Skab dig et godt navn hos Gud

„Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag.“ — Præd. 7:1.

 1. Hvad er det vi alle skaber os og undertiden giver andre?

UANSET hvad vi gør eller ikke gør, skaber vi os et navn eller et omdømme. En mand fremstiller smukke møbler og bliver derved kendt for at være en dygtig håndværker. En kvinde tilbereder lækre måltider og bliver derved kendt for at være en god kok. En tredje gør ingenting og bliver kendt for at være doven. Enhver skaber sig altså et navn — godt eller dårligt. Undertiden er vi med til at give andre et navn. Saul og hans folk bagtalte David og gav ham således et dårligt navn eller omdømme. David gav ved hjælp af sine salmer Gud et godt navn. Jehova hjalp David til at skabe sig et godt navn. Nogle der hævder at repræsentere Gud, giver ham ved deres religiøse løgne og umoralske handlinger et dårligt navn. Sande tilbedere giver ved deres ord og handlinger Gud et godt navn, og derved opnår de også selv et godt navn hos Jehova Gud. — Sl. 64:2-7; 1 Krøn. 17:8; Ez. 36:20-23.

 2. Hvilken tilsyneladende mærkelig udtalelse findes i Prædikerens bog, og hvilken vejledning indeholder de efterfølgende vers?

² I denne forbindelse er der en udtalelse i Prædikerens bog i Bibelen som forekommer nogle læsere meget mærkelig: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag.“ Hvordan skal det forstås? Hvordan kan døden være bedre end livet? Hvis du kunne vælge, ville du så ikke foretrække at stå ved dit livs begyndelse fremfor at stå ved dets afslutning? Lad os atter læse dette vers, sammen med de efterfølgende vers:

„Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag; bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte. Bedre græmmelse end latter, thi er minerne mørke, har hjertet det godt. De vises hjerte er i sørgehuset, tåbernes hjerte i glædeshuset. Bedre at høre på vismands skænd end at høre på tåbers sang. Som tjørnekvistes knitren under gryden er tåbers latter; også det er tomhed.“ — Præd. 7:1-6.

 3. (a) Hvilken skik i det gamle Israel hentydes der til, og hvad er den mest trøstende tanke på et sådant tidspunkt? (b) Hvordan ved vi at det navn der er tale om, er et godt navn?

³ Kaster dette lys over den mærkelige udtalelse om at ens dødsdag er bedre end ens fødselsdag? Ja, det gør det, hvis man kender baggrunden for disse ord. De hentyder til en skik i fortidens Israel. Når en familie havde mistet en af sine kære i døden, blev hjemmet et sørgehus. Det var skik at venner og naboer kom og trøstede familien. Den mest trøstende tanke ville være at den afdødes dødsdag var bedre end hans eller hendes fødselsdag — hvis den pågældende havde skabt sig et godt navn hos Gud. Ifølge den hebraiske tekst siger vers 1 i denne passage ganske vist blot „et navn“ og ikke „et godt navn“.a Men det må forstås på den måde at der er tale om et godt navn. Et lignende tilfælde forekommer i Ordsprogene 22:1: „Et navn er at foretrække fremfor stor rigdom.“ (NW) Nogle oversættelser tilføjer adjektivet „godt“ for at vise hvilken slags navn der menes.b Det må nødvendigvis være et godt navn, både i Ordsprogene 22:1 og i Prædikeren 7:1; ellers ville begge disse udtalelser være meningsløse.

 4. Hvad kan vi have ved vor død som vi ikke havde ved fødselen, og hvorfor?

⁴ I løbet af vores levetid skaber vi os et navn — et godt eller et dårligt navn. Hvis vi handler forstandigt i Guds øjne skaber vi os et godt navn hos Gud. Men det tager tid. Den dag vi fødes har vi ikke levet længe nok til at skabe os noget navn overhovedet. Dertil kommer at vi er født under den adamitiske synd og dømt til døden. (Rom. 5:12) Hvis vi, mange år senere, på vores dødsdag, har skabt os et godt navn hos Gud, har vi altså noget som vi ikke ejede den dag vi blev født. Vi har et navn som Gud vil huske når han oprejser de døde til liv under Kristi rige. „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.“ — Ordsp. 10:7.

En god indvirkning på de sørgende

 5. Hvad kan den sørgende tænke på når han sidder i et sørgehus?

⁵ Når en israelit i fortiden gik til et sørgehus for at trøste de efterladte, havde det samtidig en god indvirkning på ham selv. Lad os have dette i tanke mens vi atter læser nogle af versene. „Bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte.“ (Præd. 7:2) Den der går til et sørgehus fremfor hjerteløst at søge det der behager ham selv, viser ikke alene kærlig medfølelse med de efterladte, men han kommer også til at tænke over tingene: at et menneske er død i dette hus, at dette ikke er noget usædvanligt, at døden indhenter alle mennesker og at den også vil indhente ham. Når dette sker for hans eget vedkommende, vil hans dødsdag da være bedre end den dag han blev født? Vil han have handlet forstandigt i sin levetid, så at han på sin dødsdag har skabt sig et godt navn hos Gud? Det er noget de levende bør lægge sig på sinde, mens der endnu er tid til at forandre sig, for et godt navn er ikke noget man skaber sig ved en hurtig omvendelse på dødslejet.

