolererer onde handlinger pådrager de sig samfundsansvar for disse handlinger, og skal man undgå at pådrage sig dette samfundsansvar må den enkelte skille sig ud fra gruppen, om ikke fysisk, så mentalt, moralsk og følelsesmæssigt. Ligesom Israel fik en lov der kunne have beskyttet dem dersom de havde holdt den, således har de kristne fået visse befalinger der vil bevare dem dersom de retter sig efter dem. Da de kristne ved at Satan er „denne verdens fyrste“, at han er „denne verdens gud“, at „hele verden er i den Ondes vold“, forstår de den visdom der ligger i befalingen: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden!“ og de ved også at „venskab med verden er fjendskab med Gud“. Da de ikke ønsker at være i Satans magt skiller de sig ud fra den verden der helt er underlagt ham. På denne måde pådrager de sig ikke det ansvar verden har for al dens ondskab, og de vil derved slippe for at gå til grunde med den i Jehovas Harmagedonkrig. Ligesom landet udspyede kana’anæerne og de frafaldne israelitter fordi de vanhelligede det, vil de onde mennesker i Harmagedon blive kastet ud af de levendes land, for da er Jehovas tid inde til at „de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges“. — Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19; 2:15; Jak. 4:4; Åb. 11:18.
Studium og eftertanke
4. På hvilke måder vil studium af Guds ord ændre os?
4 Hvordan kan du undgå at blive udspyet af landet til den tid? Ved at skille dig ud fra dem „der lægger jorden øde“. Pas ind i Guds hensigt med den rensede jord ved at synge Guds pris sammen med jorden. Gør det ikke på den måde du mener er den rigtige, men på den måde Gud siger er den rigtige. Lær hans vej at kende ved at studere hans ord. Det er ved et sådant studium af Bibelen at I vil ophøre med at lade jer „forme efter denne tingenes ordning“, og blive „forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldstændige vilje“. Ved dette studium vil I „aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd“ og „fornys i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed“. Da vil I ikke længere leve „for menneskers begæringer, men for Guds vilje. Thi det er tilstrækkeligt at I i den tid der er gået har efterfulgt folkeslagenes vilje da I vandrede i løsagtighed, lyster, overdrivelser med vin, frådserier, drikkelag og afgudsdyrkelser, der er uden lovmæssige begrænsninger. Fordi I ikke med dem fortsætter at styrte ad denne vej til den samme lave udsvævelsernes pøl, undrer de sig og vedbliver med at tale ilde om jer. Men disse mennesker skal gøre regnskab ind for ham som er rede til at dømme de levende og de døde“. I derimod vil på grund af jeres studium og ændrede tænke- og handlemåde blive skånet når Jehova eksekverer sine ødelæggende domme i Harmagedon. — Rom. 12:2; Ef. 4:22-24; 1 Pet. 4:2-5, NW.
5. Hvilken side af vort studium forsømmes ofte nu, og hvad siger Bibelen herom?
5 Noget der hører med til vort studium, men som bliver sørgeligt forsømt i dag, er meditationen eller den dybe eftertanke. Bibelen råder os gentagne gange til at meditere. Josua fik befaling om at tage lovbogen og „grunde over den dag og nat“, eller mere nøjagtigt udtrykt: „læse i den med dæmpet tone dag og nat“. (NW) At læse på denne måde med dæmpet tone er som at tale med sig selv, at tænke højt, og eftersom det går langsommere end når man læser indenad, holder man tanken længere for øje, giver den lov til at trænge til bunds og fæstne sig dybere. Desuden trænger den ind i sindet ad to veje, både gennem øjet og øret, hvilket præger den i sindet med større kraft. Den mand er lykkelig, siges der, som „har lyst til HERRENS lov, og som grunder på hans lov [taler med sig selv om hans lov, Rotherham’s Psalms] både dag og nat. Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid“. At indtage Jehovas sandhedsvand vil sætte os i stand til at frembringe kristen frugt. Vi bør efterligne salmisten der sang: „Jeg gransker om natten i hjertet, grunder og ransager min ånd.“ — Jos. 1:8; Sl. 1:2, 3; 77:7.
