Vid hvad der ligger bag ordene

„GENGÆLD ikke nogen ondt med ondt,“ sagde Paulus og tilføjede: „Overvind det onde med det gode.“ Som støtte for denne tanke citerede han: „Dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.“ Det var et inspireret ordsprog Paulus her citerede: „Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; da sanker du gloende kul på hans hoved.“ Men hvad godt ville det gøre at sanke gloende kul på en eller andens hoved? Ville en sådan barmhjertighedsgerning ikke smage af hykleri og bunde i et slet motiv og have til hensigt at tilføje ham lidelser i stedet for at gøre ham noget godt? Det kunne ordene tilsyneladende antyde. — Rom. 12:17, 21, 20; Ordsp. 25:21, 22.

Men bag disse ord ligger der noget helt andet. At „sanke gloende kul på hans hoved“ er en metafor eller et billedligt udtryk der er hentet fra den metode man brugte når man smeltede metal i fortidens smelteovne. Malmen blev anbragt i ovnen på et lag glødende kul, men ikke nok med det, man lagde også et lag gloende kul oven på malmen. Den forøgede varme smeltede det hårde metal og udskilte det fra urenhederne i malmen. Laget af gloende kul oven på malmen blødgjorde og rensede metallet. Således vil man ved at vise sin fjende venlighed og gengælde ondt med godt, få ham til at skamme sig og føle samvittighedsnag, blødgøre ham og smelte hans hårdhjertethed og rense de urene tanker bort og fremelske det gode i ham.

Hvis man i dag siger om en mand at hans tale er ramsaltet forstår man at den er i høj grad krydret med vovede og grimme udtryk. Men det kan næppe være meningen at det følgende råd er en opfordring til kristne om at gøre det samme: „Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes I bør svare enhver især.“ Men kendskab til hvad der lå bag den symbolske brug af salt i forgangne tider vil kaste lys over meningen. Der blev ofret salt sammen med de mosaiske ofre fordi det har en bevarende kraft og hindrer forrådnelse. Da det hindrede at der fandt en forandring sted gennem en forrådnelsesproces blev det brugt i forbindelse med pagter for at tilkendegive overenskomstens varighed. Blandt fortidens folk var det et tegn på venskab at de spiste salt sammen. Det var et symbol på evig troskab og loyalitet. Når den kristne derfor fik pålæg om at krydre sine svar med salt, betød det at han skulle anvende sandfærdige ord, ord der ville beskytte mod fordærv, være loyale og trofaste samt vække appetitten hos hans tilhører og virke henimod at denne blev bevaret. — Kol. 4:6.

Naglet til pælen

Hvorfor sagde Jehova i sin omtale af den mosaiske lovpagts ophør ved Jesu død og opstandelse og opstigen til himmelen at „han har taget [lovdokumentet] bort ved at nagle det til marterpælen“? (NW) Der blev jo vitterligt ikke naglet nogen lovbog til Jesu Kristi marterpæl, og selv om man havde gjort det, hvad gavn ville det da have gjort? Hvordan ville en sådan handling borttage Loven eller bringe den til ophør? Eftersom Loven ikke rent bogstaveligt blev naglet til pælen, må dette udtryk have en symbolsk betydning. Men hvilken? Igen vil nærmere kendskab til baggrunden for udtrykket kaste lys over sagen. Det siges at det på Kristi tid var skik og brug i Asien at man annullerede regninger eller dokumenter ved med et søm at nagle dem til en pæl på et offentligt sted. Nogle siger at forældede love blev ophævet ved at man naglede eksemplarer af dem op på offentlige steder. Selv om der ikke foreligger håndgribelige beviser for denne skik, tyder meget på at den fandtes og at det er til den der henvises i Kolossenserne 2:14, hvor der tales om at Loven blev ophævet ved at blive naglet til Jesu marterpæl.

I 1 Timoteus 1:3, 4 læser vi Paulus’ advarsel til visse folk om „ikke at føre fremmed lære og ikke at lægge vægt på fabler og endeløse stamtavler, som snarere volder ordstrid end tjener Guds frelsesplan i troen“. Betimeligheden i denne advarsel forstås bedre når vi ved med hvilken pinlig nøjagtighed jøderne førte deres stamtavler, og hvor grundigt de gik til værks for at opdage den mindste uoverensstemmelse. „I hvor høj grad disse bibelske bøger [Krønikebøgerne] blev årsag til indbildskhed på grund af afstamning, fremgår af den udtalelse, at der fandtes 900 kamelladninger kommentarer til 1 Krøniker 8:37 til 9:44,“ siger The Jewish Encyclopedia, og dette leksikon fortsætter med at beklage den fortræd og den stolthed disse stamtavler afstedkom. Dengang Paulus skrev 1 Timoteus-brev var sådanne stridigheder meningsløse. Det havde ikke længere betydning at bevare stamtavlerne, eftersom Gud ikke mere anerkendte jøder eller hedninger som sådanne i „Kristi legeme“ og stamtavlerne allerede havde fastslået Kristi herkomst gennem Davids slægtslinje. Stamtavlerne havde ingen betydning for den kristne lære, og de kristne skulle ikke lade sig drage ind i stridigheder der ikke på nogen måde tjente den kristne tro.