 6. Hvorfor er græmmelse bedre end latter i dette tilfælde?

⁶ „Bedre græmmelse end latter,“ siges der videre, „thi er minerne mørke, har hjertet det godt [forbedres hjertet, NW].“ (Præd. 7:3) I stedet for at bruge tiden til løsslupne fornøjelser, er det bedre at tænke over hvordan man har levet sit liv, at erkende de fejl man har begået før i tiden og at være bedrøvet over de urette handlinger man har gjort sig skyldig i. Det vil have en god indvirkning på ens hjerte og forårsage en forandring så man begynder at handle forstandigt, fremfor altid at hengive sig til latter og lystighed som en ansvarsløs tåbe. „De vises hjerte er i sørgehuset, tåbernes hjerte i glædeshuset.“ — Præd. 7:4.

 7. (a) Hvilken sindstilstand kan dette hensætte den sørgende i? (b) Hvorfor sammenlignes tåbers latter med lyden af tjørnekvistes knitren under en gryde?

⁷ Det er også „bedre at høre på vismands skænd [irettesættelse, NW] end at høre på tåbers sang“. (Præd. 7:5) At stå over for døden, sådan som man gør ved en begravelse, er en oplevelse der maner til eftertanke og som bør få én til at tænke tilbage på sit eget livsløb. Det kan også bringe én i en sådan sindstilstand at man villigt lytter til kloge rådgivere. Det er vanskeligt at tage imod kritik, selv når denne gives på en venlig måde, men det er bedre end at lytte til tåbers sang eller „lovord“. (The New English Bible) At høre efter og at give agt på Bibelens kloge retledninger vil hjælpe én til at opnå et godt navn hos Gud. At spilde sin tid på at lytte til tåbers smiger er tomhed: „Som tjørnekvistes knitren under gryden er tåbers latter; også det er tomhed.“ (Præd. 7:6) Det nytter ikke at bruge tjørnekviste som brænde under en gryde. Flammerne skyder op med en knitrende lyd, men dør hurtigt ud efterhånden som tjørnekvistene bliver til aske. Der er ikke så meget gods i tjørnekviste at ilden kan brænde til maden er færdig. Den støjende knitren er lige så nytteløs som tåbens latter. Ingen af delene udretter noget af varig værdi.

En endnu mærkeligere udtalelse

 8. Hvilken lære kan vil udlede af det vi nu forstår?

⁸ Med denne dybere forståelse kan vi nu vende tilbage til udtalelsen om at ’dødsdag er bedre end fødselsdag’. Vi forstår nu at den ikke er så mærkelig, men at den indeholder en værdifuld lære om hvordan vi bør leve vort liv for at skabe os et godt navn hos Gud. Så vil vores dødsdag være bedre end vores fødselsdag. Det vil sige, hvis vores dødsdag nogen sinde kommer. ’Hvad er nu det?’ vil nogen måske udbryde. ’Hvis vores dødsdag nogen sinde kommer? Vil I mene at den muligvis ikke kommer? Det lyder da endnu mærkeligere end at døden skulle være bedre end fødselen!’

 9. Hvilke tilstande ser dine øjne, og hvad burde de se?

⁹ Også her er det et spørgsmål om at forstå hvad det er for en tid vi lever i. Har du øjne som ser, som virkelig ser? Så kan du også se at vi lever i kritiske tider som er vanskelige at klare, at mange mennesker er selvoptagne og hovmodige, at ægteskaber bryder sammen og familier opløses, at bedrageri, løgn og voldsforbrydelser forekommer overalt, og at selv mange af dem der hævder at være kristne viser sig at være hyklere. Men ser dine øjne også hvad alt dette er et tegn på? I Andet Timoteusbrev 3:1-5, 13 får vi at vide hvad det betyder:

„Men dette skal du vide, at i de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort. Men onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild.“

10. Hvad hører dine ører, og hvad burde de også registrere?

¹⁰ Har du ører som hører, som virkelig hører? Du har ganske sikkert hørt om de krige og jordskælv, den hungersnød og pest, der har hjemsøgt jorden siden 1914. Du har kendskab til det moralske sammenbrud der præger hele verden. Og du har hørt om Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Kristi rige, og om de bølger af forfølgelse der er skyllet hen over dem fordi de har forkyndt at Kristi tusindårsrige er nær. Men hører dine ører betydningen af disse ting? Registrerer de den sandhed at disse ting blev forudsagt af Jesus som et tegn på endens tid, da hans disciple spurgte ham: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Matt. 24:3.