6. Hvad viser at Jesus satte pris på at meditere, men til tider fandt det vanskeligt at kunne gøre det?
6 Før vi taler med andre er det bedst at tale med os selv. Det vil præge sandhederne ind i vort sind til vejledning for vor tunge. Kristus Jesus, den større David, forberedte sig på denne måde gennem meditation eller eftertanke: „Jeg vil grunde over [eller, tale med mig selv om] din majestæts strålende glans og over dine underfulde gerninger.“ (RS; Rotherham’s Psalms) Under Jesu fyrretyve dages faste i ørkenens ensomhed efter sin dåb mediterede han, idet han prøvede at få fat i den fulde betydning af de ting der nu lå blotlagt for ham efter at himlene havde åbnet sig. Denne dybe eftertanke styrkede ham til det der lå foran ham. Bibelen viser at Jesus fra tid til anden søgte ensomhed til meditation og bøn: „Da han havde ladet skarerne gå bort, gik han op i bjergene for at være ene og bede,“ og „han trak sig tilbage til ørkenerne og bad.“ Men det var vanskeligt for Jesus at få den ro og ensomhed han behøvede for at kunne meditere og bede: „Da det var blevet dag, gik han ud og drog til et øde sted. Så ledte skarerne efter ham; og de kom hen til ham,“ og „ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et øde sted,“ men „de, som var med ham, skyndte sig efter ham.“ For at undgå skarerne i byerne siges der at „han opholdt sig ude på øde steder, og dog kom de til ham alle vegne fra“. — Sl. 145:5; Matt. 14:23; Luk. 5:16; 4:42; Mark. 1:35, 36, 45.
7. Hvem gør det vanskeligt for os at meditere i dag, og på hvilken måde sker det?
7 Skønt skarerne ikke trænger sig om Jesu efterfølgere i dag som de gjorde omkring Jesus, gør den moderne levevis det dog vanskeligt for dem at finde et sted i ensomhed hvor de kan meditere. Mange steder i verden er den enkle levevis blevet erstattet med en mere kompliceret, og de tidlige morgentimer er fyldt med både betydningsfulde og betydningsløse ting. Desuden er folk i dag ved at udvikle modvilje mod at tænke. De er bange for at være alene med deres egne tanker. Hvis de ikke er sammen med andre, fylder de tomrummet med television, biograf og let læsestof, og hvis de tager til stranden eller i skoven har de den transportable radio med så de ikke bliver overladt til deres egne tanker. Deres tanker må ledes ad bestemte baner for dem, leveres færdigsyede fra propagandamagere. Dette tjener Satans formål. Han fylder massernes sind og tanker med alt, blot ikke sandheden fra Gud. For at forhindre mennesker i at tænke Guds tanker holder Satan deres sind travlt beskæftiget enten med hverdagens bekymringer eller med tanker der er helt ugudelige. Det er færdigsyede tanker, og tilskæreren er Satan Djævelen. Hjernen arbejder, men den må ledes på samme måde som man leder en hest. Uafhængig tænkning er vanskelig, upopulær og endog mistænkelig. Ensretning er parolen. Søger man ensomhed for at tænke over tingene betragtes man misbilligende som menneskesky og neurotisk anlagt. — Åb. 16:13, 14.
