Har du tænkt over:

Er det bestemt hvornår man skal dø?

HAR man ikke tit hørt en bemærkning som denne: „Når tiden er inde må vi alle herfra“? Eller denne, når nogen med nød og næppe er undsluppet døden: „Min tid var nok ikke kommet endnu“? Sådanne udtalelser vidner om troen på det man kalder „skæbnen“, eller den tanke at ens livsløb og dødsøjeblik er forudbestemt og ikke kan ændres.

Kan skæbnetroen indvirke på et menneskes livsform?

Ja, det kan den. Mange soldater troede for eksempel oprigtigt hvad Napoleon Bonaparte engang skrev som fører af den franske hær: „Vor time er afmærket, og ingen kan kræve at leve et minut ud over hvad skæbnen har bestemt.“ Sådanne soldater drog nidkært i kamp og løb gerne en unødvendig risiko, for de var overbeviste om at de ikke ville dø et eneste minut før end hvis de var blevet hjemme. Men var der nu også lige så sikkert på slagmarken som derhjemme?

Eller en bilist kører måske alt for stærkt fordi han regner med at han ikke bliver dræbt før hans tid er inde. Lederen af den europæiske afdeling af Verdenssundhedsorganisationen har sagt at mange bilulykker „skyldes skæbnetro, nemlig den idé at de er uundgåelige“.

Altså kan en sådan tro have indflydelse på hvordan man lever. Den kan få folk til at tage en unødvendig risiko fordi de tænker at deres dødsøjeblik alligevel er forudbestemt og ikke kan ændres af noget som helst.

Er det fornuftigt at tro på skæbnen?

Nogle mener det ikke. De fremfører for eksempel det argument at det var fuldstændig overflødigt at træffe sikkerhedsforanstaltninger hvis alt hvad der overgik et menneske var forudbestemt, og det er dog en kendsgerning at foranstaltninger som sikkerhedsseler og fartbegrænsning har udvirket at færre dræbes i trafikken.

Man anslår at tre af fire bilulykker kunne have været undgået hvis førerne havde udvist tilstrækkelig forsigtighed. Sådanne ulykker var altså ikke uundgåelige. Meget afhænger af hvordan bilisten kører. Her gælder ofte den bibelske regel: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Gal. 6:7.

Visse ting, for eksempel bøn, ville være uden mening hvis alt var forudbestemt. En mand som var alvorligt syg fik besøg af en nabo der fuldt og fast troede på forudbestemmelse. Gæsten tilbød at bede en bøn for at den syge ikke skulle dø. Men den syge mand spurgte: „Tror du der er fastsat et tidspunkt da jeg skal dø?“ „Ja,“ svarede gæsten prompte. „Jamen så nytter det jo ikke at bede hvis min tid er inde; og er den ikke inde, hvorfor så bede?“ Havde han ikke ret?

Går Bibelen ind for skæbnetro?

Nej. Bibelen antyder end ikke at menneskene har en forudbestemt dødsdag; tværtimod siger den: „Alle er de bundne af tid og tilfælde.“ (Præd. 9:11) Ja, tilfældigheder kan vi alle komme ud for. Befinder en person sig på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, kommer han måske ud for en ulykke med døden til følge. Man kan ikke sige at „hans tid“ var kommet; han blev offer for noget uforudset eller tilfældigt.

Men hvad med det Bibelen siger i Prædikeren 3:1, 2? Viser det ikke at der er bestemt en tid da mennesket skal dø? Vi læser: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid: tid til at fødes og tid til at dø.“ Vil det sige at fødsels- og dødstidspunktet er fastsat for hvert enkelt menneske? Husk at den der skrev disse vers, også skrev at ’alle var bundne af tid og tilfælde’. Men hvad mener skribenten?

Han udtaler sig blot om livets gang og gøremål. Vi har alle set at der er tider hvor folk bygger op, og tider hvor de river ned; der er „tid til at græde og tid til at le“. (Præd. 3:1-8) Der er også en tid for den gravide kvinde, og når hendes tid er inde, føder hun. Ligeledes kommer den tid da alderdom eller sygdom fører til døden. Nej, det er ikke forudbestemmelse — blot livets velkendte gang.

Gud har evnen til på forhånd at vide hvornår et menneske skal dø, men han forudbestemmer ikke dødsøjeblikket. Hvis han gjorde det, var Bibelen inkonsekvent når den siger at „[Jehovas] frygt lægger dage til, gudløses år kortes af“, og at onde mennesker ’ikke skal opleve halvdelen af deres dage’ (NW). — Ordsp. 10:27; Sl. 55:23 (v. 24 i da. aut.).

Den måde man lever på kan undertiden have indflydelse på hvor længe man lever. Bibelen viser at vores skæbne for en stor del ligger i vores egen hånd.

Hvordan skal vi så leve?

Vi bør leve på en måde der viser at vi sætter pris på livet. Samvittighedsfuldt bør vi prøve på at aflægge vaner og skødesløse handlinger som vi ved kan afkorte livet.

Ved at lære at vise gudsfrygt kan vi desuden føje år til vort liv. Hvordan? Jo, den gudgivne vejledning i Bibelen kan hjælpe os til at leve et moralsk rent liv, hvorved vi undgår et selvisk, tøjlesløst jag efter nydelser, et jag der kan afkorte vort liv. Som den vise bibelskribent udtrykker det: „Vær ikke alt for gudløs og vær ingen dåre; hvorfor vil du dø i utide?“ Vor adfærd kan have indflydelse på hvor længe vi lever. — Præd. 7:17.

Inden længe afkorter Gud alle de gudløses år. Det sker på et tidspunkt som han har fastsat, nemlig på „de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. De der frygter Gud og adlyder ham bliver udfriet og får lov til at leve i en renset verden der består af „nye himle og en ny jord“. Og de der har lidt en tidlig død, og de øvrige der sover i graven, vil blive oprejst til liv og opleve en jord fri for ondskab. Gud vil sørge for at de kan leve evigt og aldrig behøver at dø. — 2 Pet. 3:7, 13; Apg. 24:15.

Måske tænker du nu: Hvor længe varer det før disse velsignelser bliver en realitet? Bliver det i min levetid? Jehovas vidner vil med glæde vise dig Bibelens opmuntrende svar på disse og mange andre spørgsmål.