11. Hvad siger de der hånligt afviser disse vidnesbyrd, og hvad udgør de derved?

¹¹ Er dit hjerte modtageligt så det kan fatte hvad alt dette betyder, eller er det blevet så ufølsomt og uimodtageligt at du siger: ’Alt dette er sket før’? De der hånligt afviser disse vidnesbyrd, udgør selv en del af tegnet på at vi befinder os i „de sidste dage“. Deres tilstedeværelse blev forudsagt i Andet Petersbrev 3:3, 4: „I de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“

Noget nyt

12. Hvilken ny situation i verdenshistorien oplever vi?

¹² Når du betragter den verdensomspændende forurening kan du givetvis med dit hjerte fatte at IKKE ALT er „forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse“. Aldrig før har menneskene haft magt til at ødelægge jorden og gøre den til en ubeboelig planet. Den magt har de nu, og de bruger den på en sådan måde at det netop er hvad der sker. Videnskaben har givet industrien en teknologi der skulle være til velsignelse for hele menneskeheden, men denne velsignelse er blevet til en forbandelse, idet den forurener miljøet og er årsag til at jorden hjemsøges af dødbringende sygdomme. Den luft vi indånder er forgiftet, den jord vi dyrker vore fødemidler i er inficeret, de mange floder og søer der forsyner os med drikkevand er ved at dø, og havene er ved at blive omdannet til internationale kloakker!

13. Hvilken del af tegnet kan de der spotter ikke affærdige med en bemærkning om at ’det er sket før’?

¹³ Erkender du i dit hjerte at jordens evne til at opretholde liv er i fare, at dette aldrig er hændt før, og at de der spotter ikke blot kan affærdige dette med en bemærkning om at historien gentager sig? Det ville de måske gerne gøre, for denne ødelæggelse af jorden er også blevet forudsagt som en del af tegnet på „de sidste dage“. Følgende blev nedskrevet i Åbenbaringsbogen, kapitel 11, vers 18, for næsten 1900 år siden: „Nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen . . . til dem som frygter dit navn, . . . og til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“

14. Hvorfor gav de fleste på Jesu tid, ligesom de fleste i dag, ikke agt på advarselen?

¹⁴ Hvis dine øjne virkelig ser, og dine ører virkelig hører, og dit hjerte ikke er uimodtageligt, så vil du forstå at vi lever i „de sidste dage“ og at afslutningen på denne onde tingenes ordning er nær. De fleste mennesker forstår det imidlertid ikke, lige så lidt som flertallet på Jesu tid forstod hans advarselsbudskab. Det han sagde til dem, idet han citerede fra Esajas’ profeti, gælder også menneskeheden i dag:

„Når de ser, ser de forgæves, og når de hører, hører de forgæves, og de får heller ikke fat i meningen; og på dem opfyldes Esajas’ profeti, som siger: ’I vil høre og høre men slet ikke få fat i meningen; og I vil se og se men slet ikke indse. For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt, og med ørerne har de hørt modvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, og jeg helbrede dem.’“ — Matt. 13:13-15.

15. Hvem kan nu glæde sig, og hvilket håb har de i udsigt?

¹⁵ I det næste vers tilføjer Jesus disse ord til disciplene: „Men lykkelige er jeres øjne fordi de ser, og jeres ører fordi de hører.“ De der i dag har øjne som ser, ører som hører og et hjerte som forstår at vi lever i „de sidste dage“, kan i sandhed være lykkelige. Der siges til dem: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Luk. 21:28) Nogle af dem der lever i „de sidste dage“ vil aldrig komme til at opleve deres dødsdag. Jesus sammenlignede vor tid med Noas tid. Ligesom Noa og hans familie blev bevaret igennem Vandfloden, som udslettede den daværende verden, sådan vil de der i dag handler forstandigt og skaber sig et godt navn hos Gud ikke se døden når Jehova Gud tilintetgør denne onde tingenes ordning i Harmagedonkrigen. Det er derfor ikke ubegrundet at sige at nogle aldrig vil komme til at opleve deres dødsdag. Det er tværtimod et udtryk for et gudgivent håb.

16, 17. Hvad bryder ingen sig om at tænke på, og hvad er af afgørende betydning for os nu?

¹⁶ I det gamle Israel kunne en mand måske tænke at han havde hele livet for sig til at skabe sig et godt navn hos Gud. Ingen holder jo af at tænke på at de kan dø i morgen. Man véd at andre, endog nogle der er yngre end en selv, kan dø, men man tror ikke rigtig på at det kan ske for én selv. Man regner altid med at man har endnu nogle år tilbage at leve i. Det er en menneskelig fejl, en alvorlig fejl, at tænke sådan. Det var det for dem der levede i det gamle Israel, men det er det i endnu højere grad for os der lever i dag. Vi lever ikke i normale tider, hvor vi kan forvente en levetid på 70 til 80 år. Vi lever i „de sidste dage“. Afslutningen på en tingenes ordning er nær. Det er derfor af afgørende betydning for os at vi giver agt på ordene i Efeserbrevet 5:15-17: „Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er.“

¹⁷ Det er nu, mens vi lever, og før vores dødsdag, at vi må skabe os et godt navn hos Gud.

[Fodnoter]

[Illustration på side 14]

Hvordan kan ’dødsdag være bedre end fødselsdag’?

[Illustration på side 16]

Hvordan kan dødsdagen være bedre end dette?