8. Hvilke forhold er de bedste at meditere under?
8 Som Jehovas tjenere må vi adlyde hans befaling om at meditere eller grunde. Vi fejes undertiden med af begivenhedernes strøm som en træspån føres af sted på floden, uden mulighed for at sætte og holde vor egen kurs medmindre vi kæmper imod strømmen og arbejder os ind i en biflod eller et roligere vand for at standse op og tænke. Vi er som spurve i en hvirvelstorm, idet vi kastes rundt og rundt i den daglige tummerum uden mulighed for et hvil, medmindre vi kan kæmpe os ind i stormens rolige center for regelmæssigt at tænke over åndelige spørgsmål. Skal vi meditere må vi have fred og ro, må udelukke alle lyde der angriber øret og gøre os blinde for alt hvad der kan distrahere øjet. Sanseorganerne må døves så de ikke beskæftiger sindet med deres meldinger; det frigøres således til at tænke på andre ting, på nye ting, til at gå til bunds i sig selv uden at hæmmes af påvirkninger udefra. Hvis et værelse er fyldt, kan der ikke komme flere ind i det. Hvis sindet er optaget, kan nye tanker ikke komme til. Vi må gøre plads for dem når vi mediterer. Vi må åbne sindet for nye tanker og gøre det ved at befri sindet for hverdagens tanker og bekymringer og udelukke al den ståhej der hører med til den moderne, komplicerede levevis. Det kræver tid og ensomhed således at tømme og befri sindet for hverdagens tummel og uro, men hvis vi gør det vil sindet også frit kunne græsse på Guds ords grønne vange og blive vederkvæget ved hvilens sandhedsvande. Meditation vil bringe os mange friske, liflige, åndelige lækkerbiskener, og regelmæssig meditation vil oplive og forny os åndeligt, give os et nyt forråd at øse af. Så kan vi sige om Jehova: „Han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl,“ eller „han giver mig nyt liv.“ (AT) — Sl. 23:2, 3.
9. Hvordan kan man sammenligne sindet med en brønd?
9 Hvis en brønd er fuld af vand, må noget øses bort før mere kan sive ind i den. Hvis der øses af brønden hurtigere end den kan fyldes igen, tørrer den ud. Hvis man aldrig øser af den bliver vandet stillestående. Hvis man kaster affald ned i den, bliver der mindre plads til vandet. Der er kun så og så meget plads til det, og vandoverfladen holder sig konstant. Det forholder sig på samme måde med sindet. Det kan være en visdomskilde, fuld af Jehovas livgivende sandhedsvand: „Den retfærdiges mund er en livsens kilde.“ Ord fra denne mund kan som vandet fra brønden vederkvæge mennesker og oplive dem. „Ord i mands mund er dybe vande, en rindende bæk, en visdomskilde.“ Hvis vor tale skal være en rindende strøm af visdomsord og ikke en idelig strøm af trivialiteter, må vi meditere. Vi må tømme vort sind for gamle tanker og gøre plads for nye, derefter må vi give tid til at de nye kan sive ind, og det sker ved meditation. Hvis vi ikke holder vore tanker i konstant bevægelse så de stadigt skifter, bliver de stillestående og virker hengemte. Hvis vi lader verdens affald og djævelske propaganda fylde vort sind, vil der ikke blive plads til Guds tanker. Det er med sindet som med brønden: hvis vi altid øser af den, løber den tør; hvis vi aldrig øser af den, rådner vandet. Der er en tid til at øse, og en tid til at fylde på. Der er en tid til at tale, og en tid til at tie, en tid til at meditere og en tid til at meddele, en tid til at tænke og en tid til at tale om det man har tænkt. For at kunne give, må man først modtage. Vi må have noget, før vi kan give noget. Vi må fylde på før vi kan øse, og må øse før vi atter kan fylde på. Det er en proces hvor man både må modtage og give, ikke blot en af delene. Lad sandhedens vand løbe som en stadig strøm ind i dit sind, gennem dit sind og ud af din mund. Så vil det være „en livsens kilde“. — Ordsp. 10:11; 18:4; 1 Mos. 26:19, NW, margen.