De vaskede hænder inden måltidet

Dengang farisæerne klagede til Jesus over at hans disciple ikke vaskede deres hænder når de skulle holde måltid, irettesatte Jesus dem. Vil det sige at Jesus slog til lyd for at man skulle spise med snavsede hænder? Nej, for det var ikke af renlighedshensyn at farisæerne påbød folk at vaske hænder. Dette påbud hørte deres mundtlige overlevering til. At vaske hænder var et religiøst ritual. Der skulle vaskes hænder før og efter måltidet og til tider under måltidet, i særligt vand og på forskellig måde, alt efter hvad man spiste. Med kendskab til alt det indviklede nonsens farisæerne på den tid påbød i forbindelse med at vaske hænder, forstår vi straks sagen bedre. Det hele var et ritual, og en del af jødernes mundtlige overlevering, som Jesus sagde satte Guds ord ud af kraft, og det gør det af med enhver fejlagtig tanke om at Jesus var talsmand for at man skulle spise med snavsede hænder. — Matt. 15:1-6.

Hvordan kunne nogen tro at ens dødsdag er bedre end ens fødselsdag? Eller at det er bedre at sørge end at glæde sig? Og dog er det hvad Bibelen siger i Prædikeren 7:1-4. Man får forståelse af disse ord når man kender deres historiske baggrund. „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag; bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte. Bedre græmmelse end latter, thi er minerne mørke, har hjertet det godt. De vises hjerte er i sørgehuset, tåbernes hjerte i glædeshuset.“ Ligesom et godt navn hos Gud er bedre end ypperlig salve eller noget andet materielt gode, således er død efter et liv i hvilket man har vundet sig et godt navn hos Gud, bedre end ens fødsel, på hvilket tidspunkt man slet ikke har noget navn hos Gud og det er uvist om det navn man vil skabe sig i løbet af livet vil blive godt eller dårligt. Dør man efter at have vundet sig et godt navn, kan man være sikker på at få en opstandelse til liv, men ved fødselen har man ingen forvisning om at man vil vinde evigt liv i den nye verden. Når der tales om sørgehuset, hentydes der til et hus hvor en var død og hvor skikken bød venner at gå hen for at trøste de efterladte. Det er bedre at vise venlighed end i hårdhjertethed at ignorere dem som sørger og styrte af sted til glædeshuset for at le, drikke og more sig. Almindeligvis er det bedre at begynde sit liv end at ende det, bedre at glæde sig end at sørge; men når vi forstår hvad der ligger bag disse ord, ser vi at der er tale om undtagelser og at de i den nævnte sammenhæng er sande.

Straf i helvedes ild

Endnu et sidste eksempel fra de mange bibelske beretninger for at vise hvordan kendsgerningerne bag ordene giver en klar forståelse. Bibelen taler om at de uforbederligt onde vil blive straffet for evigt i „Helvedes ild“ eller i en ildsø. Dette forekommer ikke alene djævelsk, men er en modsigelse af udtalelserne om at „den sjæl, der synder, den skal dø“ og at „syndens løn er døden“. (Ez. 18:4; Rom. 6:23) Når King James-oversættelsen og den danske oversættelse siger „Helvedes ild“, som i Mattæus 5:22, hedder det på originalsproget, græsk, således: géhenna tou pyrós [„ildens gehenna“, Yg]. Det hentyder ikke til nogen ildsø i jordens indre men til Hinnoms dal der lå vest og syd for det gamle Jerusalem. På Jesu tid var den byens affaldsplads og destruktionsanstalt. Affaldet fortæredes af ild der blev holdt ved lige med svovl. Her kastede man ikke blot døde dyrekroppe ned, men også lejlighedsvis ligene af henrettede forbrydere. Når et menneskelig blev kastet ned i denne dal var det en tilkendegivelse af at vedkommende var for ond til at fortjene en opstandelse, og følgelig var det ikke nødvendigt at begrave en sådan i en mindegrav. Stedet blev således et symbol på en tilintetgørelse eller en straf der var total og evig. Jøderne på Jesu tid forstod dette symbol, hvorfor Jesus brugte det for at vise de forsætlig ondes evige straf i døden.

Ligesom visse moderne udtryk ville være uforståelige for mennesker i oldtiden fordi de ikke ville kende baggrunden for vor tidsalder, således er der ord fra bibelske tider der er uforståelige for os medmindre vi får indblik i hvad der ligger bag ordene.