Spørgsmål fra læserne
● Viser man mangel på tillid til en indviet medkristen hvis man lader en forretningsaftale med vedkommende udfærdige skriftligt? — U.S.A.
Nej, det kan både være venligt og tjene som en beskyttelse for alle parter at man skriver en sådan aftale ned. Det kan forebygge mange misforståelser senere.
En skriftlig overenskomst eller kontrakt kan hindre at der sker forglemmelser fordi en mundtlig aftale ikke har været helt tydelig. Ligesom andre mennesker har en indviet kristen mange ting at tage vare på hver eneste dag, Der kan også opstå problemer han må tage sig af. Det er klart at han ikke kan huske alt. Hvis han udelukkende skulle støtte sig til sin hukommelse ville han sikkert, trods de bedste hensigter, glemme nogle af sine forpligtelser eller være i tvivl om hvorvidt han havde opfyldt dem. En mundtlig aftale giver ham ikke stor mulighed for at kontrollere tingene efter. Og hvis en aftale er uklar og svævende, kan de der har indgået den udmærket have forskellige meninger om hvad aftalen omfatter.
En skriftlig overenskomst kan også hjælpe parterne til at følge den bibelske formaning: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre.“ (Rom. 13:8) Hvis den ene part uforvarende glemmer en bestemt forpligtelse, er det klart at han også undlader at opfylde den. Og en sådan forglemmelse kunne føre til at der opstår uvenskabelige følelser, især hvis den anden part begynder at tro at hans kristne broder er selvisk og upålidelig.
Noget andet som gør skriftlige overenskomster eller kontrakter tilrådelige, er menneskelivets usikkerhed. Som den vise forfatter til Prædikerens bog skrev: „Alle er . . . bundne af tid og tilfælde.“ (Præd. 9:11) Det er i sandhed forstandigt at have en skriftlig aftale, sådan at man om nødvendigt kan bevise at man har krav på en bestemt betaling eller tjenesteydelse, i stedet for at skulle lide et større tab fordi der ikke er nogen vidner i live som kan bekræfte ens krav.
Bibelen billiger ganske tydeligt skriftlige overenskomster. På Jehovas anvisning købte profeten Jeremias for eksempel en mark af sin farbroders søn. Betalingen blev afvejet i vidners påsyn. Da pengene var betalt blev der udfærdiget to, åbenbart identiske, skøder i harmoni med de eksisterende juridiske bestemmelser. Det ene skøde lod man være åbent, øjensynlig for at interesserede parter nemt kunne gøre sig bekendt med indholdet. Det andet skøde blev underskrevet af vidner og forseglet. Hvis ægtheden af det uforseglede skøde nogen sinde skulle blive draget i tvivl, kunne man så åbne det forseglede og sammenligne det med det uforseglede. Hele handelen var offentlig, idet den blev indgået i nærværelse af „alle de judæere, som var til stede i vagtforgården“. Begge skøder blev derefter lagt i en beholder hvor de var godt beskyttet. (Jer. 32:6-14) På denne måde fandtes der i de følgende år et bevis på at alt var gået rigtigt til.
Det er således ikke et tegn på manglende tillid at udfærdige en aftale skriftligt. Det kan tværtimod være et udtryk for at man oprigtigt ønsker at opfylde sine forpligtelser.
● Bibelen viser at Onan pådrog sig Jehovas mishag fordi han lod sin sæd spildes på jorden. Viser det ikke at det er forkert at bruge forebyggende midler? — U.S.A.
Nej. En undersøgelse af beretningen om Onan viser at grunden til at han mistede livet ikke var at han praktiserede børnebegrænsning.
Efter sin broder Ers død blev Onan af sin fader, Juda, anmodet om at indgå svogerægteskab med Tamar. Hensigten var udtrykkelig den at han skulle ’skaffe sin broder afkom’. Kun i denne hensigt havde han ret til at have omgang med hende. Hvordan reagerede Onan på det Juda pålagde ham? Vi læser: „Men Onan, som vidste, at afkommet ikke ville blive hans, lod, hver gang han gik ind til [når han havde samleje med, NW] sin svigerinde, sin sæd spildes på jorden for ikke at skaffe sin broder afkom. Denne hans adfærd vakte [Jehovas] mishag, derfor lod han også ham dø.“ (1 Mos. 38:8-10) Bestemmelsen om svogerægteskab blev senere, på Jehovas befaling, indlemmet i Lovpagten. — 5 Mos. 25:5, 6.