10. Hvad forbedrer ens evne til at meditere med udbytte?
10 Det forholder sig med sindets evne til at meditere som med en muskel: den udvikles gennem brugen. I Hebræerne 5:14 (NW) hedder det: „Fast føde er for modne mennesker, sådanne som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne så de kan skelne mellem ret og uret.“ Ligesom vi ikke kan spise hele tiden, men må give os tid til at fordøje føden, således må vi ind imellem vi studerer have stunder til stille eftertanke for at optage det vi har læst. Som et græssende dyr senere må tygge drøv, således må vi, billedlig talt, tygge drøv på den åndelige føde vi har indtaget. Vi må nu og da erindre os begivenheder og sandheder vi tidligere har lært, for at gennemgå dem i vore tanker indtil vi har fået al kraften ud af dem. Ellers ville meget få lov at ligge ubenyttet hen i en afkrog af underbevidstheden. De som ikke mediterer kender i virkeligheden ikke deres eget sind, véd ikke hvad der egentlig ligger på bunden af det. De dybe tanker befinder sig inderst, og vi må trænge langt ind for at hente dem frem. Tid og ensomhed hedder den hakke og spade hvormed man graver dem frem under meditation. Man kan ikke beskæftige sine tanker med overfladiske ting og samtidig forvente at kunne se til bunds i dybe emner. Efter at Paulus har opregnet alt det gode man bør tænke på, siger han at det „skal I fortsat have i tanke“. Jo mere du beskæftiger dit sind hermed jo mere øvet bliver det. — Fil. 4:8, NW.
Skab dig et navn der huskes
11. Hvad er det vigtigste formål med at meditere over Guds ord, og hvilke skriftsteder omtaler meditation i forbindelse med dette formål?
11 Meditation tjener ét formål, det samme som blev foreholdt Josua da han fik befaling til med eftertanke at læse Guds lov for sig selv med lav tone dag og nat: „For at du omhyggeligt kan handle efter alt hvad der står skrevet i den.“ Vi skal „altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn“. Vi må beskæftige vort sind før vor tunge: „Den retfærdiges hjerte tænker, før det svarer.“ Paulus sagde til Timoteus: „Grund over disse ting, fordyb dig i dem, sådan at din fremgang må være åbenbar for alle mennesker. Giv bestandig agt på dig selv og din lærergerning,“ og „Tænk til stadighed over hvad jeg siger.“ Vi må altså studere privat, læse Bibelen og de teokratiske hjælpemidler, i tankerne gennemgå det vi har læst, praktisere det, komme til møderne for at blive yderligere opbygget og for at opflamme andre til kærlighed og rette gerninger, og i endrægtighed gå fremad i lovprisningen af Jehovas navn for at komme til at leve evigt i Guds nye verden. — Jos. 1:8, NW; Hebr. 13:15; Ordsp. 15:28; 1 Tim. 4:15, 16, NW; 2 Tim. 2:7, NW.
12. Hvordan kan det være sandt at ens dødsdag er bedre end ens fødselsdag?
12 De ondes navn udslettes af Guds hukommelse, men de lydiges gode navn husker Gud, enten for at bevare dem igennem Harmagedon hvis de lever på det tidspunkt, eller for at oprejse dem til liv hvis de er døde. Derfor er følgende ord, der måske ved første øjekast vil forekomme os mærkeligt, ikke desto mindre sandt: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag.“ Det ville være naturligt at mene at det ville være bedre at begynde på livet end at afslutte det, men her betyder det at hvis man har et godt navn hos Gud når man dør, er det bedre end ens fødsel, på hvilket tidspunkt man ikke har noget godt navn hos Gud. Alle fødes i misgerning og undfanges i synd uden ret til liv og under Guds fordømmelse: „Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.“ Den nedarvede synd og fordømmelse hvormed vi begynder livet, vil forblive over os medmindre vi udviser tro på og lydighed imod Gud og Kristus. Når vi begynder på livet, er der ingen der ved hvordan vi vil benytte det, da vort liv ikke er forudbestemt. Men når vi slutter vort liv med et godt navn der er blevet opbygget ved gudfrygtige gerninger, vil vor fremtid i den nye verden være sikret. Hvis vi dør med et godt navn, vil Gud oprejse os; hvis vi når Harmagedon med et godt navn, vil Gud bevare os. — Præd. 7:1; Joh. 3:36.
13. Hvorfor er det bedre at gå til sørgehuset end til gildehuset?
13 „Bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte,“ fortsætter Salomon. Dette er ikke nogen opfordring til at bedrøves fremfor at glædes. Hvordan kan det være det når vi har en lykkelig Gud, en glad Kristus, og har fået overdraget det hverv at bringe de sørgende glædesbud? Der tales her om et særligt tidspunkt, nemlig det tidspunkt da et menneske er død og huset sørger. Man bør gå derhen for at trøste de bedrøvede efterladte fremfor ufølsomt at glemme dem og feste og more sig. Det var jødisk skik at sørge i syv dage når en nær slægtning var død, og at besøge de sørgendes hus blev betragtet som en fortjenstfuld handling. Det bragte ikke alene trøst til de efterladte, men tilskyndede også den besøgende til at huske på hvor kort livet er, og til at erkende at døden, som var kommet til dette hus, hurtigt nok kunne komme til alle, og at de der stadig levede burde huske det. Det er mens man endnu lever at man kan skabe sig et godt navn, ikke når man er død. Og et godt navn er det eneste der har nogen værdi for døende mennesker. — Præd. 7:2; 1 Mos. 50:10; Joh. 11:31.
14. Hvorfor er sorg bedre end latter, og vismands skænd bedre end tåbers sang?
14 Salomon siger videre: „Bedre græmmelse [sorg, KJ] end latter, thi er minerne mørke, har hjertet det godt [bedres hjertet, KJ].“ Latter er en god medicin, men der er tider hvor vi nøgternt må tage vort liv og den måde vi lever det på i øjesyn. Hvis vi ser at vi spilder for megen tid på tankeløst at more os og ikke skaber os et godt navn ved at øve gode gerninger, må vi hellere bedrøves og ændre vor vej; så vil hjertet bedres og blive godt. Det vil hjælpe os til at skabe os et godt navn sådan at vor dødsdag, eller Harmagedons dag, vil være bedre end vor fødselsdag. „De vises hjerte er i sørgehuset, tåbernes hjerte i glædeshuset. Bedre at høre på vismands skænd end at høre på tåbers sang.“ I et hus hvor én er død, er det vise hjerte afstemt efter den alvor der naturligt er til stede i et sørgende hjem, og den tilskynder den vise til at se til hvorledes han lever sit liv. Den ubekymrethed der præger et forlystelsessted tiltaler derimod tåbens hjerte og får ham til at betragte livet med et overfladisk og sorgløst sind. Hvis du er kommet bort fra den rette vej, vil den vise lede dig tilbage til livets vej ved at tugte dig og sætte dig i stand til at skabe dig et godt navn. Men hvordan kan tåbens sang eller salme eller sødladne smiger — tom snak der skjuler fejl og mangler og bestyrker os i dem — være til nogen nytte? Det vil vedvarende skabe os et dårligt navn, ikke tugte os og lede os ind på veje der kan skabe os et godt navn hos Jehova. — Præd. 7:3-5.
15. Hvorfor er tjørnekvistes knitren under gryden som en tåbes latter?
15 „Som tjørnekvistes knitren under gryden,“ siger Salomon dernæst, „er tåbers latter; også det er tomhed.“ Tjørnekviste er ikke ordentligt brændsel. De flammer hurtigt op, men bliver lige så hurtigt til aske. De brænder ikke længe nok til at det der er i gryden kan blive kogt færdigt, så de opfylder altså ikke det formål de skulle tjene. Deres høje, pralende og flammende knitren er forgæves, til ingen nytte. Og det samme kan siges om tåbens dumme fnisen og dåragtige tale. Den hjælper ingen til at gøre fremgang i deres alvorlige bestræbelser for at skabe sig et godt navn som Gud vil huske, og hvorved de vil sikre at deres dødsdag bliver bedre end deres fødselsdag. — Præd. 7:6.