Ved at handle i strid med svogerægteskabets hensigt viste Onan mangel på respekt for sin fader. I ulydighed mod sin faders befaling undlod han af selviske grunde at gøre hvad han kunne for at bevare Ers slægtslinje ubrudt. Derved gav han også udtryk for had til sin døde broder, idet han ikke gjorde hvad der tjente dennes interesser, men det modsatte. Ubarmhjertigt vanærede han sin broders enke. Selvisk blottede han hendes blusel, men berøvede hende retten til at blive moder. Han røbede også at han ikke værdsatte „det der er helligt“, idet der var en mulighed for at den lovede Messias ville fremstå i den slægt han kunne blive fader til med Tamar. (Jævnfør Hebræerbrevet 12:16, NW.) Alle disse faktorer afslører at Onan var et ondt menneske som ikke tog hensyn til andres interesser når hans egne interesser syntes at være truet. Det var på grund af Onans lave motiver til ikke at skaffe sin afdøde broder afkom at Gud tog hans liv.
Tilfældet med Onan, der af selviske grunde viste mangel på respekt for svogerægteskabets hensigt, kan ikke benyttes som grundlag for at fordømme børnebegrænsning. Det er værd at bemærke at Bibelen ingen steder taler om brugen af forebyggende midler eller børnebegrænsning. Den siger heller ikke at kristne har pligt til at sætte børn i verden. Som følge heraf må kristne ægtepar selv afgøre om de vil praktisere børnebegrænsning, idet de følger deres samvittighed som er oplært efter Bibelen.
● Hvorfor har kvinder lov til at udtale sig ved Jehovas vidners møder, når der i Første Korinterbrev 14:34 står at „det tilstedes dem ikke at tale“? — U.S.A.
Denne befaling, som apostelen Paulus fremsatte under inspiration, skal forstås i lyset af sammenhængen. Da Paulus skrev sit brev, herskede der ikke god orden ved Korintermenighedens møder, heller ikke ved de møder der blev overværet af ikke-troende. Flere profeterede eller talte i tunger samtidig. (1 Kor. 14:22-32) Der var tilsyneladende også nogle kvinder som rejste stridsspørgsmål og åbent modsagde de mænd der var indsat til at undervise menigheden. På denne måde tiltog disse kvinder sig i virkeligheden stillingen som lærere og ignorerede mandens tildelte stilling som overhoved. — 1 Kor. 11:3.
Da Paulus rettede forholdet understregede han at ’Gud ikke er forvirringens, men fredens Gud’. (1 Kor. 14:33) Om kvinderne skrev han: „Ligesom i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en kvinde [til skam for en kvinde, NW] at tale i en menighedsforsamling.“ (1 Kor. 14:34, 35) Denne formaning er i harmoni med det Paulus senere skrev i sit første brev til Timoteus: „Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand [at udøve myndighed over en mand, NW], men hun skal leve i stilhed.“ — 1 Tim. 2:11, 12.
Påbudet om at kvinderne ikke måtte tale gjaldt derfor i sådanne tilfælde hvor deres udtalelser havde en nedbrydende virkning og undergravede mændenes myndighed i menigheden. Det var ikke meningen at kvinder overhovedet ikke måtte udtale sig, hvilket også fremgår af Første Korinterbrev 11:5, hvor der står: „Enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved.“ Det ville imidlertid være vanærende for en kvinde hvis hun rejste stridsspørgsmål eller ophøjede sig over de mænd der var til stede, og begyndte at belære dem. Hvis en kvinde gjorde dette, ville hun også bringe skam over sin ægtemand.
I overensstemmelse med det apostolske mønster er kvinderne i Jehovas vidners menigheder ikke med til at undervise ved menighedens offentlige møder. De udøver ikke myndighed over mænd. Når som helst de udtaler sig, sker det efter opfordring og under ledelse af en mand som har til opgave at lede mødet. Derfor kan man på ingen måde sige at de, når de udtaler sig, gør indgreb i den myndighed mænd udøver i menigheden.