16. Hvorfor ville dette liv være ganske uden betydning hvis det er alt hvad der er?
16 Vi skulle ikke øde dette liv bort på tomhed men bruge det til at sikre vor fremtid, det virkelige liv i den nye verden. Hvis det liv vi nu lever er alt, er der intet der har nogen betydning. Dette liv er som en bold man kaster op i luften og som hurtigt falder til jorden igen. Det er en jagende skygge, en falmende blomst, et græsstrå der skæres af og hurtigt visner. Hvad vi gør, siger eller tænker, eller undlader at gøre, sige eller tænke, har egentlig ingen betydning hvis dette liv er alt. Målt med evighedens målestok er vor levetid kun en forsvindende lille prik. I tidens strøm er det ikke engang en dråbe. Prædikeren har visselig ret når han — efter at have ladet menneskenes mange bekymringer og beskæftigelser i livet passere revy — siger at det alt sammen er tomhed. Vi er så hurtigt borte at vi så godt som aldrig har været her, en af milliarder der kommer og går, med kun få der ved at vi i det hele taget har været her. Denne betragtningsmåde er ikke kynisk eller mørk, pessimistisk eller sygelig. Det er sandheden, de nøgne kendsgerninger, en praktisk måde at se tingene på, hvis dette liv er alt hvad der er.
17. Men eftersom dette liv ikke er alt hvad mennesket har mulighed for, hvad bør det da gøre?
17 Men hvis dette ikke er alt, hvis der er en Skaber der har givet os liv og som har inspireret en bog der kan fortælle os hvordan vi bevarer livet, da gjorde vi bedst i med hver tøddel af energi vi er i besiddelse af at bestræbe os for at udføre hvad han siger er nødvendigt for at gøre dette forgængelige græsstrå til et blivende Sequoia-træ, få denne jagende skygge til at standse sin flugt, og gøre farverne i denne falmende blomst bestandige. Der findes intet der på nuværende tidspunkt er af større betydning — eller af betydning overhovedet — end det arbejde, den beskæftigelse, de tanker og ord der tjener til at gøre vort liv varigt, der vil holde det flydende på tidens strøm. Dette er det mest praktiske, det eneste praktiske man kan gøre i dette liv, der kun er et lillebitte tik. Efter at have påvist tomheden i dette liv og afsindige menneskefnugs nytteløse bestræbelser, fejer prædikeren så alle menneskelige beskæftigelser, forsøg og svagheder til side for til sidst at sætte fingeren på det eneste ene der har nogen betydning i vor nuværende eksistens: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre.“ — Præd. 12:13.
18. Svarene på hvilke spørgsmål vil være afgørende for om vi vil komme til at leve evigt på jorden?
18 Vi kan betragte vore omgivelser og se vidnesbyrd om Skaberens eksistens og magt, hans visdom og majestæt. Vi kan læse hans ord, Bibelen, og åbne vort sinds øjne for flere sandheder om ham, hans jord, hans hensigter med jorden og vore muligheder for at kunne leve på den for evigt. Vil vi gøre hvad hvert menneske bør gøre: frygte Gud, studere hvad der er hans vilje, grunde over den, gøre den, fortælle den til andre og hjælpe dem til at rette sig efter den? Vil vi sky denne verden, der er i Satans magt, dens gerninger, dens gudsbespottelse, dens ødelæggelse af jorden? Vil vi bruge jorden i overensstemmelse med Guds vilje, opdyrke den, forskønne den, have omsorg for de vilde dyr på den og hjælpe den til at genspejle Jehovas herlighed og synge hans pris? Eller vil vi i ondskab besudle dette Guds spejl så det ikke klart kan genskinne hans visdom og magt til hans ære. Den måde hvorpå vi besvarer disse spørgsmål og lever op til svarene vil være afgørende for om vi vil komme til at leve på jorden for evigt: „Retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsp. 2:21, 22.